§ 1.§-link ↗
Gymnasial supplering (GS) udbydes som GSK, fagpakke hhx, hf + og GIF, jf. stk. 2-5.
Stk. 2. Gymnasiale suppleringskurser (GSK) har til formål at give ansøgere med studentereksamen, højere forberedelseseksamen, højere handelseksamen, højere teknisk eksamen, eksamen fra Grønlands gymnasiale Uddannelse (GU) eller anden tilsvarende gymnasial eksamen mulighed for at opfylde adgangskravene til videregående uddannelser ved at tilbyde undervisning og prøve i de gymnasiale fag og niveauer, der er adgangskrav til videregående uddannelser.
Stk. 3. Fagpakke hf (hf+) har til formål at styrke den generelle studiekompetence for ansøgere med højere forberedelseseksamen gennem supplering i udvalgte fag på A-niveau.
Stk. 4. Fagpakke hhx har til formål gennem supplering i enkelte fag at styrke den specifikke erhvervsrettede studiekompetence for ansøgere med studentereksamen, højere forberedelseseksamen eller højere teknisk eksamen som teoretisk forberedelse forud for hovedforløbet i en erhvervsuddannelse inden for områderne finansiering, revision og logistik.
Stk. 5. Gymnasiale indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere (GIF) har til formål gennem supplering i fagpakker at sidestille en gymnasial eksamen, aflagt i hjemlandet, med en dansk gymnasial, adgangsgivende eksamen.
§ 2.§-link ↗
GS-koordinatorerne, jf. § 26, udarbejder hvert år inden offentliggørelsen af den årlige plan for eksamens afholdelse på de gymnasiale uddannelser materiale om næste skoleårs udbud af undervisning efter denne bekendtgørelse. Materialet skal indeholde oplysning om det kommende skoleårs udbud af fag og niveauer.
Stk. 2. GS-koordinatorerne skal sikre, at materialet i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. er tilgængeligt på den hjemmeside om GS (www.gsdanmark.dk), som GS-koordinatorerne skal oprette og hvert år ajourføre. På hjemmesiden skal der være oplysninger om de institutioner, der udbyder undervisning og prøver efter denne bekendtgørelse, og om hvilken undervisning og hvilke prøver der udbydes hvor.
§ 3.§-link ↗
Ansøgning om optagelse sendes til en GS-koordinator på et særligt skema, som udarbejdes af Undervisningsministeriet, og som findes på www.gsdanmark.dk. Ansøgere til GIF skal endvidere visiteres på den skole eller det kursus, hvor de ønsker optagelse.
Stk. 2. Fristerne for ansøgning er henholdsvis den 1. august (for kursusstart i efterårssemestret) og den 1. december (for kursusstart i forårssemestret). Et kursus, der udbyder særligt tilrettelagte komprimerede forløb, kan inden for rammer, som GS-koordinator har fastlagt, fastsætte særlige frister for ansøgning til sådanne forløb.
Stk. 3. GS-koordinator kan i særlige tilfælde dispensere fra de ansøgningsfrister, der er nævnt i stk. 2.
§ 4.§-link ↗
Optagelsesberettigede til GSK er alle, der har en gymnasial eksamen, og som i deres eksamen mangler et eller flere fag på et niveau, der er krævet for at kunne søge optagelse på en konkret videregående uddannelse, eller som skal forbedre karakteren i et allerede gennemført fag for at opfylde et fagspecifikt minimumskarakterkrav for optagelse på en konkret videregående uddannelse.
Stk. 2. Optagelsesberettigede til hf+ er kursister med højere forberedelseseksamen, der gennem supplering i fag på A-niveau, som ansøgeren ikke tidligere har fulgt eller aflagt prøve i på dette niveau, ønsker at styrke deres generelle studiekompetence uden sigte på en bestemt videregående uddannelse.
Stk. 3. Optagelsesberettigede til fagpakke hhx er ansøgere med studentereksamen, højere forberedelseseksamen eller højere teknisk eksamen, der gennem supplering i udvalgte fag ønsker at styrke den specifikke erhvervsrettede studiekompetence forud for hovedforløbet i en erhvervsuddannelse inden for områderne finansiering, revision og logistik.
Stk. 4. Optagelsesberettigede til GIF er flygtninge og indvandrere, der gennem supplering i fagpakker efter mindst 12 års skolegang ønsker at sidestille en ikke-adgangsgivende gymnasial eksamen, de har aflagt i hjemlandet, med en dansk gymnasial, adgangsgivende eksamen, og som 1) har opholdstilladelse i Danmark, 2) dokumenterer at beherske dansk (dvs. har bestået dansk trin II på avu eller Studieprøven eller Dansk som andetsprog på avu med mindst karakteren 8 i både mundtlig og skriftlig prøve), 3) har haft mindst fire års formel undervisning i engelsk og behersker engelsk på et niveau, der mindst svarer til folkeskolens afgangsprøve, og 4) for ansøgere til Mat-GIF har kundskaber i matematik, der svarer til mindst det gymnasiale B-niveau.
§ 5.§-link ↗
Ret til optagelse på et hold til hf+ eller fagpakke hhx forudsætter, at der er et tilstrækkeligt antal deltagere til at oprette et hold. Dette krav gælder ikke ved ansøgning om optagelse på et hold til GSK eller GIF.
§ 6.§-link ↗
Optagelsesberettigede ansøgere har ret til optagelse på et hold, der påbegyndes inden for det skoleår, hvor ansøgningen er indgivet, jf. dog §§ 7 og 9.
§ 7.§-link ↗
Hvis der på grund af for få ansøgere ikke oprettes hold inden for GSK eller GIF på den ansøgte institution i et ansøgt fag eller niveau inden for det første år efter ansøgningsfristens udløb, skal GS-koordinator henvise optagelsesberettigede ansøgere til GSK eller GIF til pladser i det ansøgte fag på det ansøgte niveau på et GSK- eller GIF-hold i rimelig geografisk afstand fra den ansøgte skole eller det ansøgte kursus.
Stk. 2. Såfremt der ikke kan skaffes plads ved hjælp af en henvisning som nævnt i stk. 1 til ansøgere til GSK, skal GS-koordinator henvise optagelsesberettigede ansøgere til pladser inden for den almindelige gymnasiale undervisning, herunder hf-enkeltfag, så vidt muligt lokalt (tompladser).
§ 8.§-link ↗
Bortset fra betaling, jf. §§ 11-13, er henviste kursister undergivet de vilkår, der gælder for det hold eller den klasse, de følger, jf. dog §§ 19-24.
§ 9.§-link ↗
Ansøgerne har ikke krav på at blive optaget på en bestemt hf+-fagpakke eller hhx-fagpakke.
Stk. 2. GS-koordinator varetager holddannelsen for ansøgere til GSK, hf+, fagpakke hhx og GIF gennem koordinering på landsplan.
§ 10.§-link ↗
GS-koordinator kan, hvor der foreligger særlige omstændigheder, give tilladelse til, at en kursist på ny følger undervisningen i det samme fag på det samme niveau eller den samme fagpakke (går om).
§ 11.§-link ↗
For ansøgere til GSK samt hf + og fagpakke hhx er undervisningen gratis. Undervisningen skal være påbegyndt senest den 1. oktober i det kalenderår, der er to år efter det kalenderår, hvor den adgangsgivende eksamen er afsluttet. Undervisningen med tilhørende prøver skal være afsluttet senest et år efter, at undervisningen er påbegyndt. For ansøgere til GIF er undervisningen gratis, uanset at toårs-fristen ikke overholdes.
Stk. 2. I andre tilfælde end de, der er nævnt i stk. 1, er deltagelse i undervisning efter denne bekendtgørelse betinget af forudgående indbetaling af deltagerbetaling for hvert enkelt fag eller fagpakke, jf. dog § 38, stk. 5.
Stk. 3. Deltagerbetaling dækker også aflæggelse af den eller de prøver, der er knyttet til et fag eller en fagpakke. Betalingen dækker to prøveforsøg for GSK, jf. § 19, stk. 3.
Stk. 4. Kursisten skal ikke betale for på ny at følge undervisningen eller gå til prøve, hvis vedkommende har fået tilladelse efter § 10.
§ 12.§-link ↗
Taksten for deltagerbetalingen fastsættes på de årlige finanslove. Der fastsættes et maksimalt beløb for henholdsvis enkelte fag og fagpakker.
§ 13.§-link ↗
Indbetaling af deltagerbetaling sker til GS-koordinator.
Stk. 2. Indtægten fra deltagerbetaling modregnes bevillingen til GS-koordinator.
§ 14.§-link ↗
Kurset afholder udgifterne til undervisningsmidler, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Kurset kan beslutte, at kursisterne selv skal afholde udgifterne til ordbøger, lommeregnere og andre elektroniske hjælpemidler, papir og lignende til eget brug, herunder fotokopier samt lærebøger, der kan have varig værdi for kursisterne. Kursisternes egenbetaling kan ikke overstige 2.500 kr. pr. fag på et GS-kursus eller 2.500 kr. pr. fagpakke.
§ 15.§-link ↗
Undervisning efter denne bekendtgørelse omfatter de fag og niveauer, der nævnes i følgende bekendtgørelser med tilhørende bilag, jf. dog stk. 2-4 og §§ 16 og 17: 1) Bekendtgørelse om uddannelsen til studentereksamen (stx-bekendtgørelsen) (gymnasiebekendtgørelsen), 2) bekendtgørelsen om uddannelsen til højere handelseksamen (hhx-bekendtgørelsen), 3) bekendtgørelsen om uddannelsen til højere teknisk eksamen (htx-bekendtgørelsen), 4) bekendtgørelse om uddannelsen til 2-årigt hf (hf-bekendtgørelsen), 5) bekendtgørelse om hf-uddannelsen tilrettelagt som enkeltfagsundervisning for voksne (hf-enkeltfagsbekendtgørelsen) og 6) bekendtgørelse om valgfag fælles i de gymnasiale uddannelser (valgfagsbekendtgørelsen).
Stk. 2. Undervisningen i de fag, der indgår i hf+ , skal være på A-niveau, jf. bilag 1. I hf + skrives et studieprojekt, jf. bilag 1.
Stk. 3. Undervisning i fagpakke hhx gives i to til tre udvalgte hhx-fag på C-, B- eller A-niveau, jf. bilag 2.
Stk. 4. Undervisning i GIF gives de fag, der nævnes i bilag 3.
§ 16.§-link ↗
En kursist, der skal forbedre sin karakter på C-niveau, skal have det antal timer, der hører til et C-niveau.
Stk. 2. En kursist, der skal forbedre sin karakter på B-niveau, kan vælge mellem et fuldt forløb fra 0 til B og et forløb fra C til B.
Stk. 3. En kursist, der skal forbedre sin karakter på A-niveau, kan vælge mellem et fuldt forløb fra 0 til A og et forløb B til A.
§ 17.§-link ↗
En kursist, der har et C-niveau, og som skal have et B-niveau, skal have det antal timer, der hører til løft fra C til B (125 timer).
Stk. 2. En kursist, der har et C-niveau, og som skal have et A-niveau, skal have det antal timer, der hører til løft fra C til A (250 timer).
Stk. 3. En kursist, der har et B-niveau, og som skal have et A-niveau, skal have det antal timer, der hører til løft fra B til A (125 timer).
§ 18.§-link ↗
GSK -kurserne tilrettelægges som holdundervisning i enkelte fag eller i grupper af fag, fortrinsvis i koncentrerede forløb og over højst et år. Undervisningen foregår som dag- eller aftenundervisning.
Stk. 2. Hf+ tilrettelægges som holdundervisning over ½ år, jf. bilag 1. Undervisningen foregår som dag- eller aftenundervisning.
Stk. 3. Fagpakke hhx tilrettelægges som holdundervisning over ½ år, bilag 2. Undervisningen foregår som dag- eller aftenundervisning.
Stk. 4. GIF tilrettelægges som holdundervisning over 1 år, jf. bilag 3. Undervisningen foregår som dag- eller aftenundervisning.
§ 19.§-link ↗
Reglerne om enkeltfag i de i § 15, stk. 1, nævnte bekendtgørelser med tilhørende bilag finder anvendelse med de tilpasninger, der følger af reglerne i denne bekendtgørelse, herunder de særlige tilrettelæggelsesformer.
§ 20.§-link ↗
Til skriftligt arbejde i dansk som andetsprog afsættes 75 timer. Herudover kan der afsættes op til 25 timers kursisttid til skriftligt arbejde i dansk som andetsprog og op til 25 timers kursisttid til skriftligt arbejde i historie for tosprogede.
§ 21.§-link ↗
Reglerne om studieplaner og intern evaluering i de i § 15, stk. 1, nævnte bekendtgørelser og bilag finder ikke anvendelse.
Stk. 2. Kursisterne får ikke standpunkts- og årskarakterer.
§ 22.§-link ↗
Prøver og eksamen på GSK, hf+, fagpakke hhx og GIF følger med de tilpasninger, der følger af reglerne i denne bekendtgørelse, herunder de særlige tilrettelæggelsesformer, reglerne i bekendtgørelse om prøver og eksamen i folkeskolen og i de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser med tilhørende bilag samt reglerne i de § 15, stk. 1, nævnte bekendtgørelser og bilag.
Stk. 2. Kursisterne skal aflægge prøve i alle fag. Inden for henholdsvis hf+, fagpakke hhx og GIF skal kursisten aflægge alle prøver i samme kursusår. GSK-kursister har to prøveforsøg. Andet prøveforsøg skal benyttes senest førstkommende eksamenstermin efter første prøveforsøg.
§ 23.§-link ↗
Kurset skal udstede enkeltfagsbevis for beståede prøver i GSK.
Stk. 2. Kurset skal udstede et samlet bevis til en kursist, der har bestået alle de krævede prøver i hf+, fagpakke hhx eller GIF. På et bevis for hf+ og fagpakke hhx udregnes det samlede gennemsnit ikke. På et bevis for GIF udregnes det samlede gennemsnit.
§ 24.§-link ↗
GS-koordinator skal sikre, at der i relevant omfang gives faglig og metodisk vejledning.
Stk. 2. GS-koordinator skal sikre, at der ud over den i stk. 1 vejledning uden for uddannelsestiden tilbydes individuel og kollektiv vejledning og vejledning til gennemførelse af uddannelsen, jf. bekendtgørelse om vejledning om gennemførelse af uddannelser på Undervisningsministeriets område.
Stk. 3. GS-koordinator træffer nærmere beslutning om organiseringen og tilrettelæggelsen af vejledningen i henhold til stk. 1 og 2.
§ 25.§-link ↗
Undervisning vedrørende GSK, hf + og GIF samt tilknyttede prøver kan foregå på gymnasieskoler, studenterkurser og hf-kurser, herunder VUC. Undervisning vedrørende GSK og GIF kan endvidere foregå på institutioner for erhvervsrettet uddannelse, der udbyder den treårige uddannelse til hhx eller htx.
Stk. 2. Undervisning vedrørende fagpakke hhx kan foregå på institutioner for erhvervsrettet uddannelse, der udbyder den treårige uddannelse til hhx.
§ 26.§-link ↗
Undervisningsministeriet udpeger en eller flere personer med ledelsesansvar ved de gymnasiale uddannelser til GS-koordinator i hver af universitetsområderne København, Odense, Ålborg og Århus. En GS-koordinator udpeges for en periode på tre finansår. Ministeriet kan forlænge perioden for en GS-koordinator med et, to eller tre finansår ad gangen.
Stk. 2. GS-koordinator aflønnes med et særligt honorar.
§ 27.§-link ↗
GS-koordinatorerne har i fællesskab ansvaret for følgende opgaver vedrørende GSK, hf+, fagpakke hhx og GIF: 1) Udarbejdelse af et landsdækkende informationsmateriale om undervisning efter denne bekendtgørelse. 2) Planlægning og koordination af det samlede udbud efter denne bekendtgørelse og den samlede holdoprettelse efter denne bekendtgørelse på landsplan.
Stk. 2. Hver enkelt GS-koordinator har ansvaret for administration af GS på lokalt plan, herunder: 1) Udarbejdelse og udsendelse af information om undervisning efter denne bekendtgørelse. 2) Visitering og indledende vejledning af ansøgere. 3) Sikring af at der i relevant omfang gives faglig og metodisk vejledning. 4) Optagelse til undervisning efter denne bekendtgørelse, herunder tilladelse til fornyet optagelse, oprettelse af hold samt fordeling af kursister. 5) Planlægning af det lokale undervisningstilbud efter denne bekendtgørelse. 6) Kontrahering med institutioner om placering af hold og enkeltkursister, herunder placering på GS-koordinators egen institution. 7) Indberetning til Undervisningsministeriet om den undervisning efter denne bekendtgørelse, som koordinatoren har kontraheret om, bl.a. om antallet af kursister på de kontraherende institutioner. 8) Kursisters indbetaling af deltagerbetaling, herunder indberetning af antal kursister der omfattet af pligten til deltagerbetaling. 9) Alle andre afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse, der ikke er henlagt til de kontraherende institutionsledere eller Undervisningsministeriet.
§ 28.§-link ↗
Lederen af den skole eller det kursus, der har kontraheret med GS-koordinatoren om oprettelse af undervisning som nævnt i § 27, nr. 6, er ansvarlig for, at undervisning og eksamen gennemføres efter de gældende regler for det pågældende fag i den pågældende gymnasiale uddannelse, jf. de i § 15, stk. 1, nævnte bekendtgørelser med tilhørende bilag, dog med de tilpasninger der følger af reglerne i §§ 15-24.
Stk. 2. Den kontraherende skole eller det kontraherende kursus kan fordele undervisningen på et hold på flere lærere. Skolens eller kursets leder beslutter, hvilken lærer der er ansvarlig for undervisning, evaluering og eksamen.
§ 29.§-link ↗
Undervisningsministeriet sikrer kursuskapacitet til GSK og GIF i et sådant omfang, at alle ansøgere, der opfylder optagelsesbetingelserne, kan optages, jf. dog §§ 7 og 9, og at alle, der har påbegyndt et fag eller en fagpakke, kan fuldføre denne, jf. dog §§ 7 og 9.
§ 30.§-link ↗
Undervisningsministeriet afholder udgiften til driften af kurser efter denne bekendtgørelse af en bevilling, der fastsættes på finansloven som et taxametertilskud pr. årskursist. Der fastsættes to takster, respektive med og uden deltagerbetaling, jf. § 11, stk.1 og 2, for henholdsvis GSK, hf+ og fagpakke hhx. For GIF fastsættes en takst uden deltagerbetaling.
Stk. 2. Det antal kursister, der indgår i tilskudsberegningen, opgøres på helårlige tilrettelæggelser fire uger efter undervisningens start. På halvårlige tilrettelæggelser sker opgørelsen efter tre uger, på tilrettelæggelser på seks til otte ugers varighed efter to uger og på komprimerede forløb af op til en måneds varighed en uge efter undervisningens start.
Stk. 3. Opgørelsen skal være attesteret af en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor.
§ 31.§-link ↗
Antallet af årskursister beregnes som summen af antallet af undervisningstimer á 60 minutter på det enkelte hold i det pågældende finansår multipliceret med antallet af kursister på de respektive hold divideret med 840. Der sondres mellem årskursister med og uden deltagerbetaling.
§ 32.§-link ↗
GS-taxametertilskud udbetales efterfølgende pr. 10. juni og pr. 10. december til de kontraherende skoler eller kurser på grundlag af det antal årskursister, som skolen eller kurset har forestået undervisning for.
Stk. 2. Tilskud til administration på de koordinerende skoler eller kurser udbetales efterfølgende pr. 10. juni og pr. 10. december til de koordinerende skoler eller kurser på grundlag af det antal taxameterudløsende årskursister, skolen har kontraheret for.
Stk. 3. Tilskud indgår i skolernes eller kursernes almindelige regnskaber og revideres efter de regler, der i øvrigt gælder for revisionen af skolernes eller kursernes regnskaber. Undervisningsministeriet kan indkalde de reviderede regnskaber med tilhørende revisionsprotokol eller regnskabsbilag.
Stk. 4. Honorarer udbetales direkte af Undervisningsministeriet til GS-koordinator i to rater, henholdsvis pr. 30. juni og 31. december.
§ 33.§-link ↗
Kursisten kan klage til undervisningsministeren over GS-koordinators afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse. Klage skal være indgivet inden to uger efter, at afgørelsen er meddelt kursisten.
§ 34.§-link ↗
Klagen indgives skriftligt til vedkommende GS-koordinator, der videresender klagen til Undervisningsministeriet sammen med sin egen udtalelse i sagen. Før sagen videresendes, skal GS-koordinator give klageren lejlighed til inden for en uges frist at kommentere udtalelsen. Klagerens eventuelle kommentar skal medsendes til ministeriet.
Stk. 2. Ministeriet træffer afgørelse om fastholdelse af GS-koordinators afgørelse eller om ændring af denne til fordel for klageren.
§ 35.§-link ↗
Klager over de kontraherende skole- og kursuslederes afgørelser vedrørende undervisning efter denne bekendtgørelse følger med de modifikationer, der følger af §§ 19-21, reglerne i henholdsvis §§ 19-21 stx-bekendtgørelsen, hhx-bekendtgørelsen, htx-bekendtgørelsen, hf-bekendtgørelsen og hf-enkeltfagsbekendtgørelsen.
§ 36.§-link ↗
Klager over forhold i forbindelse med eksamen følger med de modifikationer, der følger af §§ 22-23, reglerne i bekendtgørelse om eksamen på de almene uddannelser og reglerne i de i § 15, stk. 1, nævnte bekendtgørelser.
§ 37.§-link ↗
Undervisningsministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsens regler, hvor det er begrundet i usædvanlige forhold.
§ 38.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2005, jf. dog stk. 3-5, og §§ 39-41.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1153 af 13. december 1996 om gymnasiale suppleringskurser (GSK-bekendtgørelsen) ophæves den 1. august 2005.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1343 af 15. december 2004 om gymnasiale supplering (GS-bekendtgørelsen) ophæves den 1. august 2005.
Stk. 4. For hf+ har bekendtgørelsen virkning fra og med den 1. august 2007.
Stk. 5. For ansøgere til GSK og fagpakke hhx, hvis gymnasiale eksamen er fra før 1. august 2005, og som påbegynder undervisningen før 1. oktober 2007, er deltagelse i undervisning og prøver gratis.
§ 39.§-link ↗
Undervisning i fag på C-niveau kan indtil sommereksamensterminen 2006 finde sted efter bestemmelserne i lov om gymnasiet m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 8. oktober 2003, med senere ændringer, og regler fastsat i medfør af loven, jf. dog § 41.
Stk. 2. Undervisning i fag på B-niveau, dog ikke begyndersprog, kan indtil sommereksamensterminen 2007 finde sted efter de bestemmelser og regler, der er nævnt i stk. 1, jf. dog § 41.
Stk. 3. Undervisning i fag på A-niveau, begyndersprog på højt niveau og fortsættersprog på højt niveau kan indtil sommereksamensterminen 2008 finde sted efter de bestemmelser og regler, der er nævnt i stk. 1, jf. dog § 41.
§ 40.§-link ↗
Prøver i fag på C-niveau kan til og med sommereksamensterminen 2006, inkl. sygeeksamen, gennemføres efter de i § 39, stk. 1, nævnte bestemmelser og regler, jf. dog § 41.
Stk. 2. Prøver i fag på B-niveau, dog ikke i begyndersprog, kan indtil sommereksamensterminen 2007 gennemføres efter de bestemmelser og regler, der er nævnt i stk. 1, jf. dog § 41.
Stk. 3. Prøver i fag på A-niveau, begyndersprog på højt niveau og fortsættersprog på højt niveau kan indtil sommereksamensterminen 2008 gennemføres efter de bestemmelser og regler, der er nævnt i stk. 1, jf. dog § 41.
§ 41.§-link ↗
På GIF gennemføres undervisning samt prøver og eksamen i dansk som andetsprog og historie for tosprogede fra og med sommereksamensterminen 2006 efter de fra og med den 1. august 2005 gældende regler bestemmelser og regler om undervisning, prøver og eksamen. Herved forstås lov nr. 95 af 18. februar 2004 om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven) og lov nr. 97 af 18. februar 2004 om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven) samt regler udstedt i medfør af disse love.