Bekendtgørelse nr. 277 · 1994

Historisk

Bekendtgørelse om folkebiblioteker m.v.

Bekendtgørelse om folkebiblioteker m.v.

Dokumentdato: 22. apr. 1994Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Folkebibliotekernes materialer

§ 1.§-link ↗

Folkebibliotekets materialesamling skal under hensyn til virkeområdets karakter omfatte dansk litteratur for børn og voksne, udenlandsk litteratur, aviser og tidsskrifter, en samling af opslagsværker og bibliografier samt musikalier. Biblioteket skal hvert år anskaffe en passende del af den danske bogproduktion.

§ 2.§-link ↗

Forinden der disponeres over materialer, der er udskilt af folkebibliotekernes samlinger, og som skønnes egnet til genbrug, skal disse tilbydes centralbiblioteket eller Folkebibliotekernes Depotbibliotek.

§ 3.§-link ↗

Folkebiblioteket skal ved henvendelse til centralbiblioteket eller andre offentlige biblioteker søge at skaffe lånere bogligt materiale og lydbøger, som det ikke selv ejer. Folkebiblioteket kan søge andet materiale fremskaffet. Fremskaffelse og returnering af materiale skal ske uden udgift for låneren.

Stk. 2. Spørgsmål, der ikke kan besvares ved hjælp af bibliotekets eget materiale, skal søges besvaret ved henvendelse eller henvisning til andre biblioteker m.v.

§ 4.§-link ↗

Hvor et folkebibliotek driver en afdeling i en institution eller en virksomhed, betragtes afdelingens materialer som en del af folkebibliotekets materialesamling medmindre andet aftales.

§ 5.§-link ↗

Ved materialernes katalogisering og klassificering anvendes de regler, der er udarbejdet til brug ved fremstilling af den danske nationalbibliografi.

Kapitel 2 · Benyttelse af folkebibliotekernes materialer

§ 6.§-link ↗

Som hovedregel skal materialer i biblioteket kunne hjemlånes.

§ 7.§-link ↗

Den frie benyttelsesret, jf. lovens § 5, stk. 2, omfatter ikke hjemlån af bogsæt, audiovisuelle og elektroniske materialer, herunder CD-ROM, og billedkunst, med mindre kommunalbestyrelsen træffer anden beslutning.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen er berettiget til at kræve kaution eller depositum af lånere, der ikke er tilmeldt et dansk folkeregister.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fastsætter et reglement for benyttelsen af biblioteket.

Kapitel 3 · Centralbiblioteker

§ 8.§-link ↗

Centralbibliotekernes ydelser i forhold til folkebibliotekerne i centralbiblioteksområdet opdeles i obligatoriske og ikke-obligatoriske opgaver jf. bilag 1.

Stk. 2. Centralbibliotekerne kan kræve betaling fra den modtagende kommune for visse obligatoriske ydelser og skal kræve betaling for ikke-obligatoriske ydelser jf. bilag 1.

Stk. 3. Prisen på de enkelte ydelser fastsættes af det enkelte centralbibliotek efter drøftelse med det rådgivende udvalg. Prisen må ikke overstige de omkostninger, der er forbundet med opgavernes varetagelse.

§ 9.§-link ↗

Det rådgivende udvalg for centralbiblioteket drøfter principielle og praktiske forhold ved tilrettelæggelsen af centralbiblioteksvirksomheden.

Stk. 2. Det rådgivende udvalg orienteres om budget og regnskab for centralbibliotekets samlede virksomhed.

Stk. 3. Medlemmerne af det rådgivende udvalg udpeges for perioden, der følger den kommunale valgperiode. Udvalget konstituerer sig selv.

Stk. 4. Det rådgivende udvalg afholder mindst 2 møder årligt.

Stk. 5. Lederen af centralbiblioteket fungerer som sekretær for udvalget.

Kapitel 4 · Statstilskud til udvikling inden for folke- og

§ 10.§-link ↗

Statens Bibliotekstjeneste fordeler tilskud i henhold til lovens § 17.

Stk. 2. Der kan ydes tilskud til: 1) Forsøgs- og udviklingsvirksomhed. 2) Indsatser på særlige områder, herunder støtte til igangsætning af nye aktiviteter. 3) Samarbejde mellem biblioteker i flere kommuner. 4) Støtte til biblioteker der deltager i EU-projekter. 5) Fælles initiativer inden for folke- og skolebiblioteksområdet såvel som fælles initiativer inden for hvert af disse områder. 6) Støtte til nordisk og internationalt arbejde. 7) Overgang til en biblioteksordning med faguddannet heltidsbeskæftiget leder. 8) Etablering af lydavis.

Stk. 3. Der kan ikke ydes tilskud til anlægsudgifter eller lejeudgifter vedrørende fast ejendom.

Stk. 4. En andel af den samlede udviklingspulje rettes mod skolebiblioteksformål og fordeles og administreres efter indstilling fra Undervisningsministeriet. Andelens størrelse fastsættes af Kulturministeriet efter forhandling med Undervisningsministeriet.

§ 11.§-link ↗

Der nedsættes et rådgivende fordelingsudvalg bestående af: 2 repræsentanter for Kommunernes Landsforening 1 repræsentant for København/Frederiksberg kommuner 1 repræsentant for lederne af centralbibliotekerne 2 repræsentanter for lederne af de øvrige biblioteker 1 repræsentant udpeget af Undervisningsministeriet Rigsbibliotekaren leder møderne.

Stk. 2. Udvalget er rådgivende for Statens Bibliotekstjeneste ved fastlæggelse af de nærmere retningslinier for fordeling af tilskud.

Kapitel 5 · Betalingsordninger m.v.

§ 12.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen fastsætter størrelsen af og opkrævningsform for vederlag for udlån af musikbærende materialer og videogrammer samt for særlige serviceydelser.

Stk. 2. De musikbærende materialer omfatter fonogrammer (grammofonplader, compactdiscs og lydbånd) med musik som væsentligste indhold.

Stk. 3. Særlige serviceydelser er dokumentationsopgaver, der går ud over den almindelige biblioteksmæssige vejledning og udtrykkelig er rekvireret af brugeren.

§ 13.§-link ↗

Kommunalbestyrelsen fastsætter størrelsen af vederlag for udstedelse af erstatningslånerkort. Vederlaget må maksimalt udgøre 20 kr.

Kapitel 6 · Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 14.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 1994 jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 10 træder i kraft den 1. januar 1995.

§ 15.§-link ↗

Bekendtgørelse nr. 658 af 14. december 1983 om folkebiblioteker ophæves den 1. maj 1994, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 26, § 27 og § 28 ophæves den 1. januar 1995.