Bekendtgørelse nr. 776 · 2005

Historisk

Bekendtgørelse om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde

Bekendtgørelse om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde

Dokumentdato: 11. aug. 2005Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Amtskommunen sørger for tilbud om behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til amtskommunen.

Stk. 3. En amtskommune kan involveres af såvel en kommune, forældre eller den unge i en sag om iværksættelse af social behandling for stofmisbrug.

Stk. 4. Tilbud skal iværksættes med forældremyndighedens samtykke og kræver tillige samtykke fra den unge, når denne er fyldt 15 år.

Stk. 5. Det er amtskommunen, der foretager den faglige vurdering af, om den unges problemer er så alvorlige, at der skal iværksættes et tilbud inden for 14 dage.

§ 2.§-link ↗

Målgruppen er unge, som på grund af stofmisbruget har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Der er tale om unge med sociale, fysiske og/eller psykiske skader forårsaget af stofmisbruget.

Stk. 2. Den sociale behandlingsgaranti dækker kun i de særlige tilfælde, hvor stofmisbruget har udviklet sig sådan, at den unge ikke kan modtage den almindelige støtte efter reglerne for børn og unge i lovens kapitel 8, førend der er sat en social behandling i gang i forhold til stofmisbrugsproblemet.

§ 3.§-link ↗

Såvel den kommunale som den amtskommunale forpligtelse til særlig støtte over for børn og unge er reguleret efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 8. Den sociale behandlingsgaranti ændrer ikke ved dette, men er en ekstra forpligtelse til at yde hurtig hjælp til målgruppen, jf. § 2.

§ 4§-link ↗

Kommunen har ansvaret for, at sagen undersøges og for, at der tages stilling til den samlede sociale støtte samt for, at der udarbejdes en handleplan for den samlede indsats, herunder for behandlingen for stofmisbruget, jf. § 58 a, stk. 4.

Stk. 2. Amtskommunen er ansvarlig for antallet af pladser og muligheden for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med stofmisbrugsproblemer, jf. § 51.

§ 5.§-link ↗

Klage over afslag på behandling, herunder manglende iværksættelse af tilbud senest 14 dage efter henvendelsen til amtskommunen, kan indbringes for det sociale nævn, jf. servicelovens § 121.

§ 6.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2005.