§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse omfatter regler for sammensætning og mærkning af børnemad inden for kategorierne forarbejdede levnedsmidler på basis af cerealier og andre forarbejdede levnedsmidler til spædbørn og småbørn.
§ 2.§-link ↗
Ved »forarbejdede levnedsmidler på basis af cerealier« forstås i denne bekendtgørelse levnedsmidler til særlig ernæring, der er bestemt til at opfylde særlige behov hos sunde spædbørn og småbørn, og som er beregnet til spædbørns overgang til almindelig kost og til småbørn som supplement til kosten og/eller til deres gradvise tilpasning til almindelig kost. Forarbejdede levnedsmidler på basis af cerealier opdeles i fire kategorier 1) simple cerealier, som røres op med mælk eller andre passende næringsvæsker, 2) cerealier, tilsat et levnedsmiddel med højt proteinindhold, som røres op med vand eller en anden ikke-proteinholdig væske 3) pastaer, som tilberedes i kogende vand eller andre passende væsker 4) tvebakker og kiks, som anvendes enten direkte eller efter knusning og tilsætning af vand, mælk eller andre egnede væsker.
§ 3.§-link ↗
Ved »andre forarbejdede levnedsmidler til spædbørn og småbørn« forstås i denne bekendtgørelse andre end de i § 2 nævnte levnedsmidler til særlig ernæring, der er bestemt til at opfylde særlige behov hos sunde spædbørn og småbørn, og som er beregnet til spædbørns overgang til almindelig kost og til småbørn som supplement til kosten og/eller til deres gradvise tilpasning til almindelig kost.
§ 4.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Spædbørn: Børn på under 12 måneder. 2) Småbørn: Børn mellem 1 og 3 år.
§ 5.§-link ↗
Denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse på mælk til småbørn eller på mælkecerealiedrikke, som i Sverige markedsføres med varebetegnelsen »vælling«.
§ 6.§-link ↗
Forarbejdede levnedsmidler på basis af cerealier og andre forarbejdede levnedsmidler til spædbørn og småbørn må kun markedsføres som færdigpakkede levnedsmidler i den emballage, der er bestemt til salg til forbrugerne.
§ 7.§-link ↗
Forarbejdede levnedsmidler på basis af cerealier til spædbørn og småbørn skal 1) opfylde de krav til sammensætning, som er anført i bilag 1 og 2) fremstilles af bestanddele, hvis egnethed til særlig ernæring af spædbørn og småbørn er fastslået ved generelt anerkendte videnskabelige data.
§ 8.§-link ↗
Andre forarbejdede levnedsmidler til spædbørn og småbørn skal 1) opfylde de krav til sammensætning, som er anført i bilag 2 2) fremstilles af bestanddele, hvis egnethed til særlig ernæring af spædbørn og småbørn er fastslået ved generelt anerkendte videnskabelige data.
§ 9.§-link ↗
Til fremstilling af forarbejdede levnedsmidler på basis af cerealier og andre forarbejdede levnedsmidler til spædbørn og småbørn må kun tilsættes de næringsstoffer, som er anført i bilag 4. Maksimumgrænser for indhold (naturligt plus tilsat) af vitaminer og mineraler i produkterne ud over de i bilag 1 og bilag 2 angivne er anført i bilag 6.
§ 10.§-link ↗
Kravene til sammensætning fastsat i § 7, nr. 1, § 8, nr. 1 og § 9 kan fraviges for produkter, for hvilke Europa-Kommissionen i henhold til direktiv 89/389/EØF art. 4, stk. 1a, har meddelt en midlertidig tilladelse til markedsføring for en periode på 2 år.
§ 11.§-link ↗
Forarbejdede levnedsmidler på basis af cerealier og andre forarbejdede levnedsmidler til spædbørn og småbørn må ikke indeholde noget stof i en sådan mængde, at det indebærer fare for spædbørns eller småbørns helbred.
§ 12.§-link ↗
Forarbejdede levnedsmidler på basis af cerealier og andre forarbejdede levnedsmidler til spædbørn og småbørn skal udover at opfylde de almindelige mærkningsbestemmelser være mærket med oplysninger om 1) en angivelse af det alderstrin, fra hvilket produktet kan anvendes under hensyntagen til dets sammensætning, konsistens og andre særlige egenskaber. Dette alderstrin må ikke være under 4 måneder. 2) tilstedeværelse eller fravær af gluten, såfremt det angivne alderstrin for anvendelse af produktet er under 6 måneder, 3) energiværdien udtrykt i kJ og kcal samt numerisk angivelse af indholdet af proteiner, kulhydrater og fedtstoffer pr. 100 g eller 100 ml af produktet i markedsført tilstand og i givet fald pr. specificeret mængde brugsklart produkt 4) numerisk angivelse af den gennemsnitlige mængde af hvert mineral og af hvert vitamin, som angivet i henholdsvis bilag 1 og bilag 2, pr. 100 g eller 100 ml af produktet i markedsført tilstand og i givet fald pr. specificeret mængde brugsklart produkt og 5) i givet fald en vejledning i korrekt tilberedning og en understregning af betydningen af at følge denne vejledning.
§ 13.§-link ↗
Mærkningen af produkterne kan omfatte 1) numerisk angivelse af den gennemsnitlige mængde af næringsstoffer nævnt i bilag 4 pr. 100 g eller 100 ml af produktet i markedsført tilstand og i givet fald pr. specificeret mængde brugsklart produkt, når en sådan angivelse ikke er omfattet af bestemmelserne i § 12, nr. 4 og 2) ud over de numeriske angivelser, oplysninger om vitaminer og mineraler omfattet af bilag 5, udtrykt i procent af de deri angivne referenceværdier, pr. 100 g eller 100 ml af produktet i markedsført tilstand og i givet fald pr. specificeret mængde brugsklart produkt, forudsat at de tilstedeværende mængder udgør mindst 15 % af reference-værdierne.
§ 14.§-link ↗
Virksomheden skal en gang årligt få foretaget analyse af produkternes næringsstoftilsætning m.m. på et godkendt laboratorium. Virksomheden betaler omkostningerne herved.
Stk. 2. Veterinær- og Fødevaredirektoratet kan fastsætte nærmere retningslinier for og træffe bestemmelse om gennemførelse af kontrollen med overholdelse af denne bekendtgørelse herunder om prøveudtagning.
§ 15.§-link ↗
Tilsynet med, at reglerne i denne bekendtgørelse og afgørelser truffet i henhold til bekendtgørelsen overholdes, påhviler kommunalbestyrelsen, der kan lade tilsynet udøve gennem vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed.
§ 16.§-link ↗
Tilsynsmyndigheden kan pålægge den, der fremstiller, importerer eller sælger varer, som er omfattet af bekendtgørelsen, at give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for tilsynet eller kontrollens gennemførelse. Tilsynsmyndigheden kan endvidere pålægge den pågældende at afgive prøver uden vederlag af råvarer, halvfabrikater og færdigvarer samt emballere og forsende prøver efter tilsynsmyndighedens særlige bestemmelse og afholde udgifterne herved.
§ 17.§-link ↗
Tilsynsmyndigheden kan meddele de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af bekendtgørelsen. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder bekendtgørelsens krav, skal beslaglægges eller tilintetgøres, og at virksomheden skal kalde varer tilbage fra senere omsætningsled.
§ 18.§-link ↗
Tilsynsmyndighedens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Veterinær- og Fødevaredirektoratet, hvis afgørelse er endelig.
§ 19.§-link ↗
Veterinær- og Fødevaredirektoratet kan i særlige tilfælde, når forholdene taler herfor, meddele dispensation fra denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Veterinær- og Fødevaredirektoratets afgørelse i henhold til stk. 1 er endelig. Fødevareministeriet kan dog tillade, at Veterinær- og Fødevaredirektoratets afgørelse inden 4 uger påklages for ministeriet, hvis afgørelsen er af principiel karakter eller i øvrigt må anses for at være af væsentlig betydning.
§ 20.§-link ↗
Veterinær- og Fødevaredirektoratet kan foretage ændringer i bekendtgørelsens bilag samt udfærdige yderligere bilag med henblik på gennemførelse af bestemmelser for 1) maximumværdier for stoffer i bilag 4, 2) renhedskrav for stofferne i bilag 4, 3) maximumniveauer for skadelige stoffer, der kan være indeholdt i forarbejdede levnedsmidler på basis af cerealier og andre forarbejdede levnedsmidler til spædbørn og småbørn, og som kan udgøre en fare for spædbørns og småbørns helbred og 4) mikrobiologiske kriterier.
§ 21.§-link ↗
Med bøde straffes den, der overtræder §§ 7-9, 11, 12 og § 14, stk. 1 i denne bekendtgørelse eller afgørelser truffet i henhold til bekendtgørelsen.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på sundhed eller fremkaldt fare derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder besparelser.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 22.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1998.
Stk. 2. Produkter, der opfylder de hidtil gældende regler, kan sælges indtil den 31. marts 1999.