Bekendtgørelse nr. 1632 · 2006

Historisk

Modtagebekendtgørelsen

Bekendtgørelse om modtagefaciliteter for affald fra skibe, om skibes aflevering af affald og havnes affaldsplaner

Dokumentdato: 13. dec. 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Generelle bestemmelser og definitioner

§ 1.§-link ↗

I alle danske havne skal der etableres modtagefaciliteter for driftsaffald og lastrester, der stammer fra de skibe, der normalt anløber havnen, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 6.

Stk. 2. Modtagefaciliteterne skal under hensyn til det operationelle behov hos havnens brugere, til havnens størrelse, geografiske placering og den type skibe, der normalt anløber havnen, have tilstrækkelig kapacitet til at opfylde behovet for aflevering, uden at skibene forsinkes unødigt.

Stk. 3. Havne og virksomheder kan i overensstemmelse med de i lov om havne fastsatte regler i fællesskab oprette og drive modtagefaciliteter, ligesom en havn under iagttagelse af stk. 2 kan henvise til en anden havns modtagefacilitet.

Stk. 4. Alle skibe, der anløber danske havne, er omfattet af denne bekendtgørelse, jf. dog lov om beskyttelse af havmiljøets § 2, stk. 2.

Stk. 5. Alt driftsaffald og alle lastrester om bord på skibe, der anløber havnen, er omfattet af denne bekendtgørelse.

Stk. 6. Havne, der udelukkende anløbes af skibe omfattet af § 2, stk. 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet, er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.

§ 2.§-link ↗

Miljøstyrelsen kan herudover meddele nedennævnte virksomheder pålæg om at etablere modtagefaciliteter for olieblandet ballast- eller tankskyllevand: 1) Bunkringsvirksomheder. 2) Virksomheder, der foretager afskibning eller modtagelse af olie. 3) Skibsreparationsvirksomheder.

Stk. 2. I pålæg efter stk. 1 skal der fastsættes vilkår om etablering af et behandlingsanlæg til adskillelse af det modtagne olieblandede ballast- eller tankskyllevand i en vandfase og en oliefase. Vilkår om etablering af behandlingsanlæg kan dog undlades, hvis det modtagne olieblandede ballast- eller tankskyllevand transporteres til et behandlingsanlæg andetsteds eller på anden måde bortskaffes i henhold til miljøbeskyttelsesloven.

Stk. 3. Faste og mobile modtagefaciliteter skal omfatte koblingsled, der muliggør tilslutning til skibenes udtømningsledninger, jf. Søfartsstyrelsens tekniske forskrift for skibes bygning og udstyr m.v.

Stk. 4. Miljøstyrelsen kan desuden meddele nedennævnte virksomheder pålæg om at etablere modtagefaciliteter for ballastvand eller tankskyllevæske, som indeholder skadelige flydende stoffer: 1) Virksomheder, der afskiber eller modtager skadelige flydende stoffer i bulk. 2) Skibsreparationsvirksomheder, der reparerer kemikalietankskibe.

§ 3.§-link ↗

Hvis en modtagefacilitet for affald ikke har tilstrækkelig kapacitet, kan Miljøstyrelsen efter forhandling med Transport- og Energiministeriet meddele den, der driver havnen, eller de i § 2 nævnte virksomheder påbud om, at der skal foretages den nødvendige udbygning af modtagefaciliteten.

Stk. 2. Såfremt en bruger finder, at en modtagefacilitet ikke har tilstrækkelig kapacitet eller på anden måde ikke fungerer tilfredsstillende, kan brugeren skriftligt henvende sig til den, der driver havnen.

Stk. 3. Den, der driver havnen, skal indsende kopi af den i stk. 2 nævnte henvendelse til Miljøstyrelsen, der i fornødent omfang efter stk. 1 kan meddele påbud til den, der driver havnen, om den nødvendige udbygning af modtagefaciliteten.

§ 4.§-link ↗

I denne bekendtgørelse anvendes følgende definitioner: 1) »Skib«: Et søgående fartøj af en hvilken som helst type, der opererer i havmiljøet, inklusive hydrofoilbåde, luftpudefartøjer, undervandsfartøjer og flydende materiel. 2) »Modtagefaciliteter«: Enhver facilitet, som er fast, flydende eller mobil, og som kan modtage driftsaffald eller lastrester fra skibe. 3) »Marpol 73/78«: Den international konvention af 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe, som ændret ved den dertil knyttede protokol af 1978 i den gældende affattelse. 4) »Driftsaffald«: Enhver form for affald, herunder spildevand, og andre rester end lastrester, som frembringes, medens et skib er i drift, og som falder ind under bilag I, IV og V til Marpol 73/78, samt lastrelateret affald som defineret i retningslinjerne for gennemførelse af bilag V til Marpol 73/78. Driftsaffald regnes for affald i henhold til bekendtgørelse om affald. 5) »Lastrester«: Rester af lastmaterialer i lastrum eller tanke, efter at losning og rengøring er afsluttet, herunder også restmængder fra lasten og spild ved lastning/losning. Lastrester regnes for affald i henhold til bekendtgørelse om affald. 6) »Affald«: Betegnelsen dækker i denne bekendtgørelse driftsaffald og lastrester fra skibe. 7) »Fiskerfartøj«: Et skib, der er udstyret til eller anvendes til erhvervsmæssig fangst af fisk eller andre levende ressourcer fra havet. 8) »Fritidsfartøj«: Enhver type skib, uanset fremdrivningsmiddel, som er bestemt til sports- eller fritidsanvendelse. 9) »Mindre fartøjer«: Skibe med en bruttotonnage på 200 og derunder eller skibe, der er godkendt til sejlads med 10 personer og derunder. 10) »Havn«: Et sted eller et geografisk område, hvor der er foretaget anlægsarbejder og forefindes udstyr, der hovedsagelig gør det muligt at modtage skibe, herunder fiskerfartøjer og fritidsfartøjer. 11) »Havneafgift«: Det beløb skibe normalt betaler for havneanløb, bortset fra lodsning, bugsering, isafgift samt areal- og pakhusleje. Havneafgift omfatter ligeledes det beløb, som visse typer skibe som f.eks. fritidsfartøjer betaler for leje af kajplads. 12) »Modtageordning«: En ordning hvorved flere havne samarbejder om en modtagefacilitet, der kan være fast, flydende eller mobil.

Kapitel 2 · Driftsaffald

§ 5.§-link ↗

Den, der driver havnen, skal sørge for, at der etableres modtagefaciliteter for driftsaffald fra skibe. Olie holdigt driftsaffald

§ 6.§-link ↗

Den, der driver havnen, skal for så vidt angår olieholdigt driftsaffald sørge for, at der etableres modtagefaciliteter for olieslam, brugt smøreolie, olieholdige blandinger fra maskinrummenes rendestene, olieblandet ballast- eller tankskyllevand og andre olierester.

Stk. 2. Kravene i § 2, stk. 2 og 3, finder ligeledes anvendelse på de i stk. 1 nævnte modtagefaciliteter.

Stk. 3. Havne, der udelukkende anløbes af fritidsfartøjer, er ikke omfattet af stk. 2. Kloakspildevand

§ 7.§-link ↗

D en, der driver havnen, skal sørge for, at der etableres modtagefaciliteter for kloakspildevand.

Stk. 2. Faste og mobile anlæg for de i stk. 1 anførte modtagefaciliteter skal omfatte koblingsled, der muliggør tilslutning til skibenes udtømningsledninger, jf. Søfartsstyrelsens tekniske forskrift for skibes bygning og udstyr m.v., jf. dog stk. 3.

Stk. 3. For havne, der udelukkende anløbes af mindre fartøjer gælder dog, at den etablerede modtageordning skal kunne modtage kloakspildevand fra skibene gennem en kobling, der er udført i overensstemmelse med ISO 8099, jf. Søfartsstyrelsens tekniske forskrift for skibes bygning og udstyr m.v. Anlægget skal desuden kunne tilvejebringe den nødvendige pumpekapacitet.

Kapitel 3 · Lastrester

§ 8.§-link ↗

Den, der driver havnen, skal sørge for, at der etableres modtagefaciliteter for lastrester fra skibe. Skadelige flydende stoffer

§ 9.§-link ↗

D en, der driver havnen, skal sørge for, at der etableres modtagefaciliteter til opsamling af rester og blandinger af skadelige flydende stoffer, jf. Søfartsstyrelsens tekniske forskrift for skibes bygning og udstyr m.v. Meddelelse fra Søfartsstyrelsen B, kapitel XXII, Tillæg II, Liste over skadelige flydende stoffer i bulk (med henvisning til »International Bulk Chemical Code«).

Stk. 2. Modtagefaciliteten skal være således indrettet, at tilbageløb til skibets tanke ikke kan finde sted. Olieholdige lastrester

§ 10.§-link ↗

Den, der driver havnen, skal sørge for, at der etableres modtagefaciliteter for olieholdige lastrester, herunder olieblandet ballast- og tankskyllevand.

Stk. 2. Kravene i § 2, stk. 2 og 3, finder ligeledes anvendelse på de i stk. 1 nævnte modtagefaciliteter.

Kapitel 4 · Afleveringspligt for driftsaffald og lastrester

§ 11.§-link ↗

Skibsføreren på et skib, der anløber en havn, har pligt til at sørge for, at alt driftsaffald og alle lastrester afleveres til havnens modtagefacilitet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Hvis det i den i § 12 anførte anmeldelse er dokumenteret, at der er tale om mindre mængder affald, der miljømæssigt forsvarligt kan opbevares ombord, og hvis affaldet, sammen med det senere frembragte affald, kan afleveres til en senere havn, er skibsføreren undtaget fra sin forpligtelse efter stk. 1.

§ 12.§-link ↗

Skibsføreren på et skib, som planlægger at anløbe en havn, skal til havnen anmelde den mængde og type affald, skibet forventes at have ombord ved anløb, og samtidig angive, hvad der påtænkes afleveret, jf. dog stk. 5, 7 og 8.

Stk. 2. Anmeldelsen skal være meddelt 1) mindst 24 timer inden ankomsten, hvis anløbshavnen kendes, 2) så snart anløbshavnen kendes, hvis denne oplysning først foreligger mindre end 24 timer inden ankomsten, eller 3) senest ved afsejling fra den foregående havn, hvis sejladsens varighed er under 24 timer.

Stk. 3. En kopi af anmeldelsen skal opbevares om bord indtil afsejlingen fra næste anløbshavn, og skal på forlangende forevises tilsynsmyndigheden.

Stk. 4. Ved anmeldelsen skal den formular, der er gengivet i bilag 1 eller bilag 2, anvendes.

Stk. 5. Såfremt havnen ikke er bemandet, skal skibsføreren fremsende sin anmeldelse direkte til Miljøstyrelsen.

Stk. 6. Den, der driver havnen, skal sørge for, at Miljøstyrelsen modtager en kopi af den i stk. 1 nævnte anmeldelse. Fremsendelsen til Miljøstyrelsen skal så vidt muligt ske per telefax eller ved elektronisk post.

Stk. 7. Fiskerfartøjer er undtaget fra anmeldelsespligten anført i stk. 1.

Stk. 8. Fritidsfartøjer med tilladelse til befordring af højst 12 personer, eller som er udstyret til normalt at befordre højst 12 personer, er ligeledes undtaget fra anmeldelsespligten i stk. 1.

Kapitel 5 · Betaling for modtagelse af affald

§ 13.§-link ↗

Betaling for modtagelse og håndtering af driftsaffald fra skibe skal være indeholdt i den normale havneafgift og må således ikke være afhængig af den afleverede mængde eller type affald, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Den, der driver havnen, er dog berettiget til at kræve særskilt betaling, hvis et eller flere af følgende punkter er opfyldt: 1) Hvis den mængde driftsaffald, der ønskes afleveret, er større end den mængde driftsaffald, skibet ved normal drift - henset til skibets størrelse og type - ville frembringe siden sidste havneanløb. Dette gælder kun for skibe, der er omfattet af anmeldelsespligten i § 12, stk. 1. 2) Hvis driftsaffald ønskes afleveret uden for havnens almindelige arbejdstid. 3) Hvis der ikke betales normal havneafgift. 4) Hvis anmeldelsen ikke er foretaget i overensstemmelse med § 12. 5) Hvis skibet ikke leverer den nødvendige pumpekapacitet til aflevering af olieholdigt driftsaffald. 6) Hvis der er tale om lastrelateret kloakspildevand eller lastrelateret affald omfattet af Marpol 73/78, bilag V.

Stk. 3. Havneafgiften kan nedsættes, hvis skibets miljøledelsessystem, udformning, udstyr og drift er af en sådan art, at skibsføreren kan godtgøre, at skibet producerer begrænsede mængder driftsaffald.

Stk. 4. Den, der driver havnen, skal hvert år, f.eks. ved opslag, til havnens brugere oplyse, hvilke udgifter havnen har haft til håndtering af driftsaffald. I opslaget skal beregningsgrundlaget for havneafgiften for så vidt angår affaldshåndtering efter stk. 2 anføres. Lastrester

§ 14.§-link ↗

Betaling for modtagelse og håndtering af lastrester skal fastsættes afhængig af den afleverede mængde og type af lastrester.

Kapitel 6 · Affaldsplaner

§ 15.§-link ↗

Den, der driver havnen, skal udarbejde en plan for modtagelse og håndtering af affald fra skibe (affaldsplaner). Havne og virksomheder, jf. § 1, stk. 3, kan i fællesskab udarbejde affaldsplaner.

Stk. 2. Affaldsplanen skal udarbejdes i henhold til og opfylde kravspecifikationerne i bilag 3.

Stk. 3. Affaldsplanen skal indsendes til og godkendes af Miljøstyrelsen. Planen skal indsendes senest 15. november 2008, og herefter hvert 3. år.

Stk. 4. Den, der driver havnen, skal efterfølgende ajourføre affaldsplanen, hvis der sker væsentlige ændringer i havnens drift. Den ajourførte plan skal indsendes til og godkendes af Miljøstyrelsen. Dette gælder også for affaldsplaner indsendt i henhold til hidtidig gældende lovgivning.

§ 16.§-link ↗

Den, der driver havnen, må ikke træffe endelig afgørelse om affaldsplanen, herunder om ajourføring af planen, før de relevante parter, herunder især havnens beliggenhedskommune og de i stk. 2 nævnte repræsentanter for havnebrugerne, har haft lejlighed til at udtale sig om et forslag til affaldsplan.

Stk. 2. Følgende repræsentanter for havnebrugerne skal altid have tilsendt forslag til affaldsplan: 1) Lystbådehavne: Dansk Sejlunion 2) Erhvervshavne: Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen af 1895, Dansk Transport og Logistik, Danmarks Skibsmæglerforening, Rederiforeningen for mindre Skibe samt Bilfærgernes Rederiforening. 3) Fiskerihavne: Danmarks Fiskeriforening.

Stk. 3. De i stk. 1, jf. stk. 2, nævnte relevante parter skal have en frist fra modtagelsen af forslaget på mindst 3 til 6 uger til at kommentere forslaget til affaldsplan.

§ 17.§-link ↗

Den, der driver havnen, skal informere alle havnens brugere om de i bilag 3 B nævnte oplysninger.

Kapitel 7 · Dispensation og tilsyn

§ 18.§-link ↗

For skibe i fast rutefart med hyppige og regelmæssige havneanløb kan Miljøstyrelsen efter ansøgning fra skibets ejer og indstilling fra den, der driver havnen, dispensere fra afleveringspligten anført i § 11, stk. 1, anmeldelsespligten i § 12, stk. 1, samt betalingen i § 13, dog kun for driftsaffald.

§ 19.§-link ↗

Miljøstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne fastsat i denne bekendtgørelse overholdes.

Stk. 2. Der skal på årsbasis føres tilsyn med mindst 25 % af de skibe, der er anført i § 12, stk. 1. 1) Skibe, hvor skibsføreren ikke har anmeldt korrekt, jf. § 12, 2) Skibe, om hvilke de oplysninger, skibsføreren har fremsendt i henhold til § 12, har afsløret andre grunde til at formode, at skibsføreren ikke opfylder denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Hvis et skib er afsejlet i strid med § 11, stk. 1, sørger Miljøstyrelsen for, 1) såfremt næste havn er en udenlandsk havn, og det land, hvor havnen er beliggende, er medlem af Den Europæiske Union, at den kompetente myndighed i denne havn orienteres, eller 2) såfremt næste havn er en dansk havn, at der foretages en mere detaljeret vurdering af faktorer vedrørende skibets overholdelse af denne bekendtgørelse, f.eks. nøjagtigheden af de oplysninger, der er meddelt i henhold til § 12.

Kapitel 8 · Klage

§ 20.§-link ↗

Miljøstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 9 · Straf og ikrafttræden

§ 21.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1) ikke efterkommer Miljøstyrelsens pålæg om at etablere en modtagefacilitet efter § 2, stk. 1, eller § 2, stk. 4, 2) undlader at sikre, at modtagefaciliteten, modtageordningen eller behandlingsanlægget er indrettet i overensstemmelse med kravene i § 2, stk. 2 og 3, § 6, stk. 2, § 7, stk. 2 og 3, § 9, stk. 2, og § 10, stk. 2, 3) ikke efterkommer et påbud om at foretage den nødvendige udbygning af modtagefaciliteten efter § 3, stk. 1, 4) undlader at videresende en henvendelse om modtagefaciliteten efter § 3, stk. 3, eller en anmeldelse efter § 12, stk. 6, til Miljøstyrelsen, 5) undlader at etablere modtagefaciliteter eller modtageordninger efter § 5, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8, § 9, stk. 1, og § 10, stk. 1, 6) undlader at aflevere affald i medfør af § 11, stk. 1, 7) ikke anmelder affaldet efter § 12, stk. 1, 8) overtræder § 12, stk. 2-5, 9) opgiver urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med affaldsanmeldelsen, jf. § 12, eller i forbindelse med ansøgning om dispensation efter § 18, 10) fastsætter betalingen i strid med § 13, stk. 1-3, og § 14, 11) undlader at oplyse om de i § 13, stk. 4, anførte forhold, 12) undlader at udarbejde en affaldsplan efter § 15, stk. 1 og 2, 13) undlader rettidigt at indsende en affaldsplan til Miljøstyrelsen efter § 15, stk. 3 og 4, 14) ikke ajourfører en affaldsplan efter § 15, stk. 4, 15) overtræder § 16, 16) undlader at informere havnens brugere efter § 17.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på overtrædelser begået fra udenlandske skibe. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået på dansk søterritorium, og der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. lovens § 62.

§ 22.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2007.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1003 af 10. december 2002, om modtagefaciliteter for affald fra skibe, om skibes aflevering af affald og havnes affaldsplaner ophæves.