Bekendtgørelse nr. 1362 · 2005

Historisk

Ny teknologi-ordningen

Bekendtgørelse om tilskud til investeringer i ny teknologi på jordbrugsbedrifter ved udviklings- og demonstrationsprojekter

Dokumentdato: 15. dec. 2005Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Ordningens indhold

§ 1.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv kan i 2006 inden for den af direktoratet fastsatte ramme efter ansøgning yde tilskud til investeringer på jordbrugsbedrifter med henblik på udbredelse af ny teknologi inden for landbrugs- og gartnerisektoren, som kan bidrage til forbedring af miljøet, arbejdsmiljøet eller en mindre påvirkning af naturen.

Stk. 2. Tilskud kan ydes til ejere eller forpagtere, der 1) foretager investeringer i ny teknologi til reduktion af lugtgener og ammoniakfordampning fra husdyrproduktion og -gødning på jordbrugsbedriften, 2) foretager investeringer i ny teknologi inden for biogas- og/eller gyllesepareringsanlæg samt udstyr til gyllehåndtering på jordbrugsbedriften, 3) foretager investeringer i ny teknologi til forbedring af arbejdsmiljøet på jordbrugsbedriften, eller 4) foretager investeringer i ny teknologi med henblik på reduktion af energi-, næringsstof- og pesticidforbruget på bedrifter inden for gartnerisektoren, herunder frugt- og grøntavlere.

Stk. 3. Hvis den i stk. 1 afsatte ramme ikke er tilstrækkelig til at meddele tilsagn om tilskud til alle ansøgninger, sker meddelelse af tilsagn om tilskud på grundlag af modtagelsesdato i direktoratet, således at tidligere modtagne ansøgninger går forud for senere. Ansøgninger, der modtages samme dag, behandles ligeligt.

Kapitel 2 · Administration · Myndigheder

§ 2.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv træffer afgørelser efter denne bekendtgørelse.

§ 3.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv forestår kontrol af opfyldelse af bekendtgørelsens betingelser for ydelse af tilskud. Til brug for denne kontrol indhentes fornødne oplysninger fra andre offentlige myndigheder.

Stk. 2. Direktoratet for FødevareErhverv og jordbrugskommissionerne forestår den kontrol, der er nævnt i lovens § 20, stk. 2 og 3, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 1. Ansøgning

§ 4.§-link ↗

Ansøgning om tilskud skal udfærdiges på et særligt ansøgningsskema med bistand af en særligt sagkyndig, godkendt i medfør af § 30 i bekendtgørelse nr. 90 af 13. februar 2004 om støtteordning for yngre jordbrugere eller i medfør af tidligere bestemmelser herom. Ansøgningen skal attesteres af den særligt sagkyndige. Ansøgningsskemaer fås hos Direktoratet for FødevareErhverv og hos de særligt sagkyndige. Ansøgninger modtages fra den 9. januar 2006.

Stk. 2. Der kan kun indgives én ansøgning pr. jordbrugsbedrift.

Stk. 3. Ansøgning om tilskud skal være modtaget i Direktoratet for FødevareErhverv senest den 1. marts 2006. Kvitteringsskrivelse, tilsagn og regnskab

§ 5.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv kvitterer for ansøgningens modtagelse. Investeringerne kan påbegyndes, når direktoratets kvitteringsskrivelse er modtaget.

§ 6.§-link ↗

Hvis betingelserne for tilskud er opfyldt, meddeler Direktoratet for FødevareErhverv tilsagn om tilskud (forhåndstilsagn), jf. dog § 1, stk. 3.

Stk. 2. Det er en betingelse for, at der kan meddeles forhåndstilsagn, at gennemførelse af ansøgningens investeringer ikke er påbegyndt inden kvitteringsskrivelse er modtaget, jf. § 5.

§ 7.§-link ↗

Når de investeringer, der er forudsat i ansøgningen, er gennemført, skal der indsendes en indberetning til jordbrugskommissionen sammen med nøjagtig dokumentation for og specifikation af de betalte udgifter og en redegørelse for finansieringen af investeringerne. Jordbrugskommissionen foretager derefter afsyning og afgiver indstilling til Direktoratet for FødevareErhverv, der afgør, om der kan udbetales tilskud.

Stk. 2. Indberetning om gennemførte investeringer skal udfærdiges på blanketter, der fås hos direktoratet og hos de særligt sagkyndige.

Kapitel 3 · Jordbrugsbedrift

§ 8.§-link ↗

Ved en jordbrugsbedrift forstås en bedrift, der anvendes til landbrug, pelsdyravl, gartneri, frugtavl eller planteskole og som omfatter mindst én ejendom, der er undergivet landbrugspligt efter reglerne i landbrugsloven, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. En jordbrugsbedrift kan omfatte en eller flere landbrugsejendomme samt dele af landbrugsejendomme og arealer uden landbrugspligt, der lovligt drives sammen som en driftsenhed efter reglerne i landbrugsloven.

Stk. 3. Kravet om, at en jordbrugsbedrift skal omfatte mindst én ejendom, der er undergivet landbrugspligt, gælder dog ikke for bedrifter, der i det væsentlige anvendes til gartneri, frugtavl, planteskole, æg- og fjerkræproduktion eller pelsdyravl. For disse bedrifter er det en betingelse, at ejendommen, hvorpå produktionen foregår, er forsynet med en passende beboelsesbygning, hvorfra ejendommen drives af beboerne.

Stk. 4. Hvis jordbrugsbedriften omfatter en eller flere ejendomme eller arealer, som den, der driver bedriften, har i forpagtning, og disse ejendomme eller arealer indgår i ansøgningen, skal der foreligge fornøden sikkerhed for, at de pågældende ejendomme eller arealer kan drives af forpagteren i mindst 6 år fra ansøgningens indgivelse.

Kapitel 4 · Betingelser for tilskud

§ 9.§-link ↗

Hvis bedriften overvejende anvendes til landbrug, skal ansøger have gennemført en af følgende uddannelser: 1) Driftslederuddannelsen ( »grønt bevis« ), jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse om landbrugets overbygningsuddannelser. 2) Landmandsuddannelsen ( »det grønne bevis« ), som den var fastlagt af Landboforeningerne og Dansk Familielandbrug.

Stk. 2. Hvis bedriften overvejende anvendes til frilandsgartneri, planteskole, frugt- eller bæravl, skal ansøger have gennemført en af følgende uddannelser: 1) Produktionslederuddannelsen samt have gennemført mindst 17 måneders erhvervsmæssig beskæftigelse, der svarer til reglerne for praktik i forbindelse med uddannelsen til produktionsgartner, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse om uddannelsen til produktionsgartner, 2) Gartneruddannelsen (»gartnerfagets grønne bevis«), som den var fastlagt af Dansk Erhvervsgartnerforening.

Stk. 3. Hvis bedriften overvejende anvendes til væksthusgartneri, skal ansøger have gennemført en af følgende uddannelser: 1) Produktionslederuddannelsen samt have gennemført mindst 17 måneders erhvervsmæssig beskæftigelse, der svarer til reglerne for praktik i forbindelse med uddannelsen til produktionsgartner, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse om uddannelsen til væksthusgartner, 2) Gartneruddannelsen (»gartnerfagets grønne bevis«), som den var fastlagt af Dansk Erhvervsgartnerforening.

Stk. 4. For personer, født før 1958, er kravet til faglig uddannelse endvidere opfyldt, hvis de efter den særligt sagkyndiges skøn er i besiddelse af tilstrækkelige faglige kvalifikationer til gennemførelse af ansøgningens foranstaltninger og investeringer, herunder har gennemgået en praktisk og/eller teoretisk uddannelse inden for landbrug, pelsdyravl, gartneri, frugtavl eller planteskole i en periode af mindst 4 år inden for de seneste 10 år.

Stk. 5. Uddannelseskravet anses endvidere for opfyldt, hvis den pågældende dokumenterer at have gennemgået en uddannelse, der svarer til kravene i stk. 1-4, i et af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes øvrige medlemslande.

Stk. 6. Direktoratet for FødevareErhverv kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i stk. 1-5. Økonomisk levedygtighed

§ 10.§-link ↗

Ansøger skal godtgøre, at jordbrugsbedriften besidder det nødvendige produktionsapparat, og at den på sigt vil kunne opretholdes som en økonomisk bæredygtig bedrift. Normarbejdskraftbehov

§ 11.§-link ↗

Jordbrugsbedriften skal på ansøgningstidspunktet og i hele forpligtelsesperioden, jf. § 20, stk. 6, have et arbejdskraftbehov på mindst 833 timer pr. regnskabsår, opgjort efter normtimesatser, jf. bilag 1. Normbeskæftigelseskrav

§ 12.§-link ↗

Ansøger skal på ansøgningstidspunktet og i hele forpligtelsesperioden, jf. § 20, stk. 6, mindst anvende 833 timer pr. regnskabsår på jordbrugsbedriften, opgjort efter normtimesatser, jf. bilag 1.

Stk. 2. Drives jordbrugsbedriften af flere personer, er det en betingelse, for at der kan ydes tilskud, at alle personer opfylder betingelserne i stk. 1 og § 9. Dette gælder også, hvis bedriften drives af et personligt ansvarligt interessentskab. Miljø-, arbejdsmiljø-, hygiejne- og dyrevelfærdskrav

§ 13.§-link ↗

Jordbrugsbedriften skal på ansøgningstidspunktet opfylde de for bedriften gældende regler med hensyn til miljø, herunder arbejdsmiljø, hygiejne og dyrevelfærd, som er fastsat i dansk lovgivning, eller som er fastsat af Det Europæiske Fællesskab. Ansøgningens indhold

§ 14.§-link ↗

Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af følgende: 1) Jordbrugsbedriftens forhold på ansøgningstidspunktet, herunder indkomstforhold og arbejdskraftbehov på bedriften. 2) De forhold på jordbrugsbedriften, der tilstræbes opnået ved gennemførelse af investeringerne. 3) De foranstaltninger og de investeringer, der påtænkes foretaget i perioden. 4) Formålet med de planlagte investeringer. 5) Den ny teknologi, der investeres i.

Stk. 2. Investeringerne skal være afsluttet inden den 1. september 2006.

Stk. 3. Hvis ansøger foretager investeringerne, mens driften af jordbrugsbedriften er overladt til en forpagter, skal forpagteren opfylde betingelserne i §§ 9, 12 og 18. Arbejdsindkomst pr. heltidsbeskæftiget

§ 15.§-link ↗

Ansøgningen skal vise, at gennemførelse af investeringerne vil medføre en forbedring af arbejdsindkomsten pr. heltidsbeskæftiget beregnet efter reglerne i § 16.

§ 16.§-link ↗

Ved arbejdsindkomsten fra jordbrugsbedriften forstås driftsoverskuddet (udbytte af gældfri ejendom) med tillæg af afholdte lønudgifter og med fradrag af forrentning, jf. stk. 3 og 4.

Stk. 2. Arbejdsindkomsten fra jordbrugsbedriften angives på grundlag af driftsoverskuddet fra egentlig jordbrugsvirksomhed på bedriften.

Stk. 3. Ved angivelse af arbejdsindkomsten på ansøgningstidspunktet skal der gives oplysning om det driftsoverskud, som bedriften realistisk antages at kunne give efter sin karakter under normale produktions- og afsætningsforhold. Oplysning om driftsoverskuddet skal gives på grundlag af det senest foreliggende materiale, herunder det senest foreliggende driftsregnskab med korrektion for unormale forhold. Forrentningen fastsættes til de faktisk betalte renter af fremmedkapitalen, eventuel forpagtningsafgift, samt 3,5 pct. p.a. af egenkapitalen. Egenkapitalen er handelsværdien af alle jordbrugsaktiver med fradrag af fremmedkapitalen.

Stk. 4. Ved angivelse af arbejdsindkomsten efter investeringernes gennemførelse skal det driftsoverskud anslås, som bedriften efter de foretagne investeringer realistisk må antages at kunne give under normale produktions- og afsætningsforhold. Der regnes med samme prisniveau, som anvendes ved angivelse af driftsoverskuddet på ansøgningstidspunktet. Forrentningen beregnes ligesom ved beregning af arbejdsindkomsten på ansøgningstidspunktet, jf. stk. 3. Egenkapitalen beregnes som den egenkapital, der er nævnt i stk. 3, med tillæg af planlagte investeringer og med fradrag af nye lån til investeringerne.

§ 17.§-link ↗

Arbejdsindkomsten pr. heltidsbeskæftiget på ansøgningstidspunktet og efter investeringernes gennemførelse beregnes således: 1) Det beregnes, hvor mange arbejdsenheder (heltidsbeskæftigede personer á 1665 timer), der kræves for at dække bedriftsarbejdskraftbehovet i forbindelse med opgørelse af arbejdsindkomsten pr. heltidsbeskæftiget, jf. §§ 15 og 16. Bedriftsarbejdskraftbehovet beregnes på grundlag af mekaniseringsgrad, staldforhold, arrondering og øvrige driftsforhold. 2) Det derved fremkomne tal (udtrykt med 2 decimaler) divideres op i arbejdsindkomsten fra jordbrugsbedriften. Regnskabsføring

§ 18.§-link ↗

Ansøger skal fra ansøgningstidspunktet og i hele forpligtelsesperioden, jf. § 20, stk. 6, føre regnskab for jordbrugsbedriften.

Stk. 2. Der skal årligt udarbejdes et driftsregnskab med status og beregnes driftsresultat i overensstemmelse med de definitioner, der er fastlagt af Fødevareøkonomisk Institut. Driftsregnskabet skal i regnskabsperioden, jf. stk. 1, indsendes, når Direktoratet for FødevareErhverv kræver det. Driftsfælleskaber

§ 19.§-link ↗

Hvis ansøgers jordbrugsbedrift indgår i et driftsfællesskab mellem jordbrugsbedrifter, kan indkomst, arbejdstid m.v. fra driftsfællesskabet svarende til ansøgers andel af driftsfællesskabet indgå i opgørelsen af, om betingelserne for tilskud er opfyldt. På tilsvarende måde kan investeringer, der foretages i driftsfællesskabet, medregnes forholdsmæssigt i den enkelte interessents ansøgning.

Stk. 2. Det er en betingelse, at driftsfællesskabet er organiseret som et personligt ansvarligt interessentskab bestående af fysiske personer, og dets eneste formål skal være jordbrugsdrift.

Kapitel 5 · Tilskudsberettigede investeringer og øvrige betingelser for tilskud

§ 20.§-link ↗

Tilskud kan ydes til ansøgningens investeringer i ny teknologi inden for de i § 1, stk. 2, nævnte områder.

Stk. 2. Det er en forudsætning for ydelse af tilskud, at 1) erfaringerne og resultaterne med de tilskudsberettigede investeringer inden 6 måneder efter afslutningen af investeringerne offentliggøres i en rapport udarbejdet af en konsulent, 2) ansøger inviterer en bred kreds af interesserede til at besøge bedriften, 3) resultaterne skal stilles til rådighed for offentlige forskningsinstitutioner, og for ansøgere, der har modtaget tilsagn om tilskud til et projekt efter bekendtgørelse om tilskud til udviklings- , demonstrations- og pilotprojekter i landbrugs- og gartnerisektoren, hvis det er relevant for dette projekt, og 4) ansøger forpligter sig til at besvare spørgsmål fra offentlige forskningsinstitutioner vedrørende projektet og dets resultater, og til at besvare tilsvarende spørgsmål fra ansøgere, der har modtaget tilsagn om tilskud til et projekt efter bekendtgørelse om tilskud til udviklings-, demonstrations- og pilotprojekter i landbrugs- og gartnerisektoren, hvis det er relevant for dette projekt.

Stk. 3. Direktoratet for FødevareErhverv kan fastsætte nærmere bestemmelser om afrapporteringens form og indhold.

Stk. 4. Det er en betingelse for ydelse af tilskud, at de investeringer, hvortil der ydes tilskud, ikke medfører en udvidelse af produktionskapaciteten.

Stk. 5. Omfatter ansøgningen investeringer inden for malkekvægssektoren, er ydelse af tilskud endvidere betinget af, at det dokumenteres, at der foreligger en mælkekvote, der muliggør den produktion og indtjening, der er forudsat i ansøgningen, jf. bekendtgørelse om tillægsafgift for mælk og mejeriprodukter.

Stk. 6. Det er endvidere en betingelse for ydelse af tilskud, at de støttede investeringer opretholdes i en periode på 5 år fra tidspunktet for meddelelse af tilsagn om tilskud eller som fastsat i tilsagnet, og at projektets formål opretholdes i en periode på 5 år fra tidspunktet for meddelelse af tilsagn om tilskud eller som fastsat i tilsagnet.

§ 21.§-link ↗

Tilskud kan ydes til udgifter til fysiske investeringer, til arkitekt- og ingeniørhonorar og til udgifter ved den særligt sagkyndiges bistand ved udfærdigelse af ansøgningen.

Stk. 2. I tilskudsgrundlaget indgår ikke moms, med mindre denne endeligt bæres af tilskudsmodtageren.

Stk. 3. Tilskud kan ikke ydes til køb af brugt udstyr og materiel eller til eget arbejde.

Stk. 4. Tilskud kan ikke ydes til investeringer, hvortil der er givet tilsagn om støtte efter anden lovgivning.

Stk. 5. Tilskud kan kun ydes til investeringer, der er forudsat i ansøgningen.

Stk. 6. Ændringer af ansøgningens investeringer kan kun ske, hvis investeringerne er til samme formål, eller hvis investeringerne ændres i forbindelse med en ændring af produktionen som følge af særlige forhold, som f.eks. sygdom, brand og lignende.

Stk. 7. De i stk. 6 nævnte ændringer må ikke være påbegyndt, før Direktoratet for FødevareErhverv har godkendt ændringerne.

Kapitel 6 · Beregning af tilskud

§ 22.§-link ↗

Tilskuddet beregnes i forhold til de foretagne investeringer, jf. §§ 20-21. De samlede tilskudsberettigede udgifter efter denne bekendtgørelse, efter bekendtgørelse nr. 247 af 3. maj 2002 om tilskud til forbedring af dyrevelfærd, efter bekendtgørelse nr. 855 af 28. september 2001 om tilskud til forbedring af staldforhold for svin og kvæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 977 af 16. november 2001, og efter bekendtgørelse nr. 976 af 27. oktober 2000 om tilskud til forbedring af staldforhold for svin og kvæg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1145 af 15. december 2000, kan højst udgøre 2.500.000 kr. pr. heltidsbeskæftiget på jordbrugsbedriften efter investeringernes gennemførelse, jf. § 17, og et samlet beløb på 5.000.000 kr.

Stk. 2. Tilskud kan ikke beregnes af et beløb på mindre end 50.000 kr.

§ 23.§-link ↗

Til investeringerne ydes der et engangstilskud på op til 40 pct. af det efter §§ 20-22 fastsatte beløb.

Stk. 2. Tilskuddet kan ikke beregnes af et større beløb end det, der er lagt til grund ved meddelelse af tilsagn om tilskud.

Kapitel 7 · Udbetaling af tilskud

§ 24.§-link ↗

Indberetning om gennemførte investeringer skal være modtaget i jordbrugskommissionen senest den 1. september 2006.

Stk. 2. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, at tilskudsmodtageren anviser en konto i et pengeinstitut, hvortil tilskuddet kan overføres.

Kapitel 8 · Underretningspligt

§ 25.§-link ↗

Betingelserne for tilskud skal opfyldes i forpligtelsesperioden, jf. § 20, stk. 6.

Stk. 2. En tilskudsmodtager skal i den periode, hvor betingelserne for tilskud skal opfyldes, på forlangende afgive erklæring til Direktoratet for FødevareErhverv om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat opfyldes.

Stk. 3. En tilskudsmodtager er forpligtet til at give Direktoratet for FødevareErhverv meddelelse om forhold, der kan medføre tilskuddets bortfald efter § 26, stk. 1.

Kapitel 9 · Bortfald og tilbagebetaling af tilskud

§ 26.§-link ↗

Tilsagn om tilskud og tilskud bortfalder, 1) hvis betingelserne for tilskud ikke længere er opfyldt, 2) hvis ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, 3) hvis investeringer, der nævnes i ansøgningen, viser sig at lide af væsentlige tekniske fejl eller mangler, 4) hvis investeringerne ikke gennemføres i overensstemmelse med ansøgningens bestemmelser, 5) hvis de i henhold til ansøgningen opførte bygninger og faste anlæg, indkøbt materiel m.m. i forpligtelsesperioden, jf. § 20, stk. 6, anvendes til andre formål end forudsat i ansøgningen, eller 6) ved ejer- eller brugerskifte, medmindre den nye ejer eller bruger efter ansøgning herom indtræder i rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet om tilskud. Det er en forudsætning, at den nye ejer eller bruger opfylder uddannelseskravet i henhold til § 9.

§ 27.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv kan bestemme, at tilskud helt eller delvis skal tilbagebetales med tillæg af rente, hvis der foreligger væsentlige fejl eller forsømmelser fra modtagerens side, herunder hvis modtageren har overtrådt bestemmelsen i § 25, stk. 3. Rentetillægget beregnes fra tidspunktet for meddelelse af tilbagebetalingskravet til tilbagebetaling sker med den rentesats, der er fastsat i henhold til § 5 i renteloven.

Kapitel 10 · Klageadgang

§ 28.§-link ↗

Klage over afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse indgives efter reglerne i bekendtgørelse om Direktoratet for FødevareErhvervs opgaver og beføjelser.

Kapitel 11 · Straffebestemmelser

§ 29.§-link ↗

Efter § 26, stk. 1 i landdistriktsstøtteloven straffes med bøde den, der 1) til brug for afgørelser, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, 2) handler i strid med de vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, 3) i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til loven eller denne bekendtgørelse, 4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold,

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 12 · Ikrafttrædelse

§ 30.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. januar 2006.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 247 af 3. maj 2002 om tilskud til forbedring af dyrevelfærd ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for ansøgninger modtaget i Direktoratet for FødevareErhverv inden den 1. august 2002.