Bekendtgørelse nr. 894 · 1995

Historisk

Bekendtgørelse om sygdomme hos honningbier

Bekendtgørelse om sygdomme hos honningbier

Dokumentdato: 23. nov. 1995Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

For at begrænse spredningen af bisygdomme er det ikke tilladt 1) at fodre bier i det fri, 2) at anbringe honning, tavler og andet materiale, hvorfra smitte kan ske, således, at bier kan få adgang hertil, 3) at lade bihuse med døde familier eller udbyggede tavler stå således, at bier kan få adgang hertil, 4) at forsende brugte tavler, uafsmeltet voks, foder eller honning således, at bier kan få adgang hertil, og 5) at anvende foder, der indeholder honning, ved forsendelse af dronninger.

§ 2.§-link ↗

Flytning af bifamilier og ubeboede bihuse til anden ejendom eller ud over 1 km fra den hidtidige stadeplads må kun finde sted, når en kyndig biavler, jf. § 7, på grundlag af et eftersyn foretaget tidligst 14 dage før flytningen har udstedt 1) en attest for, at der ikke er synlige tegn på ondartet bipest eller stenyngel, jf. § 4, i nogen af familierne i bigården eller i brugte tavler fra bigården, eller 2) en attest, der tillader udflytning af en bifamilie på betingelse af, at den straks efter trækkets ophør flyttes tilbage.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke 1) ved forsendelse til og fra en renparringsstation af småfamilier, der ved afsendelse til renparringsstationen højst udgør 3 dl bier anbragt på byggeanvisninger fremstillet af kunsttavler, 2) når flytningen sker som sværm uden tavlebygning, og sværmen sættes i hus på kunsttavler, eller 3) når der mellem en biavlers udflyttede bigårde og bopæl, lagerplads eller det sted, hvor honningen slynges, flyttes tavler eller andet brugt biavlsmateriel.

Stk. 3. Den, der erhverver en bifamilie eller brugt biavlsmateriel, uden at der sker flytning heraf, skal senest 14 dage efter erhvervelsen lade bifamilien syne, jf. stk. 1, og skal lade udbyggede tavler, der ikke er i brug, omsmelte.

Stk. 4. Agtes en bifamilie flyttet eller overdraget på et tidspunkt, hvor der ikke er tilstrækkelig yngel til gennemførelse af en undersøgelse efter stk. 1, kan den kyndige biavler udstede en »blank attest«. Biavleren skal lade bifamilierne syne efter stk. 1 med henblik på udstedelse af en endelig attest, så snart der er tilstrækkelig yngel, og senest inden den 1. juni.

Stk. 5. Ved flytning af bier og biavlsprodukter, der skal anvendes til biavl, ind i og ud af landet skal endvidere bestemmelserne i bekendtgørelse om veterinærkontrol ved ind- og udførsel af levende dyr og visse produkter være overholdt.

§ 3.§-link ↗

En bigård, der er opstillet uden for ejerens ejendom, skal være mærket synligt med ejerens navn og adresse.

Stk. 2. Konstaterer en kyndig biavler, at en bigård ikke er i lovlig stand, jf. stk. 1 og § 1, stk. 1, nr. 2 og 3, skal ejeren gøres bekendt hermed.

Stk. 3. Kan bigården ikke umiddelbart bringes i lovlig stand skal dette meddeles den lokale bisygdomsinspektør. Finder bisygdomsinspektøren, at der foreligger en strafbar overtrædelse af denne bekendtgørelse, skal sagen indberettes til Plantedirektoratet.

§ 4.§-link ↗

Den, der ejer eller har tilsyn med en bifamilie, der har eller mistænkes for at have udbrud af ondartet bipest (forårsaget af bakterien Bacillus larvae ) eller stenyngel (forårsaget af svampene Aspergillus flavus og A. fumigatus ), skal straks anmelde dette til den lokale bisygdomsinspektør eller til Statens Planteavlsforsøg.

Stk. 2. Bekræfter en undersøgelse ved Statens Planteavlsforsøg, at bifamilien har udbrud af ondartet bipest, iværksætter bisygdomsinspektøren snarest muligt behandling og undersøgelse.

Stk. 3. Det er ikke tilladt at flytte bier, honning og brugt biavlsmateriel fra en bigård, der er omfattet af stk. 1, før mistanken er afkræftet, eller behandling er afsluttet.

Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke for tavler og blokvoks, der sendes direkte til et vokssmelteri.

Stk. 5. Den, der ejer eller har tilsyn med en bifamilie, der flyttes ud af en zone på 2 km omkring en bigård med ondartet bipest eller stenyngel, skal lade bifamilien syne igen senest 8 uger efter flytningen, jf. § 2, stk. 1.

§ 5.§-link ↗

Den, der ejer eller har tilsyn med en bifamilie, der har eller mistænkes for at have udbrud af europæisk bipest (forårsaget af bakterien Melissococcus pluton ), skal straks anmelde dette til bisygdomsinspektøren eller til Statens Planteavlsforsøg.

Stk. 2. Bekræfter en undersøgelse ved Statens Planteavlsforsøg, at bifamilien har udbrud af europæisk bipest, vejleder bisygdomsinspektøren om forebyggelse og behandling.

§ 6.§-link ↗

Den, der ejer eller har tilsyn med en bifamilie, der udviser synlige tegn på eller mistænkes for at være angrebet af miden Varroa jacobsoni , skal straks anmelde dette til bisygdomsinspektøren eller til Statens Planteavlsforsøg.

Stk. 2. Bekræfter en undersøgelse, at bifamilien er angrebet af Varroa-syge, kan Statens Planteavlsforsøg iværksætte bekæmpelse i bigården.

Stk. 3. Statens Planteavlsforsøg kan fritage biavlere i et lokalområde, hvor angreb af Varroa-miden er konstateret i større omfang, for anmeldelsespligten efter stk. 1.

§ 7.§-link ↗

En biavler kan registreres i Plantedirektoratet som kyndig biavler med beføjelse til at udstede de attester, der er nævnt i § 2, stk. 1, hvis biavleren kan dokumentere 1) at have haft honningbier i mindst 3 år og 2) ved deltagelse i et kursus arrangeret af Statens Planteavlsforsøg at have erhvervet fornøden viden a) om bisygdomme til at kunne konstatere synlige tegn på disse i en bifamilie og b) om gældende lovgivning om biavl.

Stk. 2. Registrering som kyndig biavler meddeles normalt for en periode på 5 år.

Stk. 3. Plantedirektoratet kan gøre fornyet registrering betinget af, at biavleren deltager i et nyt bisygdomskursus.

§ 8.§-link ↗

Plantedirektoratet kan ophæve en kyndig biavlers registrering, hvis det konstateres, at biavleren har overtrådt bestemmelserne i §§ 1-6 eller ikke længere opfylder de krav til viden, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Har Plantedirektoratet ophævet en kyndig biavlers registrering, kan genregistrering opnås efter bestemmelsen i § 7, stk. 1, nr. 2.

§ 9.§-link ↗

Statens Planteavlsforsøg ansætter i hvert af de lokalområder, der er nævnt i bilaget, 1) en kyndig biavler som bisygdomsinspektør med ansvar for bisygdomsbekæmpelsen i lokalområdet og 2) et antal kyndige biavlere som tilsynsmænd med beføjelse til at assistere bisygdomsinspektøren med bisygdomsbekæmpelsen i lokalområdet.

§ 10.§-link ↗

Statens Planteavlsforsøg kan i fornødent omfang fravige §§1-6 i forbindelse med gennemførelsen af forsøg vedrørende bekæmpelse af bisygdomme.

§ 11.§-link ↗

Overtrædelse af bestemmelserne i § 1, § 2, stk. 1, 3 og 4, § 3, § 4, stk. 1, 2, 3 og 5, § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, samt af forbud meddelt efter § 6, stk. 3, kan straffes med bøde.

§ 12.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 260 af 24. april 1990 om sygdomme hos honningbier og bekendtgørelse nr. 797 af 23. september 1992 om kyndige biavleres virksomhed ophæves samtidig.