Bekendtgørelse nr. 737 · 1994

Historisk

Bekendtgørelse om teleterminaludstyr (* 1)

Bekendtgørelse om teleterminaludstyr (* 1)

Dokumentdato: 13. aug. 1994Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Anvendelsesområde

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse gælder for teleterminaludstyr og andet udstyr, der kan tilsluttes det offentlige telenet.

Stk. 2. Ved teleterminaludstyr forstås i denne bekendtgørelse udstyr, der er beregnet til at blive tilsluttet det offentlige telenet, dvs. til 1) direkte at blive tilsluttet et termineringspunkt i det offentlige telenet, eller 2) at kunne fungere sammen med det offentlige telenet ved direkte eller indirekte tilslutning til et termineringspunkt i det offentlige telenet med henblik på at sende eller modtage informationer.

Stk. 3. Den tilslutning, der er nævnt i stk. 2, kan ske via et kabelsystem, radiosystem, optisk system eller et andet elektromagnetisk system.

Stk. 4. Ved det offentlige telenet forstås den offentlige telekommunikationsinfrastruktur, der giver mulighed for at transmittere signaler mellem bestemte nettermineringspunkter ved hjælp af trådforbindelser, radiobølger, optiske medier eller andre elektromagnetiske midler.

Stk. 5. Udstyr, der kan tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er beregnet til et sådant formål, behandles efter reglerne i kap. 5.

Stk. 6. Det formål, udstyret er beregnet til, angives af fabrikanten eller dennes repræsentant i et EU- eller EFTA-land, som har tiltrådt EØS-aftalen (EØS-landene). Teleterminaludstyr som defineret i stk. 2, der anvender et tilslutningssystem, som benytter radiofrekvensspektret, formodes altid at være beregnet til at blive tilsluttet det offentlige telenet.

Kapitel 2 · Fællesbestemmelser

§ 2.§-link ↗

Teleterminaludstyr må kun markedsføres, herunder sælges eller udleveres, eller ibrugtages, hvis udstyret er godkendt, jf. § 6 eller § 11, og hvis det er korrekt mærket, jf. § 10 og bilag 6 eller § 14, stk. 1 og bilag 7.

Stk. 2. Når der ansøges om godkendelse efter § 6 eller § 11, påhviler det ansøgeren at fremlægge prøvningsrapporter og andet nødvendigt dokumentationsmateriale. Evt. omkostninger i forbindelse hermed er det bemyndigede organ, jf. § 8, uvedkommende.

Stk. 3. Ansøgning om godkendelse samt den krævede dokumentation skal være affattet på et nordisk sprog, færøsk, grønlandsk eller engelsk.

Stk. 4. For udstyr der er eller vil blive omfattet af en teknisk bestemmelse, kan Telestyrelsen i forbindelse med demonstration af udstyr på udstillinger, på messer og lignende efter ansøgning fravige kravet om godkendelse af teleterminaludstyr i kortere perioder på nærmere fastsatte vilkår.

§ 3.§-link ↗

Teleterminaludstyr, der samtidig er radioanlæg, anses for ibrugtaget, hvis det er driftsklart for sending eller modtagning, og enten er tilsluttet eller umiddelbart kan tilsluttes strømforsyning og antenne.

Stk. 2. For teleterminaludstyr, som er nævnt i stk. 1, kan der være opstillet krav om tilladelse til oprettelse og drift eller om benyttelse m.m. i medfør af lov om radiokommunikation.

§ 4 .§-link ↗

Teleterminaludstyr skal opfylde følgende krav: a) Brugersikkerhed, for så vidt dette krav ikke er omfattet af direktiv 73/23/EØF. b) Sikkerhed for de ansatte i de selskaber, der driver de offentlige telenet, for så vidt dette krav ikke er omfattet af direktiv 73/23/EØF. c) Krav om elektromagnetisk kompabitilitet, hvis de specifikt gælder teleterminaludstyr. d) Beskyttelse af det offentlige telenet mod skade. e) Effektiv udnyttelse af radiofrekvensspektret, når det er relevant. f) Teleterminaludstyret skal kunne fungere sammen med offentligt telenetudstyr hvad angår opkobling, ændring, taksering, opretholdelse og nedkobling af fysiske eller virtuelle forbindelser. g) Teleterminaludstyr skal kunne fungere sammen med andet teleterminaludstyr via det offentlige telenet, hvis der er stillet krav om det i en teknisk bestemmelse.

Stk. 2. Teleterminaludstyr formodes at opfylde de krav, der er nævnt i stk. 1, litra a og b, hvis udstyret opfylder nationale standarder, der gennemfører relevante harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i EF-Tidende.

Stk. 3. De krav, som er nævnt i stk. 1, litra c-g, anses kun for opfyldt, hvis teleterminaludstyret opfylder relevante krav i de tekniske bestemmelser for udstyrskategorien.

§ 5 .§-link ↗

Telestyrelsen fastsætter tekniske bestemmelser.

Stk. 2. Tekniske bestemmelser for udstyr, der er omfattet af en fælles teknisk forskrift, (»CTR« - Common Technical Regulation), fastsættes på grundlag af de CTR'er, som vedtages af Europa-Kommissionen, og hvis referencer offentliggøres i EF-Tidende.

Stk. 3. Tekniske bestemmelser for udstyr, der ikke er omfattet af CTR'er, fastsættes på grundlag af nationale krav eller harmoniserede standarder.

Kapitel 3 · Godkendelse og mærkning m.m. af udstyr, der er omfattet af en CTR

§ 6.§-link ↗

Teleterminaludstyr, der er omfattet af en CTR, jf. § 5, stk. 2, skal godkendes af et bemyndiget organ efter en af de metoder, der er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1-3.

§ 7.§-link ↗

Ved godkendelsen skal dokumenteres, at teleterminaludstyret opfylder de krav, der er opstillet i de tekniske bestemmelser, der er fastsat som angivet i § 5, stk. 2, efter en af følgende metoder: 1) Administrativ godkendelse i forbindelse med stikprøvekontrol som anført i bilag 1. 2) Administrativ godkendelse i forbindelse med godkendt kvalitetsstyringssystem for udstyrets fremstilling som anført i bilag 3. 3) Administrativ godkendelse i forbindelse med godkendt kvalitetsstyringssystem for udstyrets udvikling, konstruktion, fremstilling, endelig produktkontrol og prøvning som anført i bilag 4.

Stk. 2. Ved administrativ godkendelse forstås en godkendelse af, at teleterminaludstyret må tilsluttes det offentlige telenet.

§ 8.§-link ↗

I Danmark er Telestyrelsen bemyndiget til at foretage de opgaver, der er tillagt det bemyndigede organ i forbindelse med udstedelse af EU-typeafprøvningsattest, jf. § 7, nr. 1 og 2, og bilag 1 og 3, samt til at udstede administrativ godkendelse og foretage stikprøvekontrol, jf. § 7, nr. 1 og bilag 1.

Stk. 2. Bemyndigelse af organer til at foretage de opgaver, der er tillagt det bemyndigede organ i bilag 3 og 4, sker ved særskilt bekendtgørelse. Dette organ udsteder den administrative godkendelse, jf. § 7, nr. 2 og 3.

Stk. 3. Administrative godkendelser, som er udstedt af et bemyndiget organ i et andet EØS-land, anerkendes på lige fod med godkendelser, som er udstedt af et bemyndiget organ her i landet. Europa-Kommissionen offentliggør i EF-tidende en liste over bemyndigede organer, herunder hvilke opgaver de er bemyndiget til at udføre.

§ 9.§-link ↗

Ved administrativ godkendelse af teleterminaludstyr efter § 7, stk. 1, nr. 1 eller 2, anerkendes kun prøvninger foretaget af et prøvningslaboratorium, der er udpeget hertil. Prøvningslaboratoriet skal opfylde de kriterier, der er fastsat i de pågældende dele af de relevante harmoniserede standarder. En liste over udpegede prøvningslaboratorier og hvilke opgaver, de er udpeget til at udføre, offentliggøres i EF-Tidende.

Stk. 2. Telestyrelsen udpeger efter ansøgning danske laboratorier, der er akkrediteret til prøvning i henhold til standarder i EN 45000 serien.

§ 10.§-link ↗

Teleterminaludstyr, der er godkendt efter § 6, jf. § 2, skal mærkes med »CE-mærkning«, jf. bilag 6 og med type-, parti- eller serienr. og navnet på den fabrikant eller leverandør, der er ansvarlig for dets markedsføring. CE-mærkningen skal bestå af bogstaverne »CE« efterfulgt af identifikationsnummeret for det bemyndigede organ, der deltager i produktionskontrolfasen, og et symbol, der angiver, at teleterminaludstyret er beregnet til at blive tilsluttet det offentlige telenet.

Kapitel 4 · Godkendelse og mærkning m.m. af udstyr, der ikke er omfattet af en

§ 11.§-link ↗

Teleterminaludstyr, der ikke er omfattet af en CTR, jf. § 5, stk. 3, skal godkendes af et bemyndiget organ efter en af de metoder, der er nævnt i § 12, stk. 1, nr. 1-2.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på teleterminaludstyr, der er beregnet for tilslutning til de i bilag 8 anførte grænseflader til det offentlige telenet.

Stk. 3. Det i stk. 2 nævnte udstyr skal opfylde kravene i § 4, stk. 1, litra a) og b). § 4, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Telestyrelsen er bemyndiget til at ændre bilag 8, f.eks. hvis der fastsættes tekniske bestemmelser for det pågældende teleterminaludstyr.

§ 12.§-link ↗

Ved godkendelsen skal det efter en af nedenstående metoder dokumenteres, at teleterminaludstyr opfylder de krav, der er opstillet i de tekniske bestemmelser, der er fastsat af Telestyrelsen, eller hermed ligeværdige krav opstillet i ækvivalente bestemmelser eller standarder, der er fastsat af en myndighed i et andet EØS-land, for den pågældende udstyrskategori: 1) Administrativ godkendelse i forbindelse med godkendt kvalitetsstyringssystem for udstyrets udvikling, konstruktion, fremstilling, endelig produktkontrol og prøvning som anført i bilag 4. 2) Typegodkendelse eller tidsbegrænset godkendelse som anført i bilag 5.

Stk. 2. Godkendelser af teleterminaludstyr som nævnt i stk. 1, der er udstedt af en anden myndighed inden for CEPT (Conference Europeenne des Administrations des Postes et des Telecommunications) efter særlige fælles europæiske bestemmelser, som er tiltrådt af Danmark, anerkendes på lige fod med godkendelser, som er udstedt her i landet.

§ 13.§-link ↗

Det bemyndigede organ, jf. § 8, stk. 2, udsteder administrativ godkendelse efter bilag 4, jf. § 12, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2. Telestyrelsen udsteder godkendelser efter bilag 5, jf. § 12, stk.1, nr. 2.

Stk. 3. Ved godkendelse efter bilag 5, jf. § 12, stk. 1, nr. 2, anerkendes kun prøvninger foretaget af prøvningslaboratorier, som vedkommende lands kompetente myndighed har akkrediteret efter standarder i EN 45000-serien til prøvning af udstyr i henhold til relevante tekniske bestemmelser.

§ 14.§-link ↗

Teleterminaludstyr, der er godkendt efter § 12, stk. 1, skal forsynes med mærkning, jf. bilag 7.

Stk. 2. Telestyrelsen bemyndiges til at ændre bilag 7, så bilaget er i overensstemmelse med aftaler truffet af internationale samarbejdsorganer, f.eks. CEPT (Conference Europeenne des Administrations des Postes et des Telecommunications), om mærkning af teleterminaludstyr.

Kapitel 5 · Udstyr, der kan tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er

§ 15.§-link ↗

Udstyr, der kan tilsluttes det offentlige telenet, men som ikke er beregnet hertil (i det følgende benævnt »andet udstyr«), må kun markedsføres, herunder sælges eller udleveres, eller ibrugtages, hvis der medfølger en erklæring fra fabrikanten eller leverandøren om, at udstyret ikke er beregnet for tilslutning til det offentlige telenet. Erklæringen udfærdiges som anført i bilag 9.

Stk. 2. Første gang sådant »andet udstyr« markedsføres, skal der indsendes en genpart af erklæringen, jf. stk. 1, og en brugsanvisning for udstyret til et bemyndiget organ i det EØS-land, hvor den første markedsføring sker. I Danmark indsendes erklæringen til Telestyrelsen.

Stk. 3. » Andet udstyr«, der kan henføres til de udstyrskategorier, der er nævnt i § 5, stk. 2, skal være mærket i overensstemmelse med bilag 10.

Stk. 4. » Andet udstyr«, der kan henføres til de udstyrskategorier, der er nævnt i § 5, stk. 3, skal være mærket i overensstemmelse med bilag 11.

Kapitel 6 · Oplysningspligt

§ 16.§-link ↗

Telestyrelsen kan forlange alle oplysninger, som skønnes nødvendige for administrationen af bekendtgørelsen.

Kapitel 7 · Tilsyn og kontrol med markedsføring m.v. af teleterminaludstyr og

§ 17.§-link ↗

Telestyrelsen foretager tilsyn og kontrol med 1) at bestemmelserne om markedsføring, herunder salg eller udlevering, ibrugtagning og anvendelse af teleterminaludstyr, jf. § 2, og om mærkning, jf. § 10 og § 14, overholdes, 2) at bestemmelserne om »andet udstyr« vedrørende markedsføring, jf. § 15, stk. 1 og 2, og om mærkning, jf. § 15, stk. 3 og 4, overholdes, 3) at bestemmelserne i § 11, stk. 3, overholdes.

Stk. 2. Telestyrelsens kontrollanter skal, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid uden retskendelse og mod behørig legitimation have adgang til relevante lokaliteter for at undersøge teleterminaludstyr og »andet udstyr« eller til at udtage eksemplarer af disse for at kontrollere, om bestemmelserne i denne bekendtgørelse er overholdt.

Stk. 3. De oplysninger, der forlanges af Telestyrelsens kontrollanter om teleterminaludstyr eller »andet udstyr«, skal omgående gives.

§ 18.§-link ↗

Hvis det konstateres, at der markedsføres, herunder sælges eller udleveres, eller ibrugtages teleterminaludstyr eller »andet udstyr«, der ikke overholder bestemmelserne i denne bekendtgørelse eller de i medfør heraf fastsatte tekniske bestemmelser, kan Telestyrelsen 1) nedlægge forbud mod markedsføring, herunder salg og udlevering, ibrugtagning eller anvendelse, eller 2) stille krav om indskrænkning i adgangen til markedsføring, herunder salg og udlevering, ibrugtagning eller anvendelse eller 3) udstede påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning af mangler ved teleterminaludstyr eller »andet udstyr«.

§ 19.§-link ↗

Telestyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse efter §§ 6 og 11, hvis det konstateres, at vilkårene for godkendelsen ikke er overholdt.

§ 20.§-link ↗

Telestyrelsen sørger for, at de øvrige bemyndigede organer og Europa-Kommissionen underrettes om foranstaltninger, som træffes i medfør af § 18, og som vedrører teleterminaludstyr, der er omfattet af CTR'er, jf. § 6. Begrundelsen for foranstaltningerne anføres.

Kapitel 8 · Gebyrer m.v. for godkendelse, tilsyn og kontrol

§ 21.§-link ↗

Som betaling for arbejdet med godkendelser og gennemførelse af stikprøvekontrol af teleterminaludstyr opkræves gebyrer, der fastsættes af Ministeriet for Kommunikation og Turisme.

Stk. 2. Ministeriet for Kommunikation og Turisme fastsætter gebyrer til dækning af Telestyrelsens udgifter til tilsyn og kontrol, jf. § 17. Herudover kan kræves betaling for udfærdigelse af prøvningsrapport m.v., som i den forbindelse måtte være påkrævet.

Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte betaling opkræves hos den ansvarlige for markedsføringen, hvis det ved kontrollen konstateres, at kravene, jf. § 4, stk. 1, ikke er overholdt. Konstateres det ved kontrollen, at kravene er overholdt, opkræves betalingen hos de selskaber her i landet, der driver telenet omfattet af ene- eller særrettigheder.

Kapitel 9 · Straffebestemmelser

§ 22.§-link ↗

Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 2, stk. 1, § 15, stk. 1 eller stk. 2, 2) anvender mærkning i strid med § 10, § 14 eller § 15, stk. 3 eller stk. 4, 3) nægter at give de i § 17, stk. 3, omhandlede oplysninger, 4) hindrer den i § 17, stk. 2, nævnte kontrol, 5) undlader at efterkomme forbud udstedt i medfør af § 18, stk. 1, nr. 1, 6) undlader at efterkomme krav stillet i medfør af § 18, stk. 1, nr. 2, eller 7) undlader at efterkomme påbud givet i medfør af § 18, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 6, stk. 2, i lov om teleterminaludstyr pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

Kapitel 10 · Ikrafttræden

§ 23.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1994.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 882 af 29. oktober 1992 om teleterminaludstyr ophæves.

Stk. 3. Godkendelser udstedt i medfør af hidtil gældende bestemmelser forbliver gældende i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Teleterminaludstyr, som er leveret af televirksomhederne før liberaliseringen af den pågældende udstyrskategori, må fortsat anvendes.