Bekendtgørelse nr. 402 · 2006

Gældende

Bekendtgørelse om tillægsuddannelsen i ejendomsformidling

Bekendtgørelse om tillægsuddannelsen i ejendomsformidling

Dokumentdato: 4. maj 2006Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Formål og struktur

§ 1.§-link ↗

Tillægsuddannelsen i ejendomsformidling har til formål at give personer med kandidatuddannelse og kompetence inden for ejendomsområdet uddannelsesmæssig baggrund for at søge optagelse i Ejendomsmæglerregistret.

Stk. 2. For at opnå bevis for gennemført tillægsuddannelse, jf. § 3, skal kandidaten ud over tillægsuddannelsen dokumentere kompetencer inden for det merkantile område svarende til 20 ECTS-point inden for VVU i videreuddannelsessystemet for voksne.

§ 2.§-link ↗

Tillægsuddannelsen i ejendomsformidling er en erhvervsrettet voksenuddannelse, der udbydes som åben uddannelse.

Stk. 2. Uddannelsen omfatter 1 modul om ejendomsformidling svarende til 10 ECTS-point. 1 studenterårsværk er en heltidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).

Stk. 3. Modulet og dettes mål og indhold skal godkendes af Undervisningsministeriet.

Stk. 4. Undervisningsministeriet godkender, hvilke institutioner der kan udbyde tillægsuddannelsen.

§ 3.§-link ↗

Tillægsuddannelsen afsluttes med en ekstern prøve med individuel bedømmelse efter karakterskalaen i karakterskalabekendtgørelsen. Prøven er skriftlig.

Stk. 2. Nærmere regler om prøven fastsættes i studieordningen.

Stk. 3. For prøven og eksamen gælder i øvrigt reglerne i bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser (eksamensbekendtgørelsen) og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse (karakterskalabekendtgørelsen).

§ 4.§-link ↗

De institutioner, der udbyder tillægsuddannelsen i ejendomsformidling, udarbejder nærmere regler i en fælles studieordning for uddannelsen. Studieordningen skal inden for bekendtgørelsens rammer indeholde følgende: 1) Forudsætninger for at gennemføre tillægsuddannelsen, jf. § 1, stk. 2. 2) Modulet, jf. § 2, stk. 2: a) Mål. b) Indhold. c) Omfang, angivet i ECTS-point. d) Undervisnings- og arbejdsformer. e) Tilrettelæggelse. 3) Regler om prøven, jf. § 3, stk. 2.

Stk. 2. Ud over regler fastsat i henhold til denne bekendtgørelse skal studieordningen indeholde regler fastsat i henhold til eksamensbekendtgørelsen.

Stk. 3. Det skal af studieordningen fremgå, at institutionen, når det er begrundet i usædvanlige forhold, kan dispensere fra de regler i den fælles studieordning, der alene er fastsat af institutionerne.

§ 5.§-link ↗

Ved udarbejdelse af den fælles studieordning og væsentlige ændringer heraf tager institutionerne kontakt til aftagere og indhenter en udtalelse fra censorformandskabet, jf. eksamensbekendtgørelsen.

Stk. 2. Studieordningen og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse og skal indeholde de fornødne overgangsordninger.

Stk. 3. Den gældende studieordning skal være tilgængelig på institutionens hjemmeside senest ved et studieårs begyndelse. Institutionen orienterer studerende om studieordningen.

§ 6.§-link ↗

Institutionen informerer og vejleder om tillægsuddannelsen, herunder om adgang til uddannelsen og forudsætninger for at gennemføre uddannelsen.

§ 7.§-link ↗

Institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Undervisningsministeriet, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Klagen indgives af institutionen, der afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere inden for en frist af mindst 1 uge. Institutionen sender klagen til ministeriet vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil.

Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Kapitel 2 · Ikrafttræden

§ 8.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2006.