Bekendtgørelse nr. 1325 · 2006

Historisk

Bekendtgørelse om ferskvandsdambrug

Bekendtgørelse om ferskvandsdambrug

Dokumentdato: 20. nov. 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Bekendtgørelsens område

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsens regler tager sigte på at sikre opfyldelsen af kvalitetsmålsætningen for vandløb og søer, der påvirkes af dambrugsdrift, samt på at begrænse udledningen af næringssalte til havet ved fastsættelse af krav til indretning og drift af dambrug. Kommunalbestyrelsen skal ved meddelelse af godkendelse i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 sikre, at de i 1. punktum nævnte hensyn varetages.

Stk. 2. Bekendtgørelsens regler finder anvendelse på dambrug til opdræt af fisk, og som udelukkende indtager ferskvand og har afløb til vandløb, søer eller havet. Bekendtgørelsens regler finder ikke anvendelse på anlæg til opdræt af ål.

Stk. 3. Ved godkendelse af dambrug i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 kan bekendtgørelsens regler fraviges i det omfang, det fremgår af de enkelte bestemmelser, eller såfremt kommunalbestyrelsen finder det nødvendigt for at sikre opfyldelsen af kvalitetsmålsætningen for vandløb og søer, jf. § 1, stk. 1. Reglerne i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed finder anvendelse.

Stk. 4. Ved et dambrugs produktion forstås vægten af tilvæksten af de på dambruget årligt producerede fisk (incl. døde fisk).

Stk. 5. Ved foderkvotient forstås den mængde foder målt i kg, der medgår til produktion af et kg fisk.

Kapitel 2 · Produktion og foderforbrug

§ 2.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen meddeler skriftligt ejeren af dambruget størrelsen af det på dambruget højst tilladelige årlige foderforbrug.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter det på dambruget årligt tilladelige foderforbrug ud fra angivelserne i bilag 1 til denne bekendtgørelse, samt ud fra de af dambruget indgivne oplysninger efter § 13.

Stk. 3. Såfremt de i § 13 nævnte oplysninger ikke er fremsendt til kommunalbestyrelsen inden en af kommunalbestyrelsen fastsat frist, træffes kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 skønsmæssigt.

Stk. 4. Ved godkendelse af dambrug i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 fastsætter kommunalbestyrelsen dambrugets højst tilladelige årlige foderforbrug. Kommunalbestyrelsen kan fravige størrelsen af det i medfør af § 2, stk. 1, meddelte foderforbrug under overholdelse af bestemmelserne i § 5 og § 6, stk. 1 og 2.

§ 3.§-link ↗

Kommunalbestyrelsens meddelelse om størrelsen af det maksimale årlige foderforbrug på dambruget skal indeholde følgende: 1) Det højst tilladte årlige foderforbrug. 2) Den størst tilladte vandmængde, som må afledes fra dambruget. 3) Den fordelingsnøgle, som kommunalbestyrelsen har anvendt ved fastsættelsen af foderforbruget, af hensyn til dambrugenes tætte beliggenhed i vandløbet eller af hensyn til den sø eller det lukkede kystvand, hvortil afløbsvandet føres. 4) For dambrug omfattet af bilag 1, pkt. 5, meddeles de skærpede krav til egenkontrol, som fremgår af § 14, stk. 2. 5) Ikrafttrædelsestidspunkt for det fastsatte foderforbrug.

§ 4.§-link ↗

Anvendelsen og sammensætningen af foder på dambrug skal opfylde kravene i bilag 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 godkende eller påbyde en fodertype med et lavere fosforindhold og/eller højere bruttoenergiindhold end de i bilag 2 angivne grænseværdier.

Kapitel 3 · Indretning og drift

§ 5.§-link ↗

Dambrug skal indrettes og drives således, at udledningen fra dambruget opfylder de i bilag 3 fastsatte vilkår. Ved godkendelse af dambrug i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 kan kommunalbestyrelsen tillige fastsætte vilkår om dambrugets samlede udledninger.

Stk. 2. Ved godkendelse af dambrug i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 kan kommunalbestyrelsen fravige de i bilag 3, nr. 1, fastsatte udledergrænseværdier for dambrug, hvor produktionsvandet recirkuleres, og under forudsætning af, at dambrugets samlede udledning af de nævnte forurenende stoffer ikke derved forøges.

§ 6.§-link ↗

Dambruget skal indrettes og drives med mindst en af de i bilag 4 beskrevne renseanlægstyper.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan dog i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 godkende andre renseanlægstyper end nævnt i bilag 4, såfremt et dambrug fyldestgørende dokumenterer, at renseanlægstyperne kan drives med mindst samme renseeffekt og driftssikkerhed som anlæggene nævnt i bilag 4.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 påbyde foranstaltninger til rensning af dambrugets afløbsvand udover de i stk. 1 og 2 fastsatte.

§ 7.§-link ↗

Der må ikke udledes en større vandmængde fra dambruget, end rensningsanlæggene er dimensioneret til. Vand, som ikke benyttes ved dambrugets drift, skal afgives gennem stemmeværket. Forefindes fisketrappe eller lignende, skal frivandet fortrinsvis afgives herigennem.

§ 8.§-link ↗

Dambrugets kanaler må kun bundtrækkes til bundfældningsanlæg eller andet rensningsanlæg.

Stk. 2. Kanaler og fiskedamme skal oprenses. Afløb skal under oprensning være aflukket. Større slammængder skal fjernes straks.

§ 9.§-link ↗

Slamdepoter skal indrettes og drives efter følgende bestemmelser: 1) Bund og sider skal være udført således, at der ikke sker overløb eller udsivning af vand til vandløb og søer. 2) Slamdepotet må kun have afløb til bundfældningsanlæg eller andet rensningsanlæg. 3) Slamdepotets bund skal ligge over grundvandsspejlet.

§ 10.§-link ↗

Døde fisk skal optages mindst en gang dagligt. Fiskene skal opbevares i lukket plast- eller metalbeholder, indtil de føres til destruktions- eller forbrændingsanstalt.

§ 11.§-link ↗

Vandføringen gennem dambruget skal kunne måles ved en særlig indretning.

§ 12.§-link ↗

Dambrugeren skal føre en driftsjournal, som skal indeholde de oplysninger, der er nævnt i bilag 5.

Stk. 2. Driftsjournalen skal opgøres en gang om året. Oplysning om årets produktion, fodertyper, foderforbrugets størrelse, fiskebestanden på opgørelsestidspunktet, mængden af borttransporteret slam og forbruget af sygdomsbekæmpelsesmidler samt resultaterne af dambrugets egenkontrol, jf. § 14, skal sendes til tilsynsmyndigheden. Medmindre andet aftales, skal opgørelsen ske pr. 31. december, og resultaterne skal være tilsynsmyndigheden i hænde senest 1. februar det følgende år.

Stk. 3. Driftsjournalen skal på forlangende forevises tilsynsmyndigheden. Den skal opbevares mindst fem år efter afslutningen.

Kapitel 4 · Oplysningspligt

§ 13.§-link ↗

For hvert dambrug indsendes følgende oplysninger til kommunalbestyrelsen: 1) Målfast plan over dambrugets indretning, der viser vandstrømmen gennem anlægget og placeringen af bundfældningsanlæg, slamdepot, stemmeværker, udledningssted og målesteder samt eventuelle deponeringssteder for slam. 2) Den årlige produktion i perioden 1984-88. 3) Foderforbrug og -type i perioden 1984-88. 4) Indtaget vandmængde i perioden 1984-88. 5) Returpumpede vandmængder, der har ligget til grund for opretholdelse af den årlige produktion. 6) Størrelsen af vand- og slampumper.

Kapitel 5 · Administrative bestemmelser

§ 14.§-link ↗

Dambrugeren skal 2 gange årligt i perioden april til oktober lade udtage prøver af dambrugets ind- og udløbsvand.

Stk. 2. Dambrug, der er omfattet af bilag 1, pkt. 5, og som producerer på basis af en medianminimumsvandføring på mere end 50 liter/ sek., skal dog 6 gange årligt i perioden april til oktober lade udtage prøver af dambrugets ind- og udløbsvand.

Stk. 3. Prøverne skal analyseres for de i bilag 3 nævnte parametre. Prøverne skal udtages og analyseres af et akkrediteret laboratorium. Prøveudtagningen skal gennemføres under normal drift på dambruget.

Stk. 4. Prøveudtagningen skal ske som døgnprøver. Dog kan udtagning af grundvandsprøver ske som stikprøver.

Stk. 5. Ved godkendelse af dambrug i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 kan kommunalbestyrelsen fastsætte den nødvendige egenkontrol, jf. lovens § 34.

§ 15.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med bekendtgørelsens overholdelse. Kommunalbestyrelsen besøger mindst en gang årligt samtlige dambrug i kommunen, herunder dambrug, der er godkendt i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Ved besøget kontrolleres indretnings- og driftsforhold, og der foretages forureningsbedømmelse ved dambruget. Endvidere bør udtages slam- og vandprøver til analyse. Ved mindst 10 pct. af kommunens dambrug udføres hvert år udvidede belastningsundersøgelser. Dambrugets egenkontrol, jf. § 14, indgår i disse undersøgelser.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udarbejder årligt en samlet beretning over dambrugstilsynets omfang og resultater, herunder resultaterne af dambrugenes egenkontrol. Beretningen sendes til den enkelte dambruger og Miljøstyrelsen.

§ 16.§-link ↗

For tilsyn og håndhævelse gælder i øvrigt reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 9.

Kapitel 6 · Klage

§ 17.§-link ↗

Kommunalbestyrelsens afgørelser, jf. § 2, meddeles efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 og kan påklages efter reglerne i lovens kapitel 11 og 12.

Kapitel 7 · Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 18.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der 1) Tilsidesætter afgørelser truffet efter bestemmelserne i § 2, jf. § 3. 2) Overtræder bestemmelserne i § 4 og §§ 6-12 om dambrugets indretning og drift. 3) Undlader at indgive oplysninger efter § 13 og foretage egenkontrol efter § 14.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskabet m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 5.

Stk. 5. For overtrædelse af vilkår i godkendelser meddelt i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 finder reglerne i lovens § 110, stk. 1, nr. 4, anvendelse.

§ 19.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 204 af 31. marts 1998 om ferskvandsdambrug ophæves.

Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen kan ændre bekendtgørelsens bilag.