Bekendtgørelse nr. 638 · 1996

Historisk

Bekendtgørelse om detailhandelsuddannelse med specialer

Bekendtgørelse om detailhandelsuddannelse med specialer

Dokumentdato: 1. jul. 1996Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsen, varighed og struktur m.v.

§ 1.§-link ↗

Uddannelsens formål er, at eleven gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår merkantil kompetence inden for detailhandel med et af følgende specialer: 1) Salgsassistent. 2) Dekoratør. 3) Boligtextiler og montering.

Stk. 2. Speciale vælges ved indgåelse af uddannelsesaftale med en virksomhed, der er godkendt som praktikvirksomhed inden for det pågældende speciale.

§ 2.§-link ↗

Det faglige udvalg for uddannelsen, jf. § 37 i erhvervsuddannelsesloven, er Det Faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen varer 4 år.

Stk. 2. Elever, der indleder uddannelsen på skole , begynder med en 2. skoleperiode på 38 uger eller på 76 uger. Den efterfølgende skoleundervisning, der så vidt muligt tilrettelægges efter virksomhedens behov, veksler med praktikuddannelse som angivet i stk. 3 - 6.

Stk. 3. For elever, der uddannes i specialet salgsassistent efter en 2. skoleperiode på 38 uger, veksler skoleundervisningen med praktikuddannelse på følgende måde: 1) Praktikuddannelse 2) 3. skoleperiode, 4 uger 3) Praktikuddannelse 4) 4. skoleperiode, 4 uger 5) Praktikuddannelse 6) 5. skoleperiode, 4 uger 7) Praktikuddannelse 8) 6. skoleperiode, 6 uger 9) Praktikuddannelse 10) 7. skoleperiode, 1 uge 11) Praktikperiode

Stk. 4. Elever, der uddannes i specialet salgsassistent efter en 2. skoleperiode på 76 uger, har et uddannelsesforløb, der svarer til det i stk. 3, nr. 7 - 11 nævnte.

Stk. 5. For elever, der uddannes i specialerne dekoratør og boligtextiler og montering, veksler skoleundervisningen efter en 2. skoleperiode på 38 uger med praktikuddannelse på følgende måde: 1) Praktikuddannelse 2) 3. skoleperiode, 4 uger 3) Praktikuddannelse 4) 4. skoleperiode, 4 uger 5) Praktikuddannelse 6) 5. skoleperiode, 4 uger 7) Praktikuddannelse 8) 6. skoleperiode, 6 uger 9) Praktikuddannelse 10) 7. skoleperiode, 4 uger 11) Praktikuddannelse 12) 8. skoleperiode, 1 uge 13) Praktikuddannelse

Stk. 6. Elever, der uddannes i specialerne dekoratør og boligtextiler og montering efter en 2. skoleperiode på 76 uger, har et uddannelsesforløb, der svarer til det i stk. 5, nr. 7 - 13 nævnte.

Stk. 7. 6. og 7. skoleperiode kan gennemføres som enkelte ugemoduler og 14 dages moduler med praktik imellem. Forløbet og strukturen fastlægges af skolen efter samråd med det lokale uddannelsesudvalg. For elever, der sammen med virksomheden har valgt, 1) at fordybe sig, jf. § 18, stk. 2 og 5, i særlige arbejdsområder i specialefaget, jf. bilag 3, nr. 1-4, kan 6. skoleperiode blive forlænget med 2 uger, 2) at supplere uddannelsen, jf. bilag 3, nr. 7, kan 7. skoleperiode blive forlænget med 1-4 uger. Det valgte område skal indgå i den afsluttende fagprøve.

Stk. 8. For elever, der indleder uddannelsen i en praktikvirksomhed , er den samlede skoleundervisning på 57- 65 uger afhængig af specialet. Skoleundervisningen i 2. skoleperiode kan gennemføres som moduler af mindst 4 ugers varighed. 2. skoleperiode kan højst strække sig over 7 moduler med praktik imellem. Skolens beslutning om forløbet af 2. skoleperiode træffes efter samråd med det lokale uddannelsesudvalg. Skoleundervisningen veksler i øvrigt med praktikuddannelsen på følgende måde: 1) Praktikuddannelse 2) 2. skoleperiode, 38 uger 3) Praktikuddannelse 4) 3. skoleperiode, 4 uger 5) Praktikuddannelse 6) 4. skoleperiode, 4 uger 7) Praktikuddannelse 8) 5. skoleperiode, 4 uger 9) Praktikuddannelse 10) Efterfølgende skoleperioder, jf. stk. 9 11) Praktikuddannelse.

Stk. 9. For elever, der er omfattet af stk. 8, tilrettelægger skolen undervisningen i samråd med det lokale uddannelsesudvalg under hensyntagen til det pågældendende speciales særlige forhold, og så vidt muligt efter virksomhedens behov. Skoleundervisning og praktikuddannelse efter 5. skoleperiode følger samme struktur, som for elever der indleder uddannelsen på skole, jf. stk. 3 - 7.

Stk. 10. For elever, der har gennemført 2. skoleperiode i generel detailhandelsuddannelse, generel kontoruddannelse, generel engroshandelsuddannelse, den tidligere sammenlagte 1. og 2. skoleperiode i erhvervsuddannelserne inden for handels- og kontorområdet eller 1. år af højere handelseksamen, varer uddannelsen 3 år i en praktikvirksomhed med de dertil hørende skoleperioder - 17-25 uger - afhængig af det speciale og den fordybelse eller supplering, praktikaftalen omfatter, jf. stk. 3, 5 og 7.

Stk. 11. For elever, der har gennemført en 2. skoleperiode på 76 uger i kontoruddannelsen med specialer, engroshandelsuddannelsen med specialer eller finansuddannelsen og for elever, der har bestået højere handelseksamen, varer uddannelsen 2 år i en praktikvirksomhed med de dertil hørende skoleperioder afhængig af det speciale og den fordybelse eller supplering, som praktikaftalen omfatter, jf. stk. 4, 6 og 7.

Stk. 12. For elever, der har gennemført en 2. skoleperiode på 38 uger i generel detailhandelsuddannelse, generel engroshandelsuddannelse, generel kontoruddannelse, gennemført den tidligere sammenlagte 1. og 2. skoleperiode i erhvervsuddannelserne inden for handels- og kontorområdet eller 1. år af højere handelseksamen, varer uddannelsen efter stk. 4, 6 og 7, 3 år inklusive en yderligere 38 ugers skoleperiode, der skal supplere den skoleundervisning, eleverne har gennemført, og de dertil hørende skoleperioder - 17-25 uger - afhængig af det speciale og den fordybelse eller supplering praktikaftalen omfatter.

§ 4.§-link ↗

For elever, der har bestået højere teknisk eksamen, studentereksamen eller højere forberedelseseksamen, varer uddannelsen 2 år og 18 uger. Uddannelsen for disse elever indledes med en 2. skoleperiode på 18 uger, der omfatter nedennævnte grundfag og områdefag, jf. tillige §§ 9 og 10. 1) Grundfag: a) Erhvervsøkonomi. b) Informationsteknologi. c) Salg og service. 2) Områdefag: a) Merkantil I. b) 2 af de i § 10, stk. 3, nr. 2-13 angivne områdefag.

Stk. 2. Efter 2. skoleperiode veksler undervisningen med praktikuddannelsen. Undervisningen omfatter specialefag, jf. § 11.

§ 5.§-link ↗

Personer over 25 år kan indgå uddannelsesaftale med afkortning af uddannelsestiden. Uddannelsen varer højst 3 år. Skolen tilrettelægger i samråd med det lokale uddannelsesudvalg undervisningen efter den pågældendes forudsætninger og behov. Undervisningen tilrettelægges, således at den omfatter grundfag, områdefag, specialefag og valgfag i et sådant omfang, at det er muligt at nå målene med uddannelsen sammen med praktikuddannelsen. Fritagelse for dele af uddannelsen

§ 6.§-link ↗

Skolen kan fritage elever for dele af uddannelsen på grundlag af arbejdsmarkedskurser eller anden uddannelse efter samråd med det faglige udvalg, jf. § 13, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser.

Stk. 2. Elever kan iøvrigt fritages for dele af uddannelsen efter reglerne i hovedbekendtgørelsen. Uddannelsens mål m.v.

§ 7.§-link ↗

Uddannelsens mål er at kvalificere eleven til at varetage funktioner inden for detailhandelsvirksomhedens arbejdsområder. Eleven skal opnå konkret viden, færdighed og personlig kompetence til selvstændigt og effektivt at planlægge og varetage almindeligt forekommende butiksfunktioner, der findes inden for det valgte speciales branche, sortimentsområde eller butikskategori. For elever, der sammen med virksomheden har valgt at arbejde dybere med særlige emner inden for butikkens vare-, kunde-, informations- og pengestrøm, er målet, at eleven erhverver sig dyberegående viden om og erfaring med det valgte emne.

Stk. 2. Uddannelsen skal tilrettelægges, således at eleven opnår en merkantil kompetence, der omfatter uddannelsens fællesmål og specialemål inden for områderne: 1) Personlige kvalifikationer. 2) Økonomiske kvalifikationer. 3) Kommunikative og teknologiske kvalifikationer. 4) Handels- og servicemæssige kvalifikationer. 5) Internationale og kulturelle kvalifikationer. 6) Samfundsmæssige kvalifikationer.

Stk. 3. Målene for de enkelte områder fremgår af bilag 1.

Stk. 4. Uddannelsen skal endvidere tilrettelægges, således at den i sit sigte orienterer sig mod fremtidig beskæftigelse og videreuddannelse inden for både almene og mere specialiserede funktioner på det merkantile område. Undervisningen m.v.

§ 8.§-link ↗

Undervisningen skal på en helhedsorienteret måde omfatte både praktisk og teoretisk undervisning med henblik på at give eleven fornødne generelle og specielle kvalifikationer, herunder at give eleven forudsætninger for at varetage de funktioner, uddannelsen tager sigte på. Undervisningen skal desuden sætte eleven i stand til selvstændigt at tilegne sig viden og fornødne færdigheder til fremtidig beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Undervisningen skal gennem hele uddannelsen tilrettelægges, således at 1) der gives eleven forudsætninger for personlig udvikling i henhold til målene for kompetenceområdet: Personlige kvalifikationer, jf. bilag 1, og således at eleven både selvstændigt og i gruppesammenhænge møder personligt udviklende problemstillinger, 2) alle fag og temaer varieres, således at de anvendte metoder står i forhold til mål og indhold, og således at eleven i videst muligt omfang aktiveres og gøres medansvarlig for undervisningen og 3) den i videst muligt omfang afspejler arbejdsfunktioner og teknologianvendelse m.v. på en måde, der er karakteristisk for uddannelsesområdet.

Stk. 3. Undervisningen skal give indsigt i og forståelse af miljømæssige forhold, herunder håndtering af miljømæssige problemstillinger i forbindelse med materialeanvendelse og arbejdspladsindretning.

§ 9.§-link ↗

For elever, der er omfattet af § 3, stk. 4 og 6, omfattter undervisningen følgende grundfag med den angivne vejledende uddannelsestid: 1) Dansk, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 2) Erhvervsøkonomi, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 3) Fremmedsprog - engelsk, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 4) Fremmedsprog - valgfrit, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 5) Informationsteknologi, niveau D. Vejledende uddannelsestid 6 uger. 6) Salg og service, niveau C. Vejledende uddannelsestid 4,9 uger. 7) Samfundslære, niveau D. Vejledende uddannelsestid 4,8 uger.

Stk. 2. For elever, der er omfattet af § 3, stk. 3, 5, 8 og 12, omfatter undervisningen følgende grundfag med den angivne vejledende uddannelsestid: 1) Dansk, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 2) Erhvervsøkonomi, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 3) Fremmedsprog - engelsk, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 4) Informationsteknologi, niveau E. Vejledende uddannelsestid 4 uger. 5) Salg og service, niveau D. Vejledende uddannelsestid 3,3 uger. 6) Samfundslære, niveau D. Vejledende uddannelsestid 4,8 uger.

Stk. 3. Mål og øvrige rammer for undervisningens indhold og vejledende uddannelsestid for de enkelte grundfag følger reglerne for disse fag.

§ 10.§-link ↗

Undervisningen omfatter områdefag. Formålet med fagene er, at eleven erhverver sig viden om fælles arbejdsområder og -metoder inden for det merkantile område samt viden om de enkelte uddannelsesområders karakteristika. Fagene skal medvirke til at skabe grundlag for specialefagsundervisning og praktikuddannelse.

Stk. 2. Målene med områdefagene er at understøtte de 6 kompetencemål på en sådan måde, at grundfagene udbygges med merkantile profiler i retning af dansk kommunikation, international kultur og kommunikation, driftsøkonomisk styring, forretningsgange og administrative procedurer samt organisation og service, og at de merkantile arbejdsområder sættes i samfundsmæssig sammenhæng.

Stk. 3. Undervisningen omfatter områdefaget i nr. 1, merkantil I, for elever, der er omfattet af § 3, stk. 4 og 6, og områdefaget i nr. 1, merkantil II, for elever, der er omfattet af § 3, stk. 3, 5, 8 og 12, samt 7 af de i nr. 2 - 13 nævnte fag, jf. § 13, med den angivne vejledende uddannelsestid: 1) Merkantil I. Fagets mål fremgår af bilag 1. Vejledende uddannelsestid 17,3 uger. Merkantil II. Fagets mål fremgår af bilag 1. Vejledende uddannelsestid 13,9 uger. 2) Administration og sagsbehandling. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 3) Finansiering. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 4) Forvaltning. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 5) Grafisk præsentation. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 6) IT-værktøjer. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 7) Iværksætter. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 8) Købmandskab. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 9) Logistik. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 10) Miljø og ressourcer. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 11) Psykologi og service. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 12) Sprog og kultur. Vejledende uddannelsestid 2 uger. 13) Visuel markedsføring. Vejledende uddannelsestid 2 uger.

Stk. 4. Indholdet af fagene i stk. 3, nr. 2 - 13, fremgår af bilag 2.

§ 11.§-link ↗

Undervisningen i de enkelte specialer omfatter specialefag i det omfang, med de mål og den angivne vejledende uddannelsestid, som fremgår af bilag 3. Senest når praktikaftalen indgås, vælger eleven i samarbejde med virksomheden, i hvilket omfang der sker en fordybelse i arbejdsopgaver inden for udvalgte arbejdsområder i specialefaget og om uddannelsen skal suppleres, jf. § 3, stk. 7, og § 17, stk. 2.

§ 12.§-link ↗

Undervisningen i valgfag følger reglerne i hovedbekendtgørelsen. For elever, der er omfattet af § 3, stk. 3-6, er den vejledende uddannelsestid for valgfag i alt 13 uger. For elever, der er omfattet af § 3, stk. 8, er den vejledende uddannelsestid i alt 6 uger. Mål og øvrige rammer for undervisningens indhold og vejledende uddannelsestid for de enkelte valgfag følger reglerne for disse fag.

§ 13.§-link ↗

I 2. skoleperiode gennemføres 7 temaprojekter , der fordeles med 3 i det første år og 4 i det andet år af skoleperioden, jf. dog stk. 2. I det sidste temaprojekt efter henholdsvis første år og andet år i skoleperioden skal der indgå mål fra alle kompetenceområder samt 1 områdefag, der er forskelligt i de enkelte temaprojekter. I de øvrige temaprojekter skal der indgå mål fra kompetenceområdet: Personlige kvalifikationer og mål fra mindst to andre kompetenceområder samt 1 områdefag, der er forskelligt i de enkelte temaprojekter. Målet med undervisningen i et fag i et temaforløb er, at eleven opnår viden om det valgte områdefags typiske problemstillinger og kan anvende områdets arbejdsmetoder.

Stk. 2. For elever, der er omfattet af § 3, stk. 3, 5, 8 og 12, gennemføres der 3 temaprojekter. For elever, der er omfattet af § 4, gennemføres der 2 temaprojekter. For elever, der er omfattet af § 5, gennemføres der mindst 2 temaprojekter. I temaprojekterne skal der indgå mål fra kompetenceområdet: Personlige kvalifikationer og mål fra mindst 2 andre kompetenceområder samt 1 områdefag, der er forskelligt i de enkelte temaprojekter. I det sidste temaprojekt skal der dog indgå mål fra alle kompetenceområder samt 1 områdefag, der er forskelligt i de enkelte temaprojekter.

Stk. 3. Elever og lærer beslutter for hvert tema, hvilket områdefag der skal inddrages i undervisningen i forbindelse med gennemførelsen af temaprojektet.

Stk. 4. Eleverne bedømmes efter § 25, stk. 1 og 2.

§ 14.§-link ↗

Skolen fastsætter det nærmere indhold af undervisningen i overensstemmelse med hovedbekendtgørelsen. Praktikuddannelsen

§ 15.§-link ↗

Virksomheden skal gennemføre praktikuddannelsen, således at den sammen med skoleundervisningen fører til, at eleven kan nå uddannelsens mål.

§ 16.§-link ↗

Praktikuddannelsen skal videreføre, udbygge og supplere de kvalifikationer, som er opnået gennem undervisningen, således at eleven gennem arbejdet med salgsstedets vare-, kunde-, informations- og pengestrøm opnår faglig og personlig kompetence til fremtidig beskæftigelse inden for almindeligt forekommende og mere specialiserede funktioner i detailhandelen. Herudover skal eleven opnå færdighed og grundlæggende indsigt i de hjælpemidler, værktøjer, systemer og metoder, som anvendes inden for detailhandelsområdet.

§ 17.§-link ↗

Praktikuddannelsen tilrettelægges, således at fortsat undervisning og praktikuddannelse understøtter hinanden. Eleven skal i praktiktiden modtage en alsidig oplæring i de enkelte arbejdsområder og funktioner, således at eleven opnår en grundlæggende forståelse af arbejdsopgaverne og selvstændigt og effektivt kan udføre disse. Oplæringen i de enkelte arbejdsopgaver skal så vidt muligt både tilpasses virksomhedens arbejdsgang og den fortsatte undervisning. Den praktiske oplæring skal desuden understøtte udviklingen af elevens personlige kvalifikationer og udvikle elevens evne til samarbejde og til at løse nye problemstillinger. Virksomheden skal give eleven mulighed for i slutningen af praktiktiden at arbejde selvstændigt ved anvendelse af de færdigheder, der er erhvervet gennem praktikuddannelsens forskellige opgaver.

Stk. 2. Virksomheden og eleven kan ved indgåelse af uddannelsesaftalen og skal senest ved prøvetidens udløb aftale, i hvilket omfang der sker en fordybelse i særlige arbejdsområder, jf. § 18, og om uddannelsen skal suppleres, jf. bilag 3, nr. 7. Formålet er, at eleven erhverver sig dyberegående viden om og erfaring med det eller de valgte områder. Fordybelsen understøttes af skoleundervisning, jf. § 3, stk. 7, som integreres i den øvrige undervisning. Fordybelsen i arbejdsopgaver kan understøttes af virksomhedens interne uddannelse, anden teoretisk uddannelse eller udlandsophold.

Stk. 3. I forbindelse med gennemførelse af projektet i den afsluttende fagprøve, jf. § 26, skal praktikvirksomheden i praktikperioden efter den næstsidste skoleperide give eleven mulighed for at foretage undersøgelser, informationssøgning m.m. i virksomheden eller på anden måde inddrage konkret viden og information fra virksomheden. Hvis eleven afleverer en del af projektet i anden form eller på andre medier end en skriftlig rapport, skal udgifterne være budgetteret i forbindelse med problemformuleringen, jf. bilag 5, og være accepteret at blive afholdt af virksomheden. Virksomheden kan også stille lokaler og nødvendigt udstyr til rådighed for eleven i forbindelse med færdiggørelsen af projektet.

Stk. 4. Virksomheden udarbejder en uddannelsesplan for eleven i overensstemmelse med reglerne for praktikuddannelsen, herunder i hvilket omfang der sker en fordybelse i særlige arbejdsområder, og om uddannelsen skal suppleres, jf. stk. 3. Af uddannelsesplanen skal det fremgå, hvordan elevens uddannelsesforløb gennemføres, hvem der har det overordnede ansvar for uddannelsen, og hvem der har ansvaret for den praktiske oplæring i uddannelsesforløbet. Planen skal foreligge inden prøvetidens udløb.

§ 18.§-link ↗

I løbet af praktikperioden skal eleven sættes i stand til at løse salgsstedets arbejdsopgaver inden for vare-, kunde-, informations- og pengestrøm, samt at eleven får en helhedsforståelse af sammenhængen mellem strømmene og salgsstedets ide, profil og koncept samt den gensidige påvirkning, der er mellem de fire strømme.

Stk. 2. Der arbejdes med følgende kvalifikationsmål på forskellige niveauer for at opnå en tilfredsstillende faglig kompetence: 1) Eleven skal kende arbejdsområdet og dets sammenhæng med andre områder. 2) Eleven skal kunne løse opgaverne inden for arbejdsområdet i samarbejde med andre. 3) Eleven skal beherske opgaverne selvstændigt inden for arbejdsområdet og formidle denne viden til andre.

Stk. 3. I de indledende 3 måneder af praktikuddannelsen skal eleven have en grundig introduktion til virksomheden, dens forskellige arbejdsområder og til virksomhedens daglige drift. Målet med introduktionen er, at eleven får kendskab til og kan afprøve forskellige arbejdsområder, således at elev og virksomhed får baggrund for inden prøvetidens udløb at bedømme, om uddannelsesforholdet skal fortsætte. Endvidere skal eleven opnå kendskab til virksomhedens idegrundlag og målsætning samt til ledelsesforhold, organisationsopbygning og personale- og uddannelsespolitik. Eleven skal desuden opnå kendskab til produkter, leverandører og kundekreds samt til virksomhedens anvendelse af informatiksystemer og til hensigtsmæssigt arbejdsmiljø, herunder kendskab til gældende relevante arbejdsmiljøbestemmelser.

Stk. 4. I praktikperioden skal der tages udgangspunkt i følgende arbejdsområder: 1) Varestrøm: Salgsstedets håndtering af vareforsyningen, herunder planlægning og vedligeholdelse af vareforsyningen, håndtering af varer og emballager fra producent og leverandør til levering til kunde. 2) Kundestrøm: Salgsstedets opgaver i forbindelse med at tiltrække og fastholde kundegrupperne og kundegruppernes forventninger til salgsstedet, herunder betjeningsformer, krav til styring af kundestrømmen, salgsplanlægning og opfølgning af markedsføringsindsatsen på salgsstedet. 3) Informationsstrøm: Salgsstedets interne og eksterne kommunikation, herunder teknologianvendelse, information om salgsstedets ide, profil og koncept, salgsstatistikker og nøgletal, varekundskab og -kendskab, markedsføringsprofil, herunder markedsførings- og reklameindsats. 4) Pengestrøm: Salgsstedets penge- og økonomihåndtering i relation til dets samarbejdspartnere, herunder kasseterminalbetjening, salgs- og betalingsbetingelser, kasseopgørelse og -afstemning samt budget- og regnskabspraksis.

Stk. 5. Målene for de enkelte arbejdsområder fremgår af bilag 4. Ved fordybelse i arbejdsopgaver inden for udvalgte arbejdsområder i uddannelsen, skal virksomheden sikre, at eleven for 4 af de i bilag 4 angivne arbejdsopgaver opnår et højere kvalifikationsmål som angivet i bilaget.

§ 19.§-link ↗

Hvis virksomheden ved afslutningen af en praktikperiode, undtagen den sidste, skønner, at eleven har et særligt behov med hensyn til undervisning, giver virksomheden en erklæring herom til skolen og eleven.

Stk. 2. Virksomheden udsteder en praktikerklæring, straks når praktiktiden i en virksomhed er afsluttet. Praktikerklæring udstedes til skolen og til eleven.

Stk. 3. Det faglige udvalg udfærdiger i overensstemmelse med reglerne i hovedbekendtgørelsen blanketter til brug for de erklæringer, som er nævnt i stk. 1 og 2. Skolen udleverer blanketterne til praktikvirksomhederne.

Kapitel 2 · Bedømmelse og uddannelsesbevis m.v.

§ 20.§-link ↗

Ved bedømmelse finder reglerne i bekendtgørelse om eksamensordning på erhvervsskolerne m.v. og 13-skalaen, jf. karakterskalabekendtgørelsen, anvendelse.

§ 21.§-link ↗

Ved uddannelsens afslutning udsteder skolen et uddannelsesbevis til eleven som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen med det valgte speciale.

Stk. 2. Uddannelsesbeviset kan udstedes, når skolebeviset er udstedt og afsluttende praktikerklæring er udstedt.

Stk. 3. Uddannelsesbeviset skal angive uddannelsens betegnelse, speciale, evt. branche eller butikstype, hvis det fremgår af praktikerklæringen, og hvis der i uddannelsen har været lagt vægt på særlige kvalifikationsområder, jf. § 3, stk. 7, nr. 2, og § 17, stk. 2, samt henvise til skolebevis og praktikerklæring.

Stk. 4. Det Faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser udfærdiger blanketter til uddannelsesbeviset.

Stk. 5. Skolen opbevarer kopi af beviset i 20 år.

§ 22.§-link ↗

Når alle skoleperioder i uddannelsen er gennemført, og betingelserne i stk. 2 er opfyldt, udsteder skolen et skolebevis til eleven. Skolen sender samtidig en kopi af skolebeviset til praktikvirksomheden.

Stk. 2. Følgende betingelser skal være opfyldt for at udstede skolebevis: 1) Fagprøven efter § 26 skal være bestået. 2) Den vægtede gennemsnitskarakter, som beregnes efter stk. 3, skal mindst være 6.

Stk. 3. Skolen beregner en vægtet gennemsnitskarakter således: 1) Gennemsnittet med en decimal af eksamenskarakterer (prøvekarakterer), der er opnået i grundfag og eksamenskarakterer i temaprojekterne, jf. § 25, stk. 2, ganges med 5. 2) Gennemsnittet med en decimal af standpunktskarakterer i specialefag ganges med 2. 3) Karakteren i fagprøven ganges med 3.

Stk. 4. Summen af resultaterne i stk. 3, nr. 1 - 3, deles med 10 og afrundes til nærmeste karakter i karakterskalaen, idet 00 ikke kan fremkomme ved nedrunding og 6 og 13 ikke kan fremkomme ved oprunding. For elever efter § 3, stk. 11, beregnes summen alene på grundlag af karaktererne i stk. 3, nr. 2 og 3, og summen deles således med 5.

Stk. 5. Skolebeviset affattes i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om eksamensordning på erhvervsskolerne m.v. og skal indeholde oplysning om: 1) Betegnelse for uddannelse og speciale. 2) Angivelse af de fag eleven har gennemført. 3) De standpunktskarakterer eleven har opnået i grundfag, jf. § 9 4) De standpunktskarakterer eleven har opnået i områdefag, jf. § 10. 5) De standpunktskarakterer eleven har opnået i specialefag, jf. § 11. 6) Eksamenskarakterer for grundfag. 7) Eksamenskarakterer for temaprojekt. 8) Eksamenskarakterer for fagprøve, jf. § 26. 9) De standpunktskarakterer og evt. eksamenskarakterer eleven har opnået i valgfag.

Stk. 6. Hvis betingelserne for udstedelse af skolebevis ikke er opfyldt, jf. stk. 2, udsteder skolen en skolevejledning, jf. § 24.

Stk. 7. Hvis en elev ophører med skoleundervisningen, uden at skolebevis kan udstedes, udsteder skolen, hvis eleven anmoder om det, bevis for den gennemførte undervisning.

§ 23.§-link ↗

I forbindelse med undervisningens gennemførelse foretager skolen en løbende bedømmelse af eleven i overensstemmelse med skolebedømmelsesplanen med henblik på at støtte og vejlede eleven i det videre uddannelsesforløb.

Stk. 2. Der foretages en evaluering af den enkelte elev i forbindelse med hvert temaforløb, jf. § 25, stk. 1. Evalueringen omfatter både det faglige indhold og elevens engagement i forløbet og rapporteringen. I forbindelse med evalueringen af forløbene giver skolen standpunktskarakterer i forhold til målene for undervisningen. Standpunktskaraktererne skal udtrykke elevens færdigheder i forhold til fagets og uddannelsens mål på det tidspunkt, hvor karakteren gives i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.

Stk. 3. Skolen giver standpunktskarakterer i grundfagene efter reglerne i bekendtgørelse om grundfag i erhvervsuddannelserne.

Stk. 4. Bedømmelsesformer og karaktergivning i valgfag følger reglerne for disse fag.

Stk. 5. Ved skolens evaluering af de temaprojekter, der ikke er eksamensprojekt, jf. § 25, stk. 2, gives en karakter, der samtidig er en standpunktskarakter i områdefag.

Stk. 6. Skolen giver karakter efter hver skoleperiode, som et udtryk for elevens standpunkt i forhold til målene for undervisningen i den pågældende periode.

§ 24.§-link ↗

Skolen udsteder en skolevejledning til eleven og til den eventuelle praktikvirksomhed ved afslutningen af 2. skoleperiode.

Stk. 2. Ved afslutningen af 3. skoleperiode og hver af de følgende skoleperioder, jf. dog stk. 4, udstedes en skolevejledning.

Stk. 3. Skolevejledningen skal indeholde oplysning om: 1) Standpunktskarakterer i forhold til slutmålene for undervisningen i de grundfag, områdefag, jf. § 23, stk. 5, specialefag og valgfag, som afsluttes i den pågældende skoleperiode. 2) Eksamenskarakterer for grundfag, temaprojekt og eventuelle valgfag. 3) Skolens vurdering af elevens eventuelle behov for supplerende oplæring i praktikvirksomheden. 4) Skolens vurdering af elevens eventuelle behov for supplerende undervisning.

Stk. 4. Efter sidste skoleperiode i uddannelsen udsteder skolen kun en skolevejledning, hvis betingelserne for udstedelse af skolebevis, jf. § 22, ikke er opfyldt. Skolen kan dog udstede en skolevejledning efter sidste skoleperiode med angivelse af elevens eventuelle behov for supplerende oplæring i virksomheden.

§ 25.§-link ↗

Ved afslutningen af hvert af de 2, 3 eller 7 temaer i 2. skoleperiode, jf. § 13, afleveres en evalueringsopgave, som udarbejdes på baggrund af den gennemførte undervisning. De nærmere regler om opgavens omfang, form og afleveringsfrister fastsættes af skolen i den lokale bedømmelsesplan.

Stk. 2. Det sidste temaprojekt efter henholdsvis første år og andet år i skoleperioden, jf. § 13, stk. 1, og det sidste temaprojekt, jf. § 13, stk. 2, udgør et eksamensprojekt med ekstern censor.

Stk. 3. Den enkelte elev deltager i prøver i de i § 9 anførte grundfag efter reglerne i bekendtgørelse om grundfag i erhvervsuddannelserne.

Stk. 4. Skolen bestemmer endeligt ved lodtrækning, hvilke valgfag den enkelte elev skal til prøve i, medmindre andet følger af reglerne om de pågældende fag. Afsluttende fagprøve

§ 26.§-link ↗

Inden for det sidste halve år af uddannelsen udarbejder hver elev en skriftlig projektrapport eller lignende, jf. bilag 5. Projektet kan gennemføres individuelt eller som gruppearbejde.

Stk. 2. Skolen beslutter, hvornår bedømmelsen af projektet finder sted. Skolen tilrettelægger forløbet i samråd med det lokale uddannelsesudvalg. Skolen kan bestemme ved lodtrækning, at en elev eller en gruppe af elever skal eksamineres mundtligt i projektet.

Stk. 3. En lærer og en censor foretager bedømmelsen af projektet. Censor skal have relevant erhvervserfaring og udpeges af skolen. Hvis der foretages mundtlig eksamination, skal censor medvirke.

Stk. 4. Elevens eller gruppen af elevers skriftlige præstation bedømmes med een karakter. Hvis der foretages mundtlig eksamination, bedømmes elevens præstation med een karakter, der er udtryk for en samlet vurdering af projekt og den mundtlige præstation, og gennemføres projektarbejdet som et gruppearbejde, skal den enkeltes præstation bedømmes individuelt.

Stk. 5. Skolen skal orientere det lokale uddannelsesudvalg om resultatet af de gennemførte fagprøver.

§ 27.§-link ↗

Skolen skal tilbyde elever, som ikke består den afsluttende fagprøve, en ny eksamen, hvori indgår den tidligere udarbejdede projektrapport, jf. § 26, eventuelt efter supplerende praktikuddannelse eller skoleundervisning. Eleven kan kun deltage i eksamen 2 gange. Hvis særlige forhold taler for det, kan skolen tillade, at eleven deltager i yderligere en eksamen.

Kapitel 3 · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 28.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1996.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelserne nr. 507 af 14. juni 1994 om uddannelsen til salgsassistent og nr. 351 af 9. maj 1994 om uddannelsen til dekoratør, jf. dog stk. 3, 4 og 5.

Stk. 3. De bekendtgørelser, der er nævnt i stk. 2, finder fortsat anvendelse for elever, der har 1) indledt uddannelsen i en virksomhed inden den 15. juli 1996. 2) afsluttet højere handelseksamen, studentereksamen, højere teknisk eksamen eller højere forberedelseseksamen i juni 1996 eller tidligere, hvis uddannelsen begynder i en virksomhed senest den 1. juni 1997. 3) afsluttet 1.- 2. skoleperiode senest den 31. januar 1997 i uddannelsen til salgsassistent eller dekoratør, hvis uddannelsen indledes i en virksomhed senest den 1. juni 1997. 4) gennemført 1. år af højere handelseksamen i juni 1996, jf. bekendtgørelse om den erhvervsgymnasiale uddannelse til højere handelseksamen (hhx-bekendtgørelsen), hvis uddannelsen indledes i en virksomhed senest den 1. juni 1997.

Stk. 4. De bekendtgørelser, der er nævnt i stk. 2, kan fortsat finde anvendelse for elever, der har indgået uddannelsesaftale efter reglerne i bekendtgørelsernes § 5, stk. 2, hvis uddannelsesaftalen er indgået inden den 15. juli 1996, jf. stk. 1, og uddannelsen i virksomheden begynder senest den 2. september 1996.

Stk. 5. En uddannelsesaftale om et restuddannelsesforhold gennemføres efter den i stk. 2, nævnte bekendtgørelse, hvis det tidligere uddannelsesforhold var omfattet af disse regler, således at det sidste skoleophold kan gennemføres inden den 1. april 1999.