§ 1.§-link ↗
Gas- og dieselolier og petroleum, som omfattes af position 27 10 19 25, 27 10 19 41, 27 10 19 45 eller 27 10 19 49 i EU’s kombinerede nomenklatur, jf. Kommissionens forordning 2031/2001 af 6. august 2001, og som anvendes eller er bestemt til at anvendes til fremstilling af varme, som motorbrændstof i motordrevne driftsmidler, der helt eller delvis anvendes til virksomhed omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, eller som motorbrændstof i fiskerfartøjer, der omfattes af mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 1, nr. 3, eller stk. 4, nr. 1, skal afgiftsmærkes. Stk. 2. Afgiftsmærkningen består af et mærkestof og et farvestof. Stk. 3. Som mærkestof anvendes N-Ethyl-N-[2-(1-isobutoxyethoxy)ethyl]-4-(phenylazo)anilin (Solvent Yellow 124), og som farvestof anvendes en speciel udgave af 1,4-bis-N-dialkylaminoathraquinon blandingsprodukt med alkylgrupperne 2-ethylhexyl, 3-(2-ethylhexyloxy)propyl og 3-methoxypropyl (speciel version af C.I. Solvent Blue 79 med CAS 90170-70-0), jf. § 3. Mærkestoffet og farvestoffet tilsammen benævnes fremover i bekendtgørelsen som farvningspræparatet. Gas- og dieselolier og petroleum må ikke tilsættes andre mærkestoffer eller farvestoffer til at indikere afgiftsdifferentiering. Stk. 4. Gas- og dieselolier og petroleum, der er tilsat farvningspræparat, benævnes fremover i bekendtgørelsen som farvede olieprodukter, og selve tilsætningen af farvningspræparat benævnes farvning. Stk. 5. Farvede olieprodukter må ikke anvendes som motorbrændstof til andet end de i stk. 1 nævnte formål. Dog er det tilladt at anvende farvede olieprodukter i andre fartøjer end de fartøjer, der er nævnt i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 1, nr. 3 og stk. 4, nr. 1, bortset fra lystfartøjer. Desuden kan virksomheder omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, anvende farvede olieprodukter i køretøjer med videre, hvis anvendelse giver adgang til godtgørelse af mineralolieafgift efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, selvom det pågældende køretøj med videre også anvendes til formål, der ikke giver adgang til godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. Det er en forudsætning for, at der kan ydes godtgørelse for den del, der omfattes af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, at der foreligger fornøden dokumentation, jf. de til enhver tid gældende regnskabs- og dokumentationsbestemmelser i mineralolieafgiftsloven og tilhørende bekendtgørelser. Stk. 6. Farvningspræparatet må hverken helt eller delvis fjernes uden de statslige told- og skattemyndigheders forudgående tilladelse. Blanding af farvede olieprodukter med anden olie eller andre varer er ikke tilladt, jf. dog § 1, stk. 5, 3. pkt., og § 8, stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan efter forudgående ansøgning og mod behørig dokumentation tillade, at farvede olieprodukter anvendes til formål, som ikke efter bekendtgørelsens øvrige bestemmelser giver ret til anvendelse af farvede mineralolieprodukter.
§ 2.§-link ↗
Ved udlevering af farvede olieprodukter skal afgiften berigtiges på grundlag af produktets karakter og anvendelse, jf. mineralolieafgiftslovens almindelige bestemmelser. Udleveres ufarvede olieprodukter fra registrerede oplagshavere til virksomheder registrereret efter mineralolieafgiftslovens § 4 a, kan afgiften dog berigtiges efter lovens § 1, stk. 1, nr. 2 (anden gas- og dieselolie), og § 1, stk. 1, nr. 8 (anden petroleum).
§ 3.§-link ↗
Doseringen skal ske i forholdet 1 del farvningspræparat til 10.000 dele olieprodukt. De statslige told- og skattemyndigheder kan efter ansøgning tillade, at der anvendes en anden dosering. Stk. 2. Farvningspræparatet skal bestå af følgende produkter opløst i et opløsningsmiddel med højt flammepunkt således, at dosering efter stk. 1 giver de anførte mængder af stofferne for hver liter leveret olie: 1) 0,0065 gram N-Ethyl-N-[2-(1-isobutoxyethoxy)ethyl]-4-(phenylazo)anilin (Solvent Yellow 124), og 2) 1,4-bis-N-dialkylaminoathraquinon blandingsprodukt med alkylgrupperne 2-ethylhexyl, 3-(2-ethylhexyloxy)propyl og 3-methoxypropyl (speciel version af C.I. Solvent Blue 79 med CAS 90170-70-0) i en mængde, der giver samme farveintensitet målt spektrofotometrisk ved 640 - 650 nm som 0,0050 g/l 1,4-N-bis(butylamino)anthraquinon (C.I. Solvent Blue 35). Stk. 3. Farvningspræparatet skal doseres således, at udtagne stikprøver til enhver tid indeholder en korrekt koncentration af mærke- og farvestof, som angivet i stk. 2, indenfor en nøjagtighed på +/- 10 pct. (vol). Stk. 4. Udlevering af farvede olieprodukter fra farvningsanlæg skal ske i mængder på mindst 200 liter ad gangen.
§ 4.§-link ↗
Farvning af gas- og dieselolier og petroleum må kun udføres af virksomheder, der har opnået tilladelse hertil af de statslige told- og skattemyndigheder. Tilladelsen kan kun meddeles virksomheder, der er registreret som oplagshavere efter mineralolieafgiftslovens § 3, stk. 1, og som afsætter olie eller petroleum, eller virksomheder registreret efter mineralolieafgiftslovens § 4 a. Stk. 2. Farvning af gas- og dieselolier og petroleum må kun udføres i godkendte tankanlæg til opbevaring af afgiftspligtige olier og petroleum på raffinaderi eller depot, eller på udleveringsrampe til tankvogn, jf. mineralolieafgiftslovens § 5, eller ved injektion ved udlevering fra modelgodkendte farvningsanlæg monteret i forbindelse med volumenmåleanlæg i tankvogne.
§ 5.§-link ↗
Tilladelse til farvning i godkendte tankanlæg til opbevaring af afgiftspligtige olier og petroleum på raffinaderi eller depot eller på udleveringsrampe til tankvogn er betinget af, at der foreligger en teknisk beskrivelse af farvningsproceduren. Stk. 2. Virksomheden skal indgå en aftale med et af de statslige told- og skattemyndigheder godkendt inspektionsorgan, der uanmeldt skal udtage stikprøver af farvede olieprodukter 2 gange årligt. Stk. 3. Virksomheden skal herudover have en procedure for egenkontrol, som skal sikre at farvningsanlægget og farvningen til stadighed er i overensstemmelse med bekendtgørelsens generelle principper om farvningsanlæggets upåvirkelighed mv. Stk. 4. Det kontrolleres af inspektionsorganet i forbindelse med den i stk. 2 nævnte stikprøvekontrol, at virksomhedens egenkontrol er beskrevet, og at den følges. Hvis egenkontrolproceduren ikke findes eller ikke følges, skal inspektionsorganet straks underrette de statslige told- og skattemyndigheder. Stk. 5. Har flere virksomheder med farvningstilladelse en fællesfarvning, gælder reglerne om egenkontrol for fællesfarvningen. De pågældende virksomheder bag fællesfarvningen hæfter indbyrdes for sådanne krav over for de statslige told- og skattemyndigheder, som måtte opstå i forbindelse med en utilstrækkelig egenkontrol.
§ 6.§-link ↗
Farvningsanlæg monteret i forbindelse med volumenmåleanlæg i tankvogne, som fungerer ved injektion af farvningspræparatet (injektionsanlæg), skal være modelgodkendt af et af de statslige told- og skattemyndigheder bemyndiget laboratorium. Farvningsanlæg modelgodkendes i henhold til denne bekendtgørelses bilag I. Farvningsanlægget skal bestå af injektionsanlæg og styresystem. Stk. 2. Ændringer i eller tilføjelser til en modelgodkendt konstruktion, skal for så vidt angår ændringer med indflydelse på farvningsanlæggets korrekte virkemåde, beskrives i en ansøgning om en tillægsgodkendelse eller en ny modelgodkendelse for det pågældende farvningsanlæg og godkendes af et af de statslige told- og skattemyndigheder bemyndiget laboratorium.
§ 7.§-link ↗
Installation, indretning og montage af farvningsanlæg beregnet til montering i forbindelse med volumenmåleanlæg i tankvogne skal udføres i henhold til modelgodkendelsens installationsvejledning. Modelgodkendelsen og installationsvejledningen skal sikre farvningsanlægget mod uautoriserede indgreb samt sikre doseringsnøjagtigheden, jf. § 3. Hvis der udleveres både farvede og ufarvede olieprodukter via samme udleveringssystem, skal der etableres en procedure, jfr. § 8, stk. 3. Farvningsanlæggets funktion skal være førstegangsinspiceret af et af de statslige told- og skattemyndigheder bemyndiget inspektionsorgan, før farvningsanlægget tages i brug, og anlægget skal reinspiceres af et af de statslige told- og skattemyndigheder godkendt inspektionsorgan efter samme tidsinterval som efter gældende bestemmelser om verifikation af volumenmåleanlæg. Førstegangs- og reinspektion sker i henhold til denne bekendtgørelses bilag II. Stk. 2. Adgang til farvningsanlæggets styresystem må kun foretages af en anden ansvarlig medarbejder end den, der forestår udleveringen af olieprodukter fra tankvognen. Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder kan fastsætte bestemmelser om plombering. Stk. 4. Farvningsanlægget skal være monteret med følere m.v., så der automatisk sker driftsstop ved tørløb af farvebeholder, ved driftsfejl på injektor, ved forsøg på under udlevering at ændre produktet fra et farvet olieprodukt til et ufarvet olieprodukt eller ved andre fejl, der kan påvirke farvedoseringen. Stk. 5. Farvebeholderen skal være forsynet med en kobling, som hindrer utilsigtet påfylding af andre produkter end farvningspræparatet. Stk. 6. Forinden hver udlevering skal der ske en aktivering af, om der skal udleveres farvede eller ufarvede olieprodukter. Stk. 7. Farvningsanlægget skal være omfattet af et styresystem, der sikrer, at der altid er overensstemmelse mellem det faktisk leverede olieprodukt og det registrerede olieprodukt og det på udleveringsdokumentet anførte olieprodukt (farvet eller ufarvet). Farvedoseringen skal ske, således at det ikke er muligt at udtage ufarvet olie imellem to farvedoseringer. Det må ikke være muligt at skylle eller dræne farvebeholderen uden speciel adgang, jf. stk. 2. For at sikre korrekt farvning skal farvningsanlæggets opbygning sikre, at doseringen udføres med luftfri farvningspræparat.
§ 8.§-link ↗
Anlæg, tanke m.v., der anvendes til opbevaring af farvede olieprodukter, må ikke anvendes til opbevaring af andre varer. Forinden overgang til opbevaring af andre varer, skal tankene m.v. tømmes for farvede olieprodukter og om nødvendigt renses i et omfang, der medfører at bestemmelsen i stk. 4 bliver overholdt. Stk. 2. Virksomheder kan levere både farvede og ufarvede olieprodukter påfyldt samme tankvogns forskellige tankrum, uden at der fra de enkelte tankrum er separate udleveringssystemer. Stk. 3. Virksomheder, der leverer både farvede og ufarvede olieprodukter via samme udleveringssystem fra farvningsanlæg monteret i tankvogn, skal etablere en procedure, herunder en skylleprocedure eller et system, der sikrer, at ufarvede olieprodukter højst kan indeholde den i stk. 4, nævnte andel af farvede olieprodukter, og at farvede olieprodukter er farvet korrekt, jf. § 3. Der må kun skylles farvede olieprodukter til beholdere med farvede produkter og ufarvede olieprodukter til beholdere med ufarvede produkter eller skylles til tom tank. Stk. 4. Et ufarvet olieprodukt må indeholde maksimalt 3 pct. farvet olieprodukt, uden at det betragtes som et farvet olieprodukt, jfr. § 3, stk. 3.
§ 9.§-link ↗
Virksomheder, som har tilladelse til at foretage farvning af olieprodukter, jf. § 4, stk. 1, skal føre regnskab over tilgang, udlevering og forbrug i virksomheden af farvede olieprodukter. Stk. 2. Virksomhederne skal endvidere føre regnskab over tilgang og forbrug af farvningspræparatet. Stk. 3. Virksomhedernes regnskaber skal være tilrettelagt på en sådan måde, at virksomhederne for hvert depot opgør sit forbrug af farvningspræparatet og den mængde farvede olieprodukter, der er fremstillet på depotet. Stk. 4. Virksomheder, der både leverer farvede og ufarvede olieprodukter påfyldt samme tankvogns forskellige tankrum gennem samme udleveringssystem, skal for hver tankvogn føre regnskab over tilgang og udlevering af farvede og ufarvede olieprodukter. Regnskabet skal tilrettelægges således, at der ved skift ved leveringen fra et farvet til et ufarvet olieprodukt og omvendt sker registrering af skylning. Virksomhederne skal for hvert farvningsanlæg indrettet på tankvogn opgøre forbruget af farvningspræparatet og den mængde farvede olieprodukter, der er udleveret fra eller fremstillet på farvningsanlægget. Hvis der sker levering af både farvede og ufarvede olieprodukter gennem samme udleveringssystem, skal regnskabet tilrettelægges således, at der sker registrering af skylning. Stk. 5. Ved udgangen af hver måned skal virksomheden foretage en opgørelse og afstemning af forbruget af farvningspræparat med mængden af farvede olieprodukter for hvert depot og farvningsanlæg indrettet på tankvogn. Viser opgørelserne større uoverensstemmelser, jf. § 3, stk. 3, skal virksomheden omgående give de statslige told- og skattemyndigheder meddelelse herom. Stk. 6. Adgangen til at føre et samlet regnskab for hvert depot er betinget af, at virksomheden indgår en aftale med et inspektionsorgan, der uanmeldt for hvert farvningsanlæg skal udtage stikprøver af farvede olieprodukter 2 gange årligt. Stk. 7. Ved enhver udlevering af farvede olieprodukter skal det angives på udleveringsdokumentet samt fremgå af fakturaen, at der er tale om farvede olieprodukter. Ved farvning fra tankvogne skal faktura eller udleveringsseddel endvidere indeholde oplysninger, der kan identificere, hvilket farvningsanlæg, der er anvendt ved farvningen. Stk. 8. Virksomhederne skal sikre, at selvstændige transportører, som på vegne af virksomheden, transporterer gas- og dieselolie og petroleum, overholder bekendtgørelsens bestemmelser, herunder bestemmelserne om regnskab, kontrol og opbevaring af dokumenter.
§ 10.§-link ↗
Regnskabet føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab. Stk. 2. Hvis regnskabet ikke kan indpasses i forretningsregnskabet, føres et specielt regnskab, der skal afstemmes til forretningsregnskabets registreringer. Stk. 3. Regnskabsmaterialet, herunder også laboratoriers løbende kontrolrapporter over farvede olieprodukter og farvningsudstyr skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb.
§ 11.§-link ↗
Bestemmelserne i §§ 22 og 23 i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. finder tilsvarende anvendelse på de i bekendtgørelsen anførte virksomheder, køretøjer og farvningsanlæg. Stk. 2. Virksomheder, der er omfattet af lovens § 22, skal efterkomme de statslige told- og skattemyndigheders anvisning vedrørende opbevaring med videre af farvede olieprodukter og skal på forlangende give enhver oplysning om olieproduktets anvendelse. Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder kan til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse udtage prøver af virksomhedernes beholdning af olieprodukter og af farvningspræparatet uden beregning. Stk. 4. Selvstændige transportører, som på tankvogne transporterer olieprodukter på vegne af den registrerede oplagshaver eller den registrerede farvningsvirksomhed, skal efter anmodning fra de statslige told- og skattemyndigheder, fremvise køretøjet hos den registrerede oplagshaver eller den registrerede farvningsvirksomhed. Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder kan, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid anmode de registrerede virksomheder om at oplyse, hvilke selvstændige transportører, de har anvendt. Stk. 6. Der ydes ikke erstatning for prøver, som de statslige told- og skattemyndigheder udtager efter stk. 3 eller efter mineralolieafgiftslovens § 22, stk. 8.
§ 12.§-link ↗
Den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for de statslige told- og skattemyndigheder, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter mineralolieafgiftslovens § 25, stk. 3. Bestemmelserne i samme lovs § 25, stk. 4, og § 26, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2. På samme måde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 1, stk. 1, 3, 5 og 6, § 3, § 4, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, 2 og 4-7, § 8, stk. 1- 3, § 9, § 10, § 11, stk. 2 og 4, § 13, stk. 2, 2. pkt., og § 14, stk. 2, eller tilsidesætter vilkår, der er fastsat i medfør af § 1, stk. 6, § 5, eller § 6, stk. 2.
§ 13.§-link ↗
De statslige told- og skattemyndigheder kan tilbagekalde virksomhedernes tilladelse til farvning og modelgodkendelse af farvningsanlæg, hvis farvningsanlæggene anvendes eller indrettes på en sådan måde, at farvningsanlæggene ikke opfylder de stillede krav til nøjagtighed, farvningsanlæggets indretning m.v., eller at de statslige told- og skattemyndigheders kontrol efter § 11, ikke kan udføres på en rimelig måde. Stk. 2. Alle omkostninger forbundet med godkendelse, montering og drift af farvningsanlæg samt indkøb af mærkestof og farvestof til farvningspræparatet, laboratorietester og eventuelle øvrige omkostninger ved ordningen påhviler virksomhederne. Prøver af farvningspræparatet samt af olieprodukter skal på de statslige told- og skattemyndigheders anmodning indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder. Stk. 3. Ved uberettiget anvendelse af farvede olieprodukter kan de statslige told- og skattemyndigheder stille krav om, at brændstoftanke, beholdere m.v. skal tømmes og renses forinden overgang til opbevaring af andre varer end farvede olieprodukter.
§ 14.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 22. februar 2003. Stk. 2. Farvning af olieprodukter, jf. § 1, stk. 1, skal ske med virkning fra den 1. november 2003.