Bekendtgørelse nr. 123 · 2002

Historisk

Bekendtgørelse om indførsel af strudse og rugeæg deraf fra tredjelande

Bekendtgørelse om indførsel af strudse og rugeæg deraf fra tredjelande

Dokumentdato: 15. mar. 2002Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse fastsætter de dyresundhedsmæssige betingelser for indførsel af levende strudse og rugeæg deraf fra tredjelande.

Stk. 2. Bestemmelserne i bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med fjerkræ og rugeæg samt indførsel heraf fra tredjelande skal tillige være overholdt.

§ 2.§-link ↗

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Strudsefugle: Fugle af arterne struds (struthio camelus), emu (dromaius noveahollandiae) og nandu (rhea americana), der opdrættes eller holdes i fangenskab med henblik på avl eller produktion af kød. 2) Rugeæg: Æg af strudse, bestemt til udrugning. 3) Daggamle kyllinger: Strudse, der ikke har optaget foder, og som er under 72 timer. 4) Brugsstrudse: Strudse, der opdrættes med henblik på produktion af kød. 5) Slagtestrudse: Strudse, som føres til et slagtested med henblik på slagtning inden 72 timer efter ankomsten til Danmark.

§ 3.§-link ↗

Indførsel af strudse og rugeæg deraf må kun finde sted fra lande, der er opført på EU´s liste over tredjelande eller områder i tredjelande, der er godkendt til udførsel af strudse til EU-medlemsstaterne (Tredjelandslisten).

§ 4.§-link ↗

Ved indførsel af strudse eller rugeæg deraf skal strudsene eller rugeæggene være ledsaget af de i § 5 7 omhandlede certifikater, og certifikaterne skal opfylde følgende betingelser: 1) certifikatet skal være udstedt på afsendelsesdagen, 2) det skal være udfærdiget på afsendelseslandets sprog og på dansk, 3) det skal være underskrevet af den ansvarlige embedsdyrlæge i afsenderlandet, 4) det skal være forsynet med embedsstempel og underskrevet i anden farve end certifikatet, og 5) det skal være udstedt til en bestemt modtager og være gyldigt i 5 dage.

§ 5.§-link ↗

Avls- og brugsstrudsefugle, der har oprindelse i lande, der er fri for aviær influenza og Newcastle disease, skal være ledsaget af et sundhedscertifikat, der opfylder kravene i bilag 1.

Stk. 2. Avls- og brugsstrudsefugle, der har oprindelse i områder, der er fri for aviær influenza, men ikke er fri for Newcastle disease, skal være ledsaget af et sundhedscertifikat, der opfylder kravene i bilag 2.

Stk. 3. Rugeæg fra strudse, der har oprindelse i lande, der er fri for aviær influenza og Newcastle disease, skal være ledsaget af et sundhedscertifikat, der opfylder kravene i bilag 3.

Stk. 4. Rugeæg fra strudse, der har oprindelse i lande, der er fri for aviær influenza, men ikke er fri for Newcastle disease, skal være ledsaget af et certifikat, der opfylder kravene i bilag 4.

Stk. 5. Daggamle kyllinger af strudsefugle, der har oprindelse i lande, der er fri for aviær influenza og Newcastle disease, skal være ledsaget af et certifikat, der opfylder kravene i bilag 5.

Stk. 6. Daggamle kyllinger af strudsefugle, der har oprindelse i områder, der er fri for aviær influenza, men ikke er fri for Newcastle disease, skal være ledsaget af et certifikat, der opfylder kravene i bilag 6.

Stk. 7. Slagtestrudsefugle, der har oprindelse i lande, der er fri for aviær influenza og Newcastle disease, skal være ledsaget af et certifikat, der opfylder kravene i bilag 7.

Stk. 8. Slagtestrudsefugle, der har oprindelse i lande, der er fri for aviær influenza, men ikke er fri for Newcastle disease, skal være ledsaget af et certifikat, der opfylder kravene i bilag 8.

§ 6.§-link ↗

Det er en betingelse for indførsel, at strudse eller rugeæg deraf kommer fra en virksomhed i afsendelseslandet, der er godkendt af dette lands officielle myndigheder ifølge krav, der mindst svarer til kravene for godkendelse af en sådan virksomhed i Den Europæiske Union.

Stk. 2. Det er endvidere en betingelse for indførsel, at: 1) levende strudsefugle er identificeret med halsmærker og/eller mikrochips, der indeholder oprindelseslandets ISO-kode. Mikrochips skal være i overensstemmelse med ISO-standarderne, 2) rugeæg skal være mærket med et stempel, der angiver afsendelseslandets ISO-kode og virksomhedens godkendelsesnummer. Mærkningen skal ligeledes være i overensstemmelse med de bestemmelser, der i øvrigt er fastsat om mærkning af æg. Emballagen skal være mærket med tydelige og letlæselige oplysninger om, at sendingen indeholder rugeæg, og 3) emballage, hvori transport af daggamle kyllinger finder sted, skal mærkes med ISO-koden for det land samt godkendelsesnummeret for virksomheden, hvorfra de daggamle kyllinger afsendes. Emballagen skal være mærket med tydelige og letlæselige oplysninger om, at sendingen indeholder daggamle kyllinger.

§ 7.§-link ↗

Avls- og brugsstrudsefugle eller daggamle kyllinger af strudsefugle skal efter indførslen holdes i isolation på bestemmelsesbedriften i mindst 6 uger fra ankomsdatoen til Danmark eller ind til slagtedatoen, hvis de slagtes, inden de 6 uger er gået fra ankomsten.

Stk. 2. Strudsefugle, der er klækket af importerede rugeæg, skal holdes i isolation i mindst 3 uger fra klækningen på rugeriet. Det er dog tilladt at sende fuglene til en anden bedrift. I det tilfælde gælder isolationsperioden fra ankomsten til den nævnte bedrift. I den nævnte isolationsperiode skal dyrene holdes i huse, hvor der ikke er andre strudsefugle eller fjerkræflokke.

Stk. 3. Æg af strudsefugle skal udruges i særskilte ruge- eller klækkemaskiner.

Stk. 4. Fødevareregionen kan dog efter ansøgning dispensere fra bestemmelserne i stk. 2 eller 3 om adskillelse på betingelse af, at de omhandlede perioder regnes fra datoen for indsættelsen eller ilæggelsen af det sidst importerede dyr eller æg. Isolationsperioden gælder da for alt fjerkræ i huset og fjerkræ udruget i ruge/klækkemaskiner, hvor der er ilagt strudseæg.

Stk. 5. De i stk. 1 og 2 omhandlede isolationsfaciliteter skal være godkendt af fødevareregionen.

Stk. 6. Strudsefuglene må endvidere ikke slippes ud fra isolationsfaciliteterne, før de er undersøgt af en embedsdyrlæge ved Fødevareregionen. Embedsdyrlægen kan i den forbindelse om fornødent udtage prøver til undersøgelse af sundhedstilstanden.

Stk. 7. De i stk. 1 og stk. 2 omhandlede isolationsperioder kan forlænges ved mistanke om aviær influenza, Newcastle disease eller Krim-Congo hæmoragisk feber. Forlængelsen gælder, indtil mistanken er afvist.

§ 8.§-link ↗

Såfremt strudsefuglene hidrører fra lande i Afrika eller Asien, skal de straks efter ankomsten på bestemmelsesbedriften behandles, så alle ektoparasitter dræbes. Hver enkelt fugl skal 14 dage efter behandlingen underkastes en kompetitiv ELISA-test for antistoffer mod Krim-Congo hæmoragisk feber.

Stk. 2. Såfremt der er strudsefugle, der reagerer positivt på den i stk. 1 omhandlede ELISA-test, skal disse strudsefugle slås ned under tilsyn af fødevareregionen.

Stk. 3. I den i stk. 2 omhandlede situation skal alle kontaktfugle underkastes en ny ELISA-test 21 dage efter den oprindelige prøve.

Stk. 4. Såfremt der er kontaktfugle, der reagerer positivt ved den i stk. 3 omhandlede prøve, skal hele kontaktgruppen slås ned under tilsyn af fødevareregionen.

§ 9.§-link ↗

Såfremt strudsefuglene eller de rugeæg, som der klækkes kyllinger af, har oprindelse i et land, der betragtes som ramt af Newcastle disease, skal der: 1) I de i § 7, stk. 1 og 2, omhandlede isolationsperioder foretages en virusisolationsprøve for Newcastle disease enten på kloaksvaberprøver eller gødningsprøver fra hvert enkelt dyr. 2) Ud over den i pkt. 1 omhandlede virusisolationsprøve foretages en serologisk prøve på hvert dyr.

Stk. 2. Strudsefuglene kan først frigives fra isolationen, når de i stk. 1 omhandlede prøver er konstateret negative.

§ 10.§-link ↗

Udgifterne i forbindelse med foranstående er Fødevaredirektoratet uvedkommende.

§ 11.§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder §§ 3 9.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 12.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. marts 2002.