Bekendtgørelse nr. 1258 · 2006

Historisk

Opløsningsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om opløsning af ægteskab

Dokumentdato: 7. dec. 2006Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anmodning om separation eller skilsmisse

§ 1.§-link ↗

Anmodning om separation eller skilsmisse, der indgives af ægtefællerne i forening, sendes til statsforvaltningen på det sted, hvor en af ægtefællerne bor eller opholder sig.

Stk. 2. Anmodning om separation eller skilsmisse, der indgives af den ene ægtefælle, sendes til statsforvaltningen på det sted, hvor den anden ægtefælle bor eller opholder sig. Har ægtefællen ikke bopæl eller ophold her i landet, sendes anmodningen til statsforvaltningen på det sted, hvor den anmodende ægtefælle bor eller opholder sig.

Stk. 3. Har en anden statsforvaltning på anmodningstidspunktet en anden familieretlig sag mellem ægtefællerne under behandling, kan anmodningen sendes til denne statsforvaltning.

Stk. 4. Anmodning om skilsmisse på grundlag af separationsbevilling, jf. lovens § 31, kan sendes til den statsforvaltning, der har udstedt bevillingen.

Stk. 5. Har ingen af ægtefællerne bopæl eller ophold her i landet, sendes anmodningen til Statsforvaltningen Hovedstaden, medmindre sagen er omfattet af stk. 4.

Stk. 6. Hvis ægtefællerne er enige herom, kan anmodningen uanset bestemmelserne i stk. 1-5 sendes til en anden statsforvaltning.

Stk. 7. Den statsforvaltning, som efter stk. 1-6 skal behandle sagen, kan bestemme, at sagen skal overføres til en anden statsforvaltning, hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen behandles der.

§ 2.§-link ↗

Anmodningen skal underskrives af ægtefællerne personligt, hvis de fravælger vilkårsforhandling. Anmodningen skal være modtaget af statsforvaltningen senest to måneder efter, at den første af ægtefællerne har underskrevet den.

§ 3.§-link ↗

Anmodning om skilsmisse på grundlag af separation skal være ledsaget af separationsbevillingen eller udskrift af separationsdommen.

Kapitel 2 · Vilkårsforhandling

§ 4.§-link ↗

Når der efter lovens § 39 skal foretages vilkårsforhandling, skal ægtefællerne møde personligt og samtidigt til vilkårsforhandlingen.

Stk. 2. Er en ægtefælle på grund af langvarig sygdom forhindret i at møde til vilkårsforhandling, og er dette dokumenteret ved lægeerklæring, kan ægtefællen i stedet møde ved fuldmægtig. Fuldmægtigen skal være myndig og må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemållovens § 7. Fuldmagten skal være skriftlig.

Stk. 3. Statsforvaltningen kan bestemme, at vilkårsforhandlingen skal foretages særskilt med hver ægtefælle, hvis helt særlige omstændigheder taler for det, eventuelt ved forskellige myndigheder.

Kapitel 3 · Konfliktmægling

§ 5.§-link ↗

Statsforvaltningen kan fastsætte en frist for accept af tilbud om konfliktmægling.

§ 6.§-link ↗

Ægtefællerne skal samtidig med fremsættelse af tilbud om konfliktmægling orienteres om indholdet af § 7.

Stk. 2. Konfliktmæglingen er betinget af, at begge ægtefæller deltager.

Stk. 3. Statsforvaltningen tilrettelægger konfliktmæglingen og bestemmer dens omfang.

Stk. 4. Statsforvaltningens behandling af en sag om separation eller skilsmisse sættes i bero, indtil konfliktmæglingen er afsluttet.

§ 7.§-link ↗

Der må ikke til brug for statsforvaltningens afgørelse af en sag om separation eller skilsmisse indhentes oplysninger, som ægtefællerne har givet under konfliktmægling. Sådanne oplysninger må heller ikke af mægleren videregives til brug for afgørelsen. Internt arbejdsmateriale vedrørende sådanne oplysninger må heller ikke udleveres til ægtefællerne.

Stk. 2. Er ægtefællerne enige herom, kan de anmode om, at en skriftlig aftale indgået under konfliktmæglingen videregives til statsforvaltningens sagsbehandler.

Kapitel 4 · Registreret partnerskab

§ 8.§-link ↗

Reglerne i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse ved opløsning af registreret partnerskab.

Kapitel 5 · Klage mv.

§ 9.§-link ↗

Klager over statsforvaltningens afgørelser, der efter loven kan påklages til ministeren for familie- og forbrugeranliggender (Familiestyrelsen), indgives til den statsforvaltning, der har truffet afgørelsen. Statsforvaltningen videresender klagen og sagens akter til Familiestyrelsen.

§ 10.§-link ↗

Statsforvaltningen kan genoptage behandlingen af en påklaget afgørelse, hvis 1) klagen indeholder en anmodning, som statsforvaltningen ikke har taget stilling til, 2) klagen indeholder væsentlige nye oplysninger, 3) der foreligger væsentlige oplysninger, som statsforvaltningen ikke har taget stilling til, eller 4) der er begået sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen.

Stk. 2. Klageren kan påklage statsforvaltningens beslutning om at genoptage sagen til Familiestyrelsen.

Kapitel 6 · Ikrafttrædelsesbestemmelser mv.

§ 11.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1202 af 8. december 2004 om opløsning af ægteskab ophæves.