Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet § 1 I bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992 om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1149 af 13. december 1996, foretages følgende ændringer: 1. Indledningen affattes således: » Efter skattekontrollovens § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 5. august 1998, som ændret ved lov nr. 838 af 2. oktober 1998, lov nr. 911 af 16. december 1998, lov nr. 1026 af 23. december 1998 og lov nr. 1056 af 23. december 1998, virksomhedsskattelovens § 2, stk. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 640 af 21. august 1998, som ændret ved lov nr. 910 af 16. december 1998, og investeringsfondslovens § 13, jf. lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. oktober 1996, som ændret ved lov nr. 1219 af 27. december 1996, lov nr. 1223 af 27. december 1996, lov nr. 133 af 25. februar 1998 og lov nr. 434 af 26. juni 1998, bestemmes efter indstilling fra Ligningsrådet:« 2. I § 1 indsættes efter »Reglerne«: »i kapitel 1-7«. 3. I § 2 indsættes som 2. pkt.: » Endvidere skal den skattepligtige tillige med en eventuel ægtefælle, som den skattepligtige levede sammen med ved udgangen af indkomståret, afgive en kapitalforklaring som nævnt i § 31 A, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3 og 5.« 4. I § 11, nr. 3, ændres »stk. 6 og 7, 1. pkt.« til: »stk. 8 og stk. 9, 1. pkt.«. 5. I § 23, stk. 1, 2. pkt., ændres »stk. 7« til: »stk. 6«. 6. I § 27 ændres »§ 7« til: »§ 7 og § 7 A«. 7. Efter kapitel 7 indsættes som nyt kapitel: » Kapitel 7 A § 31 A. Fysiske personer, der er selvangivelsespligtige efter § 1, jf. § 2 i skattekontrolloven, og som i indkomståret har ejet mindst 25 pct. af aktie- eller anpartskapitalen i et selskab eller rådet over mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi i et aktie- eller anpartsselskab (hovedaktionærer), skal tillige med en eventuel ægtefælle, som hovedaktionæren levede sammen med ved udgangen af indkomståret, selvangive: 1) En kapitalforklaring for indkomståret. 2) De væsentligste økonomiske aftaler, der i indkomståret er indgået mellem hovedaktionæren eller dennes ægtefælle og det af hovedaktionæren beherskede selskab. Stk. 2. Ved opgørelse af ejerforholdet, respektive rådeforholdet, medregnes aktier eller anparter, der som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 3, ejes af familiemedlemmer mv. I tilfælde, hvor selvangivelsespligten efter stk. 1 omfatter flere medlemmer af en husstand, kan selvangivelsespligten opfyldes under ét af et af disse medlemmer, for så vidt den pågældende er myndig. Stk. 3. Kapitalforklaringen skal som minimum oplyse: 1) Størrelsen af formuen primo indkomståret, og arten og størrelsen af hovedposterne i formuens sammensætning på dette tidspunkt. 2) Størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, angivet i hovedposter. 3) Størrelsen af formuen ultimo indkomståret, og arten og størrelsen af hovedposterne i formuens sammensætning på dette tidspunkt. Stk. 4. Oplysning om de væsentligste økonomiske aftaler mellem hovedaktionæren og selskabet skal som minimum omfatte: 1) Tidspunktet for aftalens indgåelse. 2) Aftalens art. 3) Hovedindholdet af aftalen, herunder aftalens genstand og aftalens økonomiske omfang. Stk. 5. Selvangivelsespligtige personer, der ikke er fuldt skattepligtige her til landet efter § 1 i kildeskatteloven, skal alene selvangive oplysninger som nævnt i stk. 1, nr. 2, og kun hvis den selvangivelsespligtige behersker et selskab, der er hjemmehørende her i landet, og i givet fald skal oplysningerne kun gives vedrørende dette selskab. Det samme gælder fuldt skattepligtige personer, der efter en dobbeltbeskatningsaftale skal anses for hjemmehørende i en fremmed stat (dobbeltdomicil).« § 2 Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. februar 1999. Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning fra og med indkomståret 1999. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1149 af 13. december 1996 om ændring af bekendtgørelse om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet ophæves med virkning fra og med indkomståret 1999. Skatteministeriet, den 9. februar 1999 Ole Stavad /Kaj Lotz