§ 1.§-link ↗
En sygdom kan anerkendes som erhvervssygdom, jf. lovens § 7, stk. 1, nr. 1, hvis følgende generelle betingelser er opfyldt: 1) Den skadelige påvirkning skal have en styrke og tidsmæssig udstrækning, som efter medicinsk dokumentation kan forårsage sygdommen. 2) Sygdomsbilledet skal efter medicinsk dokumentation stemme overens med den skadelige påvirkning og sygdommen. 3) Sygdommen må ikke med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige, jf. lovens § 8, stk. 1.
Stk. 2. Desuden skal særlige betingelser, der er nævnt under de enkelte punkter i fortegnelsen, være opfyldt.
§ 2.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. april 2007 og finder fra denne dato anvendelse ved afgørelsen af, om en sygdom, der er anmeldt fra 1. januar 2005, kan anerkendes som erhvervssygdom, herunder når sagen er genoptaget efter lovens § 41.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1082 af 3. november 2006 om fortegnelse over erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005.
Stk. 3. Denne bekendtgørelse finder ligeledes anvendelse ved afgørelser, der er truffet af Arbejdsskadestyrelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden, og som er indbragt for Ankestyrelsen. Det gælder dog ikke, hvis bekendtgørelsen skærper de hidtidige betingelser for anerkendelse.