§ 1.§-link ↗
Formålet med erhvervsakademiuddannelsen inden for levnedsmiddel og proces er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at kunne planlægge, løse og kontrollere arbejdsopgaver af teknisk faglig karakter i forbindelse med drift, udvikling og styring af produktion i fødevare- og procesindustri. Stk. 2. Den uddannede skal kunne 1) kombinere viden om tekniske, økonomiske, miljømæssige og organisatoriske forhold i forbindelse med planlægning og gennemførelse af produktions- og procesforløb, 2) varetage og lede projektstyringsopgaver samt kunne indgå i samarbejdsmæssige relationer med andre med anden uddannelsesmæssig, sproglig og kulturel baggrund og 3) tilegne sig ny viden i relation til området og tilgrænsende områder.
§ 2.§-link ↗
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 2 studenterårsværk. Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år. Et studenterårsværk svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-point). Stk. 2. Uddannelsen skal være afsluttet senest 4 år efter studiestart. Institutionen kan, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, dispensere herfra. Stk. 3. Studerende i specialet fødevare skal gennemføre virksomhedsuddannelse svarende til 30 ECTS-point under lønnet ansættelse i en eller flere virksomheder, jf. § 3, stk. 4, nr. 3. Stk. 4. Institutionen kan kun optage studerende i specialet fødevare svarende til det antal uddannelsespladser i virksomheder, som institutionen kan sandsynliggøre, at der vil være til rådighed. Stk. 5. I specialerne mejeridrift og procesteknik kan op til 15 ECTS-point af de i § 3 nævnte ECTS-point for det samlede uddannelsesforløb efter institutionens bestemmelse gennemføres som studieophold i en eller flere virksomheder. Stk. 6. Erhvervsakademiuddannelsen inden for levnedsmiddel og proces giver ret til at anvende betegnelsen procesteknolog AK.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsen består af en obligatorisk del, der har et omfang svarende til 63 ECTS-point, og en valgdel, der har et omfang svarende til 57 ECTS-point. Stk. 2. Den obligatoriske del består af følgende emneområder: 1) Kemiteknologi og mikrobiologi, der skal kvalificere den studerende til efter gældende regler og standarder for sikkerhed i laboratorier at kunne arbejde med kemiske og mikrobiologiske processer. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: kemi, mikrobiologi samt laboratorieteknik. Emneområdet skal have et omfang svarende til 15 ECTS-point. 2) Produktion, der skal kvalificere den studerende til at kunne planlægge, gennemføre og dokumentere en produktion efter gældende regler og standarder for sikkerhed og hygiejne. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: produktteknologi, logistik, produktionshygiejne samt kvalitetskontrol. Emneområdet skal have et omfang svarende til 12 ECTS-point. 3) Procesteknik, der skal kvalificere den studerende til at kunne skabe overblik over og identificere faktorer af betydning for indkøring, drift og vedligehold af forsøgs- og produktionsanlæg. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: måling, styring og regulering, enhedsoperationer samt sekundære anlæg. Emneområdet skal have et omfang svarende til 12 ECTS-point. 4) Proces- og produktudvikling, der skal kvalificere den studerende til at kunne arbejde med tilpasning og udvikling af produkter og processer under hensyn til råvarer, udstyr og produktkrav. I området indgår følgende emne i henhold til bilag: proces- og produktudvikling. Emneområdet skal have et omfang svarende til 9 ECTS-point. 5) Virksomheden, der skal kvalificere den studerende til at kunne håndtere organisatoriske, ledelsesmæssige, økonomiske og produktionsmæssige forhold af betydning for produktionen i fødevare- og procesindustri. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: virksomhedsøkonomi, virksomhedsorganisation, ledelse og samarbejde samt kommunikation. Emneområdet skal have et omfang svarende til 12 ECTS-point. 6) Kvalitets- og miljøstyring, der skal kvalificere den studerende til at kunne indgå i forsøgs- og produktionsopgaver under hensyn til gældende lovgivning, standarder og miljøkrav. I området indgår følgende emne i henhold til bilag: kvalitets- og miljøstyringssystemer. Emneområdet skal have et omfang svarende til 3 ECTS-point. Stk. 3. Valgdelen, der er bunden, bygger på den obligatoriske del og består af specialeforløb og det afsluttende eksamensprojekt. Institutionen udbyder et eller flere af de specialer, der er nævnt i stk. 4, nr. 1-3. Stk. 4. Specialeforløbene, der hver for sig har et omfang svarende til 48 ECTS-point, består af: 1) Mejeridrift, der skal kvalificere den studerende til at kunne varetage opgaver inden for mejeriproduktion i forbindelse med drift, analyse, økonomi, styring samt udvikling af produkter og processer. I specialet indgår følgende emner i henhold til bilag: mejerikemi, mejeribakteriologi, mejeriprodukter og produktionsteknologi, lovgivning, produktudvikling, mejeriprocesanlæg, miljø- og bygningsteknik, mejeriøkonomi samt marketing. 2) Procesteknik, der skal kvalificere den studerende til at kunne varetage opgaver inden for procesindustri i forbindelse med drift, udvikling, optimering og opbygning af processer. I området indgår følgende emner i henhold til bilag: produktkemi, materialelære, energioverførsel, maskinelementer, procesteknik, industriel sikkerhed og brandhygiejne, særlige produktionsforhold, måleteknik, styringsteknik samt reguleringsteknik. 3) Fødevare, der skal kvalificere den studerende til at kunne varetage opgaver inden for fødevareproduktion i forbindelse med drift, analyse, styring samt udvikling af produkter og processer ved fødevareproduktion. I specialet indgår følgende emner i henhold til bilag: produktion, produktkvalitet, ernæring, lovgivning, produktudvikling, procesoptimering samt virksomhedsuddannelse, jf. § 2, stk. 3. Stk. 5. I det afsluttende eksamensprojekt skal den studerende dokumentere evne til på et analytisk og metodisk grundlag at kunne bearbejde en kompleks og praksisnær problemstilling i relation til en konkret opgave inden for uddannelsens og specialets formål. Projektet skal have et omfang svarende til 9 ECTS-point. Den studerende skal gennemføre det afsluttende eksamensprojekt inden for centrale problemstillinger i uddannelsen. Den studerendes specialeforløb skal indgå.
§ 4.§-link ↗
Institutionen skal ved tilrettelæggelse af uddannelsen tage udgangspunkt i relevant erhvervspraksis og anvendt teori. Stk. 2. Institutionen kan tilrettelægge op til 15 ECTS-point af uddannelsens obligatoriske del med differentieret undervisning for at sikre de studerende et fælles studiegrundlag. Stk. 3. Institutionen skal sikre progression i hele uddannelsesforløbet. Stk. 4. Der skal i uddannelsen indgå undervisningsformer, der kan udvikle den studerendes selvstændighed, samarbejdsevne og evne til at skabe fornyelse. Stk. 5. Institutionen kan i studieordningen fastsætte regler om, at den studerende har pligt til at deltage i undervisningen. Stk. 6. I uddannelsen indgår, i det omfang det er relevant, undervisning i miljømæssige problemstillinger og i samspillet mellem forskellige kulturformer.
§ 5.§-link ↗
Lærere, der underviser i uddannelsen, skal have kandidatniveau eller tilsvarende niveau opnået gennem anden videregående uddannelse og relevant erhvervserfaring, der kan dokumentere det faglige og teoretiske niveau. Lærerne skal normalt have relevant erhvervserfaring. Stk. 2. Lærerne skal kunne dokumentere et pædagogisk kvalifikationsniveau.
§ 6.§-link ↗
For eksamen, herunder prøveformer, bedømmelse, eksamensbevis, klage over eksamen m.v. gælder reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet (eksamensbekendtgørelsen), jf. dog stk. 2, bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse samt bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet (censorbekendtgørelsen). Stk. 2. De eksterne prøver, jf. § 7, bedømmes efter 13-skalaen. En af de prøver, der er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, kan være en gruppeprøve med individuel bedømmelse.
§ 7.§-link ↗
Uddannelsen indeholder følgende 4 eksterne prøver: 1) 1 prøve, der ligger inden udgangen af 2. semester. Prøven skal tilrettelægges, så den bredt kombinerer væsentlige områder af 1. års undervisning. 2) 2 prøver i 2. studieår, som tilsammen skal dokumentere mindst 2/3 af uddannelsen. 3) Det afsluttende eksamensprojekt, som sammen med de 2 prøver i 2. studieår skal dokumentere, at uddannelsens afgangsniveau er opnået. Stk. 2. Emnet for det afsluttende eksamensprojekt formuleres af den studerende i samråd med institutionen og så vidt muligt i samarbejde med en virksomhed. Institutionen godkender opgavens formulering. Stk. 3. Prøven i det afsluttende eksamensprojekt består af et projekt og en mundtlig del. Der gives 1 samlet karakter. Stk. 4. Den prøve, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, skal være bestået, før den studerende kan aflægge de prøver, der er nævnt i stk. 1, nr. 2 og 3. Stk. 5. Der kan indgå interne prøver i uddannelsen.
§ 8.§-link ↗
Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning. Stk. 2. Studieordningen skal indeholde: 1) Mål for samt indhold og tidsmæssigt omfang af de enkelte fag, herunder specialeforløb, samt fagenes tidsmæssige placering i uddannelsesforløbet. Omfanget af fagene fastsættes i ECTS-point, jf. § 3. 2) Mål for samt indhold og tidsmæssigt omfang af eventuelle studieophold og disses tidsmæssige placering i uddannelsesforløbet. Omfanget af studieophold fastsættes i ECTS-point, jf. § 2, stk. 5. 3) Mål for samt indhold og tidsmæssigt omfang af virksomhedsuddannelse og dennes tidsmæssige placering i uddannelsesforløbet. Omfanget af virksomhedsuddannelsen fastsættes i ECTS-point, jf. § 2, stk. 3. 4) Retningslinjer for virksomhedsuddannelse, jf. § 2, stk. 3, hvoraf krav og forventninger til de involverede parter fremgår. 5) Beskrivelse af undervisnings- og arbejdsformer. 6) Krav til undervisning og eksamen, herunder bundne forudsætninger i uddannelsesforløbet. 7) Angivelse af eventuelle interne prøver, jf. § 7, stk. 5. 8) Eventuelle regler om pligt til at deltage i undervisningen, jf. § 4, stk. 5. 9) Regler om vægtning af projekt og mundtlig del i det afsluttende eksamensprojekt, jf. § 7, stk. 3. 10) Regler om meritoverførsel. 11) Angivelse af indgåede meritaftaler. 12) Angivelse af hvorledes uddannelsen eventuelt udbydes som åben uddannelse. Stk. 3. Det skal af studieordningen fremgå, at institutionen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, kan dispensere fra de regler i studieordningen, som alene er fastsat af institutionen. Stk. 4. Inden en studieordning fastsættes og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager institutionen kontakt til studerende og aftagere. Derudover indhentes en udtalelse fra censorformandskabet, jf. censorbekendtgørelsen. Andre udbydere af uddannelsen orienteres med henblik på koordinering af uddannelsen. Stk. 5. Studieordningen og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse. Stk. 6. Ved udstedelse af ny studieordning og ved væsentlige ændringer heraf fastsættes overgangsregler i studieordningen. Stk. 7. Relevante uddannelsesinstitutioner, censorerne og Undervisningsministeriet skal orienteres om studieordningen og ændringer heraf. Stk. 8. Den ajourførte studieordning skal være tilgængelig for studerende og andre interesserede senest ved et studieårs begyndelse.
§ 9.§-link ↗
Ved skift til samme uddannelse ved anden institution skal bestået prøve, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, godskrives den studerende. Stk. 2. Beståede uddannelseselementer i øvrigt ved en institution, der udbyder uddannelsen efter denne bekendtgørelse, ækvivalerer de tilsvarende uddannelseselementer ved andre institutioner, der udbyder uddannelsen. Stk. 3. Institutionen kan i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelse træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse. Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelsesdele. Stk. 4. Ved godkendelse efter stk. 3 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.
§ 10.§-link ↗
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform. Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde der er nævnt i § 2, stk. 2.
§ 11.§-link ↗
Institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Undervisningsministeriet, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Klagen indgives til institutionen, der afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere inden for en frist af 1 uge. Institutionen sender klagen til ministeriet vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil. Stk. 2. Frist for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.
§ 12.§-link ↗
Den del af uddannelsen, der er virksomhedsuddannelse, jf. § 2, stk. 3, evalueres senest ved udgangen af 2003.
§ 13.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2000.