Bekendtgørelse nr. 1666 · 2006

Historisk

Risikobekendtgørelsen

Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer

Dokumentdato: 14. dec. 2006Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde og definitioner

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse indeholder regler vedrørende miljøbeskyttelse samt om forebyggelse af brand og eksplosion . Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser for forebyggelse af større uheld på og omkring virksomheder, herunder enkeltanlæg og oplag, hvor farlige stoffer kan forekomme, samt regler vedrørende begrænsning af følgerne af større uheld.

Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder for: 1) virksomheder, hvor et eller flere af de stoffer eller kategorier af stoffer, der er angivet i bekendtgørelsens bilag 1, kan forekomme i mængder, der er større end eller lig med de angivelser, der fremgår af bilag 1, del 1, kolonne 3, eller bilag 1, del 2, kolonne 3, (herefter benævnt som kolonne 3-virksomheder) og 2) virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1, a) men hvor et eller flere af de stoffer eller kategorier af stoffer, der er angivet i bekendtgørelsens bilag 1, kan forekomme i mængder, der er større end eller lig med de angivelser, der fremgår af bilag 1, del 1, kolonne 2, eller bilag 1, del 2, kolonne 2, eller b) som har anlæg eller oplag, der ligger nærmere end 200 meter fra boligområder, institutioner eller tilsvarende arealanvendelse, hvor mange mennesker opholder sig, og hvor et eller flere stoffer, der er angivet i bekendtgørelsens bilag 1, kan forekomme på de pågældende anlæg eller oplag i mængder, der er større eller lig med de angivelser, der fremgår ()-mærket af bilag 1, del 1, kolonne 2. Virksomheder omfattet af a) og b) er herefter benævnt som kolonne 2-virksomheder.

Stk. 3. Et stof anses for at kunne forekomme på en virksomhed, hvis det 1) påregnes at være til stede, eller 2) påregnes at kunne dannes, såfremt en industriel proces kommer ud af kontrol.

Stk. 4. I tvivlstilfælde træffer miljømyndigheden, jf. § 10, stk. 1, efter høring af de øvrige i bestemmelsen nævnte myndigheder og den lokale politidirektør, afgørelse om, hvorvidt virksomheden er omfattet af stk. 2, og om hvorvidt virksomheden er en kolonne 2- eller kolonne 3-virksomhed.

Stk. 5. Ved større uheld forstås i denne bekendtgørelse en hændelse af større omfang, som f.eks. udslip, brand eller eksplosion, som følge af et ukontrolleret hændelsesforløb i forbindelse med driften af en virksomhed omfattet af denne bekendtgørelse, hvori et eller flere af de i bilag 1 nævnte stoffer indgår, og som umiddelbart eller senere kan medføre væsentlig fare for personer på virksomheden eller uden for virksomheden eller for miljøet.

Stk. 6. Bekendtgørelsen omfatter ikke: 1) Militære anlæg eller lagre. 2) Farer som følge af ioniserende stråling. 3) Transport, omlastning og midlertidig henstilling undervejs, der sker uden for virksomhedens område, herunder transport i faste rørledninger og pumpestationer, med mindre der er tale om: a) Midlertidig henstilling af farlige stoffer i bygninger. b) Arealer, der jævnligt anvendes til midlertidig henstilling af farlige stoffer i forbindelse med transport, f.eks. havnearealer og godsbanegårde. Ved opgørelse af stofmængden medregnes ikke den mængde, som befinder sig om bord på et skib. c) Arealer, hvor farlige stoffer under transport henstilles i mere end 48 timer i sammenhæng, dog mere end 60 timer i sammenhæng på en jernbanegodsterminal eller rangerbanegård. d) Omlastning undervejs af uemballerede flydende og gasformige stoffer fra skib til jernbanetankvogn eller tankbil og mellem jernbanetankvogn og tankbil. Ved opgørelse af stofmængden medregnes ikke den mængde, som befinder sig om bord på et skib. 4) Udvindingsindustriens aktiviteter i forbindelse med efterforskning, udvinding og forædling af stoffer af mineralsk oprindelse i miner, stenbrud og ved boringer. Hvis der i forbindelse med udvinding og efterforskning sker kemisk og termisk forædling og hermed forbunden oplagring, er disse aktiviteter dog omfattet af bekendtgørelsen. 5) Efterforskning efter og udvinding af mineraler offshore, herunder kulbrinter. 6) Anlæg for slutdeponering af affald.

Kapitel 2 · Planlægning og virksomhedernes placering

§ 2.§-link ↗

Ved planlægning af arealanvendelsen, herunder ved revision af kommuneplaner og lokalplaner, omkring virksomheder, som er omfattet af denne bekendtgørelse, skal planmyndighederne tage hensyn til behov for passende afstand mellem virksomheden og anden arealudnyttelse, herunder f.eks. offentlige bygninger og arealer, rekreative områder, områder, som på grund af deres karakter er af særlig interesse eller særligt følsomme, ligeledes boligområder, veje og andre transportanlæg samt bygninger med lokaliteter, der er omfattet af Beredskabsstyrelsens driftsmæssige forskrifter, og bygninger og områder, som er svært evakuerbare. Dette gælder også for fysisk planlægning omkring bestående virksomheder, der efterfølgende bliver omfattet af bekendtgørelsen, samt for fysisk planlægning omkring bestående virksomheder omfattet af bekendtgørelsen, hvor ny viden eller nye oplysninger medfører, at virksomheden må antages at udgøre en øget risiko for større uheld med farlige stoffer i forhold til, hvad der tidligere har været vurderet.

Stk. 2. Planmyndighederne foretager høring af de i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder og den lokale politidirektør ved tilvejebringelsen og ændring af planer, der berører de virksomheder, der er omfattet af denne bekendtgørelse, eller disses omgivelser.

Stk. 3. Ved miljømyndighedens stillingtagen til etablering af nye virksomheder eller til væsentlige ændringer eller udvidelser af bestående virksomheder, som er omfattet af denne bekendtgørelse, skal miljømyndigheden, på grundlag af en indhentet udtalelse fra planmyndighederne, vurdere, om der er valgt en hensigtsmæssig placering.

Stk. 4. De i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder og den lokale politidirektør underretter hver især planmyndighederne, hvis de inden for deres område bliver opmærksom på forhold, hvor ny viden eller nye oplysninger medfører, at en virksomhed, som er omfattet af denne bekendtgørelse, må antages at udgøre en øget risiko for større uheld med farlige stoffer i forhold til, hvad der hidtil har været vurderet. Den pågældende myndighed underretter tilsvarende de øvrige i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder og den lokale politidirektør.

Kapitel 3 · Generelle retningslinjer

§ 3.§-link ↗

Virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge større uheld og begrænse virkningerne for mennesker og miljø af sådanne uheld.

Stk. 2. Godkendelser i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33 af virksomheder, som er omfattet af denne bekendtgørelse, skal indeholde vilkår om sikkerhedsmæssige forhold indenfor miljøbeskyttelseslovens område, jf. bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed.

Stk. 3. Virksomheder, som er omfattet af denne bekendtgørelse, og som opbevarer, anvender eller fremstiller brandfarlige eller eksplosive stoffer, herunder fyrværkeri og andre stoffer, der i forbindelse med brand eller anden skade kan medføre en risiko for personer, ejendom eller miljøet, i mængder, der er større end eller lig med de mængder, der er angivet i bilag 1, skal i medfør af beredskabslovens § 34, stk. 1, godkendes af kommunalbestyrelsen med henblik på at forebygge eller formindske brandfare, og for at sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand.

Stk. 4. For virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse gælder tillige reglerne i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer.

Kapitel 4 · Virksomhedens generelle forpligtelser

§ 4.§-link ↗

Kolonne 2-virksomheder skal inden etablering, væsentlig udvidelse eller væsentlig ændring, jf. stk. 2, og samtidig med indsendelse af ansøgning om godkendelser i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, og beredskabslovens § 34, stk. 1, indsende følgende til kommunalbestyrelsen: 1) En anmeldelse med de oplysninger, som er nævnt i bilag 2. 2) Et sikkerhedsdokument, der beskriver virksomhedens plan for forebyggelse af større uheld . Sikkerhedsdokumentet skal udarbejdes efter retningslinjerne i bilag 3.

Stk. 2. Ved væsentlig ændring, jf. stk. 1, forstås også en forøgelse af stofmængden, således at den samlede stofmængde på virksomheden medfører, at denne bliver en kolonne 2-virksomhed, eller en ændring af virksomheden, der i væsentlig grad vil kunne indvirke på risikoen for større uheld.

§ 5.§-link ↗

Kolonne 3-virksomheder skal inden etablering, væsentlig udvidelse eller væsentlig ændring, herunder vedrørende mængden af farlige stoffer, og samtidig med indsendelse af ansøgning om miljøgodkendelse i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, samt beredskabslovens § 34, indsende til kommunalbestyrelsen: 1) En anmeldelse med de data og oplysninger, som er nævnt i bilag 2. 2) En sikkerhedsrapport med de data og oplysninger, som er nævnt i bilag 4. 3) En intern beredskabsplan med de data og oplysninger, som er nævnt i bilag 6, og som er udarbejdet efter høring af virksomhedens ansatte og af tredjemands ansatte, som jævnligt opholder sig på virksomheden. Beredsskabsplanen har til formål: a) at styre uheldsforløbet og iværksætte foranstaltninger med henblik på begrænsning af skader på mennesker og miljøet og b) at sikre, at beredskabsmyndighederne får tilstrækkelige oplysninger i tilfælde af uheld. 4) Oplysninger til brug for myndighedernes udarbejdelse af ekstern beredskabsplan.

Stk. 2. Ved væsentlig ændring, jf. stk. 1, forstås også forøgelse af stofmængden, således at den samlede stofmængde på virksomheden medfører, at denne bliver en kolonne 3-virksomhed, eller en ændring af virksomheden, der i væsentlig grad vil kunne indvirke på risikoen for større uheld.

§ 6.§-link ↗

Hvis virksomheden dokumenterer, at nogle af de stoffer, der bevirker, at virksomheden er en kolonne 3-virksomhed, foreligger i en sådan tilstand, at de ikke kan forårsage eller medvirke til et større uheld, kan de i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder inden for hvert deres område efter ansøgning fra virksomheden tillade, at de oplysninger, der skal angives i virksomhedens sikkerhedsrapport, indskrænkes til at omfatte de forhold, der har betydning for forebyggelse af større uheld eller begrænsning af følgerne af større uheld. Afgørelsen træffes på baggrund af kriterierne i bilag 5. Den enkelte myndigheds afgørelse fremsendes til miljømyndigheden, som videresender alle afgørelserne samlet til virksomheden. En tilladelse til virksomheden forudsætter, at de øvrige i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder og den lokale politidirektør er enige herom.

Stk. 2. Hvis virksomheden dokumenterer, at nogle af de stoffer, der bevirker, at virksomheden er en kolonne 2-virksomhed, foreligger i en sådan tilstand, at de ikke kan forårsage eller medvirke til et større uheld, kan de i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder inden for hvert deres område efter ansøgning fra virksomheden tillade, at de oplysninger, der skal angives i virksomhedens sikkerhedsdokument, indskrænkes til at omfatte de forhold, der har betydning for forebyggelse af større uheld eller begrænsning af følgerne af større uheld. Afgørelsen træffes på baggrund af kriterierne i bilag 5. Den enkelte myndigheds afgørelse fremsendes til miljømyndigheden, som videresender alle afgørelserne samlet til virksomheden med kopi til de øvrige i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder og den lokale politidirektør. En tilladelse til virksomheden forudsætter, at de øvrige i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder og den lokale politidirektør er enige herom.

Stk. 3. Ansøgning efter stk. 1 og stk. 2 fremsendes til miljømyndigheden, der snarest fremsender kopi af de modtagne oplysninger til de øvrige i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder samt den lokale politidirektør.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal underrette Miljøstyrelsen om tilladelser efter stk. 1.

§ 7.§-link ↗

Kolonne 2-virksomheder skal gennemføre de foranstaltninger, der fremgår af virksomhedens sikkerhedsdokument. Kolonne 3-virksomheder skal gennemføre de foranstaltninger, der fremgår af virksomhedens sikkerhedsrapport.

Stk. 2. Kolonne 2-virksomheder, skal regelmæssigt gennemgå sikkerhedsdokumentet. Virksomheden fremsender ajourført sikkerhedsdokument til kommunalbestyrelsen, når forholdene begrunder det, dog mindst hvert femte år. Hvor Miljøcenter Odense, Miljøcenter Århus og Miljøcenter Roskilde er miljømyndighed, fremsender kommunalbestyrelsen det ajourførte sikkerhedsdokument til det relevante center, som fremsender det til de øvrige i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder og den lokale politidirektør. Hvor kommunalbestyrelsen er miljømyndighed, fremsender kommunalbestyrelsen det ajourførte sikkerhedsdokument til Arbejdstilsynet og den lokale politidirektør.

Stk. 3. Kolonne 3-virksomheder skal regelmæssigt gennemgå sikkerhedsrapporten. Virksomheden fremsender ajourført sikkerhedsrapport til kommunalbestyrelsen, når forholdene begrunder det, dog mindst hvert femte år. For virksomheder, hvor Miljøcenter Odense, Miljøcenter Århus og Miljøcenter Roskilde er miljømyndighed, videresender kommunalbestyrelsen den ajourførte sikkerhedsrapport til det relevante center, som fremsender den til de øvrige i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder og den lokale politidirektør. Hver af tilsynsmyndighederne, jf. § 11, stk. 1 kan kræve, at sikkerhedsrapporten ajourføres, hvis der er fremkommet nye oplysninger om risikoens omfang, herunder i forbindelse med tilløb til uheld, eller hvis ny teknisk viden begrunder dette.

Stk. 4. På kolonne 3-virksomheder skal den interne beredskabsplan ajourføres og afprøves regelmæssigt, dog mindst hvert tredje år, efter aftale med tilsynsmyndighederne, jf. § 11, stk. 1, og den lokale politidirektør.

§ 8.§-link ↗

Virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse skal straks underrette miljømyndigheden, jf. § 10, stk. 1, såfremt der i forhold til tidligere meddelte oplysninger sker væsentlig ændring i det tilstedeværende stofs karakter eller fysiske tilstand eller ændringer i den proces, hvori det anvendes. Tilsvarende skal miljømyndigheden, jf. § 10, stk. 1, straks underrettes, hvis virksomheden lukkes, eller de aktiviteter, der medfører, at virksomheden er omfattet af denne bekendtgørelse, ophører. Virksomheden skal endvidere underrette miljømyndigheden, såfremt der uden at være tale om en ændring, der falder ind under § 4 eller § 5, sker en ændring, der vil kunne indvirke på risikoen for større uheld.

Stk. 2. Virksomheder omfattet af § 3, stk. 3, skal, når Miljøcenter Odense, Miljøcenter Århus og Miljøcenter Roskilde er miljømyndighed, tillige underrette kommunalbestyrelsen om forhold som nævnt i stk. 1.

Kapitel 5 · Virksomhedens forpligtelser ved større uheld eller tilløb til større uheld

§ 9.§-link ↗

Virksomheden skal straks, når et større uheld har fundet sted, foretage anmeldelse til alarmcentralen (telefon 112).

Stk. 2. Ved et større uheld samt ved en ukontrolleret hændelse, som kan føre til et større uheld, iværksætter virksomheden straks den interne beredskabsplan.

Stk. 3. Virksomheden skal snarest muligt efter et større uheld eller tilløb til større uheld, meddele tilsynsmyndighederne, jf. § 11, stk. 1, de oplysninger, der fremgår af bilag 7.

Kapitel 6 · Myndighedernes opgaver og samarbejde

§ 10.§-link ↗

Administrationen af regler om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer varetages i samarbejde mellem miljømyndigheden, kommunalbestyrelsen og Arbejdstilsynet. Miljømyndigheden er den myndighed, der er godkendelsesmyndighed efter miljøbeskyttelseslovens § 33.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte myndigheder udøver inden for hvert deres område de beføjelser, der er tillagt dem i henhold til miljøbeskyttelseslovgivningen, beredskabslovgivningen og arbejdsmiljølovgivningen.

Stk. 3. Hvis Miljøcenter Odense, Miljøcenter Århus og Miljøcenter Roskilde er miljømyndighed, jf. stk. 1, fremsender kommunalbestyrelsen kopi af de modtagne oplysninger samt ansøgning om miljøgodkendelse til det relevante center ledsaget af en udtalelse om miljømæssige forhold og om planmæssige forhold, jf. § 2. Det relevante center fremsender snarest kopi af de modtagne oplysninger til de øvrige i stk. 1 nævnte myndigheder samt til den lokale politidirektør. Oplysninger, som miljømyndigheden modtager i medfør af § 7, stk. 3 og § 8, skal også snarest fremsendes i kopi til de øvrige nævnte myndigheder og den lokale politidirektør.

Stk. 4. Hvor kommunalbestyrelsen er miljømyndighed, jf. stk. 1, fremsender kommunalbestyrelsen snarest kopi af de modtagne oplysninger til Arbejdstilsynet samt til den lokale politidirektør.

Stk. 5. Behandlingen af de oplysninger, som virksomheder indsender i henhold til denne bekendtgørelse, foretages af de i stk. 1 nævnte myndigheder inden for hver enkelt myndigheds område. De pågældende myndigheder indhenter om nødvendigt yderligere oplysninger hos virksomheden efter indbyrdes koordinering.

Stk. 6. Godkendelse af virksomheder omfattet af § 3, stk. 3, meddeles af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 9, i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af beredskabslovens § 33, stk. 1, jf. dog stk. 7 og 8.

Stk. 7. Godkendelse af kolonne 3-virksomheder, som tillige er omfattet af § 3, stk. 3, og som ikke er omfattet af andre regler fastsat i medfør af beredskabslovens § 33, stk. 1 og stk. 2, nr. 2, meddeles af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 9, på vilkår der fastsættes af Beredskabsstyrelsen i hvert enkelt tilfælde.

Stk. 8. Godkendelse af kolonne 2-virksomheder, som tillige er omfattet af § 3, stk. 3, og som ikke er omfattet af andre regler fastsat i medfør af beredskabslovens § 33, stk. 1 og stk. 2, nr. 2, meddeles af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 10, eventuelt efter indhentet udtalelse fra Beredskabsstyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan for disse virksomheder bestemme, at virksomheden placeres, indrettes og benyttes på en sådan måde, at risikoen formindskes mest muligt, og at forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder sikres bedst muligt.

Stk. 9. For virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse træffer de i stk. 1 nævnte myndigheder en afgørelse inden for hvert deres område, hvori i givet fald fastsættes vilkår om forholdsregler vedrørende sikkerhedsmæssige forhold, som virksomheden skal træffe. Miljømyndighedens afgørelse indgår i virksomhedens miljøgodkendelse. Myndighedernes afgørelser fremsendes til miljømyndigheden, som videresender alle afgørelserne samlet til virksomheden. Såfremt virksomheden ikke er omfattet af § 3, stk. 3, skal der dog ikke træffes afgørelse i medfør af beredskabslovens § 34, stk. 1.

Stk. 10. For kolonne 3-virksomheder, kan der kun gives tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, stk. 2, til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, når de i stk. 1 nævnte myndigheder har foretaget en konkret vurdering inden for hvert deres område af de sikkerhedsmæssige forhold af betydning for placeringen og af de bygningsmæssige forhold.

§ 11.§-link ↗

Tilsyn og kontrol med virksomhedernes overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse, herunder meddelelse af påbud og forbud, varetages af de i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder samt af Sikkerhedsstyrelsen for så vidt angår virksomheder, der fremstiller eller opbevarer fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler og sker efter reglerne i henholdsvis miljøbeskyttelseslovgivningen, arbejdsmiljølovgivningen og beredskabslovgivningen. Tilsynet sker efter retningslinjerne i bilag 8.

Stk. 2. Myndighederne omfattet af § 10, stk. 1, samt Sikkerhedsstyrelsen for så vidt angår virksomheder, der fremstiller eller opbevarer fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler tilrettelægger i samarbejde et fælles inspektionsprogram, jf. bilag 8.1

§ 12.§-link ↗

I tilfælde, hvor der er indtruffet et større uheld, sikrer de i § 10, stk. 1, nævnte myndigheder straks i samarbejde med politiet, at alle nødvendige foranstaltninger iværksættes. Myndighederne, og for så vidt angår virksomheder, der fremstiller eller opbevarer fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, tillige Sikkerhedsstyrelsen, foretager desuden efterfølgende en fuldstændig gennemgang af omstændighederne ved uheldet. Det vurderes herunder, om virksomheden har truffet alle nødvendige afhjælpende foranstaltninger samt passende forholdsregler for at undgå fremtidige uheld. Der henvises til bilag 8.2

§ 13.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen udarbejder en ekstern beredskabsplan for kolonne 3-virksomheder. Beredskabsplanen har til formål at beskytte personer og omgivelser i tilfælde af uheld omfattet af denne bekendtgørelse samt at begrænse og genoprette skader som følge af sådan uheld. Eksterne beredskabsplaner udarbejdes i overensstemmelse med de forskrifter, der fremgår af bilag 8.3.

Stk. 2. Justitsministeriet fastsætter nærmere regler om politiets forpligtelser til at udarbejde eksterne beredskabsplaner samt til regelmæssigt at informere offentligheden, herunder alle personer og institutioner, der betjener offentligheden, om eksterne beredskabsplaner, sikkerhedsforanstaltninger og forholdsregler i øvrigt samt hensigtsmæssig adfærd i tilfælde af uheld, som må påregnes at kunne berøre de pågældende personer og institutioner, jf. bilag 8.4.

Stk. 3. Den eksterne beredskabsplan udarbejdes inden idriftsætningen af nye virksomheder. Ved udvidelser eller ændringer af bestående virksomheder udarbejdes den eksterne beredskabsplan inden idriftsætning af udvidelsen eller ændringen. Den eksterne beredskabsplan fremsendes til miljømyndigheden og den lokale politidirektør.

Stk. 4. Den eksterne beredskabsplan skal gennemgås og afprøves regelmæssigt, dog mindst hvert tredje år. Om nødvendigt revideres og ajourføres planen.

Stk. 5. Ved større uheld eller ved en ukontrolleret hændelse, der kan påregnes at kunne føre til et større uheld, iværksættes den eksterne beredskabsplan straks.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan på grundlag af sikkerhedsrapporten, jf. § 5, stk. 3, og efter høring af politiet træffe beslutning om, at der ikke udarbejdes ekstern beredskabsplan for en virksomhed eller et anlæg. Beredskabsstyrelsen skal orienteres herom.

§ 14.§-link ↗

Myndighederne som nævnt i § 10, stk. 1, samt Sikkerhedsstyrelsen for så vidt angår virksomheder, der fremstiller eller opbevarer fyrværkeri eller andre pyrotekniske artikler, drager i samarbejde omsorg for, at der sker samordning af de forebyggende foranstaltninger ved tilstedeværelsen af flere virksomheder og anlæg, som indbyrdes kan medføre en forværring af følgerne af større uheld.

Stk. 2. Miljømyndigheden, jf. § 10, stk. 1, drager omsorg for, at virksomheder omfattet af stk. 1 modtager oplysninger, der gør det muligt for virksomheden at tage hensyn til den samlede potentielle fare for større uheld i virksomhedens sikkerhedsrapport eller sikkerhedsdokument og i den interne beredskabsplan.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen og politiet, jf. herved § 13, stk. 2, drager i samarbejde omsorg for, at der sker samordning af de eksterne beredskabsplaner ved tilstedeværelsen af flere virksomheder og anlæg, som indbyrdes kan medføre en forværring af følgerne af større uheld.

§ 15.§-link ↗

Miljømyndigheden bekendtgør ved offentlig annoncering, at kolonne 3-virksomheders sikkerhedsrapport, herunder den indeholdte fortegnelse over farlige stoffer, som findes på virksomheden, er tilgængelig for offentligheden. Retten til aktindsigt i sikkerhedsrapporten finder dog anvendelse med de begrænsninger, der følger af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.

Stk. 2. Ved mulighed for grænseoverskridende følger i andre stater af større uheld på kolonne 3-virksomheder, skal kommunalbestyrelsen orientere Beredskabsstyrelsen herom. Beredskabsstyrelsen foranlediger, at den ansvarlige myndighed i den pågældende stat modtager de nødvendige oplysninger til udarbejdelse af beredskabsplaner, fysisk planlægning og oplysning til offentligheden. Såfremt det i henhold til § 13, stk. 6, er besluttet, at der ikke udarbejdes en ekstern beredskabsplan, underretter Beredskabsstyrelsen den ansvarlige myndighed i den pågældende stat herom.

§ 16.§-link ↗

Når kommunalbestyrelsen er miljømyndighed, underretter denne snarest Miljøstyrelsen om større uheld.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fremsender desuden Miljøstyrelsen de oplysninger, som styrelsen anmoder om med henblik på styrelsens afrapportering til EU-Kommissionen.

§ 17.§-link ↗

For afgørelser meddelt i henhold til denne bekendtgørelse gælder de administrative bestemmelser, der fremgår af den lovgivning, der har dannet grundlag for afgørelsen, jf. § 10, stk. 2.

Kapitel 7 · Klage

§ 18.§-link ↗

Afgørelser, der træffes i henhold til denne bekendtgørelse, kan påklages efter reglerne i den lovgivning, der, jf. § 17, har ligget til grund for afgørelsen.

Kapitel 8 · Straf

§ 19.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der, 1) overtræder § 3, stk. 1, § 7 eller § 9, stk. 1 og 2, eller 2) undlader at afgive oplysninger i medfør af § 4, § 5, § 8, § 9, stk. 3, § 21 eller § 22.

Stk. 2. På samme vis straffes i henhold til beredskabslovens § 70, stk. 4, den, der 1) overtræder § 3, stk. 1 eller § 7. 2) undlader at ansøge om godkendelse i medfør af § 3, stk. 3, 3) undlader at afgive oplysninger i medfør af § 4, § 5, § 8, § 9 stk. 3, § 21 eller § 22, 4) overtræder vilkår fastsat i godkendelse meddelt i medfør af § 10, stk. 6-8.

Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 4. Straffen efter stk. 2 kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade for personer, ejendom eller miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Kapitel 9 · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 20.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1156 af 18. november 2005 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer ophæves.

Stk. 3. Anmeldelser, sikkerhedsdokumenter, sikkerhedsrapporter, beredskabsplaner og oplysninger til offentligheden, udarbejdet efter bekendtgørelse nr. 1156 af 18. november 2005 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, eller tidligere regler, bevarer deres gyldighed indtil de skal fornys efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 21.§-link ↗

Eksisterende virksomheder, der ved ikrafttrædelsen af denne bekendtgørelse bliver kolonne 2-virksomheder, skal senest den 1. april 2007 fremsende de oplysninger, som er nævnt i § 4, til kommunalbestyrelsen. Virksomheder, der ikke er godkendt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33, skal desuden senest den 1. april 2007 indsende ansøgning om miljøgodkendelse, jf. bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed.

§ 22.§-link ↗

Eksisterende virksomheder, der ved ikrafttrædelsen af denne bekendtgørelse bliver kolonne 3-virksomheder, skal senest den 1. april 2007 fremsende en anmeldelse, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, til kommunalbestyrelsen. Disse virksomheder skal desuden senest den 1. januar 2008 fremsende de øvrige oplysninger, som er nævnt i § 5, stk. 1, til kommunalbestyrelsen. Virksomheder, der ikke er godkendt i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33 skal desuden senest den 1. april 2007 indsende ansøgning om miljøgodkendelse, jf. bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed.

§ 23.§-link ↗

Oplysninger modtaget i henhold til § 21 eller § 22 behandles efter reglerne i § 10, idet myndighederne snarest muligt træffer de i denne bestemmelse nævnte afgørelser. Tilsvarende udarbejdes snarest muligt eksterne beredskabsplaner for de af § 22 omfattede virksomheder.

§ 24.§-link ↗

§ 2 finder anvendelse ved revision af regionsplaner indtil disse ophæves, jf. § 3 i lov nr. 571 af 9. juni 2005 om ændring i lov om planlægning.

§ 25.§-link ↗

Pligten til at indsende oplysninger, anmelde samt indsende ansøgning om miljøgodkendelse i medfør af § 21, § 22 og § 23 i bekendtgørelse nr. 1156 af 18. november 2005 opretholdes. Overtrædelse af § 21, § 22 og § 23 straffes efter de hidtil gældende regler.