Bekendtgørelse nr. 872 · 1992

Historisk

Bekendtgørelse om indvejning, klassificering og afregning af slagtekroppe af svin samt indberetning af markedspriser for disse

Bekendtgørelse om indvejning, klassificering og afregning af slagtekroppe af svin samt indberetning af markedspriser for disse

Dokumentdato: 23. okt. 1992Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Denne bekendtgørelse vedrører anvendelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger for indvejning, klassificering og afregning af slagtekroppe af svin samt indberetning af markedspriser for disse.

§ 2.§-link ↗

Ved slagtekroppe af svin forstås hele eller midtflækkede kroppe af slagtede svin uden tunge, børster, klove, kønsorganer, flomme, nyrer og mellemgulv efter afblødning og udtagelse af indvolde.

Stk. 2. Som undtagelse fra den i stk. 1, definerede udskæring kan slagtekroppe af svin afhudes før vejning og klassificering. I disse tilfælde skal slagtekroppen udskæres som anført i stk. 1, fortæerne afskæres umiddelbart over »os capri accessorium«, bagtæerne afskæres umiddelbart under »calcaneum« samt masken fjernes.

§ 3.§-link ↗

Slagtekroppe af svin slagtet her i landet og med en indvejningsvægt fra 50 kg til 100 kg skal indvejes og klassificeres i overensstemmelse med Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs bestemmelser vedrørende handelsklasseskema for svinekroppe.

Stk. 2. For slagterivirksomheder, hvor slagtningen ikke overstiger 100 svin pr. uge i årsgennemsnit, er indvejning og klassificering i henhold til stk. 1, ikke obligatorisk.

Stk. 3. For slagterivirksomheder, der kun slagter i egne anlæg fødte og opfedede svin, og som selv udskærer samtlige svinekroppe, er indvejning og klassificering i henhold til stk. 1, ikke obligatorisk.

§ 4.§-link ↗

Den foretagne indvejning og klassificering af de varme slagtekroppe skal anvendes ved afregning til svineproducenterne og danne grundlag for henføring til salgsklasser.

§ 5.§-link ↗

Ved indvejningsvægten forstås vægten af en slagtekrop, udskåret som anført i § 2, stk. 1, og vejet senest 45 minutter efter, at svinet er blevet stukket.

Stk. 2. Indvejningsvægten for slagtekroppe udskåret som anført i § 2, stk. 2, skal beregnes i overensstemmelse med følgende formel: Indvejningsvægt = 3,19 + 1,064 x vægten af den afhudede slagtekrop.

Stk. 3. Såfremt der undtagelsesvis foretages anden udskæring af slagtekroppen end de i § 2 anførte, skal dette godkendes af Landbrugsministeriet. Indvejningsvægten skal i så tilfælde korrigeres for den ændrede udskæring.

§ 6.§-link ↗

Følgende metoder til klassificering af svinekroppe kan anvendes: 1) apparat benævnt »Klassificeringscenter« (KC) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i første del af bilaget, 2) apparat benævnt »Fat-O-Meater/Manuel Klassificering« (FOM/MK) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i anden del af bilaget, 3) apparat benævnt »ULTRA-FOM« med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i tredje del af bilaget.

Stk. 2. For apparaterne »Klassificeringscenter« og »Fat-O-Meater/Manuel Klassificering« skal målingen finde sted på slagtekroppe udskåret som anført i § 2. For apparatet »ULTRA-FOM« skal målingen finde sted på slagtekroppen før åbningen af denne.

Stk. 3. For apparatet »ULTRA-FOM« skal det efter afslutningen af målingen være muligt på slagtekroppen at kontrollere, at apparatet har målt værdierne x1, x2 og x3 på det sted, der er fastsat i punkt 3 i tredje del af bilaget. Den afmærkning, der modsvarer målestedet, skal foretages samtidig med målingen.

§ 7.§-link ↗

Mærkning af slagtekroppe i overensstemmelse med de af Fællesskabet fastsatte bestemmelser kan udelades, hvis der i en protokol for hver svinekrop anføres mindst følgende: 1) identificering, 2) vægt inden afkøling og 3) beregnet indhold af magert kød.

Stk. 2. Svinekroppe, der bliver solgt i uudskåret stand i en anden medlemsstat, skal dog altid mærkes.

§ 8.§-link ↗

Organisationen Danske Slagterier foretager på grundlag af organisationens landsnotering beregning af markedsprisen for svinekroppe i overensstemmelse med Fællesskabets bestemmelser herom og indberetter disse til Landbrugsministeriet.

Stk. 2. Markedsprisen beregnes på grundlag af noteringen for svinekroppe af klasse U med en vægt på mindst 60 kg, men under 100 kg.

Stk. 3. Omregning fra den i § 2 fastsatte præsentationsform til den af Fællesskabet fastlagte standardudskæring skal ske ved at forhøje slagtekroppens indvejningsvægt med 2,7 pct.

§ 9.§-link ↗

Slagterikontrollen foretager kontrollen med overholdelsen af bestemmelserne vedrørende indvejning, klassificering og afregning af svinekroppe.

§ 10.§-link ↗

Klassificeringsudvalget for svinekød følger forhold vedrørende indvejning, klassificering og afregning af svinekroppe. Udvalgets medlemmer udpeges af Landbrugsministeriet for en periode på 2 år. Udvalget består af 9 medlemmer, hvoraf 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra Organisationen Danske Slagterier og 2 medlemmer udpeges efter indstilling fra Danske Slagtermestres Landsforening.

Stk. 2. Udvalget konstituerer sig selv med formand og næstformand. Udvalget udarbejder en forretningsorden, der godkendes af Landbrugsministeriet. Slagterikontrollen deltager i udvalgets møder og fungerer som sekretariat.

Stk. 3. Udvalget udpeger efter godkendelse af Landbrugsministeriet en overinspektør som leder af Slagterikontrollen.

Stk. 4. Udvalget foretager indstilling til Landbrugsministeriet om fastsættelse af bøde for overtrædelse af de bestemmelser, som er omfattet af den i § 9 omhandlede kontrol. Udvalget foretager endvidere indstilling til Landbrugsministeriet om godkendelse af nyt klassificeringsudstyr og andre forhold vedrørende indvejning, klassificering og afregning af svinekroppe, som er omfattet af denne bekendtgørelse.

§ 11.§-link ↗

Udgifterne til tilsyns- og kontrolforanstaltningerne i henhold til denne bekendtgørelse afholdes af midler fra Svineafgiftsfonden i overensstemmelse med de for denne fond gældende bevillingsregler.

§ 12.§-link ↗

Overtrædelse af de i § 1 nævnte forordninger straffes efter reglerne i kap. 5 i lov nr. 414 af 13. juni 1990 om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.

Stk. 2. Med bøde straffes den, der overtræder §§ 3-7.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 27, stk. 1, i lov nr. 414 af 13. juni 1990 om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forodninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 13.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. november 1992.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 493 af 4. juli 1989 om indvejning, klassificering og afregning af slagtekroppe af svin samt indberetning af markedspriser for disse ophæves.