Bekendtgørelse nr. 871 · 1996

Historisk

Bekendtgørelse om oprettelse og drift af radioanlæg i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten

Bekendtgørelse om oprettelse og drift af radioanlæg i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten

Dokumentdato: 2. okt. 1996Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder for oprettelse og drift af radioanlæg til brug i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten.

Stk. 2. Ved amatør-radio- og amatør-radiosatellittjeneste forstås, jf. det internationale radioreglement (Geneve 1994), artikel 1, en radiokommunikationstjeneste til brug for selvoplæring, indbyrdes kommunikation og tekniske undersøgelser, som udføres af amatører, det vil sige behørigt autoriserede personer, som er interesseret i radioteknik udelukkende med personligt sigte og uden økonomisk interesse.

Kapitel 2 · Tilladelsesforhold

§ 2.§-link ↗

Oprettelse og drift af radioanlæg må efter § 1, stk. 1, i lov om radiokommunikation kun ske, hvis Telestyrelsen har meddelt tilladelse til brugen af de for driften nødvendige frekvenser.

Stk. 2. Et radioanlæg er oprettet, hvis det kan sende eller sende og modtage , og enten er tilsluttet eller umiddelbart kan tilsluttes strømforsyning og antenne.

Stk. 3. Ved drift af radioanlæg forstås ibrugtagning og anvendelse af radioanlæg.

§ 3.§-link ↗

Tilladelse kan kun udstedes, hvis ansøgeren har bestået de krævede prøver, jf. stk. 3.

Stk. 2. Hvis Telestyrelsen har en begrundet formodning om, at en ansøger ikke længere er i besiddelse af de kundskaber, der blev krævet ved prøveaflæggelsen, kan Telestyrelsen forlange, at ansøgeren består nye prøver, inden tilladelsen udstedes.

Stk. 3. Tilladelse kan udstedes i følgende kategorier, når de nævnte prøver, jf. §§ 9-12, er bestået: 1) Kategori A: Almindelig teknisk prøve samt morseprøve (25 tegn/minut). 2) Kategori B: Begrænset teknisk prøve. 3) Kategori C: Almindelig teknisk prøve.

Stk. 4. Beståelse af prøver skal sikre, at ansøgeren har det nødvendige kendskab til: 1) radioteknik, herunder bl.a. undgåelse og afhjælpning af forstyrrelser af andre radiotjenester, 2) betjeningsregler og procedurer i forbindelse med radioanlæg, 3) bestemmelser om amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesterne og 4) færdighed i morse.

Stk. 5. Indehavere af radiotelegrafistcertifikater er fritaget for prøven i morse.

Stk. 6. Telestyrelsen kan efter en vurdering i det enkelte tilfælde anerkende morseprøver aflagt over for eksempelvis lokalafdelinger under Landsforeningen Experimenterende Danske Radioamatører, hvis dokumentationen for prøven indeholder oplysning om, at prøven har været aflagt i overensstemmelse med de i medfør af § 12 fastsatte bestemmelser.

Stk. 7. Samtidig med tilladelsen tildeler Telestyrelsen et kaldesignal til brug i forbindelse med anvendelse af radioanlæg i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten.

Stk. 8. Udstedelse af en tilladelse er betinget af, at tilladelsen er knyttet til en dansk adresse (stationsadresse), hvor radioanlæggene oprettes og benyttes. Hvis adressen eller tilladelsesindehaverens postadresse ændres, skal tilladelsesindehaveren underrette Telestyrelsen herom.

Stk. 9. Tilladelse kan udstedes som værende knyttet til en forening, et firma eller lignende, hvis en person, der er indehaver af en gyldig tilladelse, er juridisk ansvarlig for tilladelsen.

§ 4.§-link ↗

Til indehavere af en gyldig tilladelse kan der udstedes tilladelse til oprettelse og drift af ubemandede radioanlæg (f.eks. repeatere, digipeatere eller mailbokse).

Stk. 2. Ved afgørelse af om tilladelse kan gives, lægges der især vægt på, 1) at etableringen af det ubemandede radioanlæg ikke vurderes at hindre en effektiv udnyttelse af radiofrekvensspektret, og 2) at benyttelsen af radioanlægget ikke vurderes at medføre risiko for forstyrrelse af tele- eller radiotjenester, herunder andre ubemandede radioanlæg i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten.

Stk. 3. Telestyrelsen kan fastsætte særlige vilkår for benyttelse af radioanlæg omhandlet af tilladelser efter stk. 1.

§ 5.§-link ↗

Radioanlæg, der knytter sig til en tilladelse af kategori A, B eller C, må kun være indrettet frekvensmæssigt til: 1) Kategori A: Alle frekvenser. 2) Kategori B: Frekvenserne 144-146 MHz, 432-438 MHz og 1240-1300 MHz. 3) Kategori C: Frekvenser over 50 MHz.

Stk. 2. Radioanlæg, der benyttes i forbindelse med tilladelser af kategori B, må ikke være indrettet for højere sendeeffekter end anført i bilag 1. Tilsvarende begrænsning gælder for eventuelt tilsluttede forstærkertrin.

Stk. 3. Telestyrelsen bemyndiges til at ændre § 5, stk. 1, og bilag 1 for så vidt angår sendetyper, sendeeffekter og benyttelse af frekvenser m.m., hvis det internationale samarbejde på området måtte give anledning hertil.

§ 6.§-link ↗

Tilladelser, som er udstedt af udenlandske myndigheder, er gyldige under kortvarige ophold i Danmark, hvis en sådan gyldighed er indeholdt i internationale aftaler, der er tiltrådt af Danmark.

Stk. 2. Telestyrelsen kan til brug under kortvarige eller permanente ophold i Danmark udstede tidsbegrænsede eller permanente tilladelser til indehavere af udenlandske tilladelser uden forudgående aflæggelse af de i § 3 krævede prøver, hvis det over for Telestyrelsen dokumenteres, at prøvekravene er opfyldt ved beståelse af tilsvarende prøver i andre lande.

Stk. 3. For permanente tilladelser efter stk. 2 gælder bestemmelserne i § 3, stk. 8.

§ 7.§-link ↗

Telestyrelsen kan fastsætte vilkår for tilladelser, bl.a. om tidsbegrænsning og ændring af vilkår. Telestyrelsen kan i den forbindelse fastsætte vilkår, der indskrænker brugen af en tidligere meddelt tilladelse. Telestyrelsen kan efter en vurdering i det enkelte tilfælde tillade indretning til eller benyttelse af yderligere frekvenser m.m. end fastsat i bilag 1. Modtagere

§ 8.§-link ↗

Radioanlæg, der kun er indrettet til modtagning, må oprettes og drives, uden at der er meddelt tilladelse til brugen af de for driften nødvendige frekvenser, jf. § 1, stk. 2, i lov om radiokommunikation.

Kapitel 3 · Prøver

§ 9.§-link ↗

Med baggrund i det internationale radioreglement (Geneve 1994), artikel 32, afholder Telestyrelsen følgende prøver, som danner grundlag for udstedelse af tilladelser: 1) Almindelig teknisk prøve. 2) Begrænset teknisk prøve. 3) Morseprøve (25 tegn/minut).

Stk. 2. Telestyrelsen kan herudover afholde morseprøve (60 tegn/minut) til brug for udstedelse af HAREC (Harmonized Amateur Radio Examination Certificates) i overensstemmelse med CEPT-rekommandation T/R 61-02.

§ 10.§-link ↗

Tilmelding til prøve skal ske på et ansøgningsskema, som fås ved henvendelse til Telestyrelsen.

Stk. 2. Prøver afholdes normalt en gang årligt efter Telestyrelsens bestemmelse.

Stk. 3. Tekniske prøver afholdes i København og enkelte provinsbyer afhængig af deltagerantal. Morseprøver afholdes normalt kun i København.

Stk. 4. I forbindelse med prøver skal prøvedeltageren fremvise legitimation (pas, kørekort, sygesikringsbevis eller personnummerbevis).

§ 11.§-link ↗

De tekniske prøver afholdes som skriftlige prøver med fortrykte alternative svar (flervalgsopgaver).

Stk. 2. Morseprøven afholdes som en praktisk prøve i aftelegrafering og høremodtagning.

§ 12.§-link ↗

Telestyrelsen fastsætter bestemmelser om pensum for de tekniske prøver og morseprøven. Bestemmelser om pensum kan fås ved henvendelse til Telestyrelsen.

Kapitel 4 · Markedsføring

§ 13.§-link ↗

Salg eller udlevering af radioanlæg (sendere og sammenbyggede sendere/modtagere), herunder byggesæt, til andre end forhandlere må kun ske til personer, der har en gyldig tilladelse.

Kapitel 5 · Radioanlægs benyttelse

§ 14.§-link ↗

Radioanlæg må kun benyttes af personer med en gyldig tilladelse, jf. dog § 8.

Stk. 2. Benyttelsen af radioanlæg skal begrænses til udveksling af meddelelser af teknisk art, der vedrører forsøgene, og til bemærkninger af så ringe betydning, at det ikke vil være naturligt i stedet at benytte offentlige teletjenester.

Stk. 3. Udsendelser skal foretages i klart sprog i form af tale, morse eller ved anvendelse af digital kommunikation, hvor der benyttes alment tilgængelige protokoller og programmer.

Stk. 4. Udsendelser med forretningsmæssigt eller kommercielt indhold, udsendelse af musik, underholdning, reklame, propaganda eller lignende er ikke tilladt.

Stk. 5. Blindsending eller udsendelse af oplysningsstof må kun foretages, hvis dette er hjemlet i tilladelsen.

Stk. 6. Radioanlæg må ikke benyttes til befordring af meddelelser til eller fra trediemand.

Stk. 7. Radioanlæg må ikke tilsluttes offentlige telenet for at give mulighed for kommunikation mellem eller via radioanlæg og brugere af offentlige telenet (gennemstilling).

§ 15.§-link ↗

Der må kun oprettes forbindelse med andre radioanlæg i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten.

Stk. 2. Uanset stk. 1 gælder der de i bilag 2 nævnte begrænsninger.

Stk. 3. Telestyrelsen bemyndiges til at ændre bilag 2, således at bilaget er i overensstemmelse med tilkendegivelser fra andre lande om kommunikation mellem disse lande og Danmark.

§ 16.§-link ↗

Der må ikke benyttes andre frekvensbånd, sendetyper eller højere sendeeffekter end de i bilag 1 anførte for den enkelte kategori af tilladelse, jf. dog § 4, stk. 3, og § 7.

Stk. 2. Den, der benytter radioanlæg, skal sikre, at der ikke skabes uacceptable forstyrrelser for andre radiotjenester, herunder modtagning af radiofoni eller fjernsyn, eller for andre elektriske anlæg.

§ 17.§-link ↗

Der må ikke benyttes andre kaldesignaler end det, som er blevet tildelt i forbindelse med udstedelse af tilladelsen, jf. § 3, stk. 7, og § 6, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Kaldesignaler, der må benyttes i overensstemmelse med § 6, stk. 1, skal indledes med »OZ/».

Stk. 3. Uanset stk. 1 kan der ved benyttelse af radioanlæg, som er knyttet til en forening, et firma eller lignende, benyttes det kaldesignal, der er knyttet til denne tilladelse.

Stk. 4. Det tildelte kaldesignal skal udsendes ved opkald og ved afslutning af hver forbindelse, dog mindst hvert tiende minut så længe forbindelsen er etableret.

Stk. 5. Hvis radioanlæg benyttes fra en anden position end den adresse, hvortil tilladelsen er knyttet, jf. § 3, stk. 8, skal der føjes følgende til kaldesignalet: 1) »/A«, hvis radioanlæg benyttes fra alternativ adresse og forsynes fra el-nettet. 2) »/M«, hvis radioanlæg benyttes fra køretøj/fartøj og strømforsynes fra installation i køretøjet/fartøjet. 3) »/P«, hvis nr. 1-2 ikke finder anvendelse.

Kapitel 6 · Gebyrer

§ 18.§-link ↗

Telestyrelsen opkræver gebyrer fastsat af Forskningsministeriet for bl.a. deltagelse i prøver og udstedelse eller ændring af tilladelser til dækning af omkostninger ved administration af lov om radiokommunikation og nærværende bekendtgørelse.

Kapitel 7 · Tavshedspligt

§ 19.§-link ↗

Hvis der modtages andre radiosignaler end 1) udsendelser fra radiofoni- eller fjernsynsstationer, amatør-radiostationer eller privatradioanlæg (27 MHz), 2) programstof, der sendes via satellit bestemt for direkte modtagning hos almenheden eller med kabelfordeling for øje, eller 3) udsendelser beregnet for enhver, f.eks. nødsignaler, tidssignaler eller navigationssignaler, må deres indhold ikke gengives, meddeles til trediemand eller benyttes til noget som helst formål. End ikke deres eksistens må røbes til uvedkommende.

Kapitel 8 · Tilsyn og kontrol

§ 20.§-link ↗

Telestyrelsen kan foretage kontrol af radioanlæg og tilladelser. Telestyrelsen skal, hvis Telestyrelsen skønner det nødvendigt, gives mulighed for at undersøge og afprøve radioanlæg på de steder, hvor de er installeret, eller hvorfra de normalt benyttes, for at kontrollere, om bestemmelserne i bekendtgørelsen er overholdt.

Stk. 2. Telestyrelsen kan i forbindelse med kontrol plombere radioanlæg, der ikke overholder bestemmelserne i bekendtgørelsen eller vilkår for en tilladelse.

Stk. 3. De oplysninger om radioanlæggenes indretning og benyttelse, som forlanges af Telestyrelsen, skal gives. Telestyrelsen kan give påbud om radioanlæggenes indretning og benyttelse.

Stk. 4. Radioopkald fra Telestyrelsen skal besvares omgående. De af hensyn til kontrollen forlangte oplysninger skal gives omgående.

Kapitel 9 · Tilbagekaldelse m.v.

§ 21.§-link ↗

Telestyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse, hvis bestemmelserne i denne bekendtgørelse overtrædes, vilkår for tilladelsen ikke overholdes, eller forholdene efter Telestyrelsens skøn gør det nødvendigt.

Stk. 2. Uudnyttede tilladelser efter § 4, stk. 1, kan desuden tilbagekaldes, hvis de ikke udnyttes efter et af Telestyrelsen fastsat tidspunkt.

Kapitel 10 · Straffebestemmelser

§ 22.§-link ↗

Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 5, stk. 1-2, §§ 13-14, § 15, stk. 1-2, § 16, stk. 1, § 17, stk. 1-2, § 17, stk. 4-5, § 19, § 20, stk. 3, 1. pkt., eller § 20, stk. 4, 2) overtræder vilkår fastsat i medfør af § 4, stk. 3, eller § 7, 3) hindrer den plombering, som er nævnt i § 20, stk. 2, eller 4) undlader at efterkomme påbud givet i medfør af § 20, stk. 3, 2. pkt.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 7, stk. 3, i lov om radiokommunikation pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

Kapitel 11 · Klage

§ 23.§-link ↗

Afgørelser truffet af Telestyrelsen kan påklages til Teleklagenævnet, jf. § 6 c i lov om radiokommunikation.

Stk. 2. Teleklagenævnet opkræver gebyrer fastsat af forskningsministeren for sager, der behandles ved nævnet.

Kapitel 12 · Ikrafttræden m.m.

§ 24.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 1996.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 543 af 22. juni 1992 om amatør-radiosendestationer ophæves.

Stk. 3. Tilladelser til oprettelse og drift af radioanlæg, der er udstedt i henhold til gældende bestemmelser, og hvor radioanlæggene efter denne bekendtgørelse vil skulle være tilknyttet en tilladelse efter § 2, stk. 1, bevarer deres gyldighed, indtil de tilbagekaldes eller ændres i forbindelse med Telestyrelsens konvertering af tilladelser i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten, idet tilladelser af kategori A, B og C henføres til ny kategori A, og tilladelser af kategori D og E henføres til ny kategori C. Beståede prøver, der har givet adgang til hidtidige kategorier A, B, C, D og E omsættes tilsvarende.

Stk. 4. Uanset § 2, stk. 1, kan Telestyrelsen i perioden indtil den 30. juni 1997 udstede tilladelser til oprettelse og drift af radioanlæg frem til det tidspunkt, hvor samtlige tilladelser i amatør-radio- og amatør-radiosatellittjenesten konverteres.