Bekendtgørelse nr. 416 · 1993

Historisk

Bekendtgørelse om varetagelse af kontrol med produktion og transport af mælk

Bekendtgørelse om varetagelse af kontrol med produktion og transport af mælk

Dokumentdato: 22. jun. 1993Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

De kommunale levnedsmiddelkontrolenheder varetager kontrollen med overholdelsen af de i lov nr. 342 af 14. maj 1992 om mælk, mælkeprodukter, margarine m.v. (mælkeproduktloven) samt de i medfør heraf fastsatte regler for mælkeleverende besætninger og den dertil knyttede transport af mælk.

Stk. 2. Veterinærdirektøren kan fastsætte regler og krav for samt træffe afgørelser om de kommunale levnedsmiddelkontrolenheders virksomhed i henhold til stk. 1.

Stk. 3. To eller flere kommunale levnedsmiddelkontrolenheder kan efter veterinærdirektørens godkendelse træffe aftale om samvirke ved varetagelsen af kontrollen i henhold til stk. 1.

§ 2.§-link ↗

Landbrugsministeren kan, hvis det skønnes fagligt påkrævet, bestemme, at Veterinærdirektoratet varetager kontrollen med en eller flere af de i § 1, stk. 1, nævnte mælkeleverende besætninger og den dertil knyttede transport af mælk.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i § 1, stk. 1, kan veterinærdirektøren undtagelsesvis - f.eks. hvor der knytter sig en principiel interesse til afgørelsen, eller sagen iøvrigt er af særlig vidtrækkende betydning - overtage behandlingen af en bestemt sag.

§ 3.§-link ↗

Veterinærdirektøren kan fastsætte regler for samt træffe afgørelser om betaling for de kommunale levnedsmiddelkontrolenheders udgifter ved kontrollen i henhold til § 1, stk. 1.

Stk. 2. Veterinærdirektøren kan bestemme, at anmeldelse til registrering i henhold til § 2, stk. 1, i mælkeproduktloven skal ske til de kommunale levnedsmiddelkontrolenheder.

§ 4.§-link ↗

De kommunale levnedsmiddelkontrolenheders afgørelser i forbindelse med den i § 1, stk. 1, nævnte kontrol kan indbringes for veterinærdirektøren. Veterinærdirektøren kan endvidere ændre de nævnte afgørelser, uden at der foreligger klage.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor Veterinærdirektoratet i henhold til bestemmelse truffet i medfør af § 2, stk. 1, varetager kontrollen, kan Veterinærdirektoratets afgørelser indbringes for landbrugsministeren.

Stk. 3. Veterinærdirektørens afgørelse efter § 2, stk. 2, om at overtage behandlingen af en bestemt sag kan indbringes for landbrugsministeren.

Stk. 4. Veterinærdirektørens afgørelser efter stk. 1, 1. pkt., kan ikke indbringes for landbrugsministeren.

§ 5.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1993.

Stk. 2. Samtidig foretages i lov nr. 175 af 7. maj 1975 om mælk og konsummælkeprodukter følgende ændringer: 1) I § 11, stk. 1, udgår: »besætninger,». 2) § 13, stk. 1, ophæves. 3) I § 13, stk. 2, udgår: »mælk,». 4) I § 13, stk. 3, udgår: »mælk og«. 5) § 14, stk. 3, ophæves.