Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v., plejeinstitutioner, forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner og butikker § 1 I bekendtgørelse nr. 196 af 21. marts 1990 om brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v., plejeinstitutioner, forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner og butikker foretages følgende ændringer: 1. Indledningen affattes således: »I medfør af § 40, jf. § 38, stk. 2 og stk. 3, i brandloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 365 af 28. juli 1983, og § 70, stk. 4 og 5, i beredskabsloven, lov nr. 1054 af 23. december 1992, fastsættes:« 2. § 2, nr. 2, affattes således: »2) forsamlingslokaler til mere end 50 personer,«. 3. § 3, stk. 1, affattes således: »§ 3. De i § 2, nr. 1, og nr. 3-5, nævnte virksomheder og institutioner m.v. samt forsamlingslokaler til mere end 150 personer er undergivet »Driftsmæssige forskrifter«, der udfærdiges af Beredskabsstyrelsen.« 4. I § 3 indsættes som nyt stk. 3: »Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan for forsamlingslokaler til mere end 50 og højst 150 personer give driftsmæssige pålæg, der i det enkelte tilfælde skønnes nødvendige til at forebygge eller formindske brandfaren og til at sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand.« 5. § 7 affattes således: »§ 7. Med bøde straffes den, der 1) overtræder bestemmelser i »Driftsmæssige forskifter«, udfærdiget i medfør af § 3, stk. 1, 2) tilsidesætter bestemmelser fastsat i medfør af § 3, stk. 2 og 3, eller 3) overtræder § 8, stk. 2 6. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m. v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.« 6. I § 8 indsættes som nye stk. 3-5: »Stk. 3. Forsamlingslokaler til mere end 50 og højst 150 personer, der tillades indrettet, ombygget eller ændret efter bekendtgørelsens ikrafttræden, skal af ejeren anmeldes til kommunalbestyrelsen, og de krav, som kommunalbestyrelsen stiller i medfør af bekendtgørelsen, skal være opfyldt inden lokalerne tages i brug. Stk. 4. For forsamlingslokaler, der anmeldes til kommunalbestyrelsen efter bekendtgørelsens ikrafttræden, skal ejerens navn, bopælsadresse og evt. telefonnummer oplyses. Endvidere skal navn, bopælsadresse og evt. telefonnummer på den daglige ansvarlige leder oplyses. Ændringer i det oplyste skal tillige anmeldes til kommunalbestyrelsen. Stk. 5. For forsamlingslokaler, der er tilladt indrettet før bekendtgørelsens ikrafttræden, skal navn, bopælsadresse og evt. telefonnummer på den daglige ansvarlige leder oplyses til kommunalbestyrelsen inden tre måneder efter bekendtgørelsens ikrafttræden.« Stk. 3-5 bliver herefter stk. 6-8. 7. § 8, stk. 3, der bliver stk. 6, affattes således: »Stk. 6. Hoteller m.v., plejeinstitutioner, forsamlingslokaler, undervisningslokaler, daginstitutioner og butikker, der er tilladt indrettet inden bekendtgørelsens ikrafttræden, skal af ejeren anmeldes til kommunalbestyrelsen inden 3 måneder efter bekendtgørelsens ikrafttræden eller inden lokalernes ibrugtagning, med mindre anmeldelse tidligere er sket efter: 1) § 28 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 25 af 25. januar 1949 angående brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v., 2) § 9, stk. 2 og 3, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 20. december 1972 om brandværnsforanstaltninger i hoteller, forsamlingslokaler, skoler, butikker og selskabshuse, 3) § 9, stk. 2 og 3, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 29 af 21. januar 1977 om brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v., forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner, butikker og selskabshuse, eller 4) § 8, stk. 2 og 3, i bekendtgørelse nr. 196 af 21. marts 1990 om brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v., plejeinstitutioner, forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner og butikker.« § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. oktober 1999. Indenrigsministeriet, den 23. september 1999 Thorkild Simonsen /Anne von der Recke