Bekendtgørelse nr. 1208 · 2006

Historisk

Undervisningsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om undervisning for erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler

Dokumentdato: 28. nov. 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse gælder for erhvervsmæssig anvendelse af godkendelsespligtige kemiske bekæmpelsesmidler til beskyttelse, bekæmpelse og regulering af plantevækst, herunder statens, regionernes og kommunernes anvendelse af sådanne bekæmpelsesmidler.

§ 2.§-link ↗

Bekendtgørelsen berører ikke bestemmelser i anden lovgivning om anvendelse af bekæmpelsesmidler.

Kapitel 2 · Personer

§ 3.§-link ↗

Erhvervsmæssig anvendelse af bekæmpelsesmidler, jf. § 1, må kun foretages af de nedennævnte personer, hvis de er i besiddelse af et sprøjtecertifikat: 1) Den, der erhvervsmæssigt udfører bekæmpelse for andre. 2) Den, der erhvervsmæssigt udfører bekæmpelse i egen eller forpagtet bedrift, jf. dog § 4, stk. 1, nr. 1. 3) Ansatte, der erhvervsmæssigt udfører bekæmpelse, jf. dog § 4, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. Personer, der kan dokumentere, at de har gennemført et undervisningsforløb, hvis indhold og krav mindst svarer til kravene til opnåelse af et sprøjtecertifikat, er undtaget fra at skulle opnå sprøjtecertifikat. Oversigt over uddannelser og kurser fremgår af bilag 1.

§ 4.§-link ↗

Erhvervsmæssig anvendelse af bekæmpelsesmidler, jf. § 1, må kun foretages af de nedennævnte personer, hvis de er i besiddelse af et sprøjtebevis: 1) Den, der inden 1. januar 1991 har etableret sig i egen eller forpagtet bedrift. 2) Ansatte, der erhvervsmæssigt udfører bekæmpelse i mindre end 4 timer årligt. 3) Personer, der alene udbringer repellenter ved påsmøring.

Stk. 2. Personer, der har opnået sprøjtecertifikat eller kan dokumentere, at de har gennemført et undervisningsforløb eller et andet kursus, hvis indhold og krav mindst svarer til kravene til opnåelse af et sprøjtecertifikat, er undtaget fra at skulle opnå sprøjtebevis. Oversigt over uddannelser og kurser fremgår af bilag 1, og kravene til kurser, der fritager fra krav om opnåelse af sprøjtebevis, fremgår af bilag 2.

§ 5.§-link ↗

Reglerne i § 3 og § 4 gælder ikke elever, der som led i deres uddannelse udfører bekæmpelse under en arbejdsgivers instruktion.

Stk. 2. Elever må kun udføre bekæmpelse, hvis de modtager instruktion af en person, der er i besiddelse af et sprøjtecertifikat, jf. § 3, eller et sprøjtebevis, jf. § 4.

§ 6.§-link ↗

Miljøstyrelsen kan meddele personer, der i udlandet har gennemført en uddannelse, som kan sidestilles med en af de i bilag 3 eller 4 beskrevne uddannelser, tilladelse til erhvervsmæssig anvendelse af bekæmpelsesmidler

Stk. 2. Miljøstyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 3 · Sprøjtecertifikat

§ 7.§-link ↗

Kursus til opnåelse af et sprøjtecertifikat, jf. § 3, afholdes af AMU-Centre, erhvervsskoler med jordbrugsafdeling, landbrugsskoler, Skovskolen og andre tilsvarende uddannelsesinstitutioner. Kursets hovedelementer samt varighed fremgår af bilag 3 til denne bekendtgørelse.

§ 8.§-link ↗

De i § 7 nævnte skoler udsteder sprøjtecertifikater på basis af aflæggelse af prøve, jf. bilag 3 til denne bekendtgørelse.

Kapitel 4 · Sprøjtebevis

§ 9.§-link ↗

Kursus til opnåelse af et sprøjtebevis, jf. § 4, afholdes af AMU-Centre, erhvervsskoler med jordbrugsafdeling, landbrugsskoler, Skovskolen og andre tilsvarende uddannelsesinstitutioner, samt organisationer eller institutioner, der kan opnå tilskud til undervisning fra Undervisningsministeriet, Beskæftigelsesministeriet eller Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Kursets hovedelementer samt varighed fremgår af bilag 4 til denne bekendtgørelse.

§ 10.§-link ↗

De i § 9 nævnte skoler udsteder sprøjtebeviser efter, at kursus er gennemført, jf. bilag 4 til denne bekendtgørelse.

Kapitel 5 · Fællesbestemmelser og tilsyn

§ 11.§-link ↗

Tilsyn med overholdelse af kapitel 2 udøves af kommunalbestyrelsen.

Kapitel 6 · Straf

§ 12.§-link ↗

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der erhvervsmæssigt anvender bekæmpelsesmidler uden at være i besiddelse af et sprøjtecertifikat eller et sprøjtebevis, jf. § 3 og § 4.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 7 · Ikrafttræden

§ 13.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007. Bekendtgørelse nr. 360 af 24. maj 1993 om undervisning af erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler ophæves.