Bekendtgørelse nr. 998 · 2002

Historisk

Bekendtgørelse om udbetaling af støtte til værktøj, værnemidler og lignende fra Arbejdsgivernes Elevrefusion

Bekendtgørelse om udbetaling af støtte til værktøj, værnemidler og lignende fra Arbejdsgivernes Elevrefusion

Dokumentdato: 9. dec. 2002Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Retten til støtte til værktøj, værnemidler og lignende

§ 1.§-link ↗

Elever omfattet af lov om erhvervsuddannelser kapitel 7 a (skolepraktik) har ret til økonomisk støtte til værktøj, værnemidler og lignende. Støtten kan ydes under såvel skolepraktik som ordinære skoleophold.

Stk. 2. Det er en betingelse for ydelse af økonomisk støtte, at elever med uddannelsesaftale i den pågældende uddannelse er berettiget til at modtage sådanne ydelser fra arbejdsgiveren.

Stk. 3. Værnefodtøj, hvortil der ydes støtte, indkøbes efter aftale med skolen.

Stk. 4. Det fremgår af bilag 1 til denne bekendtgørelse, hvilke erhvervsuddannelser der giver ret til støtte, jf. stk. 2.

Kapitel 2 · Beregning og fastsættelse af støtte til værktøj, værnemidler og lignende

§ 2.§-link ↗

Støtte til værktøj, værnemidler og lignende beregnes på grundlag af de afholdte udgifter. Det fremgår af bilagene 1- 17 til denne bekendtgørelse, hvilke erhvervsuddannelser som giver eleverne ret til støtte, samt hvilke ydelser den pågældende elev har ret til.

Stk. 2. Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætter størrelsen af støtten.

Kapitel 3 · Udbetaling til eleverne

§ 3.§-link ↗

Hvis eleven opfylder betingelserne, jf. § 1, udbetaler skolen støtte til værktøj, værnemidler og lignende til eleven efter ansøgning.

Kapitel 4 · Udbetaling til skolerne

§ 4.§-link ↗

Arbejdsgivernes Elevrefusion udbetaler en gang om måneden til skolerne de beløb, der er udbetalt i henhold til § 3. Ved skolens anmodning om udbetaling benyttes en blanket fælles for de udgifter, skolen får refunderet direkte fra Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Stk. 2. Udbetalingen finder normalt sted den 10. i hver måned og omfatter blanketter modtaget senest den 5. i samme måned.

Kapitel 5 · Forskellige bestemmelser

§ 5.§-link ↗

Klager over afgørelser om udbetaling af støtte til værktøj, værnemidler og lignende kan inden fire uger efter meddelelse af afgørelsen indbringes for Ankenævnet for Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Stk. 2. Ved indgivelse af klage betales et gebyr på 300 kr. Klage anses for indgivet, når gebyret er modtaget af ankenævnets sekretariat. Gebyret tilfalder Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Stk. 3. Får klageren helt eller delvis medhold af ankenævnet, tilbagebetales gebyret af Arbejdsgivernes Elevrefusion.

§ 6.§-link ↗

Ansøgning om udbetaling af støtte til værktøj, værnemidler og lignende skal afleveres til skolen senest 2 måneder efter udgiften er afholdt.

Stk. 2. Skolerne kan i særlige tilfælde se bort fra en overskridelse af fristen i op til 2 måneder.

Kapitel 6 · Ikrafttræden

§ 7.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003. Forhøjelsen af de maksimale beløb, der kan ydes som støtte til erhvervelse af kørekort har virkning for erhvervelse af kørekort efter den 31. december 2002.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1119 af 26. november 2001 om udbetaling af støtte til værktøj, værnemidler og lignende fra Arbejdsgivernes Elevrefusion.