Bekendtgørelse nr. 919 · 2002

Historisk

Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler i kvæg- og svinebesætninger

Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler i kvæg- og svinebesætninger

Dokumentdato: 18. nov. 2002Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen vedrører aftaler om sundhedsrådgivning i en kvæg- eller svinebesætning i henhold til dyrlægelovens § 7 a, stk. 4 og 5.

Stk. 2. Sundhedsrådgivningens formål er at forbedre besætningens generelle sundhedsstatus og formindske smitstoffers mulighed for at forårsage sygdom. Formålet er desuden at optimere medicinanvendelsen, herunder anvendelsen af antibiotika med henblik på at mindske risikoen for resistensudvikling.

§ 2.§-link ↗

En sundhedsrådgivningsaftale skal indgås mellem besætningsejeren eller dennes repræsentant og én dyrlæge (besætningsdyrlægen).

Stk. 2. Ved besætningsejeren eller dennes repræsentant forstås i denne bekendtgørelse den person, der ejer, er drifts- eller på anden måde juridisk ansvarlig for besætningen.

Stk. 3. Aftalen skal indgås i skriftlig form ved anvendelse af de i bilag 1 og 2 indsatte standardkontrakter og skal kunne opsiges af begge parter med 1 måneds varsel.

Stk. 4. Besætningsdyrlægen skal ved indkøb eller receptordinering af lægemidler på apoteket benytte det praksisnummer, der fremgår af sundhedsrådgivningsaftalen.

Stk. 5. Ændring af besætningsdyrlægens praksisnummer skal inden 8 dage skriftligt meddeles fødevareregionen, hvorunder besætningen hører.

§ 3.§-link ↗

På ejendomme med både en kvæg- og en svinebesætning kan der indgås en sundhedsrådgivningsaftale for hver dyreart.

Stk. 2. Der kan indgås sundhedsrådgivningsaftaler for selvstændige, fysisk adskilte besætninger af samme dyreart, der er registreret hver for sig som selvstændige besætninger i Centralt HusdyrbrugsRegister (CHR). En sundhedsrådgivningsaftale kan kun omfatte ét CHR-nummer.

§ 4.§-link ↗

Besætningsdyrlægen skal inden 8 dage fra datoen for en sundhedsrådgivningsaftales indgåelse fremsende kopi af den indgåede aftale til den fødevareregion, hvorunder besætningen hører.

Stk. 2. Opsigelse af en sundhedsrådgivningsaftale skal af den opsigende part inden 8 dage meddeles fødevareregionen.

§ 5.§-link ↗

Sundhedsrådgivning kan kun udøves af besætningsdyrlægen eller én anden dyrlæge, der er givet fuldmagt hertil af besætningsdyrlægen, jf. stk.2.

Stk. 2. Fuldmagt sker ved udfyldelse af den i bilag 3 indsatte fuldmagtserklæring. Kopi af fuldmagtserklæringen skal af besætningsdyrlægen indsendes til fødevareregionen, hvorunder besætningen hører, inden 8 dage fra datoen for fuldmagtens ikrafttræden, dog senest den dag, hvor rettighederne i henhold til fuldmagten udøves første gang. I tilfælde af fuldmagtens ophør skal besætningsdyrlægen skriftligt underrette fødevareregionen herom senest 8 dage efter ophør.

§ 6.§-link ↗

Med grundlag i en sundhedsrådgivningsaftale kan besætningsdyrlægen receptordinere eller udlevere receptpligtige lægemidler til besætningsejeren eller dennes repræsentant, jf. dyrlægelovens § 7 a, stk. 4 og 5, såfremt bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse er overholdt.

Stk. 2. Ved akut opstået sygdom i en besætning, for hvilken der er indgået en sundhedsrådgivningsaftale, kan en dyrlæge omfattet af praksis- eller vagtsamarbejde med besætningsdyrlægen på dennes vegne receptordinere eller udlevere lægemidler til behandling af den akutte sygdom i indtil 5 dage. Besætningsdyrlægen skal straks orienteres herom.

§ 7.§-link ↗

En sundhedsrådgivningsaftale om kvæg skal omfatte mindst 12 årlige rådgivningsbesøg, hvoraf mindst 8 skal gennemføres af besætningsdyrlægen. Rådgivningsbesøgene skal aflægges med et interval af mindst 20 og højst 40 dage.

Stk. 2. En sundhedsrådgivningsaftale om svin skal omfatte mindst 12 årlige konsultationer, hvoraf mindst 6 skal gennemføres som rådgivningsbesøg. Besætningsdyrlægen skal gennemføre mindst 8 konsultationer og heraf mindst 6 rådgivningsbesøg. Rådgivningsbesøgene skal aflægges med et interval af mindst 20 og højst 75 dage.

Stk. 3. Et rådgivningsbesøg skal mindst omfatte det i bilag 1 (svinebesætning) eller bilag 2 (kvægbesætning) beskrevne indhold.

Stk. 4. Et rådgivningsbesøg kan kun gennemføres, såfremt ejeren eller dennes repræsentant er tilstede.

Stk. 5. Den del af en kvægbesætning, der er på varig sommergræsning, er i perioden undtaget fra de i stk. 1 anførte betingelser.

§ 8.§-link ↗

Besætningsejeren eller dennes repræsentant skal mellem rådgivningsbesøgene foretage optegnelse over medicinanvendelse, sygdomstilfælde og dødsfald i besætningen.

Stk. 2. Optegnelserne skal være samlede og overskuelige. Besætningsejeren eller dennes repræsentant skal ved hvert rådgivningsbesøg forelægge besætningsdyrlægen optegnelserne, jf. § 11, stk. 2.

§ 9.§-link ↗

Besætningsdyrlægen afslutter hvert rådgivningsbesøg i besætningen med en skriftlig besøgsrapport. Besøgsrapporten skal indeholde følgende: 1) Beskrivelse af udbredelsen af de på besøgsdagen diagnosticerede sygdomme i alle staldafsnit. 2) Beskrivelse af umiddelbare mangler vedrørende fodring, klima- og staldforhold. 3) Vurdering af besætningens sundhedsmæssige status i relation til produktionsdata i den forgangne periode. 4) Vurdering af iværksatte tiltag på baggrund af de handlingsplaner, som har til hensigt at optimere medicinforbruget. 5) Handlingsplaner for den kommende periode på baggrund af nummer 1-4.

Stk. 2. Besøgsrapporten skal underskrives af besætningsdyrlægen og udleveres til besætningsejeren eller dennes repræsentant, der ved underskrift bekræfter at have deltaget i rådgivningsbesøget og at have modtaget rapporten.

§ 10.§-link ↗

Besætningsdyrlægen skal føre en journal med optegnelser for hver kontakt med besætningen. Journalen skal indeholde følgende: 1) Oplysning om receptordinerede og udleverede lægemidler, herunder præparatnavne, mængder og dosering, samt hvilke sygdomme, der påtænkes behandlet. 2) Oplysning om de tilbageholdelsestider, der er meddelt over for besætningsejeren eller dennes repræsentant. 3) I forbindelse med hvert rådgivningsbesøg kopi af besætningsejerens optegnelser eller en månedsopgørelse på baggrund heraf og oplysning om status med hensyn til ikke forbrugte lægemidler. 4) Besætningsejerens eller dennes repræsentants skriftlige bekræftelse af de anførte oplysningers rigtighed. 5) Resultater af laboratorieundersøgelser og anden dokumentation, som danner baggrund for rådgivningsarbejdet. 6) Kopi af besøgsrapport.

Stk. 2. Den i stk. 1 omtalte journal skal opbevares af besætningsdyrlægen i mindst 5 år. Endvidere skal besætningsejeren eller dennes repræsentant opbevare den i stk. 1, nr. 6, anførte besøgsrapport i 5 år. Journal og besøgsrapport skal på forlangende umiddelbart forevises og udleveres til kontrolmyndigheden.

Stk. 3. Ved hvert rådgivningsbesøg skal besætningsdyrlægen til besætningsejeren eller dennes repræsentant udlevere kopi af de oplysninger, der er tilført journalen.

§ 11.§-link ↗

Besætningsejeren eller dennes repræsentant er pligtig til at efterleve de handlingsplaner, som har til hensigt at optimere medicinforbruget, og som fremgår af besøgsrapporten.

Stk. 2. Såfremt besætningsejeren eller dennes repræsentant gentagne gange tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til stk. 1 eller bestemmelsen i § 8, stk. 2, 2. pkt. vedrørende optegnelser, skal besætningsdyrlægen underrette fødevareregionen herom.

§ 12.§-link ↗

En sundhedsrådgivningsaftale, som ikke er affattet eller som ikke efterleves i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, er ugyldig.

§ 13.§-link ↗

Overtrædelse af § 2, stk.1 eller stk. 4-5, § 3, stk. 2, 2. pkt., §§ 4-6, § 7, stk. 1-4, § 8, stk. 1 eller stk. 2, 2. pkt. eller §§ 9-11 straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 14.§-link ↗

Findes en besætningsejer eller dennes repræsentant ved dom skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af § 2, stk. 1 eller stk. 3, § 3, stk. 2, 2. pkt., § 8, stk. 1 eller stk. 2, 2. pkt. eller § 11, kan besætningsejeren eller dennes repræsentant efter § 19 a i lov om dyrlægegerning for en periode af indtil 5 år frakendes retten til at behandle dyr under anvendelse af receptpligtige lægemidler.

§ 15.§-link ↗

Findes en dyrlæge skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af § 2, stk. 1 eller stk. 4-5, § 3, stk. 2, 2. pkt., §§ 4-7, eller §§ 9-10, kan dyrlægen efter § 11 b i lov om dyrlægegerning for en periode af indtil 5 år fratages retten til at udlevere receptpligtige lægemidler.

§ 16.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. november 2002.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 304 af 11. maj 1995 om sundhedsrådgivningsaftaler for kvæg- og svinebesætninger.

§ 17.§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.