Bekendtgørelse nr. 1342 · 2005

Historisk

Bekendtgørelse om finansielle rapporter for Arbejdsmarkedets Tillægspension og Særlig Pensionsopsparing

Bekendtgørelse om finansielle rapporter for Arbejdsmarkedets Tillægspension og Særlig Pensionsopsparing

Dokumentdato: 14. dec. 2005Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse finder anvendelse for Arbejdsmarkedets Tillægspension og Særlig Pensionsopsparing, i det følgende benævnt henholdsvis ATP og SP.

§ 2.§-link ↗

For hvert regnskabsår udarbejdes og offentliggøres en årsrapport og en halvårsrapport for henholdsvis ATP og SP. Års- og halvårsrapport for ATP skal indeholde koncernregnskab, jf. § 44.

§ 3.§-link ↗

Et regnskab, som udelukkende udarbejdes til eget brug, er ikke en årsrapport eller en halvårsrapport efter denne bekendtgørelse. Aflægges et regnskab, der ikke er en årsrapport eller en halvårsrapport efter denne bekendtgørelse, må det ikke betegnes som årsrapport eller halvårsrapport, og det skal såvel i form som indhold fremstå, så det ikke kan forveksles med en årsrapport eller en halvårsrapport aflagt efter denne bekendtgørelse.

Kapitel 2 · Generelle bestemmelser

§ 4.§-link ↗

Års- og halvårsrapporter, herunder koncernregnskabet, skal udarbejdes i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder, der er godkendt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder.

Stk. 2. Følgende valgmuligheder i de internationale regnskabsstandarder omfattet af stk. 1 kan ikke anvendes: 1) Omvurderingsmodellen ved måling af materielle anlægsaktiver, bortset fra domicilejendomme, jf. nr. 2, (IAS 16), 2) kostprismodellen ved måling af domicilejendomme (IAS 16), 3) måling til kostpris af investeringer i dattervirksomheder, associerede virksomheder og fælleskontrollerede virksomheder (IAS 27), 4) omvurderingsmodellen ved måling af immaterielle aktiver (IAS 38), 5) kategorisering af finansielle instrumenter som »hold-til-udløb-investeringer« (IAS 39), 6) kategorisering af finansielle instrumenter som »aktiver disponible for salg« (IAS 39), 7) kostprismodellen ved måling af investeringsejendomme (IAS 40) og 8) måling til amortiseret kostpris af udlån og tilgodehavender samt finansielle forpligtelser, som opfylder betingelserne for anvendelse af dagsværdioptionen i henhold til IAS 39.

Kapitel 3 · Klassifikation og opstilling

§ 5.§-link ↗

Balance og resultatopgørelse skal opstilles i overensstemmelse med bilagene 1-4. Bilag 1 finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på koncernbalancen samt på balancen for ATP og SP.

Stk. 2. De i skemaerne i bilag 1-4 angivne poster skal anføres særskilt og i den angivne rækkefølge. Under forudsætning af, at opstillingsskemaernes struktur opretholdes, kan der foretages en mere detaljeret opdeling, hvis beløbet i den nye underpost er væsentligt, og hvis arten eller funktionen af underposten er forskellig fra øvrige underposter. Der kan tilføjes nye poster, hvis beløbet for en sådan er væsentligt, og hvis arten eller funktionen af den nye post er forskellig fra de øvrige poster.

Stk. 3. Poster, der kun indeholder uvæsentlige beløb, kan sammendrages med andre poster af samme art eller funktion.

Stk. 4. Poster i balance og resultatopgørelse, som ikke indeholder noget beløb, skal kun medtages, hvis det foregående årsregnskab indeholder en sådan post.

§ 6.§-link ↗

Balancens poster skal opstilles efter indarbejdning af den af bestyrelsen besluttede bonustilskrivning. Balancen

§ 7.§-link ↗

Under aktivpost 1. Driftsmidler opføres materielle anlægsaktiver, bortset fra domicilejendomme.

§ 8.§-link ↗

Under aktivposterne 4.2. Udlån til tilknyttede virksomheder og 4.4. Udlån til associerede virksomheder opføres ansvarlig lånekapital og andre langfristede lån til de pågældende virksomheder. Øvrige tilgodehavender hos de pågældende virksomheder opføres under aktivpost 8 eller aktivpost 9 eller under en anden post, hvorunder tilgodehavendet efter sin art henhører. Indgår der blandt aktiverne placeringer i tilknyttede eller associerede virksomheder, som ikke er opført under aktivposterne 4, 8 eller 9, skal dette oplyses i en note med beløbsangivelse.

§ 9.§-link ↗

Under passivpost 1. Garanterede ydelser opføres forpligtelser til at betale ydelser, der er garanteret ATP's medlemmer, bortset fra den del heraf, der er opført under erstatningshensættelser, jf. § 10.

§ 10.§-link ↗

Under passivpost 2. Erstatningshensættelser opføres ubetalte, forfaldne pensionsydelser til ATP's medlemmer. Beløbet skal indbefatte et skøn over pensionsydelser for endnu ikke anmeldte forsikringsbegivenheder, der ville være forfaldne i regnskabsåret, hvis sagen havde været anmeldt og færdigbehandlet.

§ 11.§-link ↗

Under passivpost 3. Bonuspotentiale, i alt opføres under post 3.1. Bonuspotentiale forpligtelser til at yde bonus ud over de bonusbeløb, der er tilført Garanterede ydelser og Erstatningshensættelser , jf. §§ 9 og 10. Desuden opføres under post 3.2. Opskrivningshenlæggelser indtægter eller omkostninger, der i henhold til de internationale regnskabsstandarder ikke er indregnet i resultatopgørelsen.

§ 12.§-link ↗

Under passivpost 4. Hensættelser til unit-linked kontrakter opføres forpligtelser over for SP's kontohavere. Resultatopgørelsen

§ 13.§-link ↗

Under hovedposten Bidrag opføres regnskabsperiodens bidrag vedrørende ATP, uanset at et kvartals bidrag ikke måtte være forfaldne på balancetidspunktet. Posten opføres eksklusiv arbejdsmarkedsbidrag.

Stk. 2. Bidrag vedrørende SP's unit-linked kontrakter indregnes ikke i posten, men indregnes direkte i passivpost 4. Hensættelser til unit-linked kontrakter.

§ 14.§-link ↗

Under hovedposten Gebyrer opføres gebyrindtægter vedrørende forvaltningen af investeringsaktiverne tilknyttet SP's unit-linked kontrakter.

§ 15.§-link ↗

Under underposten Indtægter fra tilknyttede virksomheder opføres den til kapitalandelene svarende indtægt fra tilknyttede virksomheder i form af udbytte og værdiregulering.

Stk. 2. Under underposten Indtægter fra associerede virksomheder opføres den til kapitalandelene svarende indtægt fra associerede virksomheder i form af udbytte og værdiregulering.

Stk. 3. Under underposten Indtægter af investeringsejendomme opføres overskud eller underskud ved drift af investeringsejendommene. Beløbet opføres efter fradrag af udgifter til ejendomsadministration, og før fradrag af prioritetsrenter, der opføres under posten Renteudgifter. Regulering af investeringsejendommenes værdi opføres ikke under posten Indtægter af investeringsejendomme , men under underposten Kursreguleringer.

Stk. 4. Under underposten Renteindtægter og udbytter m.v. opføres renter og rentelignende indtægter af obligationer, andre værdipapirer, udlån, indlån og tilgodehavender, herunder indeksregulering af indeksobligationer. Endvidere opføres under denne post udbytter af kapitalandele, medmindre beløbene henhører under underposterne Indtægter fra tilknyttede virksomheder og Indtægter fra associerede virksomheder.

Stk. 5. Under underposten Kursreguleringer opføres den samlede værdiregulering, herunder valutakursregulering, samt nettogevinster og nettotab ved salg af domicilejendomme og aktiver, der henhører under gruppen af investeringsaktiver i balancen, bortset fra tilknyttede og associerede virksomheder, jf. stk. 1 og 2, samt valutakursregulering af goodwill, som skal føres under underposten Opskrivningshenlæggelser , jf. § 11.

Stk. 6. Under underposten Administrationsomkostninger i forbindelse med investeringsvirksomhed opføres de omkostninger, der kan henføres til handel med og administration af investeringsaktiverne, jf. dog stk. 3.

§ 16.§-link ↗

Under hovedposten Pensionsafkastskat opføres den pensionsafkastskat, der hviler på regnskabsårets investeringsafkast, uanset om skatten er aktuel eller først skal betales i senere perioder.

§ 17.§-link ↗

Under underposten Udbetalte ydelser opføres de beløb vedrørende ATP, der i regnskabsåret er betalt til: 1) egenpension (løbende), 2) ægtefællepension (løbende), 3) egenpension (kapitaliseret), 4) ægtefælleydelse (kapitaliseret) og 5) børneydelse (kapitaliseret). Posten specificeres i en note.

Stk. 2. Udbetalte ydelser vedrørende SP's unit-linked kontrakter indgår ikke i posten, men indregnes direkte i passivpost 4. Hensættelser til unit-linked kontrakter.

§ 18.§-link ↗

Under hovedposten Ændring i garanterede ydelser opføres den ændring af hensættelserne til fremtidige og aktuelle pensioner, der følger af ATP's anmeldte hensættelsesgrundlag. Ændringen af værdien af garanterede ydelser som følge af bonustildeling føres under hovedpost Årets tilskrevne bonus , jf. § 19.

§ 19.§-link ↗

Under hovedpost Årets tilskrevne bonus opføres den bonus vedrørende regnskabsåret, der er fordelt til ATP's medlemmer ved forhøjelse af de garanterede ydelser. Værdien af regnskabsårets bonus opgøres på balancetidspunktet.

§ 20.§-link ↗

Under hovedpost Ændring i hensættelser for unit-linked kontrakter opføres den ændring af hensættelserne, der følger af ændringen i dagsværdien af investeringsaktiverne tilknyttet SP's unit-linked kontrakter. Posten opgøres efter pensionsafkastskat.

§ 21.§-link ↗

Under hovedposten Pensionsmæssige driftsomkostninger opføres de omkostninger, som er forbundet med at administrere den pensionstekniske del af ATP henholdsvis SP, herunder den hertil svarende andel af personaleomkostninger, husleje, udgifter til kontorartikler og kontorhold samt af- og nedskrivninger på materielle og immaterielle aktiver.

Stk. 2. Er der udført administrative opgaver for tilknyttede virksomheder, kan det modtagne vederlag opføres som et fradrag i hovedposten. Fradraget kan opføres under en særskilt underpost benævnt Refusion fra tilknyttede virksomheder.

§ 22.§-link ↗

Under hovedposterne Andre indtægter/omkostninger opføres indtægter og omkostninger i forbindelse med administration for andre ordninger og virksomheder samt andre indtægter og omkostninger, der ikke kan henføres til administration af ATP henholdsvis SP eller investeringsvirksomheden. Indtægter og omkostninger i forbindelse med administration for tilknyttede virksomheder kan dog opføres under hovedposten Pensionsmæssige driftsomkostninger , jf. § 21. Er beløbene under hovedposterne Andre indtægter/omkostninger af væsentlig betydning, skal de forklares i en note.

Kapitel 4 · Indregning og måling

§ 23.§-link ↗

Ved fastlæggelse af domicil- og investeringsejendommes dagsværdi skal reglerne i bilag 5 anvendes.

§ 24.§-link ↗

Pensionsforpligtelser skal indregnes i balancen fra det tidspunkt, hvor pensionsrisikoen overgår til ATP.

§ 25.§-link ↗

En pensionsforpligtelse eller en del heraf skal fjernes fra balancen, når den er ophørt. Dette er tilfældet, når pensionsforpligtelsen er opfyldt eller udløbet.

§ 26.§-link ↗

Passivposten 1. Garanterede ydelser skal opgøres i overensstemmelse med det hensættelsesgrundlag, som ATP har anmeldt til Finanstilsynet.

§ 27§-link ↗

. Passivposten 3.1. Bonuspotentiale skal opgøres til det beløb, som svarer til den regnskabsmæssige værdi af de samlede aktiver tilknyttet ATP med fradrag af Garanterede ydelser, Erstatningshensættelser og summen af den regnskabsmæssige værdi af ATP's øvrige forpligtelser.

§ 28.§-link ↗

Passivposten 4. Hensættelser til unit-linked kontrakter skal opgøres til en skønnet dagsværdi ud fra dagsværdien af de investeringsaktiver, der er tilknyttet SP's unit-linked kontrakter.

§ 29.§-link ↗

Ved diskontering af forpligtelser kan anvendes diskonteringssatser opgjort i overensstemmelse med reglerne i bilag 6.

Stk. 2. Reglerne i bilag 6 skal anvendes ved den elektroniske regnskabsindberetning til Finanstilsynet, jf. § 25 o i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 3. Eventuelle forskelsbeløb mellem forpligtelserne i års- henholdsvis halvårsrapporten og de tilsvarende beløb, som de er elektronisk indberettet til Finanstilsynet, skal oplyses og forklares.

Stk. 4. Fremgår afstemningen efter stk. 3 ikke af års- henholdsvis halvårsrapporten, skal afstemningen samtidig med offentliggørelsen af års- henholdsvis halvårsrapporten være offentligt tilgængelig, eksempelvis på ATP's hjemmeside. Det skal af års- henholdsvis halvårsrapporten fremgå, hvordan offentligheden kan blive bekendt med afstemningen.

Kapitel 5 · Oplysninger

§ 30.§-link ↗

Ud over de oplysninger, som kræves i de af Kommissionen godkendte internationale regnskabsstandarder, skal der i årsrapporten gives de yderligere supplerende oplysninger, som fremgår af nærværende kapitel.

Stk. 2. Medmindre andet er anført, finder bestemmelserne i dette kapitel anvendelse på årsrapporten for henholdsvis ATP og SP samt på koncernregnskabet.

§ 31.§-link ↗

Aktiverne og disses afkast skal specificeres i overensstemmelse med skemaet i bilag 7, jf. reglerne for skemaets udfyldelse i bilag 8.

Stk. 2. Oplysningerne efter stk. 1 er ikke omfattet af krav om sammenligningstal for foregående regnskabsår.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på koncernregnskabet.

§ 32.§-link ↗

Den procentvise fordeling af beholdningen af kapitalandele, herunder kapitalandele i investeringsforeninger, skal specificeres på brancher og regioner i overensstemmelse med bilag 9, jf. reglerne for skemaets udfyldelse i bilag 10.

Stk. 2. Oplysningerne efter stk. 1 er ikke omfattet af krav om sammenligningstal for foregående regnskabsår.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på koncernregnskabet og finder alene anvendelse på årsrapporten for ATP.

§ 33.§-link ↗

Hvis investeringspolitikken er fastlagt således, at sociale, miljømæssige eller etiske forhold tages i betragtning, skal dette beskrives.

Stk. 2. Hvis årsrapporten ikke indeholder en liste over samtlige virksomheder, hvori der besiddes kapitalandele, samt størrelsen af disse kapitalandele, skal det oplyses, hvorvidt offentligheden på forespørgsel eller på anden måde har adgang til at få disse oplysninger.

§ 34.§-link ↗

Udviklingen i de samlede pensionshensættelser i ATP skal specificeres ved angivelse af: 1) Pensionshensættelserne primo. 2) Bidrag (+). 3) Pensionsydelser (-). 4) Ændret dødelighed (+/-). 5) Ændret opgørelsesrente (+/-). 6) Øvrige ændringer (+/-). 7) Pensionshensættelserne ultimo (1-6).

Stk. 2. Fordelingen af pensionshensættelserne på passivposterne Garanterede ydelser og Bonuspotentiale ved regnskabsårets slutning og regnskabsårets begyndelse skal oplyses.

§ 35.§-link ↗

Underposten Kursreguleringer skal specificeres på aktivpost 3. Investeringsejendomme , underposter til aktivpost 5. Andre finansielle investeringsaktiver, i alt samt eventuelle øvrige poster.

§ 36.§-link ↗

Der skal gives oplysning om det samlede honorar for det forløbne regnskabsår til den revisionsvirksomhed, der udfører den lovpligtige revision, samt til revisionsvirksomhedens dattervirksomheder. Endvidere skal oplyses, hvor stor en del af dette honorar der angår andre ydelser end revision.

§ 37.§-link ↗

De regler, som ATP anvender for deling af det realiserede resultat til ATP's medlemmer og andre berettigede, jf. § 18 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, skal beskrives. I sammenhæng hermed skal størrelsen af det realiserede resultat for regnskabsåret og fordelingen af beløbet angives.

Stk. 2. Bonuspotentialet skal opdeles i en note i den del, der i henhold til de principper for bonustildeling, der er anmeldt til Finanstilsynet, ville kunne anvendes til forhøjelse af de garanterede ydelser og den del, der i henhold til de anmeldte principper skal tilbageholdes som ufordelt bonus.

§ 38.§-link ↗

Der skal gives oplysning om det gennemsnitlige antal heltidsbeskæftigede i regnskabsåret. Personaleudgifterne skal oplyses og specificeres på henholdsvis løn, pension, andre udgifter til social sikring og afgifter beregnet på grundlag af personaleantallet eller lønsummen.

Stk. 2. Det samlede vederlag m.v. for regnskabsåret til nuværende og forhenværende medlemmer af ledelsen for deres funktion i ATP henholdsvis SP skal angives. Desuden skal de samlede forpligtelser til at yde pension til de nævnte angives. Oplysningerne vedrørende ledelsen gives samlet for alle aktiviteter, der varetages af ATP henholdsvis SP. Er der fastsat særlige incitamentsprogrammer for medlemmer af ledelsen, skal det oplyses, hvilken kategori af ledelsesmedlemmer programmet gælder for, hvilke ydelser programmet omfatter, og hvad der er nødvendigt for at kunne vurdere værdien heraf.

§ 39.§-link ↗

Årsrapporten skal indeholde skematiske oplysninger om følsomhed over for risici i overensstemmelse med skemaet i bilag 11.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på koncernregnskabet og finder alene anvendelse på årsrapporten for ATP.

Kapitel 6 · Ledelsesberetning

§ 40.§-link ↗

Ledelsesberetningen skal 1) beskrive ATP's henholdsvis SP's hovedaktiviteter, 2) beskrive usikkerhed ved indregning og måling, så vidt muligt med angivelse af beløb, 3) beskrive usædvanlige forhold, der kan have påvirket indregningen eller målingen, så vidt muligt med angivelse af beløb, 4) redegøre for udviklingen i ATP's henholdsvis SP's aktiviteter og økonomiske forhold, 5) omtale betydningsfulde hændelser, som er indtruffet efter regnskabsårets afslutning, 6) beskrive ATP's henholdsvis SP's forventede udvikling, herunder særlige forudsætninger og usikre faktorer, som ledelsen har lagt til grund for beskrivelsen, 7) beskrive ATP's henholdsvis SP's videnressourcer, hvis de er af særlig betydning for den fremtidige indtjening, og 8) beskrive de særlige risici, herunder forretningsmæssige og finansielle risici, som ATP henholdsvis SP kan påvirkes af.

§ 41.§-link ↗

Ledelsesberetningen skal beskrive udviklingen i regnskabsåret sammenholdt med den forventede udvikling ifølge den senest offentliggjorte årsrapport, eller ifølge de seneste i årets løb offentliggjorte forventninger, og begrunde afvigelser i forhold hertil.

§ 42.§-link ↗

Ledelsesberetningen skal indeholde omtale af den bonus, der måtte være tilskrevet ATP's medlemmer.

§ 43.§-link ↗

Ledelsesberetningen skal indeholde en femårsoversigt med hoved- og nøgletal i overensstemmelse med bilag 12.

Stk. 2. Hvis tallene i femårsoversigten ikke er sammenlignelige, skal der så vidt muligt foretages en tilpasning af tallene. Manglende sammenlignelighed eller foretaget tilpasning skal angives og behørigt begrundes.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på koncernregnskabet.

Kapitel 7 · Koncernregnskab og halvårsrapport

§ 44.§-link ↗

Koncernregnskabet, jf. § 2, skal omfatte ATP, SP samt dattervirksomheder og andre virksomheder, over hvilke der udøves bestemmende indflydelse i kraft af midlerne i ATP eller i SP.

§ 45.§-link ↗

Halvårsrapporten, jf. § 2, skal indeholde resultatopgørelse for perioden 1. januar til 30. juni med sammenligningstal fra den tilsvarende halvårsperiode året før samt balance pr. 30. juni med sammenligningstal fra balancen ultimo året før.

Stk. 2. Halvårsrapporten skal indsendes til Finanstilsynet senest 2 måneder efter halvårets udløb. Halvårsrapporten skal senest samme dato være offentligt tilgængeligt, eksempelvis på ATP's hjemmeside eller ved, at interesserede kan få halvårsrapporten udleveret eller tilsendt ved henvendelse til ATP.

Kapitel 8 · Straffebestemmelser samt ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 46.§-link ↗

Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af §§ 2-4, § 5, stk. 1-2 og stk. 4, §§ 6-20, § 21, stk. 1, § 22, stk. 1, 1. og 3. pkt., §§ 23-28, § 29, stk. 2-4, § 30, § 31, stk. 1, § 32, stk. 1, §§ 33-38, § 39, stk. 1, §§ 40-42, § 43, stk. 1 og 2, og §§ 44 og 45 straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 47.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2006 og finder første gang anvendelse for årsrapporten for 2005.

Stk. 2. Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 48 af 28. januar 2004 om årsregnskaber for Arbejdsmarkedets Tillægspension ophæves.