§ 1.§-link ↗
Foderlægemidler, der er fremstillet på grundlag af lægemiddelforblandinger, som ikke er omfattet af en markedsføringstilladelse i Danmark, kan indføres her til landet fra et andet EU/EØS-land og forhandles til brugerne på de i §§ 2-5 anførte betingelser.
§ 2.§-link ↗
Foderlægemidlerne skal være fremstillet i overensstemmelse med kravene i Rådets direktiv 90/167/EØF, der er optrykt som bilag 1 til denne bekendtgørelse.
§ 3.§-link ↗
Foderlægemidlerne skal være fremstillet ud fra lægemiddelforblandinger, der: 1) er omfattet af en markedsføringstilladelse i et andet EU/EØS-land, 2) indeholder samme virksomme stoffer som lægemiddelforblandinger, der er omfattet af en markedsføringstilladelse i Danmark, og 3) kvantitativt og kvalitativt svarer til lægemiddelforblandinger, der er omfattet af en markedsføringstilladelse i Danmark.
§ 4.§-link ↗
Enhver sending af et foderlægemiddel, der indføres i henhold til bestemmelserne i denne bekendtgørelse, skal ledsages af en erklæring udstedt af den kompetente myndighed i det land, hvorfra foderlægemidlet indføres. Erklæringen skal være udfærdiget i overensstemmelse med bilag B til Rådets direktiv 90/167/EØF.
§ 5.§-link ↗
Foderlægemidlerne skal være emballeret mv. i overensstemmelse med bestemmelserne herom i henholdsvis bekendtgørelse om fremstilling og forhandling m.v. af foderlægemidler til dyr og bekendtgørelse om fremstilling og forhandling m.v. af foderlægemidler til fisk m.m.
§ 6.§-link ↗
Foderlægemidlerne skal lagerholdes og forhandles efter bestemmelserne herom i henholdsvis bekendtgørelse om fremstilling og forhandling m.v. af foderlægemidler til dyr og bekendtgørelse om fremstilling og forhandling m.v. af foderlægemidler til fisk m.m. Forhandling til brugerne kan derfor kun ske fra virksomheder, der har Lægemiddelstyrelsen tilladelse hertil i medfør af lægemiddellovens § 39, stk. 1, samt fra apoteker.
§ 7.§-link ↗
Foderlægemidler, der ikke er omfattet af denne bekendtgørelse, må kun forhandles og udleveres, hvis de er fremstillet på grundlag af en lægemiddelforblanding, der er omfattet af en markedsføringstilladelse i Danmark, jf. bekendtgørelse om fremstilling og forhandling m.v. af foderlægemidler til dyr og bekendtgørelse om fremstilling og forhandling m.v. af foderlægemidler til fisk m.m.
§ 8.§-link ↗
Med bøde straffes den, der overtræder §§ 2-5, § 6, 1. pkt. og § 7.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 9.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. december 2005.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 947 af 23. november 1994 om indførsel af visse foderlægemidler til dyr og fisk ophæves.