Bekendtgørelse nr. 939 · 1992

Gældende

Bekendtgørelse om beskyttelse af søkabler og undersøiske rørledninger (Kabelbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse om beskyttelse af søkabler og undersøiske rørledninger (Kabelbekendtgørelsen)

Dokumentdato: 27. nov. 1992Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Skibe må ikke uden bydende nødvendighed ankre i de for søkabler og undersøiske rørledninger af enhver art (rørledninger til transport af kulbrinter m.v.) fastsatte kabel- og rørledningsfelter, som omfatter de tilhørende beskyttelseszoner, jf. § 4.

Stk. 2. Inden for beskyttelseszonerne er endvidere sandsugning, stenfiskning samt enhver brug af redskaber o.a., der slæbes på bunden, forbudt. Forinden pæle anbringes i havbunden i disse områder, skal der forhandles med kabel- eller rørledningsejeren eller dennes stedlige repræsentant om pælenes anbringelse.

Stk. 3. Klapning indenfor beskyttelseszoner omkring kabler og rørledninger eller i områder, hvor det klappede materiale vil kunne drive ind over kabler eller rørledninger, herunder specielt udløbs- og indsugningsbygværker, skal forinden være godkendt af kabel- eller rørledningsejeren. Godkendelsen skal fremgå af klaptilladelsen.

§ 2.§-link ↗

I tilfælde af, at et skib i den i § 1, stk. 1, nævnte tvangssituation er ankret inden for beskyttelseszoner omkring kabler og rørledninger, skal følgende iagttages: 1) Skibsføreren skal straks give underretning om ankringen til Søværnets Operative Kommando. Ankeret må ikke forsøges lettet, før tilladelse fra kabel- eller rørledningsejer er givet. Sådan tilladelse kan indhentes via Søværnets Operative Kommando, der underretter kabel- eller rørledningsejeren og myndighederne, se bilagets pkt. 3. 2) Føreren skal, forinden skibet letter, så vidt muligt skaffe sig oplysning om, hvorledes ankeret står i forhold til kablerne eller rørledningerne. Letningen skal ske under iagttagelse af fornøden forsigtighed og i henhold til de i tilladelsen fastsatte vilkår; er ankeret ikke fri af kabel eller rørledning, må det ikke lettes, medmindre føreren er sikker på, at det under de givne omstændigheder, herunder vanddybden, strøm- og vindforhold, ankerets konstruktion m.v., vil kunne komme fri uden at beskadige kabel eller rørledning. Er føreren ikke sikker herpå, skal ankeret, såfremt hensynet til skibets sikkerhed tillader det, stikkes ud, efter at det er afmærket med bøje eller lignende. 3) I tilfælde af brud på eller anden beskadigelse af kabel eller rørledning, eller i øvrigt når et kabel har været fisket, skal positionen, hvor dette fandt sted, bestemmes så nøjagtigt som muligt, eventuelt ved hjælp af pejlinger, og afmærkes med bøje eller lignende. 4) Efter omstændighederne kan føreren efterfølgende afkræves en nærmere forklaring.

Stk. 2. Om søkabler og undersøiske ledninger, se bilaget.

§ 3.§-link ↗

De i § 2 foreskrevne regler finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af, at et skib inden for beskyttelseszonerne for kabler eller rørledninger, uanset det i § 1 omhandlede forbud, har gjort brug af redskaber o.a., som kan beskadige kablerne eller rørledningerne.

§ 4.§-link ↗

Et kabel- eller rørledningsfelt omfatter en 200 m bred beskyttelseszone langs med og på hver side af kablet eller rørledningen, således som indtegnet i søkortet, respektive båkelinien for kablet eller rørledningen, medmindre andet i det enkelte tilfælde udtrykkeligt er bekendtgjort, f.eks. i »Efterretninger for Søfarende«. Større kabel- eller rørledningsfelter vil som regel være angivet ved båkelinier for feltets yderste kabler eller rørledninger og undertiden også for båkelinier for kabler eller rørledninger mellem disse. Hvis andet ikke er bekendtgjort og vist i søkortet, omfatter kabel- og rørledningsfeltets beskyttelseszone da området mellem de yderste båkelinier samt et område på 200 m uden for disse.

Stk. 2. Kabel- og rørledningsfelterne er indtegnet i danske, færøske og grønlandske søkort og omtalt i de tilhørende sejladsbeskrivelser under det pågældende farvandsafsnit. Fastsættelse af nye kabel- eller rørledningsfelter samt ændringer i eksisterende bekendtgøres i »Efterretninger for Søfarende« og i »Søkortrettelser«.

Stk. 3. I søkortet vises kabler og rørledninger som enkeltliggende eller som områder, hvori der er udlagt flere end et kabel eller en rørledning. I sidstnævnte tilfælde vil kabel- og rørledningsfeltets samlede udstrækning fremgå af søkortet. Beskyttelseszoner omkring enkeltliggende kabler og rørledninger vises i søkortene alene ved kablets eller rørledningens linieføring.

Stk. 4. Bekendtgørelsens bestemmelser finder ikke anvendelse inden for en havns søområde, men kabler og rørledninger samt bestemmelser vedrørende lokale forhold findes omtalt i »Den danske Havnelods«, »Havneoplysninger for Færøerne« samt »Den grønlandske Havnelods«.

§ 5.§-link ↗

Forbudet mod ankring m.v. i beskyttelseszoner omkring kabler og rørledninger omfatter ikke skibe, der for relevant myndighed udfører opmålings-, afmærknings- og kabelarbejder og lignende, og skibe, der anvendes af vedkommende kabel- eller rørledningsejer til sådanne arbejder inden for feltet. Sådanne skibe er ikke forpligtet til at give underretning om ankring, jf. § 2, pkt. 4.

Stk. 2. Det i § 1 nævnte forbud omfatter ikke bundfortøjning af sømærker.

§ 6.§-link ↗

Tilsyn med overholdelsen af de i denne bekendtgørelse indeholdte forskrifter føres af Generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet, Energistyrelsen og de øvrige kabel- og rørledningsejeres tilsyn.

§ 7.§-link ↗

Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde.

§ 8.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 327 af 29. oktober 1962 om beskyttelse af søkabler og undersøiske ledninger ophæves.