§ 1.§-link ↗
Bekendtgørelsen finder anvendelse på materialer og genstande, der som færdigvarer er bestemt til at blive bragt i berøring med eller som i overensstemmelse med deres formål bringes i berøring med levnedsmidler.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på levnedsmidler, der i forbindelse med behandling og salg er eller har været i berøring med materialer og genstande.
§ 2.§-link ↗
Uanset § 1 finder bekendtgørelsen ikke anvendelse på 1) overtræks- eller dæklagsmaterialer, der udgør en del af levnedsmidlerne, og som vil kunne indtages sammen med disse, herunder spiselige overtræksmaterialer til skorpen på ost, til charcuterivarer eller til frugt, 2) materialer og genstande, der er antikviteter eller har en alder på over 100 år eller 3) materialer og genstande i faste installationer i offentlige eller private vandforsyningssystemer.
§ 3.§-link ↗
Bestemmelserne i § 9 finder ikke anvendelse på 1) folier af celluloseregenerater, der på den side, som er beregnet til at blive bragt i berøring med levnedsmidler, har et lag lak på over 50 mg/dm2 eller 2) syntetiske tarme af celluloseregenerater.
§ 4.§-link ↗
Bestemmelserne i § 11, stk. 1 og 2, § 12 og § 13 finder kun anvendelse på materialer og genstande af plast, der 1) udelukkende består af plast, eller 2) består af to eller flere lag, der hver især udelukkende består af plast, og som er forbundet ved hjælp af klæbestoffer eller på en hvilken som helst anden måde.
§ 5.§-link ↗
Ved folie af celluloseregenerater forstås i denne bekendtgørelse en tynd film, der fremstilles af raffineret cellulose af ikke genanvendt træ eller bomuld. Af tekniske hensyn kan egnede stoffer være tilsat massen eller overfladen. Folier af celluloseregenerater kan være belagt (coated) på en eller begge sider.
Stk. 2. Med folie af celluloseregenerater sidestilles produkter, hvor celluloseregenerater indgår.
§ 6.§-link ↗
Ved plast herunder polyvinylchlorid (PVC) forstås i denne bekendtgørelse de organiske makromolekylære forbindelser, der fremkommer ved polymerisation, polykondensation, polyaddition eller ved enhver anden lignende reaktion mellem molekyler med lavere molekylevægt eller ved en kemisk ændring af naturlige makromolekyler. Der kan i visse makromolekylære forbindelser indgå andre stoffer eller materialer.
Stk. 2. Siliconer og andre makromolekylære forbindelser betragtes ligeledes som plast. Det gælder også, hvis der indgår andre stoffer eller materialer.
Stk. 3. Følgende betragtes ikke som plast 1) elastomerer, naturgummi og syntetisk gummi, 2) papir og pap, også ændret ved tilsætning af plast, 3) ionbytterharpikser (resiner) eller 4) overfladebelægning, som er fremstillet på basis af a) paraffinvoks, herunder syntetisk paraffin, b) mikrokrystallinsk voks, c) blandinger af de under a) og b) nævnte voksarter eller d) blandinger af de under a) og b) nævnte voksarter med plast.
§ 7.§-link ↗
Ved keramiske genstande forstås genstande fremstillet af en blanding af uorganiske stoffer i almindelighed med et stort indhold af ler- eller kiselholdige mineraler, der eventuelt kan være tilsat små mængder organiske stoffer. Disse genstande er først formet, og den opnåede form er derefter varigt fastholdt ved brænding. De kan være glaserede, emaljerede og/eller dekorerede.
§ 8.§-link ↗
Materialer og genstande skal fremstilles i overensstemmelse med god fremstillingspraksis. De må ikke ved normal anvendelse eller under forudsigelige forhold kunne afgive bestanddele til levnedsmidler i et omfang, der kan 1) frembyde en fare for menneskers sundhed, 2) medføre en uacceptabel ændring af sammensætningen af levnedsmidlerne eller 3) forringe levnedsmidlernes farve, lugt, smag eller andre af levnedsmidlernes fysiske karakteristika.
§ 9.§-link ↗
Folie af celluloseregenerater må udelukkende fremstilles af de stoffer eller stofgrupper, der er anført i bilag 1, og udelukkende på de deri fastsatte betingelser.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan andre stoffer eller stofgrupper anvendes som farvestoffer eller bindemiddel, såfremt disse stoffer ikke giver afsmitning til eller på levnedsmidler.
§ 10.§-link ↗
Påtrykte overflader på folier af celluloseregenerater må ikke komme i berøring med levnedsmidler.
§ 11 .§-link ↗
Materialer og genstande af plast må udelukkende fremstilles af de monomerer og andre udgangsstoffer, der er anført i bilag 2, og udelukkende på de deri fastsatte betingelser. Dette gælder dog ikke silicioner.
Stk. 2. Ved fremstilling af materialer og genstande af plast kan de additiver, der er anført i bilag 3 anvendes.
Stk. 3. Plastvarer af polyvinylchlorid (PVC) må ikke indeholde mere end 1 mg vinylchlorid monomer pr. kg af plastvaren.
Stk. 4. Levnedsmidler må ikke sælges, hvis de indeholder mere end 0,01 mg vinyl-chlorid monomer pr. kg levnedsmiddel.
§ 12.§-link ↗
Materialer og genstande af plast må ikke afgive bestanddele til levnedsmidler i mængder, der i alt overstiger 10 milligram pr. kvadratdecimeter (total migration målt i mg/dm2).
Stk. 2. Den samlede migrationsgrænse (total migration) fastsættes til 60 mg pr. kg levnedsmiddel (mg/kg) i følgende tilfælde 1) genstande, der er eller kan sammenlignes med beholdere, eller som kan fyldes, med et rumfang på ikke under 500 ml og ikke over 10 l, 2) genstande, som kan fyldes, og for hvilke det er praktisk umuligt at anslå det over-fladeareal, som er i berøring med levnedsmidlet, og 3) kapsler, propper, tætningsmidler og lignende lukkeanordninger.
§ 13.§-link ↗
De specifikke migrationsgrænser i bilag 2 er angivet i mg/kg. Disse grænser udtrykkes dog i mg/dm2 for så vidt angår 1) genstande, der er eller kan sammenlignes med beholdere, eller som kan fyldes, med et rumfang på mindre end 500 ml eller mere end 10 l samt 2) folie samt andre genstande, som ikke kan fyldes, eller for hvilke det er praktisk umuligt at anslå forholdet mellem genstandens overfladeareal og den mængde levneds-middel, der er i berøring hermed.
Stk. 2. For at udtrykke grænseværdierne i bilag 2 i mg/dm2 divideres med omregningsfaktor 6.
§ 14.§-link ↗
Keramiske og emaljerede genstande samt glasvarer, må ikke afgive mere bly eller cadmium end anført i bilag 4.
Stk. 2. Afgiver keramiske eller emaljerede genstande eller glasvarer bly eller cadmium i mængder, som overskrider de grænser, der er anført i bilag 4, men dog ikke med mere end 50 pct., kan partiet lovligt sælges, såfremt analyser af mindst 3 andre genstande af samme form og dimension og med samme dekoration og glasurer viser, at mængderne af afgivet bly eller cadmium fra disse genstande ikke i gennemsnit overskrider de grænser, der er anført i bilag 4, og ingen af disse genstande overskrider disse grænser med mere end 50 pct.
§ 15.§-link ↗
Materialer og genstande, der endnu ikke er bragt i berøring med levnedsmidler, skal være mærket på følgende måde: 1) Oplysning om fabrikant, forarbejdningsvirksomhed eller om en forhandler, der er etableret inden for Den Europæiske Union. Oplysningen skal indeholde a) navn/firmanavn og adresse/firmaets hovedsæde eller b) registreret varemærke. 2) Angivelse af at varen er beregnet til levnedsmidler ved a) ordene »Til levnedsmidler«, b) symbolet, som er angivet i bilag 5 eller c) en varebetegnelse, der karakteriserer anvendelsen. 3) Brugsanvisning, såfremt en udeladelse heraf vil kunne medføre, at varen ikke anvendes på rette måde.
Stk. 2. De oplysninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 2) er ikke påkrævet for materialer og genstande, som ved deres beskaffenhed klart er beregnet til at komme i berøring med levnedsmidler.
Stk. 3. De oplysninger, der er nævnt i § 15, stk. 1, nr. 2 og 3 er forbeholdt materialer og genstande, som er fremstillet i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.
§ 16.§-link ↗
Mærkningsoplysningerne skal gives 1) direkte på varen eller emballagen, 2) på en etiket på varen eller emballagen eller 3) på et skilt, der er anbragt i umiddelbar nærhed af varerne, og som er klart synligt for køberen.
Stk. 2. Oplysningerne i § 15 stk. 1 nr. 1 må dog ikke gives ved skiltning, medmindre de af tekniske årsager ikke kan påføres som nævnt i stk.1, nr. 1 og 2.
Stk. 3. Når materialer og genstande bringes i handelen i et tidligere led end detailleddet er det tilstrækkeligt at anføre oplysningerne i handelsdokumenterne.
§ 17.§-link ↗
Mærkningsoplysningerne skal være klart synlige, let læselige og må ikke kunne slettes.
Stk. 2. Mærkningsoplysningerne skal være på dansk. I stedet for dansk kan andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk, anvendes.
§ 18.§-link ↗
Når materialer og genstande bringes i handelen i et tidligere led end detailleddet, skal disse være ledsaget af en skriftlig erklæring om, at de er fremstillet i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse, medmindre de på grund af deres beskaffenhed klart er bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler.
§ 19.§-link ↗
Forinden fremstilling eller import af materialer og genstande af plast, folie af celluloseregenerater eller keramik-, emalje- eller glasvarer omfattet af denne bekendtgørelse påbegyndes, skal virksomheden anmelde sig til registrering hos den lokale tilsynsmyndighed.
§ 20.§-link ↗
Levnedsmiddelstyrelsen kan foretage ændringer i bilagene.
Stk. 2. Levnedsmiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for og træffe bestemmelser om udførelse og omfanget af kontrollen med overholdelse af denne bekendtgørelse, herunder om prøveudtagning.
Stk. 3. Kontrollen med materialer og genstande af plast skal finde sted efter bestemmelser, der er fastsat i direktiverne 80/766/EØF, 81/432/EØF, 82/711/EØF, 85/572/EØF, 90/128/EØF, 93/8/EØF, 93/9/EØF og 95/3/EØF.
Stk. 4. Kontrollen med afgivelse af bly eller cadmium fra keramiske og emaljerede genstande samt glasvarer skal finde sted efter bestemmelse i direktiv 84/500/EØF.
§ 21.§-link ↗
Det påhviler de lokale tilsynsmyndigheder at føre kontrol med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse og afgørelser truffet i henhold til bekendtgørelsen overholdes.
§ 22.§-link ↗
De lokale tilsynsmyndigheder kan pålægge den, der er ansvarlig for virksomheder omfattet af bekendtgørelsen, at give alle oplysninger herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse. Tilsynsmyndigheden kan endvidere pålægge den pågældende at afgive prøver uden vederlag af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, emballage samt desinfektions- og rengøringsmidler samt at emballere eller sende prøver efter tilsynsmyndighedens bestemmelse og at afholde udgifterne derved.
§ 23.§-link ↗
De lokale tilsynsmyndigheder kan meddele de påbud eller de forbud, som anses for nødvendige for at sikre overholdelse af bekendtgørelsen. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder bekendtgørelsens krav skal beslaglægges eller tilintetgøres, og at virksomheden skal kalde varen tilbage fra senere omsætningsled.
§ 24.§-link ↗
De lokale tilsynsmyndigheders afgørelse i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Levnedsmiddelstyrelsen. Levnedsmiddelstyrelsens afgørelse er endelig.
Stk. 2. Levnedsmiddelstyrelsen kan i særlige tilfælde, og når omstændighederne taler derfor, meddele dispensation fra reglerne i denne bekendtgørelse. Levnedsmiddelstyrelsens afgørelser er endelige.
Stk. 3. Sundhedsministeriet kan dog tillade, at Levnedsmiddelstyrelsens afgørelser efter stk. 2 kan påklages til ministeriet, såfremt afgørelsen er af principiel karakter eller i øvrigt må anses for at være af væsentlig betydning.
Stk. 4. Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 25.§-link ↗
Med bøde straffes den, der overtræder §§ 8-19 i denne bekendtgørelse, eller afgørelser, der er truffet i henhold til bekendtgørelsen.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar i henhold til § 63, stk. 4 i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler, m.m med senere ændringer. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommuners styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.
Stk. 3. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætlig eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er: 1) voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
§ 26.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. december 1995. Materialer og genstande af plast, der opfylder reglerne i bekendtgørelse nr. 99 af 16. februar 1987 om plastvarer af polyvinylchlorid bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler, bekendtgørelse nr. 758 af 20. november 1991 om plastmaterialer og -genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler og Levnedsmiddelstyrelsens bekendtgørelse af 21. oktober 1992, kan sælges indtil 1. april 1996.
Stk. 2. Samtidig ophæves følgende 1) bekendtgørelse nr. 100 af 19. februar 1986 om keramiske og emaljerede genstande samt glasvarer bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler, 2) bekendtgørelse nr. 561 af 1. august 1990 om materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler, 3) bekendtgørelse nr. 1043 af 16. december 1993 om folie af celluloseregenerater bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler og 4) bekendtgørelse nr. 239 af 30. marts 1994 om plastmaterialer og genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler.