Bekendtgørelse nr. 1228 · 2000

Historisk

Bekendtgørelse om grundforløb i erhvervsuddannelserne

Bekendtgørelse om grundforløb i erhvervsuddannelserne

Dokumentdato: 18. dec. 2000Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

En erhvervsuddannelse består af et grundforløb efterfulgt af et hovedforløb, jf erhvervsuddannelseslovens § 12, stk.1. Stk. 2. Grundforløbene grupperes, jf. lovens § 14, stk. 1, i 7 erhvervsfaglige fællesindgange, der benævnes: 1) Teknologi og kommunikation. 2) Bygge og anlæg. 3) Håndværk og teknik. 4) Fra jord til bord - hotel, køkken, levnedsmiddel og jordbrug. 5) Mekanik, transport og logistik. 6) Service. 7) Det merkantile område - handel, kontor og finans.

§ 2.§-link ↗

Undervisningen i et grundforløb består af en obligatorisk og en valgfri del, jf. erhvervsuddannelseslovens § 12, stk. 1, og § 24, stk. 2 og 3. Stk. 2. Grundforløbet varer for den enkelte elev mindst 10 og højst 60 uger, jf. dog stk. 3. Den valgfrie undervisning kan dog højst vare 40 uger. Stk. 3. I den fællesindgang, der er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 7, består grundforløbet af indtil 40 ugers valgfri indledende undervisning efterfulgt af indtil 76 ugers obligatorisk undervisning, jf. erhvervsuddannelseslovens § 12, stk. 3. Stk. 4. For elever med uddannelsesaftale, kan grundforløbet efter reglerne om uddannelsen opdeles i flere skoleperioder, hvis der er tilstrækkeligt elevgrundlag herfor. Formål

§ 3.§-link ↗

Grundforløbene har det overordnede formål at være fleksible indledende dele af erhvervsuddannelserne. De skal indeholde undervisning, der på baggrund af arbejdsmarkedets behov for kvalifikationer kan imødekomme den enkelte elevs ønsker, behov og muligheder med hensyn til erhvervsfaglige og almene kvalifikationer. Stk. 2. Formålet med den obligatoriske undervisning i grundforløbet er, at eleven erhverver almene, faglige og personlige kvalifikationer, som kræves for at kunne fortsætte i et hovedforløb. Stk. 3. Den valgfrie undervisning i grundforløbet skal kunne understøtte og bidrage til at supplere kvalifikationer med hensyn til hovedforløb og studiekompetence ud fra den enkeltes ønsker og forudsætninger, jf. § 7. Undervisningens indhold og tilrettelæggelse

§ 4.§-link ↗

Skolen skal i den lokale undervisningsplan fastsætte, hvordan undervisningen i grundforløbene er organiseret, jf. hovedbekendtgørelsen. Undervisningen skal tilrettelægges for den enkelte elev i overensstemmelse med den personlige uddannelsesplan, der udarbejdes for eleven, jf. bekendtgørelse om elevers og praktikvirksomheders retsforhold (retsbekendtgørelsen). Stk. 2. Skolen skal, eventuelt i samarbejde med andre skoler, udbyde samtlige fag og andre uddannelsesaktiviteter, som er obligatoriske i den erhvervsfaglige fællesindgang, og tilvejebringe en vifte af undervisningstilbud, der opfylder formålene med den valgfrie undervisning. Stk. 3. Som led i den obligatoriske undervisning skal skolen tilbyde uddannelses- og erhvervsvejledning samt orientere om retlige forhold mellem elever og praktikvirksomheder og om betingelserne for optagelse til skolepraktik. Stk. 4. Den valgfrie undervisning skal i videst muligt omfang gennemføres i sammenhæng med den obligatoriske undervisning, jf. dog § 2, stk. 3.

§ 5.§-link ↗

Den personlige uddannelsesplan, der udarbejdes for eleven, jf. retsbekendtgørelsen, skal med hensyn til grundforløbet indeholde oplysninger om 1) forløbets varighed, begyndelses- og forventede afslutningstidspunkt, 2) elevens mål for forløbet, herunder elevens nærmere uddannelsesvalg, 3) den undervisning, eleven har tilmeldt sig, herunder eventuelt projektarbejde og valg af valgfri undervisning, 4) de prøver mv. eleven skal deltage i og 5) en plan for elevens praktikpladssøgning, hvis eleven ikke har indgået uddannelsesaftale.

§ 6.§-link ↗

Undervisningen i den obligatoriske del af grundforløbet i de erhvervsuddannelser, der er henført til de erhvervsfaglige fællesindgange, som er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 1-6, omfatter, som angivet i bilag 1-6, grundfag, fælles områdefag og områdefag, der er særlige for de enkelte hovedforløb, jf. § 24, stk. 2, i erhvervsuddannelsesloven. I begrænset omfang kan fælles områdefag efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet være særlige for grupper af uddannelser i fællesindgangen, jf. lovens § 25, stk. 3. Stk. 2. I de uddannelser, hvor der, jf. lovens § 9 er begrænset adgang til skoleundervisningen for elever uden uddannelsesaftale, skal adgangsbegrænsningen knyttes til de områdefag, der er særlige for de enkelte hovedforløb, jf. retsbekendtgørelsen. Stk. 3. Undervisning og bedømmelse i den obligatoriske del af grundforløbet for den erhvervsfaglige fællesindgang, der er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 7, følger reglerne for uddannelserne til henholdsvis kontoruddannelsen med specialer, generel kontoruddannelse, detailhandelsuddannelsen med specialer, generel detailhandelsuddannelse, handelsuddannelsen med specialer, generel handelsuddannelse og finansuddannelsen.

§ 7.§-link ↗

Den valgfrie del af grundforløbet skal sammen med den obligatoriske del give den enkelte elev mulighed for 1) at understøtte tilegnelsen af de almene og faglige kundskaber, som er nødvendige for at kunne fortsætte i et hovedforløb og herunder opnå uddannelsesaftale, 2) at orientere og afklare sig fortrinsvis om de uddannelser, der er henført til den pågældende erhvervsfaglige fællesindgang, inden de vælger hovedforløb, 3) faglig fordybelse, 4) personlig udvikling, 5) at vælge mellem fortsættelse i hovedforløb i en erhvervsuddannelse eller på 2. år i en erhvervsgymnasial uddannelse og 6) tage fag på højere niveau end de obligatoriske og derved udbygge deres studiekompetence. Stk. 2. Valgfri undervisning, jf. stk. 1, nr. 2, 3 og 4, skal være af begrænset omfang. Stk. 3. Den valgfri indledende undervisning, jf. § 2, stk. 3, skal bestå af elementer, der er omfattet af stk. 1, nr. 1, 2 og 4. Elevens uddannelsesplan, jf. § 5, skal indeholde en beskrivelse af den valgte indledende valgfri undervisning. Fritagelse for dele af grundforløbet

§ 8.§-link ↗

Fritagelse for dele af den obligatoriske del af grundforløbet kan ske efter reglerne i hovedbekendtgørelsen og bekendtgørelsen om merit samt efter reglerne om de enkelte obligatoriske grundforløb, jf. bilag 1-6. Grundforløbsbevis og skolevejledning

§ 9.§-link ↗

Når eleven har gennemført grundforløbet, udsteder skolen et bevis herfor. Stk. 2. Det skal fremgå af grundforløbsbeviset, hvilke obligatoriske og valgfrie dele eleven har gennemført med angivelse af niveau samt standpunkts- og eventuelle prøvekarakterer. Desuden skal det angives, hvilket eller hvilke hovedforløbs skoleundervisning eleven har adgang til, jf. uddannelsesbekendtgørelserne. Stk. 3. Hvis eleven ved afslutningen af grundforløbet ikke opfylder betingelserne for at fortsætte i et hovedforløb, udsteder skolen en skolevejledning til eleven, jf. retsbekendtgørelsen . Skolen udsteder tillige skolevejledning til elever, der modtager et grundforløbsbevis, hvis eleven ikke opnår adgang til et hovedforløb, som elevens personlige uddannelsesplan retter sig mod. Stk. 4. Hvis et grundforløb for elever med uddannelsesaftale er opdelt i flere skoleperioder, udsteder skolen en skolevejledning til eleven efter afslutningen af det enkelte skoleophold, jf. dog stk. 1 og 3. Stk. 5. Elever, der afbryder et grundforløb, har ret til dokumentation for den gennemførte undervisning og eventuelt bevis for enkeltfag, hvis der er grundlag herfor, jf. eksamensbekendtgørelsen. Bedømmelse mv.

§ 10.§-link ↗

Skolen foretager en løbende og afsluttende bedømmelse af elevens udvikling og standpunkt, jf. hovedbekendtgørelsen. Stk. 2. Den obligatoriske del af undervisningen bedømmes i henhold til reglerne om grundfag og bilag 1-6. Bedømmelsen i den valgfrie del af undervisningen følger reglerne for de enkelte fag, jf. hovedbekendtgørelsen. Ikrafttræden

§ 11.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001 og har virkning for uddannelser, der påbegyndes efter denne dato. Stk. 2 . Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 972 af 12. december 1995 om erhvervsuddannelsernes 1. skoleperiode.