Bekendtgørelse nr. 595 · 2003

Historisk

Bekendtgørelse om akademiuddannelsen i finansiel rådgivning (VVU)

Bekendtgørelse om akademiuddannelsen i finansiel rådgivning (VVU)

Dokumentdato: 23. jun. 2003Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1

§ 1.§-link ↗

Formålet med uddannelsen inden for finansiel rådgivning er at kvalificere den uddannede til selvstændigt og på et etisk grundlag at kunne varetage arbejde med at analysere, planlægge og gennemføre løsninger, der bredt vedrører finansiel rådgivning i private og offentlige virksomheder nationalt og internationalt.

Stk. 2. Den uddannede skal kunne 1) kombinere viden om organisatoriske, økonomiske og samfundsmæssige forhold med metodiske og praktiske overvejelser om finansiel rådgivning i et globalt marked og 2) indgå i ledelses- og samarbejdsmæssige sammenhænge med andre med anden uddannelsesmæssig, sproglig og kulturel baggrund.

Stk. 3. Formålet med uddannelsens 1. del, jf. § 6, er at give den studerende et fagligt og metodisk grundlag med henblik på at kunne analysere og vurdere praksisnære problemstillinger inden for finansiel rådgivning.

Stk. 4. Formålet med uddannelsens 2. del, jf. § 7, er at give faglig specialisering inden for finansiel rådgivning. Specialiseringen relateres endvidere til andre fagområder ud fra et overordnet og internationalt perspektiv.

§ 2.§-link ↗

Uddannelsen er en erhvervsrettet videregående deltidsuddannelse, der udbydes som åben uddannelse som reguleret forløb.

Stk. 2. Uddannelsen er normeret til 1 studenterårsværk. 1 studenterårsværk er en heltidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).

Stk. 3. Uddannelsen, der er modulopbygget, udgør et selvstændigt afrundet uddannelsesforløb, der sammen med mindst 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 5, stk. 2, svarer til et niveau som en kort videregående uddannelse (erhvervsakademiuddannelse) på 120 ECTS-point. Uddannelsen giver adgang til relevante diplomuddannelser.

Stk. 4. Uddannelsen består af en 1. og en 2. del, der begge indeholder 3 moduler. De 6 moduler har hver et omfang på 10 ECTS-point.

Stk. 5. Institutionen skal tilrettelægge undervisningen, så uddannelsen kan afsluttes på 3 år.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen giver ret til at anvende betegnelsen akademiuddannet i finansiel rådgivning (VVU).

§ 4.§-link ↗

Undervisningsministeriet godkender, hvilke institutioner der kan udbyde hele uddannelsen eller 1. del af uddannelsen, jf. § 2, stk. 4.

Kapitel 2

§ 5.§-link ↗

Følgende uddannelser giver adgang til uddannelsen: 1) En relevant erhvervsuddannelse med studiekompetence svarende til engelsk C og matematik C/erhvervsøkonomi C. 2) En relevant grunduddannelse for voksne med engelsk C og matematik C/erhvervsøkonomi C. 3) En adgangsgivende eksamen. 4) En anden relevant uddannelse på mindst samme niveau som nr. 1-3.

Stk. 2. Ansøgere skal have mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.

Stk. 3. Institutionen kan optage ansøgere, der ikke opfylder adgangskravene i stk. 1, men som ud fra en konkret vurdering har uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed.

Kapitel 3

§ 6.§-link ↗

Uddannelsens 1. del består af 3 moduler på hver 10 ECTS-point.

Stk. 2. Institutionen kan i studieordningen fastsætte regler om, at 1 til 2 af de i stk. 3 nævnte moduler i uddannelsen er obligatoriske, jf. dog § 14.

Stk. 3. Modulerne er: 1) Organisation. I modulet indgår de emner, der fremgår af bilag 1: ledelsesteori, virksomhedens organisering, beslutningsprocesser, kultur, innovation samt projektstyring. 2) Erhvervsjura i den finansielle sektor. I modulet indgår de emner, der fremgår af bilag 1: retskilder, person- og familieret, aftaler, virksomhedsformer og –hæftelse, kreditaftaler, tinglysning, gældsbreve og betalingsmidler, betalingsstandsning og konkurs samt funktionærloven. 3) Erhvervsøkonomi. I modulet indgår de emner, der fremgår af bilag 1: virksomhedsanalyse, investering og finansiering, økonomistyring samt cost/benefit analyser. 4) Samfundsøkonomi. I modulet indgår de emner, der fremgår af bilag 1: samfundsøkonomi, rentedannelse, prisdannelse, konjunkturer, internationalt økonomisk samarbejde, arbejdsmarkedet, økonomiske indikatorer samt skat. 5) Omsætning og finansiering af fast ejendom. I modulet indgår de emner, der fremgår af bilag 1: de finansielle aktørers opgaver og ansvar, retsregler om fast ejendom, ejendomskategorier, finansiering af fast ejendom samt omsætning af fast ejendom. 6) Statistik. I modulet indgår de emner, der fremgår af bilag 1: statistiske modeller samt regressionsanalyser og antalstabeller. 7) Afsætning. I modulet indgår de emner, der fremgår af bilag 1: markedsføring, købsadfærd, konkurrenceforhold, segmentering, målgrupper samt e-business.

Stk. 4. Undervisningsministeriet kan godkende, at institutionen efter drøftelse med de øvrige institutioner, der udbyder hele uddannelsen eller 1. del af uddannelsen, kan udbyde andre end de i stk. 3 nævnte moduler, når uddannelsens progression og overordnede formål er opfyldt.

§ 7.§-link ↗

Uddannelsens 2. del, der bygger på 1. del, består af 3 moduler på hver 10 ECTS-point: 1) Rådgivning og kommunikation, der er obligatorisk, og hvori indgår de emner, der fremgår af bilag 1: rådgivningsetik, rådgivningsansvar, kundepsykologi samt kommunikation. 2) Specialeforløb, der skal give den studerende mulighed for at profilere sin uddannelse gennem fordybelse og perspektivering inden for et eller flere af de moduler, den studerende har gennemført. Institutionen tilrettelægger specialeforløbet ved at udbyde et eller flere forløb inden for uddannelsens overordnede formål. 3) Afgangsprojekt, der afslutter uddannelsen, og hvor den studerende skal dokumentere evne til på et metodisk og analytisk grundlag at kunne gennemføre en praksisnær og kompleks problemløsning inden for finansiel rådgivning. Den studerende skal gennemføre det afsluttende afgangsprojekt inden for centrale problemstillinger i uddannelsen, herunder specialeforløbet.

§ 8.§-link ↗

Institutionen skal ved tilrettelæggelse af uddannelsen tage udgangspunkt i relevant erhvervspraksis og anvendt teori.

Stk. 2. Institutionen skal sikre progression i hele uddannelsesforløbet.

Stk. 3. Uddannelsen skal bidrage til at fremme den studerendes personlige udvikling og skærpe interessen for iværksætter- og selvstændighedskultur samt etablering af egen virksomhed.

Stk. 4. Der skal i uddannelsen indgå undervisningsformer, der kan udvikle den studerendes selvstændighed, samarbejdsevne og evne til at skabe fornyelse.

Stk. 5. I uddannelsen indgår i det omfang, det er relevant, undervisning i miljømæssige problemstillinger og i samspillet mellem forskellige kulturformer.

Kapitel 4

§ 9.§-link ↗

Lærere, der underviser i uddannelsen, skal have kandidatniveau eller tilsvarende niveau opnået gennem anden videregående uddannelse og relevant erhvervserfaring, der kan dokumentere det faglige og teoretiske niveau. Lærerne skal normalt have relevant erhvervserfaring.

Stk. 2. Lærerne skal kunne dokumentere et pædagogisk kvalifikationsniveau.

Kapitel 5

§ 10.§-link ↗

For eksamen, herunder prøveformer, bedømmelse, eksamensbevis, klage over eksamen m.v. gælder reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved videregående uddannelser under Undervisningsministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (eksamensbekendtgørelsen), jf. dog stk. 2, bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse samt bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet (censorbekendtgørelsen).

Stk. 2. Hver af uddannelsens 6 moduler afsluttes med en prøve med individuel bedømmelse efter 13-skalaen. Mindst 2 moduler, herunder det afsluttende afgangsprojekt skal dokumenteres ved eksterne prøver.

Kapitel 6

§ 11.§-link ↗

Studieordningen skal indeholde de regler, som institutionen i henhold til denne bekendtgørelse fastsætter om: 1) Hvilke relevante uddannelser, der giver adgang, jf. § 5, stk. 1. 2) De enkelte moduler, jf. § 6 og § 7: a) mål, b) indhold, c) omfang, angivet i ECTS-point, d) eventuelle obligatoriske moduler, jf. § 6, stk. 2, e) undervisnings- og arbejdsformer. 3) Udarbejdelse af afsluttende afgangsprojekt, jf. § 7, nr. 3. 4) Merit, jf. § 14, § 15 og § 19, stk. 3-5. 5) Overgangsordninger, jf. § 12, stk. 3.

Stk. 2. Ud over regler fastsat i henhold til denne bekendtgørelse indeholder studieordningen regler fastsat i henhold til eksamensbekendtgørelsen.

Stk. 3. Det skal af studieordningen fremgå, at institutionen, når det er begrundet i usædvanlige forhold, kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.

§ 12.§-link ↗

Ved udarbejdelse af studieordninger og væsentlige ændringer heraf tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter og andre institutioner, der udbyder uddannelsen, og indhenter udtalelse fra censorformandskabet, jf. censorbekendtgørelsen.

Stk. 2. Studieordninger og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse.

Stk. 3. Studieordninger og væsentlige ændringer heraf skal indeholde de fornødne overgangsordninger.

Stk. 4. Gældende studieordninger skal være offentlig tilgængelige på institutionens hjemmeside på internettet.

Kapitel 7

§ 13.§-link ↗

Bekendtgørelse om kvalitetsudvikling og kvalitetskontrol i erhvervsakademiuddannelserne finder anvendelse for samtlige uddannelsesforløb, der gennemføres i medfør af nærværende bekendtgørelse.

§ 14.§-link ↗

Ved skift til samme uddannelse ved anden institution skal bestået 1. del godskrives den studerende.

Stk. 2. Beståede moduler i øvrigt i henhold til denne bekendtgørelse ækvivalerer tilsvarende moduler ved andre institutioner, der udbyder uddannelsen.

§ 15.§-link ↗

Beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse kan efter institutionens afgørelse i det enkelte tilfælde eller efter regler fastsat af institutionen træde i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse (merit). Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelseselementer.

§ 16.§-link ↗

Undervisningsministeriet træffer afgørelse om at dispensere fra denne bekendtgørelse, når det er begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 5, stk. 3.

§ 17.§-link ↗

Institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Undervisningsministeriet, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Klagen indgives til institutionen, der afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere inden for en frist af mindst 1 uge. Institutionen sender klagen til ministeriet vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil.

Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Kapitel 8

§ 18.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2003.

§ 19.§-link ↗

Bekendtgørelse nr. 631 af 21. juli 1997 om finansiel videreuddannelse samt bekendtgørelse nr. 559 af 30. juni 1997 om uddannelsen til ejendomsmægler og kursus i ejendomsvurdering ophæves med virkning fra den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ordinære prøver i henhold til de i stk. 1 nævnte bekendtgørelser afholdes sidste gang i juni 2006. Et eventuelt 2. eller 3. forsøg afholdes senest med udgangen af 2006.

Stk. 3. Studerende på de i stk. 1 nævnte uddannelser, der ønsker at skifte til akademiuddannelsen i finansiel rådgivning (VVU) opnår merit for beståede prøver, efter de i stk. 4 og 5 anførte regler.

Stk. 4. Der kræves mindst 10 ECTS-point til meritering af et modul i akademiuddannelsen i finansiel rådgivning (VVU). Merit til uddannelsens 1. del skal dog gives, hvis den studerende har opnået mindst 30 ECTS-point.

Stk. 5. Merit gives således, at beståede prøver i et relevant 10 pct. fag meriteres med 6 ECTS-point og et relevant 20 pct. fag med 12 ECTS-point. Hvis institutionen i studieordningen for akademiuddannelsen i finansiel rådgivning (VVU) har fastsat obligatoriske moduler, jf. § 6, stk. 2, kan kun ækvivalerende fag meriteres. Der kan ikke meriteres til specialeforløb eller afsluttende afgangsprojekt.

§ 20.§-link ↗

For lærere ansat til undervisning ved de i § 19, stk. 1, nævnte uddannelser før den 1. august 2003 får kravene i § 9, stk. 1, først virkning fra den 1. august 2006.