§ 1.§-link ↗
Animalsk protein af drøvtyggere må ikke indgå i foder til drøvtyggere.
Stk. 2. Bekendtgørelsens bestemmelser er ikke gældende for mælk, bestanddele af mælk og produkter fremstillet udelukkende af mælk.
§ 2.§-link ↗
Ved produktion, salg eller udlevering af foder med indhold af animalsk protein, fremstillet helt eller delvist af animalsk protein af drøvtyggere skal foderet være tydeligt mærket med ordene: »Indeholder animalsk protein af drøvtyggere. Må ikke anvendes som foder til drøvtyggere«.
§ 3.§-link ↗
Virksomheder, der fremstiller foder med indhold af animalsk protein, skal efter anmodning fra Plantedirektoratet fremlægge dokumentation for det animalske protein, der er anvendt i produktionen, i overensstemmelse med bilaget.
Stk. 2. På et foderstofproduktionsanlæg, der anvendes til fremstilling af kvægfoderblanding, må der ikke indgå råvarer med indhold af drøvtyggerbestanddele.
§ 4.§-link ↗
Ved afgivelse til destruktion af kassater, affald og uanvendelige dele af slagtedyr eller udlevering til autoriseret dyrefoderfabrik af sunde dele af godkendte slagtedyr skal slagterier, opskæringsvirksomheder og kødproduktvirksomheder forsyne materiale, som indeholder dele af drøvtyggere, med mærkeseddel med påtryk: »Indeholder dele af drøvtyggere. Må ikke anvendes til fremstilling af foder til drøvtyggere«.
§ 5.§-link ↗
Industri- og husholdningsaffald samt affald fra storkøkkener, restauranter og lignende med indhold af animalske bestanddele må ikke anvendes til fremstilling af foder til drøvtyggere.
§ 6.§-link ↗
Indført foder eller foderdele må kun anvendes som foder til drøvtyggere, såfremt der foreligger dokumentation for, at varen ikke indeholder animalsk protein af drøvtyggere.
Stk. 2. Foreligger dokumentation i henhold til stk. 1 ikke, må foderet eller foderdelene kun forhandles eller udleveres med påskrift som angivet i § 2.
§ 7.§-link ↗
Bestemmelserne i §§ 2 og 6, gælder ikke for hunde- og kattefoder, når følgende betingelser er opfyldt: 1) Varen forhandles udelukkende som hunde- eller kattefoder. 2) Varen er ved import, eller inden den i øvrigt bringes i handelen, forsynet med en varebetegnelse på dansk, hvoraf det fremgår, at der er tale om hunde- eller kattefoder.
§ 8.§-link ↗
Veterinærdirektoratet fører tilsyn med overholdelse af denne bekendtgørelse. Tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i §§ 2, 3, og 6 føres dog af Plantedirektoratet.
§ 9.§-link ↗
Veterinærdirektoratet kan meddele dispensation fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
§ 10.§-link ↗
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning straffes med bøde den, der overtræder § 1, stk. 1 eller §§ 2-6.
Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der i henhold til § 36 i lov om husdyrsygdomme pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.
§ 11.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 1993. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 803 af 6. december 1991 om indhold af animalsk protein i foder til drøvtyggere.