§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse fastsætter rammerne for IT- og Telestyrelsens udstedelse af en landsdækkende tilladelse, jf. §§ 3-7, til anvendelse af radiofrekvenser på baggrund af en af IT- og Telestyrelsen afholdt auktion.
§ 2.§-link ↗
Ved budgiver forstås en juridisk person, som agter eller overvejer at indgive en tilmelding til auktionen, eller som har indgivet en tilmelding til auktionen.
Stk. 2. Ved juridisk person forstås et aktieselskab, anpartsselskab, interessentskab eller lignende.
Stk. 3. Ved en markedsført elektronisk kommunikationstjeneste forstås tilrådighedsstillelse af en elektronisk kommunikationstjeneste mod betaling eller gratis.
Stk. 4. Ved etableringsomkostninger forstås alle omkostninger, som opkræves for etablering af forbindelsen til leverance af den elektroniske kommunikationstjeneste som nævnt i § 4 til slutbrugeren, jf. dog § 6. Etableringsomkostninger omfatter bl.a. udgifter til sende/modtageudstyr hos slutbrugeren. Derimod indgår omkostninger til eventuel etablering af mast hos slutbrugeren ikke i etableringsomkostningerne.
§ 3.§-link ↗
IT- og Telestyrelsen afholder auktion over en landsdækkende tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser. Tilladelsen omfatter radiofrekvenser i radiofrekvensbåndet 3410-3800 MHz, jf. bilag 1, med de i bilaget anførte begrænsninger.
Stk. 2. Tilladelsen har en varighed på 20 år fra udstedelsesdagen, jf. § 26. Ved udløb bortfalder tilladelsen uden yderligere varsel.
Stk. 3. Anvendelsen af de frekvensadministrative metoder, jf. §§ 22-25 i lov om radiofrekvenser, kan ikke ske i de første 10 år fra udstedelsesdagen, jf. § 26, med mindre det er nødvendigt for at opfylde de til enhver tid gældende relevante EU-regler eller andre relevante vedtagelser truffet i det internationale samarbejde på telekommunikationsområdet. Udbud af bredbåndstjeneste
§ 4.§-link ↗
Tilladelsesindehaveren skal sikre et udbud af en markedsført ikke-forbrugsafregnet elektronisk kommunikationstjeneste med en overførselshastighed på 512 kbit/s mod brugeren og 128 kbit/s fra brugeren baseret på de til tilladelsen hørende radiofrekvenser, jf. dog § 6.
Stk. 2. Tilladelsesindehaveren skal fra 30. juni 2010 sikre dækning med den i stk. 1 nævnte elektroniske kommunikationstjeneste inden for de postnummerområder, som fremgår af bilag 2, jf. dog § 7.
Stk. 3. Tilladelsesindehaveren skal sikre, at den elektroniske kommunikationstjeneste, som fremgår af stk. 1, leveres til en slutbruger således, at modtage- og sendeantennen maksimalt kan kræves placeret i otte meters højde. Leveringspunktet kan være slutbrugerens erhvervsvirksomhed, faste arbejdssted eller bolig, herunder plejehjem, beskyttede boliger, kollegier, ungdomsboliger, kollektiver, bofællesskaber, fritidsboliger eller anden form for sædvanlig adresse.
Stk. 4. Tilladelsesindehaveren skal sikre, at den elektroniske kommunikationstjeneste, som fremgår af stk. 1, leveres til slutbrugere senest seks måneder efter indgåelse af aftale herom. Det påhviler tilladelsesindehaveren at sikre, at der indgås kundeaftaler, straks dette er muligt efter modtagelsen af alle relevante oplysninger fra slutbrugeren, herunder slutbrugerens bindende tilkendegivelse om at ville indgå aftale. Maksimalpriser
§ 5.§-link ↗
Tilladelsesindehaveren skal sikre, at der hos slutbrugerne maksimalt bliver opkrævet den af IT- og Telestyrelsen fastsatte maksimale pris og de maksimale etableringsomkostninger for abonnement på levering og etablering af forbindelsen til leverance af den i § 4 nævnte elektroniske kommunikationstjeneste efter stk. 2-5.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsen fastsætter fra den 30. november 2007 og herefter den 30. november hvert år den maksimale pris og de maksimale etableringsomkostninger, som tilladelsesindehaveren skal sikre maksimalt bliver opkrævet i det efterfølgende kalenderår hos slutbrugerne for abonnement på levering og etablering af forbindelsen til leverance af den i § 4 nævnte elektroniske kommunikationstjeneste. Maksimalprisen beregnes som et gennemsnit af priserne i perioden 1. august til 31. oktober eksklusiv rabatter og kampagnetilbud.
Stk. 3. Udgangspunktet for fastsættelsen af de priser, som fremgår af stk. 2, er den ikke-forbrugsafregnede elektroniske kommunikationstjeneste med en overførselshastighed på 512 kbit/s mod brugeren og 128 kbit/s fra brugeren eller den elektroniske kommunikationstjeneste med nærmeste højere hastigheder, hvis 512/128 kbit/s ikke udbydes, som udbydes hos den udbyder, der i henhold til IT- og Telestyrelsens telestatistik har flest kunder i Danmark, jf. dog § 6. Såfremt tilladelsesindehaveren gennem anvendelse af tilladelsen selv har flest kunder, anvendes i stedet prisen hos den udbyder, der har næstflest kunder, som udgangspunkt for fastsættelsen af maksimalpriserne.
Stk. 4. IT- og Telestyrelsen beregner gennemsnittet af de i stk. 2 nævnte priser for den i stk. 2 nævnte periode. Såfremt der er regionale prisforskelle, beregner IT- og Telestyrelsen et simpelt landsgennemsnit af de i stk. 2 nævnte priser for den i stk. 2 nævnte periode.
Stk. 5. Tilladelsesindehaveren skal sikre, at der for abonnement på levering af den elektroniske kommunikationstjeneste, som fremgår af § 4, til slutbrugeren ikke kræves en pris, der overstiger den pris, den udbyder, der er identificeret i henhold stk. 2, kræver for abonnement på levering af en elektronisk kommunikationstjeneste, der med hensyn til hastighed er identisk med eller tættest på den elektroniske kommunikationstjeneste, tilladelsesindehaveren skal sikre udbudt ved brug af de til tilladelsen hørende radiofrekvenser, med mere end 75 procent.
Stk. 6. Tilladelsesindehaveren skal sikre, at der for etablering af forbindelsen til leverance af den elektroniske kommunikationstjeneste, som fremgår af § 4, ikke hos slutbrugeren opkræves en pris for etableringsomkostninger, der overstiger den pris, den udbyder, der er identificeret i henhold til stk. 2, kræver som etableringsomkostninger for adgang til en elektronisk kommunikationstjeneste, der med hensyn til hastighed er identisk med eller tættest på den elektroniske kommunikationstjeneste, tilladelsesindehaveren skal sikre udbudt ved brug af de til tilladelsen hørende radiofrekvenser, med mere end 75 procent. Ændring af vilkår om bredbåndstjeneste
§ 6.§-link ↗
IT- og Telestyrelsen træffer efter anmodning fra tilladelsesindehaveren afgørelse om, at vilkåret om udbud af en elektronisk kommunikationstjeneste baseret på de til tilladelsen hørende radiofrekvenser, jf. § 4, ændres til et vilkår om udbud af en elektronisk kommunikationstjeneste med en hastighed, der er højere end 512 kbit/s mod brugeren eller 128 kbit/s fra brugeren.
Stk. 2. Den elektroniske kommunikationstjeneste, som tilladelsesindehaveren fremsætter anmodning om, at vilkåret om udbud af en elektronisk kommunikationstjeneste baseret på de til tilladelsen hørende radiofrekvenser, ændres til efter stk. 1, skal være blandt de tre mest udbredte elektroniske kommunikationstjenester i Danmark
Stk. 3. Hvis IT- og Telestyrelsen træffer afgørelse om, at vilkåret om udbud af en elektronisk kommunikationstjeneste ændres efter stk. 1, vil prisreguleringen efter § 5, ske med udgangspunkt i den nye elektroniske kommunikationstjeneste, som tilladelsesindehaveren skal sikre udbudt baseret på de til tilladelsen knyttede radiofrekvenser. Undtagelse fra minimumsvilkår og lempelse heraf
§ 7.§-link ↗
Tilladelsesindehaveren er undtaget fra at skulle sikre levering af den elektroniske kommunikationstjeneste, jf. § 4, i tilfælde hvor en slutbruger ad anden vej end gennem tilladelsesindehaveren via de af tilladelsen omfattede frekvenser inden for seks måneder vil kunne få adgang til en elektronisk kommunikationstjeneste med en hastighed, der svarer til den tilladelsesindehaveren har pligt til at sikre udbudt efter § 4, til en pris, der ikke overstiger de maksimalpriser, der er fastsat for den elektronisk kommunikationstjeneste, som tilladelsesindehaveren skal sikre udbudt i medfør af tilladelsen, jf. § 5.
Stk. 2. Tilladelsesindehaveren skal sikre, at der senest seks uger fra slutbrugerens bindende tilkendegivelse om at ville indgå aftale om leverance af den elektroniske kommunikationstjeneste, tilladelsesindehaveren skal sikre udbudt efter § 4, gives meddelelse til slutbrugeren om, hvorvidt tilladelsesindehaveren er forpligtet til at sikre levering af tjenesten, jf. stk. 1.
Stk. 3. Tilladelsesindehaveren skal sikre, at slutbrugeren henvises til den udbyder, som er grundlaget for undtagelsen efter stk. 1.
Stk. 4. I helt særlige tilfælde, hvor en slutbruger efterspørger den elektroniske kommunikationstjeneste, som skal udbydes, jf. § 4, men hvor tilladelsesindehaveren af grunde, som tilladelsesindehaveren ikke selv har indflydelse på, herunder miljømæssige, fredningsmæssige eller helt særlige radiotekniske forhold, ikke kan levere tjenesten til den pågældende slutbruger, kan IT- og Telestyrelsen, efter at have modtaget behørig dokumentation, lempe vilkåret om dækning, jf. § 4, stk. 2, i forhold til levering til det sted, den pågældende slutbruger ønsker den elektroniske kommunikationstjeneste leveret.
§ 8.§-link ↗
IT- og Telestyrelsens offentliggørelser i henhold til denne bekendtgørelse sker på IT- og Telestyrelsens hjemmeside, http://www.itst.dk/.
Stk. 2. Alt materiale vedrørende denne auktion offentliggøres kun på IT- og Telestyrelsens hjemmeside. Alt materiale til brug for tilmelding til auktionen er tilgængeligt på hjemmesiden.
§ 9.§-link ↗
Meddelelser fra en budgiver til IT- og Telestyrelsen skal ske på dansk ved brev eller ved e-post mærket ”FWA-auktion”, medmindre IT- og Telestyrelsen giver tilladelse til, at konkrete meddelelser kan sendes på anden vis.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsens hovedadresse samt e-post-adressen ”mob@itst.dk” kan anvendes til meddelelser efter stk. 1.
§ 10.§-link ↗
Enhver juridisk person er berettiget til at indgive en tilmelding til auktionen.
§ 11.§-link ↗
Tilmelding, jf. §§ 15-16, kan kun indgives til IT- og Telestyrelsen den 6. juni 2007, mellem kl. 10.00 og kl. 15.00 (dansk tid).
Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan indtil 24 timer før udløbet af den til enhver tid gældende tilmeldingsfrist forlænge fristen. IT- og Telestyrelsen offentliggør den nye frist uden ugrundet ophold.
Stk. 3. Uanset stk. 2 kan IT- og Telestyrelsen mindre end 24 timer inden udløbet af den til enhver tid gældende tilmeldingsfrist forlænge fristen, hvis der foreligger ekstraordinære omstændigheder som f.eks. strømsvigt, nedbrud af IT- og Telestyrelsens hjemmeside eller strejker. IT- og Telestyrelsen offentliggør den nye frist uden ugrundet ophold.
§ 12.§-link ↗
Budgivere er berettigede til indtil otte dage før udløbet af den til enhver tid gældende tilmeldingsfrist, jf. § 11, at stille spørgsmål til IT- og Telestyrelsen vedrørende tilmeldingsproceduren eller auktionen. Alle spørgsmål skal stilles på dansk og på en måde, som ikke gør det muligt at identificere, hvem der har stillet spørgsmålet.
Stk. 2. Spørgsmål kan stilles ved brev eller e-mail mærket ”FWA-auktion” til IT- og Telestyrelsen. Spørgsmålene skal stilles på dansk.
Stk. 3. IT- og Telestyrelsen offentliggør senest 48 timer før udløbet af den til enhver tid gældende tilmeldingsfrist, jf. § 11, spørgsmål, som er stillet i henhold til stk. 1, og svar. Spørgsmål og svar offentliggøres i en form, som ikke angiver, hvem der har stillet spørgsmålet.
Stk. 4. IT- og Telestyrelsens hovedadresse samt e-post-adressen ”mob@itst.dk” kan anvendes til spørgsmål efter stk. 1.
§ 13.§-link ↗
En budgiver skal i forbindelse med tilmeldingen betale et depositum på 3.000.000 danske kroner. Betaling af depositum skal være ubetinget, skal ske til en af IT- og Telestyrelsen anvist konto og skal være indgået tidligst 6. juni 2007 og inden udløbet af tilmeldingsfristen, jf. § 11. Indbetalingen skal angive, at den er sket af budgiveren.
Stk. 2. Depositum forrentes over for budgiveren med den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte referencesats fra og med dagen, hvor indbetalingen er sket, og indtil, men eksklusiv, den dag, hvor depositummet eller den resterende del deraf frigives, jf. stk. 4. Renter af depositum fra og med den dag, hvor IT- og Telestyrelsen giver meddelelse til budgiveren i henhold til § 23, stk. 1, 3. pkt., tilfalder staten.
Stk. 3. Depositum med tilskrevne renter i henhold til stk. 2, 1. pkt., kan anvendes til hel eller delvis dækning af tilladelsesprisen, jf. § 26, stk. 2, til hel eller delvis dækning af omkostningsbeløbet, jf. § 26, stk. 2, og til dækning af det i § 30, stk. 1, anførte beløb.
Stk. 4. Depositummet eller den resterende del deraf samt renter deraf frigives til en budgiver, 1) når budgiveren meddeles, at budgiverens tilmelding er afvist, jf. § 18, stk. 2, og § 19, stk. 4, 2) når budgiveren meddeles, at budgiveren er frigjort fra dennes bud, jf. § 26, stk. 1, eller 3) når budgiveren meddeles, at budgiveren får tildelt tilladelsen, jf. § 23, stk. 1, 3. pkt., i det omfang depositum med tillæg af renter i henhold til stk. 2, 1. pkt., overstiger tilladelsesprisen, hvis IT- og Telestyrelsen på dette tidspunkt har sikkerhed for, at omkostningsbeløbet, jf. § 28, vil svare til eller overstige denne difference.
§ 14.§-link ↗
En budgiver skal som en del af sin tilmelding afgive mindst ét bud. Bud skal afgives ved anvendelse af en af IT- og Telestyrelsen udarbejdet formular. Formularen skal indeholde oplysning om budgiverens navn, skal angive budgiverens bud, jf. stk. 2, og skal bære original underskrift af den person, som er tegningsberettiget eller på anden vis bemyndiget til at forpligte budgiveren, eller hvis kun flere i fællesskab kan forpligte budgiveren, originale underskrifter af de personer, som er tegningsberettigede eller på anden vis bemyndigede til at forpligte budgiveren i fællesskab, jf. § 16, stk. 1, nr. 2. Der må ikke foretages ændringer eller tilføjelser i formularen.
Stk. 2. Et bud skal være ubetinget, uigenkaldeligt og udtrykt i danske kroner med op til to decimaler. Bud er bindende i fire måneder fra udløbet af tilmeldingsfristen, jf. § 11, medmindre IT- og Telestyrelsen forinden har meddelt, at 1) budgiverens tilmelding er afvist, jf. § 18, stk. 2 og § 19, stk. 4, eller 2) budgiveren er frigjort fra sit bud, jf. § 26, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3. Ethvert bud skal afgives i en anonym, uigennemsigtig, lukket kuvert mærket ”FWA-auktion”.
§ 15.§-link ↗
En tilmelding skal være skriftlig, skal være indeholdt i en anonym, uigennemsigtig lukket kuvert eller kasse mærket ”FWA-auktion” og skal være indgivet inden den i § 11 angivne tilmeldingsfrist til IT- og Telestyrelsen.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsen udsteder kvittering for modtagelsen af tilmeldingen.
Stk. 3. En tilmelding skal være på dansk og skal indgives i ét originalt eksemplar, som skal bære original underskrift af den person, som er tegningsberettiget eller på anden vis bemyndiget til at forpligte budgiveren, eller hvis kun flere i fællesskab kan forpligte budgiveren, originale underskrifter af de personer, som er tegningsberettigede eller på anden vis bemyndigede til at forpligte budgiveren i fællesskab, jf. § 16, stk. 1, nr. 2. Der skal vedlægges tre kopier af tilmeldingen med bilag. Der skal dog ikke vedlægges kopier af det i § 16, stk. 1, nr. 10, nævnte bud.
Stk. 4. En budgiver er ikke berettiget til at indgive flere tilmeldinger. Indgiver en budgiver flere tilmeldinger, anses alene den første rettidigt indgivne tilmelding for at være gældende. Alle bud, som er afgivet af en budgiver, herunder bud afgivet i henhold til § 17, indgår dog ved vurderingen i henhold til § 21.
§ 16.§-link ↗
Tilmeldingen skal indeholde følgende: 1) Budgiverens navn samt en adresse i et EØS-land, telefonnummer, faxnummer og e-postadresse, hvor budgiveren kan kontaktes på hverdage mellem 9.00 og 16.00 (dansk tid). 2) Oplysning om samt dokumentation for navn, stilling og underskrift for mindst to fysiske personer, som er tegningsberettigede eller på anden vis er bemyndigede til enten hver for sig eller i fællesskab at forpligte budgiveren i enhver henseende vedrørende tilmeldingen og auktionen. 3) Bekræftet kopi af budgiverens vedtægter eller – hvis der ikke gælder vedtægter for budgiveren – et tilsvarende dokument. 4) En erklæring på tro og love underskrevet af en eller flere fysiske personer, som er tegningsberettigede eller på anden vis bemyndigede til at forpligte budgiveren, jf. nr. 2, om, at budgiveren ikke er i betalingsstandsning, likvidation eller under konkurs eller, hvis budgiveren er et interessentskab, joint venture eller lignende, en erklæring på tro og love underskrevet af de pågældende interessenter eller deltagere om, at disse ikke er i betalingsstandsning, likvidation eller under konkurs. 5) En erklæring på tro og love underskrevet af en eller flere fysiske personer, som er tegningsberettigede eller på anden vis bemyndigede til at forpligte budgiveren, jf. nr. 2, om, at budgiveren er behørigt etableret i henhold til lovgivningen i det land, hvori budgiveren har hjemsted, og hvis budgiveren er et interessentskab, joint venture eller lignende, hvori en eller flere interessenter eller deltagere er juridiske personer, en erklæring på tro og love underskrevet på vegne af de pågældende interessenter eller deltagere om, at disse er behørigt etableret i henhold til lovgivningen i det land, hvori de har hjemsted. 6) En erklæring på tro og love underskrevet af en eller flere fysiske personer, som er tegningsberettigede eller på anden vis bemyndigede til at forpligte budgiveren, jf. nr. 2, om, at budgiveren ikke er eller forventes involveret i tvister, som væsentligt og negativt kan påvirke budgiverens mulighed for at opfylde vilkårene i tilladelsen, hvis budgiveren tildeles denne eller, hvis budgiveren er et interessentskab, joint venture eller lignende en erklæring på tro og love underskrevet af de pågældende interessenter eller deltagere om, at disse ikke er eller forventes involveret i sådanne tvister. 7) En, i henhold til en af IT- og Telestyrelsen udarbejdet instruks, oversigt over ejerstrukturen for budgiveren. 8) Bevis for instruks om betaling af det i § 13, stk. 1, anførte depositum. 9) Angivelse af til hvilken bankkonto eventuel tilbagebetaling af depositum samt renter eller en del deraf skal ske. 10) Budgiverens bud for tilladelsen, jf. § 14.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsen kan ved fastsættelse af yderligere regler vedrørende form og indhold for en tilmelding ændre eller supplere de i stk. 1 indeholdte regler.
§ 17.§-link ↗
Efter indgivelse af en tilmelding, men inden udløbet af tilmeldingsfristen er en budgiver berettiget til at indgive et eller flere yderligere bud til IT- og Telestyrelsen, jf. § 14. IT- og Telestyrelsen udsteder kvittering for modtagelsen af yderligere bud.
§ 18.§-link ↗
IT- og Telestyrelsen træffer afgørelse om, at en tilmelding accepteres, hvis tilmeldingen er i overensstemmelse med §§ 10, 11, 13, stk. 1, § 14, stk. 3, § 15, stk. 1, 3 og 4, og § 16, stk. 1, samt eventuelle regler fastsat i medfør af § 16, stk. 2. IT- og Telestyrelsens afgørelse om at acceptere en tilmelding meddeles til budgiveren.
Stk. 2. Hvis en tilmelding ikke accepteres efter stk. 1, anmoder IT- og Telestyrelsen budgiveren om inden for en frist på fem dage at supplere, korrigere eller præcisere tilmeldingen med bilag, at fremskaffe relevant dokumentation eller at indbetale depositum, jf. § 13, samt renter deraf i henhold til lov om renter ved forsinket betaling fra udløbet af tilmeldingsfristen, jf. § 11, til betaling sker. Hvis tilmeldingen efter fristens udløb fortsat ikke kan accepteres efter stk. 1, afviser IT- og Telestyrelsen tilmeldingen eller meddeler en yderligere frist på fem dage i henhold til 1. pkt.
§ 19.§-link ↗
Efter tilmeldingens indgivelse og indtil en budgivers tilbud er blevet afvist, budgiveren er blevet frigjort fra sit bud, eller budgiveren har fået udstedt tilladelsen, er budgiveren forpligtet til øjeblikkeligt at meddele IT- og Telestyrelsen enhver ændring vedrørende forhold nævnt i § 16, stk. 1, nr. 1-7 og forhold omfattet af de yderligere regler, som IT- og Telestyrelsen måtte have fastsat efter § 16, stk. 2. Meddelelsen skal være underskrevet af en eller flere fysiske personer, som er tegningsberettigede eller på anden vis bemyndigede til at forpligte budgiveren, jf. § 16, stk. 1, nr. 2.
Stk. 2. Efter tilmeldingens indgivelse og indtil budgivers tilbud er blevet afvist, budgiveren er blevet frigjort fra sit bud, eller budgiveren har fået udstedt tilladelsen, er budgiveren forpligtet til øjeblikkeligt at meddele IT- og Telestyrelsen, hvis budgiveren konstaterer, at de afgivne oplysninger om de i § 16, stk. 1, nr. 1 - 7, nævnte forhold var ukorrekte eller upræcise, at de afgivne oplysninger om forhold omfattet af de yderligere regler, som IT- og Telestyrelsen måtte have fastsat efter § 16, stk. 2, var ukorrekte eller upræcise, eller eventuelle meddelelser i henhold til stk. 1 var ukorrekte eller upræcise. Meddelelsen skal være underskrevet af en eller flere fysiske personer, som er tegningsberettigede eller på anden vis bemyndigede til at forpligte budgiveren, jf. § 16, stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. IT- og Telestyrelsen kan anmode en budgiver, hvis tilmelding er accepteret, om inden for en frist på fem dage at supplere, korrigere eller præcisere tilmeldingen med bilag eller at fremskaffe relevant dokumentation.
Stk. 4. Efter modtagelsen af en meddelelse i henhold til stk. 1 eller 2, eller efter udløbet af en frist i henhold til stk. 3, træffer IT- og Telestyrelsen afgørelse om, at tilmeldingen fortsat er accepteret, hvis den fortsat er i overensstemmelse med de i § 18, stk. 1, nævnte bestemmelser. I modsat fald kan IT- og Telestyrelsen afvise tilmeldingen.
§ 20.§-link ↗
Når IT- og Telestyrelsen for samtlige budgiveres vedkommende har accepteret eller afvist tilmeldingerne, og når eventuelle frister meddelt af IT- og Telestyrelsen i henhold til § 19, stk. 3, er udløbet, åbner IT- og Telestyrelsen bud afgivet af de budgivere, hvis tilmeldinger er accepteret.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsen afgør resultatet af auktionen ved at anvende de i § 21 indeholdte bestemmelser.
§ 21.§-link ↗
IT- og Telestyrelsen konstaterer, om buddene er i overensstemmelse med § 14, stk. 1 og 2. IT- og Telestyrelsen kan se bort fra bud, som ikke er i overensstemmelse med § 14, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Har en budgiver afgivet flere gyldige bud, jf. stk. 1, gælder kun det højeste.
Stk. 3. Hvis to eller flere bud er ens, lader IT- og Telestyrelsen afgørelsen af disses indbyrdes rangfølge ske ved lodtrækning foretaget af notarius publicus.
Stk. 4. IT- og Telestyrelsen fastslår på baggrund af resultatet af den procedure, som er gennemført i henhold til stk. 1-3, rangfølgen af buddene i faldende orden efter buddenes størrelse, således at højestbydende er den budgiver, der har afgivet det højeste bud og så fremdeles.
§ 22.§-link ↗
Prisen for tilladelsen udgør et beløb svarende til buddet afgivet af den budgiver, der får udstedt tilladelsen, jf. §§ 23-26.
§ 23.§-link ↗
Tilladelsen vil blive tildelt den budgiver, som efter gennemførelsen af den i §§ 20 og 21 angivne procedure er den højestbydende. Tilladelsen vil blive tildelt med den ejerstruktur, som er angivet i tilmeldingen, jf. § 16, stk. 1, nr. 7. IT- og Telestyrelsen meddeler den højestbydende budgiver, at budgiveren ved meddelelsen har fået tildelt tilladelsen, tilladelsesprisen og størrelsen af det beløb, som skal betales i henhold til stk. 2. Samtidig meddeler IT- og Telestyrelsen, at tilladelsen vil blive udstedt til budgiveren, når betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt. IT- og Telestyrelsen meddeler de resterende budgivere, hvis tilmeldinger er accepteret, at en anden budgiver, hvis denne opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, vil få udstedt tilladelsen. IT- og Telestyrelsen offentliggør, hvem der vil få udstedt tilladelsen ved opfyldelse af betingelserne i stk. 2 og 3, og IT- og Telestyrelsen offentliggør prisen for tilladelsen.
Stk. 2. En budgiver, som har modtaget en meddelelse i henhold til stk. 1, 3. pkt., skal senest 15 dage derefter som betaling af tilladelsesprisen kontant betale et beløb, der svarer til det beløb, som tilladelsesprisen overstiger depositummet med tillæg af renter i henhold til § 13, stk. 2, 1. pkt.
Stk. 3. Den i stk. 2, anførte betaling skal være ubetinget, skal ske til en af IT- og Telestyrelsen anvist konto og skal angive, at den er foretaget af budgiveren.
§ 24.§-link ↗
Hvis en budgiver ikke opfylder betingelserne i § 23, stk. 2 og 3, rettidigt, vil budgiveren ikke få tilladelsen udstedt, og der ses bort fra den pågældende budgiver, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Hvis en budgiver ikke opfylder betingelserne i § 23, stk. 2 og 3, rettidigt, kan IT- og Telestyrelsen meddele budgiveren en frist til at berigtige forholdet. Opfylder budgiveren betingelserne i § 23, stk. 2 og 3, inden fristens udløb, udsteder IT- og Telestyrelsen tilladelsen til budgiveren i henhold til § 26. Det i § 23, stk. 2, nævnte beløb forrentes i henhold til lov om rente af forsinket betaling fra forfaldsdagen, til betaling sker.
Stk. 3. Hvis en budgiver efter udløbet af en frist i henhold til stk. 2 fortsat ikke opfylder betingelserne i § 23, stk. 2 og 3, vil budgiveren ikke få tilladelsen udstedt, og der ses bort fra den pågældende budgiver.
§ 25.§-link ↗
Hvis den højestbydende i medfør af § 24, stk. 1 eller 3, ikke får udstedt tilladelsen, vil tilladelsen blive tildelt den budgiver, der herefter er højestbydende efter rangfølgen fastlagt i henhold til § 21, stk. 4, og efter proceduren i §§ 23-24.
§ 26.§-link ↗
Efter at den i §§ 23-25 beskrevne procedure er gennemført, udsteder IT- og Telestyrelsen tilladelsen til den højestbydende budgiver, som har opfyldt betingelserne i § 23, stk. 2 og 3. Samtidig med udstedelse af tilladelsen meddeler IT- og Telestyrelsen de øvrige budgivere, hvis tilmelding er accepteret, at disse er frigjort fra deres bud.
Stk. 2. Når en budgiver har opfyldt de i § 23, stk. 2 og 3, nævnte betingelser, tilfalder budgiverens depositum med tillæg af renter i henhold til § 13, stk. 2, 1. pkt., staten som hel eller delvis betaling af tilladelsesprisen og som hel eller delvis betaling af omkostningsbeløbet, jf. dog § 13, stk. 4, nr. 3.
§ 27.§-link ↗
Tilladelsesindehaveren kan tilbagelevere de radiofrekvenser, der er nævnt i afsnit 1.1.10 i bilag 1, hvis tilladelsesindehaveren ikke har behov for de pågældende radiofrekvenser til opfyldelse af de vilkår, der er fastsat i tilladelsen.
Stk. 2. Uanset tilladelsesindehaverens tilbagelevering efter stk. 1, påhviler det tilladelsesindehaveren at opfylde samtlige krav, som er fastsat i nærværende bekendtgørelse samt vilkår i den tilladelse, der er udstedt i medfør af nærværende bekendtgørelse.
Stk. 3. En tilbagelevering af radiofrekvenser efter stk. 1, indebærer ikke en nedsættelse af tilladelsesprisen.
§ 28.§-link ↗
IT- og Telestyrelsen opkræver hos den budgiver, der vil få eller har fået udstedt tilladelsen, jf. § 26, stk. 1, 1. pkt., en betaling til dækning af omkostninger, som er forbundet med IT- og Telestyrelsens forberedelse og afholdelse af auktionen og udarbejdelse af tilladelsen mv.
Stk. 2. IT- og Telestyrelsen fastsætter forfaldstidspunktet for den i stk. 1 anførte betaling.
§ 29.§-link ↗
Alle betalinger, som en budgiver eller tilladelsesindehaveren skal foretage i henhold til §§ 28 og 30, skal ske til det af IT- og Telestyrelsen anviste betalingssted, og det skal angives, at betalingen er foretaget af budgiveren eller tilladelsesindehaveren.
§ 30.§-link ↗
En budgiver, som omfattes af § 24, stk. 1 eller 3, er efter påkrav forpligtet til at betale et beløb svarende til det indbetalte depositum med tilskrevne renter i henhold til § 13, stk. 1 og 2.
Stk. 2. I tilfælde af anvendelse af de frekvensadministrative metoder, jf. §§ 21-25 i lov om radiofrekvenser, eller i tilfælde af tilbagelevering, bortfald eller tilbagekaldelse af tilladelsen, jf. §§ 26-28 i lov om radiofrekvenser, sker der hverken tilbagebetaling af betalt tilladelsespris eller omkostningsbeløb.
Stk. 3. IT- og Telestyrelsen kan tilbagekalde tilladelsen, hvis tilladelsesindehaveren undlader rettidigt at opfylde de i § 28 indeholdte betalingsforpligtelser. Der sker i så fald ingen tilbagebetaling af betalt tilladelsespris.
§ 31.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 14. maj 2007.