§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse omhandler pligter for danske skibe under sejlads i de områder, inden for hvilke den Internationale Maritime Organisation, IMO, har godkendt et obligatorisk rutesystem. Formålet med obligatoriske rutesystemer er at forøge sejladssikkerheden og/eller beskytte havmiljøet.
Stk. 2. Søfartsstyrelsen vil i »Efterretninger for Søfarende« bekendtgøre hvilke obligatoriske rutesystemer, der bliver godkendt af IMO samt tidspunktet for deres ikrafttræden.
§ 2.§-link ↗
Danske skibe, der er omfattet af bestemmelserne for et godkendt obligatorisk rutesystem, skal under sejlads i de i § 1, stk. 1, nævnte områder sejle i rutesystemet samt følge de for rutesystemet fastsatte bestemmelser.
Stk. 2. Såfremt der for et skib er tvingende grunde til ikke at sejle i et givet rutesystem, skal enhver sådan grund indføres i skibsdagbogen.
§ 3.§-link ↗
Overtrædelse af § 2 straffes med bøde.
§ 4.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1998.