Bekendtgørelse nr. 1045 · 2006

Historisk

Bekendtgørelse om Ny Sundhedsrådgivning i kvægbesætninger

Bekendtgørelse om Ny Sundhedsrådgivning i kvægbesætninger

Dokumentdato: 20. okt. 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde og definitioner

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen vedrører aftaler om sundhedsrådgivning for henholdsvis mælkeleverende og ikke-mælkeleverende kvægbesætninger.

§ 2.§-link ↗

Ved en mælkeleverende kvægbesætning forstås kvægbesætninger, som leverer mælk til konsum samt de til besætningerne hørende kreaturer af malkekvægrace.

Stk. 2. Ved en besætningsejer forstås den person, der ejer eller er drifts- eller på anden måde juridisk ansvarlig for besætningen, eller dennes repræsentant.

Stk. 3. Ved en besætningsdyrlæge forstås den dyrlæge, med hvem besætningsejeren har indgået en aftale om sundhedsrådgivning.

Stk. 4. Ved SR-databasen forstås Fødevarestyrelsens database, der indeholder samtlige data og rapporter fra Ny Sundhedsrådgivning i kvægbesætninger.

Stk. 5. Ved en besætningsdiagnose forstås en diagnose på en i besætningen ofte forekommende eller tilbagevendende sygdom, der er karakteriseret ved et eller flere konkrete sygdomssymptomer.

Stk. 6. Ved en sorteringsmanual forstås en skriftlig instruktion, udfra hvilken besætningsejeren kan sortere dyrets symptomer.

Stk. 7. Ved behandlingsvejledning forstås en af besætningsdyrlægen udarbejdet skriftlig instruktion for lægemiddelanvendelse omfattende dosering, behandlingsvarighed, tilbageholdelsestid, samt instruktion i anvendelsen af det pågældende præparat.

Stk. 8. Ved et kritisk symptom forstås et symptom, der betyder, at en dyrlæge skal tilkaldes.

Stk. 9. Ved risikodyr i mælkeleverende besætninger forstås følgende grupper af dyr: 1) Nykælvere. 2) Kalve. 3) Køer før afgoldning.

Stk. 10. Ved risikodyr i ikke-mælkeleverende besætninger forstås i denne bekendtgørelse følgende grupper af dyr: 1) Nykælvere. 2) Kalve.

Kapitel 2 · Indgåelse og opsigelse af aftale

§ 3.§-link ↗

En aftale om sundhedsrådgivning i kvægbesætninger skal indgås mellem besætningsejeren og en besætningsdyrlæge.

Stk. 2. Aftalen skal indeholde de i bilag 1 anførte oplysninger.

Stk. 3. Besætningsdyrlægen skal senest 8 dage fra datoen for en sundhedsrådgivningsaftales indgåelse indberette den indgåede aftale til Fødevarestyrelsen på en elektronisk formular med underskrift eller digital signatur fra besætningsejeren og besætningsdyrlægen.

Stk. 4. Senest på datoen for aftalens indgåelse instruerer dyrlægen besætningsejeren i anvendelse af de sorteringsmanualer, der hører til de stillede besætningsdiagnoser, samt i identifikation af kritiske symptomer, jf. § 9.

Stk. 5. En besætningsdyrlæge kan, i særlige tilfælde efter forudgående tilladelse fra Fødevarestyrelsen, lave en midlertidig overdragelse af indgåede aftaler om sundhedsrådgivning til en anden dyrlæge.

§ 4.§-link ↗

En sundhedsrådgivningsaftale kan kun omfatte ét CHR-nummer.

Stk. 2. En sundhedsrådgivningsaftale omfatter samtlige kreaturer registreret på CHR-nummeret.

§ 5.§-link ↗

Aftalen kan af begge parter opsiges skriftligt med 4 ugers varsel.

Stk. 2. Opsiges en sundhedsrådgivningsaftale skal dette meddeles til Fødevarestyrelsen, med underskrift eller digital signatur, af den opsigende part senest 8 dage efter opsigelsen.

Stk. 3. Senest 8 dage efter ophør af en besætning skal besætningsejeren opsige aftalen og meddele dette til Fødevarestyrelsen med underskrift eller digital signatur.

Stk. 4. Ved opsigelse af en sundhedsrådgivningsaftale skal besætningsdyrlægen udfærdige en statusrapport med indhold svarende til § 14, stk. 2. Statusrapporten skal udleveres til, og underskrives af, besætningsejeren samt indberettes til SR-databasen senest 8 dage efter opsigelsen.

Kapitel 3 · Frekvens af rådgivningsbesøg i mælkeleverende kvægbesætninger

§ 6.§-link ↗

En aftale om sundhedsrådgivning for mælkeleverende kvægbesætninger skal omfatte mindst 52 årlige rådgivningsbesøg. Rådgivningsbesøgene skal aflægges med et interval af mindst 5 og højest 10 dage.

Stk. 2. Et rådgivningsbesøg kan dog udelades, såfremt der er færre end 5 forventede kælvninger i den efterfølgende uge.Der må dog højst gå 15 dage mellem 2 rådgivningsbesøg.

Stk. 3. Undtaget fra stk. 1 og 2 er mælkeleverende kvægbesætninger med færre end 50 køer, der skal have mindst 12 årlige rådgivningsbesøg med et interval af mindst 20 og højest 35 dage, samt rådgivningsbesøg i de uger, hvor der forekommer risikodyr, jf. bilag 2.

Stk. 4. Besætningsdyrlægen kan træffe aftale med en anden dyrlæge om varetagelse af maksimalt 25 % af de årlige rådgivningsbesøg.

Stk. 5. Et rådgivningsbesøg skal omfatte det i bilag 2 anførte indhold.

Stk. 6. Et rådgivningsbesøg kan kun gennemføres, såfremt besætningsejeren er tilstede.

Stk. 7. Fødevarestyrelsen kan efter ansøgning meddele dispensation fra kravet om antallet af årlige rådgivningsbesøg.

Kapitel 4 · Frekvens af rådgivningsbesøg i ikke-mælkeleverende kvægbesætninger

§ 7.§-link ↗

En aftale om sundhedsrådgivning for ikke-mælkeleverende kvægbesætninger skal omfatte mindst 12 årlige rådgivningsbesøg med et interval af mindst 20 og højest 35 dage.

Stk. 2. Besætningsdyrlægen kan træffe aftale med en anden dyrlæge om varetagelse af indtil 4 af de 12 årlige rådgivningsbesøg.

Stk. 3. Et rådgivningsbesøg skal omfatte det i bilag 2 anførte indhold.

Stk. 4. Et rådgivningsbesøg kan kun gennemføres, såfremt besætningsejeren er tilstede.

Stk. 5. Fødevarestyrelsen kan efter ansøgning meddele dispensation fra kravet om antallet af årlige rådgivningsbesøg.

Kapitel 5 · Besætningsdiagnoser og behandling ved brug af sorteringsmanual

§ 8.§-link ↗

Besætningsdyrlægen kan kun stille de i bilag 3 nævnte besætningsdiagnoser, når der efter gennemgang af besætningen findes dokumentation for specifikke sygdomsmæssige problemer, der veterinærfagligt underbygger besætningsdiagnosen.

Stk. 2. For hver stillet besætningsdiagnose skal besætningsdyrlægen indberette følgende elektronisk til SR-databasen: 1) oprettelsesdato, 2) problemerkendelse, 3) konklusion på problemerkendelse, 4) målsætning, 5) handlingsplan og 6) behandlingsvejledning.

Stk. 3. For hver besætningsdiagnose skal der endvidere tilknyttes en sorteringsmanual, der indeholder de i bilag 4 nævnte krav til undersøgelse af dyret.

Stk. 4. Besætningsdyrlægen kan ikke receptordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejeren med henblik på behandling af et dyr før den relevante besætningsdiagnose er indberettet til SR-databasen.

Stk. 5. Besætningsdiagnoserne skal løbende revurderes. Den maksimale gyldighedsperiode er 12 måneder. Revurderingen skal indberettes elektronisk til SR-databasen med henblik på fornyelse af gyldighedsperioden.

Stk. 6. I besætninger, hvor dyrlægen i behandlingsvejledningen har anført behandling med andet end simple penicilliner til besætningsdiagnosen yverbetændelse, jf. bilag 4, skal besætningsejeren udtage mælkeprøve til bakteriologisk undersøgelse, før behandling påbegyndes. Mælkeprøverne skal analyseres i besætningsdyrlægens praksis eller på et af Fødevarestyrelsen godkendt laboratorium.

Stk. 7. Ved fund af sygdomsfremkaldende bakterier i mælkeprøven foretages der resistensundersøgelse og eventuel korrektion af behandlingen iværksættes af besætningsdyrlægen.

Stk. 8. Fødevarestyrelsen kan påbyde diagnostiske undersøgelser i besætninger, såfremt det er nødvendigt af hensyn til fødevaresikkerheden.

§ 9.§-link ↗

Besætningsejeren kan indlede og gennemføre behandling af kreaturer i egen besætning, der lider af en stillet besætningsdiagnose, indenfor gyldighedsperiden af besætningsdiagnosen. Besætningsejeren skal forud for behandlingen udfylde sorteringsmanualen for besætningsdiagnosen, jf. bilag 4.

Stk. 2. På baggrund af resultatet af symptomregistreringen i henhold til sorteringsmanualen for besætningsdiagnosen, indleder besætningsejeren enten selv behandlingen, eller tilkalder en dyrlæge, såfremt besætningsejeren har identificeret et eller flere kritiske symptomer.

Stk. 3. Besætningsejeren er pligtig at efterleve den af besætningsdyrlægen fastlagte behandlingsvejledning for hver besætningsdiagnose.

Stk. 4. Ved akut opstået sygdom i en besætning, for hvilken der er indgået en sundhedsrådgivningsaftale, kan besætningsdyrlægen eller en anden dyrlæge efter selv at have stillet en diagnose, receptordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til efterbehandling af den akutte sygdom i op til 5 dage. Besætningsdyrlægen skal, senest 2 hverdage efter receptordinationen eller udleveringen af receptpligtige lægemidler, orienteres herom.

Kapitel 6 · Besætningsdata, indberetning og rapporter

§ 10.§-link ↗

Besætningsejeren forpligter sig til at legalisere besætningsdyrlægen til alle data, der er relevante for gennemførelse af rådgivningsbesøget og til at stille følgende data til rådighed for besætningsdyrlægen og Fødevarestyrelsen: 1) registreringer om anvendte lægemidler, 2) kliniske registreringer, 3) produktionsdata og 4) bemærkninger fra kødkontrollen.

§ 11.§-link ↗

Besætningsdyrlægen skal efter rådgivningsbesøget indberette kliniske data fra alle risikodyr, samt diagnoser på de kreaturer, som besætningsdyrlægen eller en anden dyrlæge har indledt behandling af, samt ordineret og forbrugt medicin. Indberetningerne skal ske elektronisk til SR-databasen senest 2 hverdage efter besøg i besætningen.

§ 12.§-link ↗

Besætningsejeren skal, senest 2 hverdage efter påbegyndt behandling af dyr, indberette sorteringsmanualen elektronisk til SR-databasen.

Stk. 2. Besætningsejeren skal, senest 2 hverdage efter afsluttet behandling, indberette lægemiddelanvendelse elektronisk til SR-databasen.

Stk. 3. Besætningsejeren er ansvarlig for lægemiddellageret i besætningen, herunder indberetning af forbrugte lægemidler.

Stk. 4. Regulering af lægemiddellageret i SR-databasen kan kun foretages af besætningsdyrlægen. Reguleringen skal endvidere anføres og begrundes i kvartalsrapporten.

§ 13.§-link ↗

Besætningsdyrlægen udarbejder skriftlige kvartalsrapporter med et interval på mindst 10 og højest 14 uger.

Stk. 2. Kvartalsrapporten skal omfatte: 1) det i bilag 2 nævnte indhold, 2) en klinisk vurdering af sundhedstilstanden i alle staldafsnit og udviklingen af besætningens sundhedstilstand i det sidste kvartal og 3) en vurdering af besætningsejerens behandlinger og lægemiddelregnskab.

Stk. 3. Besætningsdyrlægen skal senest 8 dage efter rådgivningsbesøget udfærdige en kvartalsrapport, og indberette den elektronisk til SR-databasen.

§ 14.§-link ↗

På baggrund af kvartalsrapporterne skal besætningsdyrlægen med højest 12 måneders interval udarbejde en årsrapport for besætningen. Årsrapporten kan erstatte en af kvartalsrapporterne.

Stk. 2. Årsrapporten skal indeholde: 1) en samlet beskrivelse af de forhold, som har haft betydning for besætningens sundhedsmæssige status, herunder sygdomsforekomst, staldforhold, fodring og drift, 2) besætningsdiagnosernes relevans, 3) en evaluering af effekten af de gennemførte behandlinger og øvrige tiltag i henhold til handlingsplanerne, og af det samlede lægemiddelforbrug, 4) evalueringen skal sammenholdes med målsætningerne opstillet for hver besætningsdiagnose i sidste års statusrapport og 5) målsætninger for det kommende år med henblik på at reducere sygdomsforekomst, og optimere lægemiddelanvendelse.

Stk. 3. Besætningsdyrlægen skal senest 8 dage efter rådgivningsbesøget udfærdige årsrapporten og indberette den elektronisk til SR-databasen.

Kapitel 7 · Straf

§ 15.§-link ↗

Med bøde straffes den, der; 1) overtræder §§ 3-5, § 6, stk. 1-6, § 7, stk. 1-4, § 8, stk. 1-7, §§ 9-14, eller 2) undlader at efterkomme påbud udstedt i medfør af § 8, stk. 8, eller 3) ikke overholder vilkår fastsat i medfør af § 6, stk. 7 eller § 7, stk. 5.

Stk. 2. Straffen kan i medfør af § 38, stk. 4, i lov om dyrlæger og § 70, stk. 3, i lov om hold af dyr stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er 1) forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed, eller fremkaldt fare herfor, eller 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I medfør af § 38, stk. 5, i lov om dyrlæger skal der ved udmåling af bødestraf for forhold omfattet af lovens §§ 8, 11, 12, 13, 14 eller 15 eller regler udstedt i medfør heraf, udover de almindelige regler i straffeloven, tages hensyn til antallet af sundhedsrådgivningsaftaler, som den pågældende dyrlæge har indgået.

Stk. 4. I medfør af § 70, stk. 4, i lov om hold af dyr skal der ved udmåling af bødestraf for forhold omfattet af lovens §§ 47, 48 eller 51 eller regler udstedt i medfør heraf ud over de almindelige regler i straffeloven tages hensyn til dyreholdets størrelse.

Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 8 · Ikrafttræden

§ 16.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2006

§ 17.§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.