Bekendtgørelse nr. 315 · 2003

Historisk

Klassificeringsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse om vejning, klassificering og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af svin, kvæg og får samt afregning af svinekroppe

Dokumentdato: 11. apr. 2003Kildeversion observeret: 26. sep. 2026Kilde kontrolleret: 26. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 26. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Indledende bestemmelser

§ 1.§-link ↗

Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører vejning, klassificering og identifikation af slagtekroppe af kvæg og får samt vejning, klassificering og afregning af slagtekroppe af svin. Desuden vedrører bekendtgørelsen indberetning af markedspriser for kvæg og får og svin i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger herom.

§ 2.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv nedsætter et Klassificeringsudvalg for Svin, Kvæg og Får. Udvalget består af indtil 13 medlemmer. Formanden udpeges af Direktoratet for FødevareErhverv. Medlemmerne udpeges for en periode på op til 2 år ad gangen. Fem medlemmer udpeges efter indstilling fra KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD. Heraf skal tre medlemmer repræsentere eksportslagterierne og et medlem repræsentere KØDBRANCHENS FÆLLESRÅDS sekretariat og et medlem Dansk Kvæg. Fem medlemmer udpeges efter indstilling fra organisationen Danske Slagterier, Heraf skal det ene medlem repræsentere Landsudvalget for Svin. Et medlem udpeges efter indstilling fra Danske Slagtermestres Landsforening og et medlem efter indstilling fra Danske Håndværksslagtere.

Stk. 2. Udvalget vælger indtil to næstformænd blandt sine medlemmer og udarbejder en forretningsorden, der skal godkendes af Direktoratet for FødevareErhverv. Sekretær for udvalget er den i stk. 3, nævnte overinspektør.

Stk. 3. En overinspektør ansættes af Klassificeringsudvalget efter godkendelse af Direktoratet for FødevareErhverv. Det nødvendige antal inspektører ansættes af Klassificeringsudvalget efter indstilling fra Overinspektøren.

Stk. 4. De udgifter, der er forbundet med udvalgets og inspektørernes arbejde, kan afholdes af midler fra Svine,-Kvæg- og Fåreafgiftsfondene i overensstemmelse med de bevillingsregler, der gælder for disse fonde. Budgetter og regnskaber for disse udgifter skal godkendes af Svine,-Kvæg og Fåreafgiftsfondenes bestyrelser. De med klassificeringen forbundne udgifter på de enkelte slagterier afholdes af disse.

Kapitel 2 · Klassificering m.v. af kvæg og får

§ 3.§-link ↗

Vejning af slagtekroppe af kvæg og får samt kategorisering, klassificering og identifikation af slagtekroppe og halve slagtekroppe af kvæg og får skal ske i henhold til Det Europæiske Fællesskabs regler og i henhold til denne bekendtgørelses regler: 1) På slagterier, der er autoriseret af Fødevaredirektoratet til at afsætte sine produkter til andre EU-lande og tredjelande (eksportslagterier) og som på årsbasis slagter mere end 50 stykker kvæg om ugen. 2) På slagterier, der slagter mellem 25 og 50 stykker kvæg om ugen på årsbasis og som har ansøgt om og er blevet godkendt af Klassificeringsudvalget til at deltage i klassificeringsordningen. 3) På slagterier, der er autoriseret af Fødevaredirektoratet til at slagte får, og som har ansøgt om og er blevet godkendt af Klassificeringsudvalget til at deltage i klassificeringsordningen.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte identifikation skal ske ved etikettering.

Stk. 3. Den fysiske eller juridiske person, som ejede dyret umiddelbart før slagtningen skal skriftligt eller elektronisk have meddelelse om slagtevægten, kategorien og resultatet af klassificeringen fra det pågældende slagteri, jf. stk. 1.

§ 4.§-link ↗

Klassificering skal omfatte alle godkendte slagtekroppe, dog undtaget spædekalve med en slagtevægt under 25 kg og lam med slagtevægt under 7 kg.

Stk. 2. Alle slagtekroppe skal kunne identificeres gennem et entydigt fortløbende slagtenummer i stigende ubrudt nummerrækkefølge. Samme slagtenummer må kun anvendes en gang inden for samme uge. Det skal registreres, hvilken klassificør, der har foretaget klassificeringen.

Stk. 3. Der skal udfyldes et klassificeringsskema godkendt af Klassificeringsudvalget, hvoraf fremgår, hvorledes tarering samt korrektioner finder sted. Korrektioner skal foretages på grundlag af Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser om notering af markedspriser på grundlag af det Europæiske fællesskabs handelsklasseskema for slagtekroppe.

§ 5.§-link ↗

Klassificering skal udføres på grundlag af kroppens form, muskelfylde og farve i lår, ryg og bov.

Stk. 2. Klassificering af slagtekroppe skal omfatte bedømmelse af kropsbygning, fedningsgrad, farve samt kategori i overensstemmelse med bilag 1.

§ 6.§-link ↗

Slagtekroppen skal på hver fjerding forsynes med etiket. Etiketterne skal indeholde følgende oplysninger: 1) Autorisationsnummer. 2) Slagtedato. 3) Slagtenummer. 4) CKR-nummer. 5) Form, fedme samt for kvæg kategori A, B, C, D og E og kategori L og S for får og lam. 6) Slagtekroppens varme vægt.

Stk. 2. Angivelserne på etiketten må ikke fjernes før udbeningen og skal være letlæselige.

Stk. 3. Såfremt en rettelse har medført ændringer af klassificeringen, skal etiketterne rettes således, at det fremgår, at der er sket rettelser, ligesom der skal være dokumentation for rettelsen.

§ 7.§-link ↗

Klassificeringen skal være foretaget senest en time efter slagtningens påbegyndelse.

§ 8.§-link ↗

Klassificeringen i henhold til § 3, stk. 1, skal foretages af personer, der har gennemgået en af Klassificeringsudvalget godkendt uddannelse i klassificering og som godkendes som klassificører af klassificeringsudvalget. Udgifterne ved uddannelse af klassificører afholdes af de enkelte slagterier.

Stk. 2. Det enkelte slagtested skal have mindst 2 ansatte, som er godkendte klassificører, med mindre klassificeringsudvalget har meddelt dispensation fra dette krav.

§ 9.§-link ↗

Den af slagteriet foretagne klassificering på slagterier omfattet af § 3, stk.1, nr.1, må ikke inden for et kvartal afvige fra den kontrol, der efterfølgende foretages af Klassificeringsudvalgets overinspektør eller inspektører med mere end 20 % for kropsbygning og fedningsgrad.

Stk. 2. Klassificeringsudvalgets overinspektør eller inspektører opgør forskellen mellem slagteriets klassificering og kontrollens for såvel negative og positive afvigelser.

Stk. 3. Differencen mellem negative og positive afvigelser jf. stk. 2, må ikke overstige 15 %.

§ 10.§-link ↗

Automatiske anlæg til klassificering af slagtekroppe af okser og kalve samt fåre- og lammekroppe skal opfylde Det Europæiske Fællesskabs regler herom og må kun efter godkendelse af Klassificeringsudvalget anvendes uden samtidig medvirken af godkendt klassificør.

Stk. 2. Klassificeringsudvalget fastsætter krav til nøjagtighed og kalibrering af disse anlæg. Anlæggenes drift kontrolleres af Klassificeringsudvalget i henhold til § 25, stk. 1.

§ 11.§-link ↗

De af § 3, stk.1, omfattede virksomheder er forpligtede til at opbevare slagte- og vejelister, klassificeringsjournaler, ændringslister og afregningslister m.v. for klassificeringen i mindst 5 år.

Kapitel 3 · Klassificering m.v af svin

§ 12.§-link ↗

Vejning og klassificering skal foretages af personer, der har gennemgået en af Klassificeringsudvalget godkendt uddannelse i klassificering og som godkendes som klassificører af klassificeringsudvalget. Udgifterne ved uddannelse af klassificører afholdes af de enkelte slagterier.

§ 13.§-link ↗

Ved slagtekroppe af svin forstås hele eller midtflækkede kroppe af slagtede svin uden tunge, børster, klove, kønsorganer, flomme, nyrer og mellemgulv efter afblødning og udtagning af indvolde.

Stk. 2. Som undtagelse fra den i stk.1, definerede udskæring kan slagtekroppe af svin afhudes før vejning og klassificering. I disse tilfælde skal slagtekroppen udskæres som anført i stk. 1, fortæerne afskæres umiddelbart over »os capri accessarium, bagtæerne afskæres umiddelbart under »calcaneum samt masken fjernes.

§ 14.§-link ↗

Vejning og klassificering af slagtekroppe af svin med en vejningsvægt fra 50 til 110 kg skal ske i henhold til Det Europæiske Fællesskabs regler og i henhold til denne bekendtgørelses regler: 1) På slagterier, der slagter mere end 200 svin pr. uge i årsgennemsnit. 2) På slagterier, der slagter mindre end 200 svin pr. uge i årsgennemsnit og som har ansøgt om og er blevet godkendt af Klassificeringsudvalget til at deltage i klassificeringsordningen.

Stk. 2. Slagtekroppe af svin, hvor den beregnede del af magert kød af svinekroppens vægt i procent udgør 60 eller derover indplaceres i en klasse, som betegnes ved bogstavet S.

§ 15.§-link ↗

Den foretagne vejning og klassificering af de varme slagtekroppe skal anvendes ved afregningen til producenterne og danne grundlag for henføring til salgsklasser

§ 16.§-link ↗

Ved vejningsvægten forstås vægten af en slagtekrop, udskåret som anført i § 13, stk.1, og vejet senest 45 minutter efter at svinet er blevet stukket.

Stk. 2. Vejningsvægten for slagtekroppe udskåret som anført i § 13, stk. 2, skal beregnes i overensstemmelse med følgende formel : vejningsvægt =5,83+1,037 x vægten af den afhudede slagtekrop.

Stk. 3. Såfremt der undtagelsesvis foretages anden udskæring af slagtekroppen end de i § 13 anførte skal dette godkendes af Direktoratet for FødevareErhverv. Vejningsvægten skal i så tilfælde korrigeres for den ændrede udskæring.

§ 17.§-link ↗

Følgende metoder til klassificering af svinekroppe kan anvendes: 1) Apparat benævnt »Klassificeringscenter (KC) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del I. 2) Apparat benævnt »Fat-O-Meater/»Manual klassificering (FOM/MK) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del II. 3) Apparat benævnt »UNI-Fat-O-Meater (UNIF-OM) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del III. 4) Apparat benævnt »Fully Automatic Ultrasonic Carcase Grading (AUTOFOM) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del IV.

Stk. 2. For apparaterne »Klassificeringscenter, »Fat-O-Meater/Manual Klassificering, og »Uni-Fat-O-Meater skal målingen finde sted på slagtekroppen udskåret som anført i § 13. For apparatet »AUTOFOM skal målingen finde sted på slagtekroppen før åbningen af denne.

§ 18.§-link ↗

Mærkning af slagtekroppe i overensstemmelse med de af Det Europæiske Fællesskab fastsatte bestemmelser kan udelades, hvis der i en protokol for hver svinekrop anføres mindst følgende: 1) Identificering. 2) Vægt inden afkøling. 3) beregnet indhold af magert kød.

Stk. 2. Svinekroppe, der bliver solgt i uudskåret stand i en anden medlemsstat, skal dog altid mærkes.

§ 19.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv træffer efter indstilling fra Klassificeringsudvalget afgørelse om godkendelse af nyt klassificeringsudstyr og andre forhold vedrørende vejning, klassificering og afregning af svinekroppe, som er omfattet af denne bekendtgørelse.

Kapitel 4 · Indberetning af priser og klassificeringsresultater for kvæg og svin

§ 20.§-link ↗

KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD indsamler, beregner og indberetter markedspriser for kvæg til Europa-Kommissionen i overensstemmelse med Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser herom.

Stk. 2. Virksomheder omfattet af denne bekendtgørelses § 3, stk. 1, skal ugentligt foretage indberetninger til KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD af afregningspriser for samtlige klassificerede slagtekroppe på 25 kg eller derover.

§ 21.§-link ↗

Indberetningen skal for hver klassificeret kvægkrop mindst omfatte: 1) Slagteriets autorisationsnummer samt eventuelt markedets autorisationsnummer. 2) Slagtedato. 3) Dyrets CKR-nummer samt leverandørbesætninges CHR-nummer. 4) Leveringskode. 5) Oplysning om kategori og klassificering af form og fedme. 6) Korrigeret slagtet vægt. 7) Afregningspris angivet i øre/kg korrigeret vægt.

§ 22.§-link ↗

Indberetningen skal foretages af slagterivirksomheden eller den juridiske eller fysiske person, der er ansvarlig for afregningen til den sidste leverandør.

Stk. 2. Indberetningspligten omfatter dyr, som af slagterivirksomheden er modtaget direkte fra leverandør og fra evt. mellemmand.

Stk. 3. Indberetningspligten for priser omfatter ikke: 1) Returdyr til producent. 2) Nødslagtede dyr. 3) Rækkekøb (samlet køb af flere dyr uanset samlet vægt).

§ 23.§-link ↗

Direktoratet for FødevareErhverv kan efter ansøgning dispensere fra indberetningspligten.

§ 24.§-link ↗

Organisationen Danske Slagterier foretager på grundlag af indberetninger fra organisationens medlemsvirksomheder beregning af markedsprisen for svinekroppe i overensstemmelse med Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser herom og indberetter disse til Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 2. Markedsprisen beregnes på grundlag af noteringen for svinekroppe af klasse E med en vægt på 60 kg men under 110 kg.

Kapitel 5 · Fælles bestemmelser

§ 25.§-link ↗

Kontrol med overholdelse af de i §§ 3-18, og §§ 20-24, nævnte bestemmelser, herunder at de i § 24, nævnte markedspriser er i overensstemmelse med de priser, der ligger til grund for afregningen udøves af overinspektøren og inspektørerne. Kontrollen foretages ved uanmeldt besøg.

Stk. 2. Resultaterne af den kontrol, der foretages af Klassificeringsudvalgets overinspektør og inspektører kan offentliggøres.

Stk. 3. Overinspektøren indberetter alle tvister og uregelmæssigheder vedrørende kapitel 2 og 3, til bedømmelse i Klassificeringsudvalget. Overinspektøren sender kopi af det indberettede til Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 4. Klassificeringsudvalgets afgørelser i medfør af § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, § 8, § 10, § 12 og § 14, stk. 1, nr. 2, kan indbringes for Direktoratet for FødevareErhverv inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den, som klagen vedrører. Klagen skal sendes til Direktoratet for FødevareErhverv.

Stk. 5. Ved overtrædelse af bekendtgørelsen træffer Direktoratet for FødevareErhverv afgørelse efter indstilling fra Klassificeringsudvalget.

Stk. 6. Overinspektøren indberetter uregelmæssigheder vedrørende kapitel 4, til KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD. Ved overtrædelse af bekendtgørelsen træffer Direktoratet for FødevareErhverv afgørelse efter indstilling fra KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD.

§ 26.§-link ↗

Efter reglerne i bekendtgørelse om Direktoratet for FødevareErhvervs opgaver og beføjelser kan klager over afgørelser, som er truffet af direktoratet indbringes for ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den, som klagen vedrører. Klagen skal sendes til Direktoratet for FødevareErhverv.

§ 27.§-link ↗

Klassificeringsudvalget udarbejder årligt en rapport om omfanget af den udførte kontrol og de foranstaltninger, der er iværksat som følge af kontrollen.

§ 28.§-link ↗

De slagterier, der er omfattet af bekendtgørelsen, skal yde den for kontrollens gennemførelse nødvendige bistand.

§ 29.§-link ↗

Med bøde straffes den der overtræder § 3, § 4, § 5, § 6, § 7, § 8, § 9, § 10, § 11, § 12, § 13, § 14, § 15 og § 16 stk. 2 og 3, § 17, § 18, § 20, § 21 og § 22, stk. 1, og 2.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft 15. maj 2003.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 952 af 10. december 1993 om klassificering og indberetning af markedspriser for kvæg og får og bekendtgørelse nr. 255 af 3. april 1997 om indvejning, klassificering og afregning af svin samt indberetning af markedspriser for disse ophæves.