§ 1.§-link ↗
Kort- og landmålingsteknikeruddannelsen varer 1 1/2 år som heltidsuddannelse og består af 3 trin på hver 6 måneder. I trin 3 indgår et afslutningsprojekt inden for et valgt specialområde.
§ 2.§-link ↗
Ved afslutningen af uddannelsen til kort- og landmålingstekniker skal den studerende kunne 1) varetage opgaver på et videregående teknisk niveau vedrørende indsamling, bearbejdning og præsentation af geografiske data, 2) varetage opgaver vedrørende planlægning og produktion af digitale og grafiske kort, 3) rådgive i opgaver, der kræver brug af kort, 4) varetage opgaver på et videregående teknisk niveau vedrørende planlægning og udførelse af opmålings- og afsætningsarbejder og 5) medvirke ved løsning af matrikulære og andre ejendomsretlige opgaver.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsen indeholder: 1) Alment fagområde med emner inden for fremmedsprog, informationsteknologi, internationale forhold, kommunikation, ledelse og matematik. 2) Matrikelvæsen og jura med emner inden for arealanvendelse, matrikelvæsen og offentlig forvaltning. 3) Landmålingsteknisk fagområde med emner inden for fotogrammetri, hydrografisk opmåling og landmåling. 4) Kortteknisk fagområde med emner inden for geografiske informationssystemer, kartografi og topografi. 5) Valgfag.
§ 4.§-link ↗
Skolen kan udbyde uddannelsen som deltidsuddannelse og enkeltfag efter reglerne om åben uddannelse. Der forudsættes samme arbejdsindsats for de studerende som i heltidsuddannelsen. Skolen kan optage ansøgere til et enkeltfag, selv om enkelte af adgangskravene til heltidsuddannelsen ikke er opfyldt.
Stk. 2. Reglerne for heltidsuddannelsen finder i øvrigt tilsvarende anvendelse for deltidsuddannelse og enkeltfagsundervisning.
§ 5.§-link ↗
Skolen optager ansøgere i overensstemmelse med reglerne om adgangsbetingelser i bekendtgørelsen om adgang, indskrivning og orlov m.v. ved videregående uddannelser.
§ 6.§-link ↗
Regler om ansøgningsfrister og optagelse er fastsat i bekendtgørelse om videregående teknikeruddannelser og uddannelser på konstruktørniveau.
§ 7.§-link ↗
Undervisningsemnernes mål, omfang og niveau og deres fordeling på uddannelsestrin er fastsat i uddannelsesplanen, bilag 1.
Stk. 2. Ca. 15 pct. af uddannelsen er valgfag. Valgfag indgår ikke i eksamen, men faget, dets mål, prøveform og den studerendes karakter påføres eksamensbeviset. Skolen udbyder mindst 2 valgfag. Formålet med valgfagene er, at den studerende supplerer 1) sin erhvervskompetence inden for områder, der opfylder lokale behov eller behov for specialisering, eller 2) sin studiekompetence i relation til videreuddannelse.
§ 8.§-link ↗
Regler om indstilling til eksamen, censorer, prøver, eksamensopgaver, bedømmelse, karaktergivning, fritagelse for prøver, sygeeksamen m.v. er fastsat i bekendtgørelse om eksamensordningen og uddannelses- og eksamensbeviser for de videregående teknikeruddannelser m.v. og bedømmelsesplanen, bilag 2.
§ 9.§-link ↗
I eksamen indgår følgende karakterer: 1) Landmåling. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan tilrettelægge og udføre landmålingsopgaver beregningsmæssigt og praktisk ved benyttelse af forskellige teknologier og metoder, herunder vurdere og opfylde krav til nøjagtighed og indhold i en given opgave. 2) Kortteknik. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende har kartografisk indsigt og viden om kortfremstilling, kortanvendelse, design og materialer og kan tilrettelægge og udføre opgaver vedrørende kortfremstilling ved benyttelse af forskellige teknologier og metoder, herunder vurdere og opfylde krav til nøjagtighed og indhold i en given opgave. 3) Matrikelvæsen og jura. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan gøre rede for ejendomsretlig indsigt og kan analysere og løse problemer vedrørende matrikulære opgaver. 4) Kommunikation. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan tilrettelægge og gennemføre skriftlig og grafisk dokumentation og mundtlig forelæggelse samt argumentere for trufne beslutninger og valgt arbejdsform. 5) Afslutningsprojekt. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende i tværfaglig forstand og gennem en faglig fordybelse kan anvende de erhvervede kvalifikationer på et konkret projekt, herunder udarbejde de nødvendige dokumentationer.
§ 10.§-link ↗
Eksamenskaraktererne gives på grundlag af de prøver, der afholdes efter bedømmelsesplanen, bilag 2. Eksamen er bestået, når summen af de 5 eksamenskarakterer efter 13-skalaen er mindst 30. Desuden kræves, at eksamenskarakteren i matrikelvæsen og jura og i afslutningsprojekt er mindst 6.
§ 11.§-link ↗
Undervisningsministeriet kan efter indstilling fra teknikerudvalget tillade, at bekendtgørelsens bestemmelser fraviges som led i forsøg. Tilladelsen gives for en begrænset tid på grundlag af en forsøgsplan.
Stk. 2. Undervisningsministeriet kan i særlige tilfælde dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser efter indstilling fra skolen.
§ 12.§-link ↗
Klager over skolens afgørelser i henhold til bekendtgørelsen indgives til skolen. Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder klagen, videresender skolen klagen og en udtalelse til Undervisningsministeriet.
Stk. 2. Fristen for klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 13.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1995.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1159 af 15. december 1992 om uddannelse af landmålingsteknikere ophæves.
Stk. 3. Studerende, der har påbegyndt landmålingsteknikeruddannelsen efter bekendtgørelsen i stk. 2 og følger uddannelsens normale forløb, færdiggør deres uddannelse efter reglerne i bekendtgørelsen.