Bekendtgørelse nr. 239 · 1994

Historisk

Bekendtgørelse om plastmaterialer og -genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler (* 1) (Plastbekg.)

Bekendtgørelse om plastmaterialer og -genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler (* 1) (Plastbekg.)

Dokumentdato: 30. mar. 1994Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Område

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på plastmaterialer og -genstande samt dele deraf, som i færdig tilstand er bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler eller som i overensstemmelse med deres formål bringes i berøring med levnedsmidler.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på plastmaterialer og -genstande, der 1) udelukkende består af plast, herunder af polyvinylchlorid (PVC) der er forarbejdet, eller 2) består af to eller flere lag, der hver især udelukkende består af plast, og som er forbundet ved hjælp af klæbestoffer eller på en hvilken som helst anden måde.

Stk. 3. Denne bekendtgørelse finder ligeledes anvendelse på levnedsmidler, der i forbindelse med forarbejdning, emballering m.v. med henblik på salg er eller har været i berøring med plastvarer af polyvinylchlorid.

Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på materialer og genstande, som består af to eller flere lag, hvoraf mindst eet lag ikke udelukkende består af plast uanset at det lag, som er bestemt til at komme i direkte berøring med levnedsmidler, består af plast.

§ 2.§-link ↗

Ved plast forstås i denne bekendtgørelse de organiske makromolekylforbindelser, der fremkommer ved polymerisation, polykondensation, polyaddition eller enhver anden lignende reaktion mellem molekyler med lavere molekylvægt eller ved kemisk ændring af naturlige makromolekyler. Der kan i visse makromolekylære forbindelser indgå andre stoffer eller materialer.

Stk. 2. Siliconer og andre lignende makromolekylforbindelser, hvori endvidere også andre stoffer eller materialer kan indgå, betragtes ligeledes som plast.

Stk. 3. Følgende betragtes ikke som plast 1) folie, fremstillet af cellulose regenerater, også lakbehandlet, (* 2) 2) elastomerer, naturgummi og syntetisk gummi, 3) papir og pap, også ændret ved tilsætning af plast, 4) overfladebelægning, som er fremstillet på basis af a) paraffinvoks, herunder syntetisk paraffin, b) mikrokrystallisk voks, c) blandinger af de under a) og b) nævnte voksarter, eller d) blandinger af de under a) og b) nævnte voksarter med plast og 5) ionbytterharpikser (resiner).

Kapitel 2 · Anvendelse

§ 3.§-link ↗

Plastmaterialer og -genstande må ikke afgive bestanddele til levnedsmidler i mængder, der i alt overstiger 10 milligram pr. kvadratdecimeter (totalmigration målt i mg/dm2) jf. § 9.

Stk. 2. Den samlede migrationsgrænse fastsættes til 60 milligram pr. kg levnedsmiddel (mg/kg) i følgende tilfælde 1) genstande, der er eller kan sammenlignes med beholdere, eller som kan fyldes, med et rumfang på ikke under 500 ml og ikke over 10 l, 2) genstande, som kan fyldes, og for hvilke det er praktisk umuligt at anslå det overfladeareal, som er i berøring med levnedsmidlet, og 3) kapsler, propper, tætningsmidler og lignende lukkeanordninger.

§ 4.§-link ↗

De specifikke migrationsgrænser i bekendtgørelsens bilag er angivet i mg/kg.

Stk. 2. Disse grænser udtrykkes i mg/dm2 for så vidt angår 1) genstande, der er eller kan sammenlignes med beholdere, eller som kan fyldes, med et rumfang på mindre end 500 ml eller mere end 10 l, samt 2) folie samt andre genstande, som ikke kan fyldes, eller for hvilke det er praktisk umuligt at anslå forholdet mellem genstandens overfladeareal og den mængde levnedsmiddel, der er i berøring hermed.

Stk. 3. Med henblik på at udtrykke grænseværdierne i bilaget i mg/dm2 divideres med omregningsfaktor 6.

§ 5.§-link ↗

Plastvarer af polyvinylchlorid omfattet af denne bekendtgørelse må ikke indeholde mere end 1 mg vinylchlorid monomer pr. kg af plastvaren.

Stk. 2. Levnedsmidler må ikke sælges, hvis de indeholder mere end 0,01 mg vinylchlorid monomer pr. kg levnedsmiddel.

§ 6.§-link ↗

Såfremt plastmaterialer og -genstande bringes i handelen i et andet led end detailleddet, skal disse være ledsaget af en skriftlig erklæring om, at de er fremstillet i overensstemmelse med bekendtgørelsen.

Stk. 2. Den erklæring, som er nævnt i stk. 1, er ikke påkrævet for plastmaterialer og -genstande, som ved deres beskaffenhed klart er beregnet til at komme i berøring med levnedsmidler.

§ 7.§-link ↗

Plastmaterialer og -genstande må udelukkende fremstilles af de monomere og andre udgangsstoffer, der er opført i bilaget, afsnit A og B, og med anførte begrænsninger.

Kapitel 3 · Tilsyn og kontrol

§ 8.§-link ↗

Levnedsmiddelstyrelsen kan foretage ændringer i bilaget. Kontrollen med gennemførelsen af denne bekendtgørelse finder sted i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i bilag I i direktiv 90/128/EØF samt i direktiverne 80/766/EØF, 82/711/EØF, 85/572/EØF og 93/8/EØF. Levnedsmiddelstyrelsen kan i øvrigt fastsætte nærmere retningslinier og træffe bestemmelser om gennemførelse af kontrollen med overholdelsen af denne bekendtgørelse, herunder prøveudtagning.

§ 9.§-link ↗

Tilsynet med, at reglerne i denne bekendtgørelse og afgørelser truffet i henhold til bekendtgørelsen overholdes, påhviler kommunalbestyrelsen, der kan lade tilsynet udøve gennem vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed.

§ 10.§-link ↗

Tilsynsmyndigheden kan pålægge den, der fremstiller, importerer eller sælger varer, som er omfattet af bekendtgørelsen, at give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for tilsynets eller kontrollens gennemførelse. Tilsynsmyndigheden kan endvidere pålægge den pågældende at afgive prøver uden vederlag af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, emballage samt desinfektions- og rengøringsmidler samt at emballere og forsende prøver efter tilsynsmyndighedernes nærmere bestemmelse og afholde udgifterne herved.

§ 11.§-link ↗

Tilsynsmyndigheden kan meddele de påbud eller forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelse af bekendtgørelsen. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder bekendtgørelsens krav, skal beslaglægges eller tilintetgøres, og at virksomheden skal kalde varen tilbage fra senere omsætningsled.

Kapitel 4 · Klage og dispensation

§ 12.§-link ↗

Tilsynsmyndighedens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Levnedsmiddelstyrelsen, hvis afgørelser er endelige.

§ 13.§-link ↗

Levnedsmiddelstyrelsen kan i særlige tilfælde, og når forholdene taler herfor meddele dispensation fra denne bekendtgørelse. Levnedsmiddelstyrelsens afgørelser er endelige.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan dog tillade, at Levnedsmiddelstyrelsens afgørelser efter stk. 1, påklages inden 4 uger til ministeren, såfremt afgørelsen er af principiel karakter eller i øvrigt må anses for at være af væsentlig betydning.

Kapitel 5 · Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 14.§-link ↗

Med bøde straffes den, der overtræder §§ 3, 5, 6, 7, 8, 11 og 12 i denne bekendtgørelse eller afgørelser truffet i henhold til bekendtgørelsen.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar i henhold til § 63, stk. 4 i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m. med senere ændringer.

Stk. 3. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er 1) voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

§ 15.§-link ↗

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 15. april 1994. Varer, der opfylder de hidtil gældende regler, kan sælges indtil 1. april 1996.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 99 af 16. februar 1987 om plastvarer af polyvinylchlorid bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler, bekendtgørelse nr. 758 af 20. november 1991 om plastmaterialer og -genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler samt Levnedsmiddelstyrelsens bekendtgørelse af 21. oktober 1992 (* 3).