Bekendtgørelse nr. 493 · 1994

Historisk

Bekendtgørelse om kommunal tandpleje

Bekendtgørelse om kommunal tandpleje

Dokumentdato: 8. jun. 1994Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Børne- og ungdomstandpleje

§ 1.§-link ↗

Den vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje omfatter alle børn og unge under 18 år, der er tilmeldt folkeregistret i kommunen.

Stk. 2. Børn og unge under 18 år, der har ophold på døgninstitutioner omfattet af § 96 i lov om social bistand, er omfattet af tandplejeordningen i den kommune, hvor institutionen er beliggende, medmindre institutionen har indrettet klinik. Behandles samtlige institutionens børn og unge i den kommunale tandpleje, betaler institutionen kommunen et beløb for hver af disse svarende til kommunens gennemsnitlige udgift for børn og unge i den kommunale tandplejeordning. Såfremt kun enkelte af institutionens børn og unge tilmeldes den kommunale tandpleje, betaler institutionen udgiften til tandpleje efter regning.

Stk. 3. I tilfælde, hvor det må anses for hensigtsmæssigt, at der tilbydes børn og unge under 18 år forebyggende og behandlende tandpleje uden for bopælskommunen (folkeregisterkommunen), kan en anden kommune yde den af loven omfattede tandpleje samt efter aftale med bopælskommunen afkræve denne refusion for de hermed forbundne udgifter.

Stk. 4. Indgås der aftale mellem 2 kommuner i henhold til stk. 3, kan der ikke rejses krav om at modtage den af aftalen omfattede vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje i bopælskommunen, jf. dog § 2, stk. 3.

§ 2.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde børne- og ungdomstandpleje på offentlige klinikker eller hos praktiserende tandlæger, med hvilke kommunalbestyrelsen indgår aftale.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilrettelægge sin børne- og ungdomstandpleje således, at kommunen både anvender offentlige klinikker og praktiserende tandlæger.

Stk. 3. Unge på 16 og 17 år kan vælge at modtage det kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge, selv om kommunen har besluttet at tilrettelægge ungdomstandplejen på offentlige klinikker. Udgifterne til de unges tandpleje hos praktiserende tandlæge afholdes af kommunen. Tandregulering samt andre særligt kostbare behandlingsydelser kan dog ikke påbegyndes i privat praksis, medmindre kommunen har godkendt iværksættelsen samt det af tandlægen afgivne behandlingstilbud.

Stk. 4. Uanset at kommunalbestyrelsen har besluttet at tilrettelægge tandplejen for unge på 16 og 17 år hos praktiserende tandlæger, kan disse unge i stedet vælge at modtage det kommunale tandplejetilbud på offentlig klinik, såfremt kommunen har oprettet en sådan.

Stk. 5. Den kommunale tandpleje har pligt til at færdiggøre påbegyndte behandlinger. I tilfælde af flytning mellem kommuner påhviler det den nye bopælskommune at færdiggøre påbegyndte behandlinger.

Stk. 6. I de tilfælde, hvor unge på 16 og 17 år vælger at skifte fra kommunal klinik til praktiserende tandlæge, jf. stk. 3, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at færdiggørelsen af påbegyndte behandlinger skal ske ved den kommunale klinik.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen har pligt til at oplyse alle 16 årige og deres forældre om, hvorledes kommunen har tilrettelagt sin ungdomstandpleje, samt om de valgmuligheder der foreligger for de 16 og 17 årige, jf. stk. 3-6.

§ 3.§-link ↗

Den kommunale børne- og ungdomstandpleje skal omfatte: 1) Almene forebyggende foranstaltninger, herunder oplysningsvirksomhed m.v. 2) Regelmæssige undersøgelser af tand-, mund- og kæberegionens udvikling og sundhedstilstand. 3) Individuelle forebyggende foranstaltninger, herunder oplysning af den enkelte samt forældre, og instruktion i tandpleje for den enkelte. 4) Behandlinger af sygdomme i tand-, mund- og kæberegionen og tandregulering i overensstemmelse med de i bilaget til bekendtgørelsen angivne regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer.

Stk. 2. Særlige behandlingsopgaver kan efter nærmere af sundhedsministeren fastsatte regler være undtaget fra den kommunale tandplejeforpligtelse.

Stk. 3. Reglerne for omfanget af og kravene til børne- og ungdomstandplejen er de samme, hvad enten tandpleje ydes på offentlig klinik eller hos praktiserende tandlæge.

§ 4.§-link ↗

Deltagelse i den kommunale tandpleje er frivillig. Udmeldelse skal foretages skriftligt af forældremyndighedens indehaver til lederen af børne- og ungdomstandplejen.

Stk. 2. Udmeldelse kan kun ske for det samlede tandplejetilbud.

Kapitel 2 · Omsorgstandpleje

§ 5.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der er tilmeldt folkeregistret i kommunen, og som på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud (omsorgstandpleje).

Stk. 2. Personer, der har ophold på døgninstitutioner omfattet af §112 i lov om social bistand, er ikke omfattet af kommunens tandplejetilbud.

Stk. 3. En kommunalbestyrelse kan dog efter aftale med vedkommende amtsråd tilbyde omsorgstandpleje til personer, som nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Et amtsråd kan efter aftale med vedkommende kommunalbestyrelse tilbyde tandpleje til personer, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 5. Amtsrådet og kommunalbestyrelsen træffer aftale vedrørende betaling af den tandpleje, der tilbydes i henhold til stk. 3 og 4.

§ 6.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde omsorgstandpleje ved hjælp af offentligt ansatte tandlæger eller praktiserende tandlæger, evt. i samarbejde med kliniske tandteknikere. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at indgå aftale med en eller flere praktiserende tandlæger/kliniske tandteknikere om varetagelse af omsorgstandplejen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilrettelægge sin omsorgstandpleje således, at kommunen både anvender offentligt ansatte tandlæger/kliniske tandteknikere og praktiserende tandlæger/kliniske tandteknikere.

Stk. 3. Personer, der ikke ønsker at modtage kommunens tilbud om omsorgstandpleje, bevarer retten til tilskud til tandpleje efter reglerne i lov om offentlig sygesikring.

§ 7.§-link ↗

Personer, der får tilbudt tandpleje ved kommunal klinik, kan vælge i stedet at modtage tandplejetilbuddet hos praktiserende tandlæge/klinisk tandtekniker med hvilke, kommunalbestyrelsen har indgået aftale.

Stk. 2. Udgiften til tandplejen hos praktiserende tandlæge/klinisk tandtekniker afholdes af kommunen. Påbegyndelse af særligt kostbare behandlinger kan dog ikke ske, medmindre kommunen har godkendt iværksættelsen samt det af tandlægen/den kliniske tandtekniker afgivne behandlingstilbud.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte hvilke ydelser, der er omfattet af kommunens forhåndsgodkendelse.

§ 8.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager omsorgstandpleje, skal betale en del af udgiften. For forebyggende og behandlende tandpleje, der er omfattet af overenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Tandlægeforening, og som der ydes tilskud til i medfør af § 8 i lov om offentlig sygesikring, kan kommunalbestyrelsen maximalt afkræve en betaling svarende til patientens egenbetaling i sygesikringstandplejen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har pligt til at oplyse de personer, der får tilbudt omsorgstandpleje i henhold til § 5, om de valgmuligheder, de har efter § 7, stk. 1, samt om vilkårene herfor, jf. stk. 1 og § 7, stk. 2 og 3.

§ 9.§-link ↗

Omsorgstandplejen skal omfatte: 1) Regelmæssige undersøgelser af tand-, mund- og kæberegionens sundhedstilstand svarende til den enkeltes behov. 2) Forebyggende foranstaltninger inklusiv evt. hjælp til oral pleje svarende til den enkeltes behov, herunder oplysning om samt instruktion i tandpleje til den enkelte patient og til relevant omsorgspersonale. 3) Behandlinger af symptomer, sygdomme og funktionsforstyrrelser i det omfang opnåelse af symptomfrihed og bevarelse af tand-, mund- og kæberegionen i god funktionsdygtig stand kræver det - under hensyntagen til den enkeltes samlede tilstand og mulige forbedrede livskvalitet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har pligt til at færdiggøre påbegyndte behandlinger. I tilfælde af flytninger mellem kommuner påhviler det den nye bopælskommune af færdiggøre påbegyndte behandlinger og videreføre tilbuddet om omsorgstandpleje.

Stk. 3. Reglerne for omfanget af og kravene til omsorgstandplejen er de samme, hvad enten tandpleje ydes ved hjælp af offentligt ansat personale eller praktiserende tandlæge/klinisk tandtekniker.

Kapitel 3 · Administration, koordination, ikrafttræden m.v.

§ 10.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen ansætter leder, tandlæger og hjælpepersonale ved den kommunale tandplejeklinik.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan anmode Sundhedsstyrelsen om at afgive udtalelse om, hvilke ansøgere til en stilling som leder af den kommunale tandpleje der fagligt er kvalificeret til stillingen. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler for, hvorledes udtalelsen i givet fald afgives.

§ 11.§-link ↗

Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal sikre en koordination af den offentlige tandpleje og tandplejen i privat praksis.

Stk. 2. Ved koordinationen skal bl.a. sikres, at der etableres effektive overførselsprocedurer mellem børne- og ungdomstandplejen og voksentandplejen.

Stk. 3. Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal sikre den nødvendige koordination mellem indsatsen inden for den amtslige sygehus- og handicaptandpleje og den kommunale tandpleje.

§ 12.§-link ↗

Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere retningslinier for omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje.

§ 13.§-link ↗

Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om kommunernes indberetning om sundhedsforhold og ressourceforbrug i den kommunale tandpleje.

§ 14.§-link ↗

Denne bekendtgørelses regler finder tilsvarende anvendelse på kommunale tandplejeordninger, der omfatter flere kommuner.

§ 15.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1994. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 338 af 21. maj 1990 om kommunal tandpleje.