§ 1.§-link ↗
Følgende ydelser fra Lægemiddelstyrelsen vedrørende godkendelse af og kontrol med lægemidler er belagt med afgift: 1) Behandling af ansøgning om udstedelse af markedsføringstilladelse (MT). 2) Behandling af ansøgning om forlængelse af en markedsføringstilladelse. 3) Behandling af ansøgning om udstedelse af markedsføringstilladelse for yderligere lægemiddelformer og styrker. 4) Behandling af ansøgning om ændring af en markedsføringstilladelse med henblik på udvidelse af indikationsområdet, herunder udvidelse til at omfatte ny dyreart for veterinære lægemidler. 5) Behandling af ansøgning om udstedelse af markedsføringstilladelse for et lægemiddel, der er identisk med et andet lægemiddel med en gyldig markedsføringstilladelse, med tilladelse fra indehaveren af den eksisterende tilladelse (parallelregistrering). 6) Behandling af ansøgning om udstedelse af markedsføringstilladelse til parallelimport. 7) Behandling af ansøgning om øvrige ændringer, jf. nr. 4, i en markedsføringstilladelse (variationer). 8) Løbende produktovervågning og -kontrol. 9) Opgaver der følger af, at en markedsføringstilladelse udstedt af Lægemiddelstyrelsen anvendes som grundlag for udstedelse af markedsføringstilladelse i andre lande, der har ratificeret eller tiltrådt Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (gensidig anerkendelse af markedsføringstilladelser). 10) Behandling af anmeldelse af paralleldistribution på baggrund af en fællesskabsmarkedsføringstilladelse.
§ 2.§-link ↗
Følgende ydelser fra Lægemiddelstyrelsen vedrørende godkendelse af og kontrol med lægemiddelvirksomheder er belagt med afgift: 1) Behandling af ansøgning om tilladelse til fremstilling af lægemidler på en geografisk lokalitet. 2) Behandling af ansøgning om tilladelse til øvrige former for håndtering af lægemidler på en geografisk lokalitet. 3) Løbende virksomhedskontrol.
§ 3.§-link ↗
Behandling af ansøgning om godkendelse af og kontrol med virksomheder, der foretager toksikologiske og farmakologiske (ikke kliniske) forsøg med henblik på at vurdere lægemidlers sikkerhed, er belagt med afgift.
§ 4.§-link ↗
Den, der ansøger om eller er indehaver af en markedsføringstilladelse til et lægemiddel, skal betale Lægemiddelstyrelsens udgifter til rejse og ophold, hvis behandling af ansøgningen eller kontrol med lægemidlet nødvendiggør, at Lægemiddelstyrelsen inspicerer en virksomhed i et land, der ikke har ratificeret eller tiltrådt Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
Stk. 2. Udgifter til rejse og ophold opgøres i overensstemmelse med reglerne i Finansministeriets cirkulære om tjenesterejseaftalen.
§ 5.§-link ↗
Afgiftssatserne for de ydelser, som er nævnt i §§ 1-3, fremgår af bilag 1.
Stk. 2. For ansøgninger om udstedelse af markedsføringstilladelse for et lægemiddel, der fremstilles på en virksomhed beliggende udenfor EU/EØS-området og som det efter gældende EU-regler påhviler Lægemiddelstyrelsen at kontrollere, forhøjes gebyret efter bilag 1 med 6.390 kr. Der betales dog højst for én styrke i hver lægemiddelform.
Stk. 3. For ansøgning om ændring af markedsføringstilladelse for et lægemiddel omfattende ændring af fremstillingssted til en virksomhed beliggende udenfor EU/EØS-området, og som det efter gældende EU-regler påhviler Lægemiddelstyrelsen at kontrollere, betales et gebyr på 6.390 kr. Der betales dog højst for én styrke i hver lægemiddelform.
Stk. 4. For lægemidler omfattet af stk. 2, forhøjes årsafgiften efter bilag 1 med 6.390 kr. Der betales dog højst for én styrke i hver lægemiddelform.
Stk. 5. For lægemidler, hvortil der udstedes markedsføringstilladelse i henhold til § 1, nr. 1, 3, 5 og 6, inden for årets første 9 måneder, betales afgift efter § 1, nr. 8, for det pågældende år. For lægemidler, hvortil der udstedes markedsføringstilladelse inden for årets sidste 3 måneder, betales ingen afgift efter § 1, nr. 8, for det pågældende år.
Stk. 6. For virksomheder, der i løbet af årets første 9 måneder bliver godkendt i henhold til § 8, stk. 1, i lægemiddelloven, betales fuld afgift efter § 2, nr. 3, og § 3 for det pågældende år. For virksomheder, der godkendes i løbet af årets sidste 3 måneder, betales ingen afgift efter § 2, nr. 3, og § 3 for det pågældende år.
Stk. 7. Hvis flere samtidigt indsendte ansøgninger fra samme markedsføringstilladelsesindehaver om ændring af markedsføringstilladelsen for et eller flere lægemidler, lægemiddelformer eller styrker kun medfører én faglig vurdering, opkræver Lægemiddelstyrelsen normal variationsafgift for den første variation og reduceret afgift for hver af de øvrige variationer. Hvis flere samtidigt indsendte ansøgninger fra samme markedsføringstilladelsesindehaver om ændring af markedsføringstilladelsen for et eller flere lægemidler, lægemiddelformer eller styrker omhandler administrative ændringer, opkræver Lægemiddelstyrelsen normal variationsafgift for den første variation og reduceret afgift for hver af de øvrige variationer.
Stk. 8. For virksomheder, der har tilladelse til forhandling af ikke apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler og i den anledning betaler gebyr i henhold til bekendtgørelse om forhandling af håndkøbslægemidler uden for apotek, betales kun forskellen i afgiftsstørrelsen efter § 2, nr. 2 og 3.
§ 6.§-link ↗
Lægemiddelstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde helt eller delvist fritage for betaling af afgift.
§ 7.§-link ↗
Lægemiddelstyrelsen meddeler fremgangsmåden ved betaling af afgifter.
Stk. 2. Afgifter for de ydelser, som er nævnt i §§ 1-4, indbetales til Lægemiddelstyrelsen senest en måned efter påkrav.
§ 8.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2005.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1129 af 15. december 2003 om afgifter for lægemidler og lægemiddelvirksomheder ophæves.