§ 1.§-link ↗
Bilbogen føres på edb ved retten i Århus.
Stk. 2. Reglerne i denne bekendtgørelse gælder for motorkøretøjer, der er omfattet af tinglysningslovens kapitel 6a, herunder busser, person-, last- og varebiler og motorcykler m.v., samt for påhængs- og sættevogne til biler og for campingvogne.
§ 2.§-link ↗
Ved bilbogens kontor føres en dagbog, som indeholder en fortegnelse over de dokumenter, der anmeldes til indførsel i bilbogen. I dagbogen anføres for hvert dokument et fortløbende nummer for kalenderåret (løbenummeret), køretøjets stelnummer, parternes navn og adresse samt for pantebreve, anmeldelser om ejendomsforbehold og udlæg/arrest henholdsvis pantesummen, det lånte beløb eller det beløb, for hvilket der er foretaget udlæg eller arrest, i hele kroner. Ved forhøjelser af pantesummen anføres det beløb, hvormed pantesummen forhøjes.
Stk. 2. Dagbogen føres for hver dag, kontoret er åbent.
Stk. 3. Dokumenter modtages til tinglysning inden for kontorets åbningstid.
§ 3.§-link ↗
Dokumenter, der ikke afhentes, sendes af tinglysningskontoret tilbage til anmelderen. Dokumenter, der er afvist fra dagbogen eller bilbogen, afsendes anbefalet eller på anden måde, hvorved bevis for afsendelse sikres.
Stk. 2. Datoen for udlevering eller afsendelse af et tinglysningsdokument anføres i dagbogen.
§ 4.§-link ↗
Tinglysning i bilbogen af underpant sker på grundlag af et pantebrev, der skal være oprettet på Justitsministeriets pantebrevsformular »BIL« og udformet i overensstemmelse med systematikken i bilag 1 samt reglerne i §§ 5, 6 og 7. Dog tinglyses skadesløsbreve i bilbogen på grundlag af pantebreve, der skal være oprettet på Justitsministeriets pantebrevsformular »SKADESLØSBREV BIL« og udformet i overensstemmelse med systematikken i bilag 2 samt reglerne i §§ 5, 6 og 7.
Stk. 2. Tinglysning i bilbogen af ejendomsforbehold sker på grundlag af en anmeldelse, der er udformet i overensstemmelse med systematikken i bilag 3 og med reglerne i §§ 5, 6 og 8.
Stk. 3. Tinglysning i bilbogen af retsforfølgning, herunder erklæringer om udlæg og arrest og om inddragelse under offentligt skifte eller konkurs, sker på grundlag af en erklæring, der er udformet i overensstemmelse med systematikken i bilag 4, 5, 6 eller 7 og med reglerne i §§ 5, 6 og 9.
§ 5.§-link ↗
Dokumenter skal være oprettet i format A4.
Stk. 2. Den eventuelle ubeskrevne del af en delvis beskrevet side skal markeres således, at siden ikke senere kan udfyldes.
Stk. 3. Et dokument bestående af flere sider skal være sammenhæftet, og de beskrevne sider skal være fortløbende nummereret.
Stk. 4. Dokumenter skal være udskrevet eller udfyldt maskinelt og med samme skriftstørrelse i hele teksten. Overskriften, rubrikkerne til de enkelte tekstafsnit, oplysninger om anmelders og om kreditors, sælgers eller en eventuel transporthavers navn, adresse og telefonnummer samt pantebrevsformularerne kan dog angives med anden skriftstørrelse.
§ 6.§-link ↗
Afstanden mellem de enkelte tekstafsnit kan forøges eller formindskes, ligesom rubrikker, der ikke udfyldes, kan udelades.
Stk. 2. Følgende punkter må ikke fraviges: 1) Anmelders navn, adresse og telefonnummer skal med henblik på dokumentets tilbagesendelse i rudekuvert angives øverst i højre hjørne på side 1, således at navn og adresse er placeret mindst 11 cm og højst 19 cm fra dokumentets venstre side og mindst 4 cm og højst 8 cm fra dokumentets øverste kant. Kan der ikke oplyses telefonnummer, anføres »ingen telefon«. 2) Retsafgift og eventuel stempelafgift skal angives øverst på side 1. 3) I rubrikken »Det pantsatte køretøj:» eller »Køretøj:» angives i overensstemmelse med en eventuel til køretøjet hørende registreringsattest stelnummer, mærke, d.v.s. fabrikat, model og modelvariant, samt eventuelt registreringsnummer. I rubrikken »Øvrige oplysninger:» anføres yderligere beskrivelse af køretøjet, såfremt det findes nødvendigt.
§ 7.§-link ↗
Pantebreve skal i overskriften angive, om dokumentet er et pantebrev (BIL), et ejerpantebrev (BIL) eller et skadesløsbrev (BIL).
Stk. 2. Pantebreve skal ud over de i stk. 1 og § 6 nævnte oplysninger endvidere indeholde: 1) Oplysning om debitors navn og adresse samt cpr-nummer eller SE-nummer. 2) Oplysning om kreditors navn, adresse og telefonnummer. Kan der ikke oplyses telefonnummer, anføres »ingen telefon«. I ejerpantebreve skal om kreditor alene angives »sig selv« eller »samme«. 3) Oplysning om pantesummen angivet med tal og bogstaver samt oplysning om rente og for pantebreve, der ikke er ejerpantebreve eller skadesløsbreve, betalingsvilkår. 4) Oplysning om respekt af eventuelle foranstående hæftelser. Respekterer pantebrevet ikke foranstående hæftelser, skal dette anføres. 5) For pantebreve, der ikke er skadesløsbreve, oplysning om hvorvidt pantebrevet er omfattet af lov om kreditaftaler. Såfremt dette er tilfældet, skal rubrikkens øvrige felter være udfyldt. Rubrikkens tekst kan om nødvendigt fortsættes efter pantebrevsformularen. 6) Oplysning om, at Justitsministeriets pantebrevsformular »BIL« gælder for det pågældende pantebrev, eller for skadesløsbreve, oplysning om, at Justitsministeriets pantebrevsformular »SKADESLØSBREV BIL« gælder for det pågældende skadesløsbrev. 7) Debitors underskrift, datoen for denne samt bekræftelse af underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og udstederens myndighed.
Stk. 3. Der må ikke foretages ændringer i pantebrevsformularerne. Fravigelse af formularerne kan kun ske, når ændringerne gengives i tekstafsnittet »Særlige bestemmelser« i pantebrevets individuelle tekst. Formular »BIL«, pkt. 2, sidste pkt., og pkt. 7a kan ikke fraviges til ugunst for debitor jf. tinglysningslovens § 42h, jf. § 42a, stk. 3.
§ 8.§-link ↗
Anmeldelse om ejendomsforbehold til bilbogen skal ud over de i § 6 nævnte oplysninger endvidere indeholde: 1) Oplysning om købers navn og adresse samt cpr-nummer eller SE-nummer. 2) Oplysning om sælgers eller en eventuel transportshavers navn og adresse samt telefonnummer. Kan der ikke oplyses telefonnummer, anføres »ingen telefon«. 3) Oplysning om det lånte beløb angivet med tal og bogstaver samt oplysning om rente. 4) Oplysning om kreditaftalens anslåede løbetid angivet i måneder. 5) Oplysning om respekt af eventuelle foranstående hæftelser. Respekterer ejendomsforbeholdet ikke foranstående hæftelser, skal dette anføres. 6) Oplysning om, at dette dokument alene er udstedt til brug for anmeldelse om ejendomsforbeholdet til bilbogen, og at aftalen om ejendomsforbehold er indgået på særskilt dokument. 7) Købers underskrift, datoen for denne samt bekræftelse af underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og udstederens myndighed.
§ 9.§-link ↗
Erklæringer om udlæg/arrest, om offentlig skiftebehandling, om konkurs eller om anden retsforfølgning, der anmeldes til tinglysning, skal ud over de i § 6 nævnte oplysninger endvidere indeholde: 1) Oplysning om debitors eller afdødes navn og adresse samt cpr-nummer eller eventuelt SE-nummer, og 2) oplysning om udstederens navn og adresse samt underskrift og datoen herfor.
Stk. 2. Vedrører erklæringen udlæg eller arrest, skal dokumentet endvidere indeholde oplysning om 1) det beløb, for hvilket der er foretaget udlæg eller arrest, angivet med tal og med bogstaver, og 2) kreditors navn og adresse samt telefonnummer. Kan der ikke oplyses telefonnummer, anføres »ingen telefon«.
Stk. 3. Vedrører erklæringen anden retsforfølgning, skal dokumentet endvidere indeholde oplysning om retsforfølgningens art.
§ 10.§-link ↗
Pantebreve og anmeldelser om ejendomsforbehold kan endvidere indeholde oplysning om navn og adresse på eventuel fuldmagtshaver samt oplysning om, hvortil eventuel meddelelse om retsforfølgning m.v. skal sendes.
§ 11.§-link ↗
Dokumenter, der anmeldes til tinglysning, skal være vedlagt fornødne legitimationspapirer i original eller kopi med en sådan bekræftelse, som dommeren finder tilstrækkelig. Fuldmagt og eksekutorbevilling skal altid forevises i original.
§ 12.§-link ↗
Hvis en transport af et pantebrev, der er et omsætningsdokument, eller en transport af rettighederne ifølge en aftale om ejendomsforbehold ikke er påtegnet pantebrevet eller anmeldelsen om ejendomsforbehold, jf. § 4, stk. 2, skal pantebrevet eller anmeldelsen om ejendomsforbehold medfølge ved indlevering til påtegning om tinglysningen. Samme regel gælder andre ændringspåtegninger.
§ 13.§-link ↗
Ved anmeldelse til tinglysning af påtegning på et tidligere tinglyst dokument gælder bestemmelserne i § 5, stk. 1-3. Endvidere skal anmelderens navn, adresse og telefonnummer være angivet ved påtegningens begyndelse. Kan der ikke oplyses telefonnummer, anføres »ingen telefon«.
§ 14.§-link ↗
Vedrører et dokument flere køretøjer, indføres dokumentet i bilbogen for hvert enkelt køretøj.
Stk. 2. Ved tinglysningen indføres rettighedens art, anmeldelsesdato, dagbogsnummer og anmelders navn og adresse, samt de i § 6, stk. 2, nr. 3, § 7, stk. 2, nr. 1 - 4, § 8, nr. 1 - 5, § 9 og § 10 nævnte oplysninger i bilbogen.
Stk. 3. Tekst i rubrikken »Særlige bestemmelser:» i pantebreve indføres ikke i bilbogen, men det angives, at der er fastsat særlige bestemmelser.
Stk. 4. Ørebeløb indføres ikke i bilbogen.
§ 15.§-link ↗
Når dokumentet er indført i bilbogen, forsynes det med en oplysning om, at det er tinglyst, om anmeldelsesdato og om dagbogsnummer. Endvidere angives udsteders navn, køretøjets stelnummer og det tinglyste beløb.
Stk. 2. Er der forevist særlige legitimationspapirer, f.eks. fuldmagter, angives dette kort i tinglysningspåtegningen.
Stk. 3. Tinglysningspåtegningen, der vedhæftes dokumentet, sidenummereres, jf. § 5, stk. 3.
§ 16.§-link ↗
Tinglyses et dokument med retsanmærkning, anføres anmærkningen på dokumentet umiddelbart efter oplysningen om dets tinglysning, ligesom anmærkningen indføres i bilbogen.
§ 17.§-link ↗
Hvis et dokument, der anmeldes til tinglysning, ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse eller andre tinglysningsforskrifter, skal det afvises.
Stk. 2. Dokumentet kan dog indføres foreløbigt i bilbogen, således at der fastsættes en frist til afhjælpning af manglen, i de tilfælde, der er omfattet af tinglysningslovens § 42f, stk. 1, jf. § 15, stk. 3, eller hvis der i medfør af bestemmelsen i tinglysningslovens § 42f, stk. 1, jf. § 8, stk. 2, stilles krav om godtgørelse af dokumentets gyldighed.
Stk. 3. I de i stk. 2 nævnte tilfælde indføres dokumentet i bilbogen med tilføjelse af ordet »frist« og med angivelse af den givne frist. Dokumentet gives ligeledes påtegning om fristen samt om, at dokumentet vil blive slettet ved fristens udløb, medmindre manglen forinden er afhjulpet.
§ 18.§-link ↗
Er et dokument tinglyst med frist til afhjælpning af en mangel, og er manglen ikke afhjulpet inden den fastsatte dato, udslettes dokumentet af bilbogen.
§ 19.§-link ↗
Kæres en tinglysningsafgørelse, indføres en bemærkning herom i dagbogen og bilbogen.
§ 20.§-link ↗
Dokumenter, der er lyst i bilbogen, skal ved fuldstændig aflysning forsynes med en tydelig tilkendegivelse af, at aflysning har fundet sted.
§ 21.§-link ↗
Oplysninger i bilbogen, der slettes eller aflyses, overføres til et særligt edb-register (det historiske register), hvor de opbevares i 3 år efter, at dokumentet er endeligt aflyst.
Stk. 2. Ved lysning af ændringspåtegninger udslettes den oplysning, der ændres, af bilbogen og overføres til det historiske register.
Stk. 3. Oplysninger i dagbogen opbevares i 10 år.
§ 22.§-link ↗
Hvis et dokument i medfør af tinglysningslovens § 42f, stk. 1, jf. § 8, stk. 2, afvises som helt eller delvis ugyldigt eller tinglyses med frist, indsender dommeren straks kopi af dokumentet og af afgørelsen til statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet.
§ 23.§-link ↗
Oplysningerne i bilbogen og dagbogen er offentligt tilgængelige. Dette gælder dog ikke oplysninger om cpr-numre.
Stk. 2. Anmodning om oplysninger fra bilbogen og dagbogen skal angive det pågældende køretøjs stelnummer eller debitors, købers eller afdødes navn og fødselsdato eller dennes cpr-nummer eller SE-nummer. Dog skal anmodning om udskrift, jf. § 25, altid indeholde oplysning om stelnummer.
§ 24.§-link ↗
Oplysninger fra bilbogen kan gives ved terminaler til enhver ved personlig henvendelse på tinglysningskontorerne. Oplysninger gives på hverdage, hvor kontoret i øvrigt er åbent, i mindst 3 timer efter dommerens bestemmelse, for afdelingskontorer dog kun på de dage og i de timer, kontoret er åbent. Det bekendtgøres ved opslag på dommerkontoret, når der på kontoret er adgang via terminal til oplysningerne i bilbogen.
Stk. 2. I tiden indtil oplysninger kan indhentes ved alle tinglysningskontorer i overensstemmelse med stk. 1, besvares telefoniske forespørgsler om oplysninger i bilbogen ved henvendelse til retten i Århus, telefonnummer 86 12 91 45, på hverdage, hvor kontoret er åbent, i tiden kl. 11-14.
§ 25.§-link ↗
Enhver er mod betaling af de fastsatte retsafgifter berettiget til at få udskrift af bilbogens eller dagbogens oplysninger vedrørende de enkelte køretøjer.
Stk. 2. Anmodning om udskrift indgives til retten i Århus.
§ 26.§-link ↗
Ansøgning om tilladelse til at etablere ekstern terminaladgang til oplysningerne i bilbogen for de i tinglysningslovens § 50c, stk. 3, nævnte myndigheder, virksomheder og organisationer indgives til retten i Århus.
Stk. 2. Retten kan betinge tilladelse til ekstern terminaladgang af, at myndigheden, virksomheden eller organisationen opfylder særlige krav om sikkerhedsforanstaltninger.
Stk. 3. Oplysninger videregives ved ekstern terminaladgang på hverdage, hvor bilbogens kontor er åbent, i tiden kl. 8 - 22 og på andre dage i tiden kl. 10 - 20. Anmodningen skal indeholde oplysning som nævnt i § 23, stk. 2, eller oplysning om det pågældende køretøjs registreringsnummer.
Stk. 4. For anmodninger om oplysninger i bilbogen ved ekstern terminaladgang betales et gebyr på 10 kr. pr. forespørgsel pr. køretøj. Gebyret opkræves månedsvis bagud. Der er udpantningsret for beløbet.
§ 27.§-link ↗
Udskrift af oplysninger i det historiske register kan mod betaling af de fastsatte retsafgifter videregives til brug i konkrete retsforhold eller til den, som oplysningerne angår.
Stk. 2. Anmodning om udskrift af det historiske register indgives til retten i Århus, der træffer afgørelse om, hvorvidt udskrift kan meddeles. Dommerens afgørelser kan kæres til Vestre Landsret efter bestemmelserne i tinglysningslovens § 36.
§ 28.§-link ↗
I Tingbladet, der udkommer som en afdeling af Statstidende, bekendtgøres pantebreve, herunder skadesløsbreve, der anmeldes til tinglysning i bilbogen. Der gives oplysning om køretøjets stelnummer, om panthavers og pantsætters navn og adresse samt om pantesummen. Ved forhøjelse anføres det beløb, hvormed pantesummen forhøjes.
Stk. 2. Ejendomsforbehold og retsforfølgning bekendtgøres ikke.
§ 29.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 1993.
§ 30.§-link ↗
Pantebreve i biler m.v., jf. § 1, stk. 2, som inden den 1. juni 1993 er tinglyst efter reglen i tinglysningslovens § 47, overføres til bilbogen inden den 1. august 1993.
Stk. 2. For pantebreve, der er overført til bilbogen i medfør af stk. 1, indføres oplysning om anmelders navn og adresse, debitors cpr-nummer eller SE-nummer, rente, betalingsvilkår samt de i § 14, stk. 3, nævnte oplysninger ikke i bilbogen.
§ 31.§-link ↗
Pantebreve i biler m.v., jf. § 1, stk. 2, kan dog i tiden indtil den 1. januar 1994 oprettes i overensstemmelse med de hidtil gældende regler i tinglysningslovens § 47 og i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 885 af 19. december 1990 om tinglysning, som ændret ved bekendtgørelse nr. 785 af 21. september 1992, såfremt de inden den 1. januar 1994 anmeldes til tinglysning i bilbogen ved retten i Århus.
Stk. 2. Pantebreve, der er oprettet efter de hidtil gældende regler og tinglyst første gang før den 1. januar 1994, kan fortsat anmeldes til tinglysning.
Stk. 3. Såfremt de i stk. 1 og 2 nævnte pantebreve ikke indeholder oplysning om debitors cpr-nummer eller SE-nummer, skal oplysning herom meddeles i forbindelse med pantebrevets indlevering til tinglysning. Tilsvarende gælder for de i stk. 1 nævnte pantebreve for så vidt angår oplysning om køretøjets stelnummer, mærke og eventuelt registreringsnummer, jf. § 6, stk. 2, nr. 3.
§ 32.§-link ↗
Ejendomsforbehold i biler m.v., jf. § 1, stk. 2, som efter de herom gældende regler har opnået beskyttelse mod aftaler og mod retsforfølgning, og som kræves tinglyst efter tinglysningsloven, bevarer kun deres beskyttelse i overensstemmelse med de for disse rettigheder hidtil gældende regler indtil den 1. juni 1995, medmindre de forinden er tinglyst efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6a.
Stk. 2. Udlæg i biler m.v., jf. § 1, stk. 2, som efter de herom gældende regler har opnået beskyttelse mod aftaler og mod retsforfølgning, og som kræves tinglyst efter tinglysningsloven, bevarer kun deres beskyttelse i overensstemmelse med de hidtil gældende regler indtil den 1. juni 1995. Dette gælder dog ikke, såfremt udlægget inden denne dato er tinglyst efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6a, og udlægget i øvrigt ikke forinden er bortfaldet efter reglerne i retsplejelovens § 526, stk. 4. Tinglyses udlægget inden den 1. juni 1995, gælder bestemmelsen i tinglysningslovens § 42g, stk. 2.
Stk. 3. Ved tinglysning af de i stk. 1 og 2 nævnte rettigheder inden den 1. juni 1995 betales ikke retsafgift.
Stk. 4. De i stk. 1 nævnte ejendomsforbehold kan indtil den 1. juni 1995 tinglyses på grundlag af en anmeldelse, der er udformet i overensstemmelse med systematikken i bilag 3 og med reglerne i §§ 5, 6 og 8. Såfremt det ved medsendelse af den originale aftale om ejendomsforbeholdet og eventuelle dokumenter i original om aftaler om transport af rettighederne ifølge aftalen dokumenteres, at sælger eller en eventuel transporthaver har ejendomsforbehold i køretøjet, er køberens underskrift af anmeldelsen og bekræftelse af vitterlighedsvidner ikke nødvendig. Anmeldelsen skal i så fald være underskrevet af sælger eller en eventuel transporthaver, og det skal angives, at underskriften er afgivet af denne.
Stk. 5. De i stk. 2 nævnte udlæg kan anmeldes til tinglysning inden den 1. juni 1995 på grundlag af en erklæring, der er udformet i overensstemmelse med systematikken i bilag 4 og med reglerne i §§ 5, 6 og 9. Såfremt kreditors rettighed over køretøjet dokumenteres, f.eks. ved medsendelse af en original udskrift af fogedbogen, er myndighedens underskrift på erklæringen ikke nødvendig. Erklæringen skal i så fald være underskrevet af kreditor, og det skal angives, at underskriften er afgivet af denne.
§ 33.§-link ↗
Rettigheder over biler m.v., jf. § 1, stk. 2, i medfør af reglerne i tinglysningslovens § 37 og § 47b, stk. 2, som inden den 1. juni 1993 har opnået gyldighed mod aftaler og mod retsforfølgning efter de herom gældende regler, bevarer deres gyldighed i overensstemmelse med de hidtidige regler.
Stk. 2. Indehavere af de i stk. 1 nævnte rettigheder, der er sikret inden lovens ikrafttræden, kan uden betaling af retsafgift og stempelafgift få tinglyst pantebreve i bilerne m.v. i bilbogen.
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte rettigheder kan anmeldes til tinglysning i bilbogen på grundlag af et pantebrev, der er udformet i overensstemmelse med systematikken i bilag 1 eller 2 og med reglerne i §§ 5, 6 og 7. Pantebrevet skal være vedlagt dokumentation for, at det pågældende køretøj i medfør af reglerne i tinglysningslovens § 37 eller § 47b, stk. 2, er omfattet af et tidligere tinglyst pantebrev.
§ 34.§-link ↗
Rettigheder over biler m.v., jf. § 1, stk. 2, i medfør af reglen i retsplejelovens § 518, stk. 2, som inden den 1. juni 1993 har opnået gyldighed mod aftaler og mod retsforfølgning efter de herom gældende regler, bevarer deres gyldighed i overensstemmelse med de hidtil gældende regler.
Stk. 2. Indehavere af de i stk. 1 nævnte rettigheder, der er sikret inden lovens ikrafttræden, kan uden betaling af retsafgift få rettigheden tinglyst i bilbogen.
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte rettigheder kan anmeldes til tinglysning på grundlag af en erklæring, der er udformet i overensstemmelse med systematikken i bilag 4 og med reglerne i §§ 5, 6 og 9. Erklæringen skal være vedlagt dokumentation for, at det pågældende køretøj i medfør af § 518, stk. 2, er omfattet af udlægget. Erklæringen skal være underskrevet af kreditor, og det skal angives, at underskriften er afgivet af denne.