§ 1.§-link ↗
Tandplejeren skal foretage henvisning til tandlæge forinden behandling af patienter, der på grund af generelle lidelser/tilstande eller på grund af medicinindtag har forøget risiko for komplikationer eller bivirkninger i forbindelse med odontologisk behandling.
Stk. 2. Tandplejeren skal foretage henvisning til tandlæge forinden behandling af patienter med komplekst behandlingsbehov.
Stk. 3. Tandplejeren skal foretage henvisning til tandlæge, når et behandlingsforløb ikke resulterer i det forventede resultat, og når årsagen hertil skønnes at være et behov for behandling, der ligger uden for tandplejerens virksomhedsområde.
Stk. 4. For de i stk. 1-3 omhandlede patienter skal henvisning foretages skriftligt.
Stk. 5. Hos de i stk. 1-3 omhandlede patienter skal tandplejerens behandling udføres i overensstemmelse med en behandlingsplan, der fastlægges i samarbejde mellem tandplejeren og tandlægen.
Stk. 6. Såfremt de i stk. 1-3 omhandlede patienter ikke vil lade sig undersøge og behandle af en tandlæge, skal tandplejeren undlade behandling.
Stk. 7. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2, må tandplejeren uden henvisning til tandlæge foretage fornyet behandling af de i stk. 1 og 2 nævnte patienter, når de pågældende patienter inden for det seneste år har været undersøgt af en tandlæge, og der ikke er sket ændringer i patientens generelle tilstand eller medicinindtag. Den fornyede behandling skal foretages i overensstemmelse med den tidligere fastlagte behandlingsplan.
§ 2.§-link ↗
Tandplejeren skal foretage henvisning til tandlæge, når der i forbindelse med undersøgelse, herunder røntgenundersøgelse, konstateres sygelige tilstande eller anomalier i tænder, mund og kæber, hvis behandling ligger uden for tandplejerens virksomhedsområde.
Stk. 2. For de i stk. 1 omhandlede patienter skal henvisning foretages skriftligt.
§ 3.§-link ↗
Overtrædelse af § 1 og § 2 straffes med bøde.
§ 4.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1997.