Bekendtgørelse nr. 1515 · 2006

Historisk

Bekendtgørelse om visse listevirksomheders pligt til at udarbejde grønt regnskab

Bekendtgørelse om visse listevirksomheders pligt til at udarbejde grønt regnskab

Dokumentdato: 14. dec. 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Område

§ 1.§-link ↗

For godkendelsespligtige listevirksomheder, der er optaget på listen i bilag 1 til denne bekendtgørelse, skal der for hvert regnskabsår udarbejdes et grønt regnskab i overensstemmelse med de i §§ 4-12 fastsatte regler.

Stk. 2. Hvis virksomhedens hovedaktivitet er optaget på listen i bilag 1, skal det grønne regnskab efter stk. 1 omfatte hele virksomheden inkl. eventuelle biaktiviteter, som omfattes af virksomhedens samlede godkendelse.

Stk. 3. Hvis en virksomhed, som er optaget på listen i bilag 1, udføres som en biaktivitet på en virksomhed, der ikke er optaget på listen i bilag 1, skal der hverken aflægges grønt regnskab for hoved- eller biaktiviteten. Dog skal der udarbejdes grønt regnskab for biaktiviteten, hvis denne er mærket (i) på listen i bilag 1. Det grønne regnskab skal i så fald omfatte biaktiviteten som beskrevet i virksomhedens godkendelse.

§ 2.§-link ↗

En enhed, der aflægger finansielt årsregnskab eller på anden måde selvstændigt aflægger årsregnskab eller konsolideret årsregnskab, der omfatter en eller flere selvstændigt grønt regnskabspligtige virksomheder, jf. § 1, kan vælge at udarbejde et samlet grønt regnskab. Der skal dog i regnskabet ske en særskilt rapportering for hver enkelt grønt regnskabspligtig virksomhed i overensstemmelse med §§ 4-5, § 6, nr. 5-7, § 6, nr. 1-4 og 8, hvor dette er relevant, samt §§ 7-11. For hver selvstændigt grønt regnskabspligtig virksomhed skal indhentes en udtalelse fra tilsynsmyndigheden efter reglerne i § 12. Anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

§ 3.§-link ↗

For virksomheder omfattet af § 1 skal der foretages anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Anmeldelsen skal mindst indeholde følgende oplysninger: 1) Virksomhedens navn og beliggenhedsadresse, CVR-nummer og P-nummer, samt oplysning om, hvilken myndighed der er tilsynsmyndighed for virksomheden. 2) Det eller de punkter på listen i bilag 1 som virksomheden er godkendt under. 3) Navne på medlemmer af virksomhedens bestyrelse, direktion eller tilsvarende ledelsesorgan. 4) Dato for begyndelse og afslutning af virksomhedens finansielle regnskabsår. 5) Om virksomheden er registreret som deltager i den europæiske ordning i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 af 19. marts 2001 om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) og i så fald oplysning om de registrerede miljørevisionsperioder.

Stk. 2. For virksomheder, der er anmeldt i medfør af de hidtil gældende regler, skal der ikke foretages ny anmeldelse efter stk.1.

Stk. 3. For virksomheder omfattet af § 1 skal ændringer i de forhold, som er nævnt under stk.1, herunder hvis virksomheden ophører med at være omfattet af § 1, anmeldes over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 4 uger efter ændringen.

Stk. 4. Virksomheder, som den 1. januar 2007 eller senere modtager endelig administrativ afgørelse om godkendelse efter lovens § 33, og som er omfattet af § 1 i denne bekendtgørelse, skal foretage anmeldelse, jf. stk.1, senest 8 uger efter at afgørelsen foreligger, jf. dog stk. 2.

Kapitel 2 · Det grønne regnskab

§ 4.§-link ↗

Et grønt regnskab består i nævnte rækkefølge af de i § 5 omhandlede basisoplysninger, ledelsens redegørelse i henhold til § 6 samt oplysninger om virksomhedens miljøforhold, jf. §§ 7-9, efter retningslinierne i §§ 10-11. Basisoplysninger

§ 5.§-link ↗

Det grønne regnskab skal indeholde følgende basisoplysninger: 1) Virksomhedens navn og beliggenhedsadresse, CVR-nummer og P-nummer, samt oplysning om, hvilken myndighed der er tilsynsmyndighed for virksomheden. For dattervirksomheder oplyses endvidere navn og adresse på moder- eller holdingvirksomhed samt eventuel ultimativ moder- eller holdingvirksomhed, der har bestemmende indflydelse. 2) Virksomhedens branchebetegnelse samt det eller de punkter på listen i bilag 1, som virksomheden er godkendt under. 3) Oplysning om hovedaktivitet og væsentlige biaktiviteter. 4) Oplysning om de væsentligste af virksomhedens miljøgodkendelser, herunder oplysninger om recipient for direkte udledning af spildevand, samt om tilslutningstilladelser til offentlige spildevandsanlæg. 5) Dato for seneste revision af virksomhedens miljøgodkendelse. 6) En kort, kvalitativ beskrivelse af de væsentligste ressource- og miljømæssige forhold, der kendetegner virksomhedens hovedaktivitet og eventuelle væsentlige biaktiviteter. Ledelsens redegørelse

§ 6.§-link ↗

Ledelsens redegørelse skal som minimum omfatte: 1) Oplysning om, hvorfor ledelsen anser de valgte oplysninger, jf. § 7, stk.1, for at være væsentlige for forståelsen af virksomhedens miljøpåvirkning. 2) Oplysninger om, hvorvidt virksomheden har en miljøpolitik, og i givet fald, en redegørelse for miljøpolitikken, de væsentligste miljømål, samt hvilke konkrete resultater der i regnskabsåret er opnået, herunder også på energi-, transport- og affaldsområdet. 3) En beskrivelse af om virksomheden stiller miljøkrav til sine leverandører, og i givet fald, hvordan. 4) En redegørelse for, hvordan medarbejderne inddrages i virksomhedens miljøarbejde generelt. 5) En beskrivelse af de arbejdsmiljømæssige risici, som knytter sig til forurenende stoffer, støv og støj i forbindelse med produktionsprocesserne. 6) En redegørelse for, hvad virksomheden i regnskabsåret har gjort for at afhjælpe skete vilkårsovertrædelser og for at forebygge eventuelle gentagelser. 7) Oplysninger om, hvorvidt virksomheden har modtaget væsentlige klager, som har ført til, at virksomheden af egen drift har foretaget drifts- eller indretningsmæssige ændringer på virksomheden i regnskabsåret. 8) Oplysninger om eventuelle væsentlige afvigelser i forhold til det senest indsendte grønne regnskab samt baggrunden herfor. Oplysninger om miljøforhold

§ 7.§-link ↗

Det grønne regnskab skal indeholde følgende oplysninger om miljøforhold: 1) En opgørelse af virksomhedens væsentlige forbrug af energi, vand og råvarer samt væsentlige arter og mængder af forurenende stoffer, som a) indgår i produktionsprocesserne, b) udledes af virksomheden til luft, vand og jord, c) indgår i virksomhedens produkter, eller d) indgår i virksomhedens affald. 2) Oplysninger om det totale volumen af røggasser og spildevand, som udledes. 3) Oplysninger om virksomhedens affaldsproduktion og -håndtering, herunder oplysninger om a) den samlede affaldsmængde, b) hvilke mængder der heraf går til henholdsvis genanvendelse, forbrænding og deponering, c) opdeling af affaldsmængden på væsentlige fraktioner og d) virksomhedens indsats til sortering af affaldet. 4) Oplysninger om støj-, støv- og lugtforhold.

Stk. 2. Hvis en eller flere af oplysningerne i stk. 1 ikke er relevante for virksomheden, skal dette tillige oplyses.

§ 8.§-link ↗

Det grønne regnskab skal indeholde oplysninger om udviklingen i virksomhedens miljøforhold gennem de sidste 5 år, inkl. det aktuelle regnskabsår, i det omfang oplysningerne foreligger i virksomhedens grønne regnskaber for de foregående regnskabsår. Der skal som minimum redegøres for de oplysninger, der fremgår af § 7, stk. 1, nr.1-2 og nr. 3, litra a og b. Resumé af egenkontrol

§ 9.§-link ↗

Det grønne regnskab skal indeholde et resumé af resultaterne af virksomhedens egenkontrol, der på en overskuelig måde viser, hvordan virksomhedens måleresultater forholder sig til godkendelsens vilkår. Oplysningernes form

§ 10.§-link ↗

Oplysningerne i §§ 5-9 skal opstilles og fremlægges i en overskuelig form beregnet på information af en ikke fagligt kyndig læser.

Stk. 2. For oplysningerne nævnt i § 7 skal det oplyses, om de angivne værdier er målt, beregnet eller anslået.

Stk. 3. Oplysningerne nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1-3, skal angives i absolutte tal regnet for hele regnskabsåret. Oplysninger om stoffer kan samles mængdemæssigt i stofgrupper, eventuelt efter stoffernes farlighed.

Stk. 4. Uanset stk. 3 kan virksomheden til beskyttelse af konkurrencefølsomme oplysninger vælge at angive oplysninger om forbrug af energi, vand og råvarer, jf. § 7, stk. 1 nr. 1, i relative tal for året med udgangspunkt i basisåret, jf. stk. 5, som indeks 100. Det skal i så fald fremgå af ledelsens redegørelse, jf. § 6, hvorfor virksomheden finder det nødvendigt at indeksere de pågældende oplysninger.

Stk. 5. Vælges indeksering som nævnt i stk. 4 skal basisåret angives. For virksomheder, der ikke tidligere har aflagt grønt regnskab, skal basisåret være det år, der ligger umiddelbart forud for det første grønne regnskabsår. Alternativt kan det første grønne regnskabsår anvendes som basisår.

Stk. 6. Ændrer virksomheden metoder eller grundlag for måling eller opgørelse, skal dette oplyses sammen med en forklaring om årsagen hertil og betydningen heraf for regnskabet. For det regnskabsår, i hvilket skiftet sker, foretages og gengives i regnskabet en opgørelse efter både den hidtidige og den nye metode eller grundlag.

§ 11.§-link ↗

Hvis et grønt regnskab er revideret internt eller eksternt af en særlig sagkyndig, og ledelsen vælger at oplyse dette, skal navn, stilling og virksomhedsnavn for den, der har revideret regnskabet, tillige med dennes erklæring i sin fulde ordlyd medtages i regnskabet.

Kapitel 3 · Procedurer m.v.

§ 12.§-link ↗

Virksomheden indsender udkast til grønt regnskab til tilsynsmyndigheden, således at tilsynsmyndigheden har udkastet i hænde senest 10 uger efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden udarbejder et udkast til udtalelse til regnskabet, der sendes til virksomheden, således at virksomheden får adgang til at kommentere udtalelsen og i givet fald udarbejde ændringer i det grønne regnskab.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden afgiver på baggrund af virksomhedens kommentarer en endelig udtalelse til det grønne regnskab.

Stk. 4. Den endelige udtalelse sendes til virksomheden og skal være virksomheden i hænde senest 8 uger, for børsnoterede og statslige selskaber dog 7 uger, efter tilsynsmyndighedens modtagelse af udkast til det grønne regnskab, jf. stk. 1.

Stk. 5. Tilsynsmyndigheden kan forlænge fristerne i stk. 1 og 4. Tilsynsmyndighedens udtalelse skal dog være virksomheden i hænde senest 3 dage inden fristen i § 13, stk. 2, udløber. Fristerne i stk. 4 kan alene forlænges, hvis virksomheden er indforstået hermed.

Stk. 6. Tilsynsmyndighedens udtalelse skal udformes på grundlag af myndighedens kendskab til virksomhedens miljøforhold og godkendelsens vilkår og skal indeholde en kortfattet vurdering af indholdet af de dertil svarende dele af virksomhedens grønne regnskab. Indsendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt offentliggørelse

§ 13.§-link ↗

Virksomheden sender det grønne regnskab og tilsynsmyndighedens udtalelse samlet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 2. Fristen for indsendelse af det grønne regnskab og udtalelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen følger reglerne for indsendelse af finansielle årsregnskaber i henhold til årsregnskabsloven.

Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen offentliggør de modtagne grønne regnskaber med tilsynsmyndighedens udtalelse i styrelsens edb-informationssystem.

Stk. 4. Hvis virksomheden tillige selv offentliggør sit grønne regnskab, skal tilsynsmyndighedens udtalelse indeholdes heri.

Kapitel 4 · EMAS-registrerede virksomheder

§ 14.§-link ↗

For en virksomhed, der er registreret som deltager i den europæiske ordning i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 af 19. marts 2001 om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS), kan pligten til at udarbejde et grønt regnskab opfyldes gennem en årligt opdateret miljøredegørelse, bekræftet af den akkrediterede miljøverifikator. I så fald finder bestemmelserne i § 12 ikke anvendelse. I stedet indsender virksomheden miljøredegørelsen direkte til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med henblik på offentliggørelse, jf. § 13, stk. 3, inden udløbet af fristen for indsendelse af det finansielle årsregnskab efter årsregnskabsloven. Samtidig med indsendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sender virksomheden miljøredegørelsen til tilsynsmyndigheden til orientering.

Kapitel 5 · Frivillige grønne regnskaber

§ 15.§-link ↗

Ønsker en virksomhed, som ikke er forpligtet til at udarbejde grønt regnskab, at få of-fentliggjort et grønt regnskab hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, skal virksomheden udarbejde det grønne regnskab efter bestemmelserne i §§ 4-11. § 9 finder dog alene anvendelse for virksomheder, der er godkendelsespligtige efter lovens § 33. Bestemmelserne i § 12, § 13, stk. 1 og 3, og § 14 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Første gang en virksomhed indsender et frivilligt grønt regnskab skal de i § 3, stk. 1, nævnte oplysninger medsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 3. Hvis virksomheden for efterfølgende år indsender frivilligt grønt regnskab, skal ændringer i de i stk. 2 nævnte oplysninger medsendes.

Kapitel 6 · Klage over afgørelser

§ 16.§-link ↗

Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 7 · Straf

§ 17.§-link ↗

Med bøde straffes den, der 1) undlader at indsende grønt regnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 2, eller § 14, eller 2) indsender et grønt regnskab, der ikke overholder kravene i §§ 5-9.

Stk. 2. Stk. 1 gælder alene for virksomheder omfattet af § 1.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 8 · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 18.§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2007 og ophæves automatisk den 1. januar 2009, medmindre andet bestemmes inden denne dato, jf. Justitsministeriets skrivelse af 28. februar 2002 om en forsøgsordning om anvendelse af automatiske ophørsklausuler i visse bekendtgørelser på miljø- og arbejdsmiljøområdet.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 594 af 5. juli 2002 om visse listevirksomheders pligt til at udarbejde grønt regnskab ophæves.

Stk. 3. Virksomheder, der er omfattet af § 1 og er etableret efter 1. januar 2007, skal indsende grønt regnskab første gang for det regnskabsår, der begynder efter, at virksomheden har modtaget endelig miljøgodkendelse i henhold til lovens § 33.