Dokumenttekst
Dokumenttekst
Bekendtgørelse om ændringer i ministeriernes forretningsområder Ved kgl. resolutioner af 25. januar og 12. februar 1993 er der fastsat følgende bestemmelser vedrørende forretningsfordelingen mellem ministerierne: Der oprettes et ministerium for erhvervspolitisk Samordning (Samordningsministeriet), hvortil henlægges sager vedrørende erhvervspolitisk samordning. Endvidere overføres fra Industriministeriet sager vedrørende Erhvervsudviklingsrådet og fra Udenrigsministeriet sager vedrørende fremme af udenlandske investeringer i Danmark, idet overførelsen sker med respekt for lov om udenrigstjenesten. Der oprettes et Forsknings- og Teknologiministerium, hvortil overføres fra Undervisningsministeriet sager vedrørende forskningspolitikken samt de forsknings- og teknologiaktiviteter, som ikke finansieres af de højere læreanstalters bevillinger. Endvidere undtages forskningsprofessorer, forskerakademiet og psykiatrisk grundforskning og fra Energiministeriet: Forskningscenter Risø. Der oprettes et ministerium for Kommunikation og Turisme, hvortil henlægges Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet. Endvidere overføres fra Industriministeriet sager vedrørende turisme og fra Finansministeriet sager vedrørende Datacentralen. Betegnelsen for Undervisnings- og Forskningsministeriet ændres til Undervisningsministeriet. Den departementale ekspedition af sager vedrørende nordisk samarbejde og Østersøspørgsmål sker i Udenrigsministeriet under ledelse af ministeren for nordisk samarbejde og Østersøspørgsmål og på hans ansvar. Den departementale ekspedition af sager vedrørende såvel multilateral som bilateral udviklingsbistand sker i Udenrigsministeriet og under ledelse af ministeren for udviklingsbistand og på hendes ansvar. Fra Justitsministeriet overføres til Trafikministeriet sager vedrørende færdselslovgivningen samt Statens Bilinspektion, Rådet for større Færdselssikkerhed og Rådet for Trafiksikkerhedsforskning og til Indenrigsministeriet sager vedrørende lovgivningen om udlændinge, herunder flygtninge samt Direktoratet for udlændinge. Fra Indenrigsministeriet overføres til Justitsministeriet sager vedrørende indfødsret. Fra Socialministeriet overføres til Indenrigsministeriet sager vedrørende udlændinge omfattet af bistandsloven, herunder relationerne til Dansk Flygtningehjælp og kommunerne. Fra Kulturministeriet overføres til Undervisningsministeriet sager vedrørende folkehøjskoler, efterskoler m.v., ungdomsskoler, folkeoplysning og voksenuddannelse. Til Kulturministeriet henlægges sager vedrørende radio og tv. Statsministeriet, den 18. februar 1993 Poul Nyrup Rasmussen / A. Lund-Sørensen