Bekendtgørelse nr. 656 · 1992

Historisk

Bekendtgørelse om produktudvikleruddannelsen og modelteknikeruddannelsen

Bekendtgørelse om produktudvikleruddannelsen og modelteknikeruddannelsen

Dokumentdato: 24. jul. 1992Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Uddannelsen

§ 1.§-link ↗

Produktudvikleruddannelsen varer 2 1/2 år som heltidsuddannelse og består af 5 trin på hver 6 måneder. Modelteknikeruddannelsen varer 1 1/2 år som heltidsuddannelse og består af 3 trin på hver 6 måneder. I sidste uddannelsestrin indgår et afslutningsprojekt inden for et valgt specialområde. Produktudvikleruddannelsens vejledende lektionstal er 3150, og modelteknikeruddannelsens vejlende lektionstal er 1890.

§ 2.§-link ↗

Ved afslutningen af uddannelsen til produktudvikler henholdsvis modeltekniker skal den studerende 1) have kvalifikationer på et videregående teknisk niveau og ved opgaveløsninger kunne anvende tidssvarende teknologier, metoder og økonomiske parametre, 2) kunne udarbejde den nødvendige dokumentation, 3) som forbindelsesled mellem virksomhedens forskellige afdelinger skriftligt og mundtligt kunne udføre en koordinerende og informationsformidlende funktion, 4) kunne anvende relevante og gældende normer, standarder og litteratur på dansk og fremmedsprog, 5) kunne arbejde med enkeltstående opgaver og projekter, individuelt og i grupper, og 6) kunne anvende samarbejds- og ledelsesteknikker.

Stk. 2. Studerende i produktudvikleruddannelsen skal ved uddannelsens afslutning ud over det, der er nævnt i stk. 1, kunne udføre funktioner inden for industriel design, produktudvikling og formgivning.

Stk. 3. Studerende i modelteknikeruddannelsen skal ved uddannelsens afslutning ud over det, der er nævnt i stk. 1, kunne udføre funktioner inden for modelkonstruktion, produktudvikling og graduering.

§ 3.§-link ↗

Uddannelsen indeholder: 1) Alment fagområde med emner inden for edb-anvendelse, fremmedsprog og miljø. 2) Drifts- og virksomhedsteknisk fagområde med emner inden for kommunikation, kvalitetsstyring, ledelse, logistik, markedsføring, metodestyring, organisation, produktionsstyring og økonomi. 3) Teknologisk fagområde med emner inden for materialekendskab, modelkonstruktion, produktionsteknologi (maskine, proces og teknik), produktudvikling og varekendskab. 4) Design/kreativt fagområde med emner inden for ideudvikling, kollektionsopbygning og visualisering. 5) Valgfag.

§ 4.§-link ↗

Skolen kan efter lov om åben uddannelse udbyde uddannelsen som deltidsuddannelse og udbyde hele uddannelsen eller dele af den som enkeltfag. Som deltidsuddannelse kan produktudvikleruddannelsens varighed højst udstrækkes til 6 år og modelteknikeruddannelsens varighed til højst 4 år. Skolen udsteder eksamensbevis for uddannelsen som helhed, når alle enkeltfagsprøver er bestået inden for 6 år i produktudvikleruddannelsen og 4 år i modelteknikeruddannelsen. Der forudsættes samme arbejdsindsats for de studerende som i heltidsuddannelsen. Skolen kan optage ansøgere til et enkeltfag, selv om enkelte af adgangskravene til heltidsuddannelsen ikke er opfyldt.

Stk. 2. Reglerne for heltidsuddannelsen finder i øvrigt tilsvarende anvendelse for deltidsuddannelse og enkeltfagsundervisning.

Kapitel 2 · Adgangsbetingelser

§ 5.§-link ↗

Adgang til uddannelsen forudsætter, at ansøgeren har: 1) gennemført erhvervsuddannelse som beklædningshåndværker, 2) gennemført erhvervsuddannelse som beklædnings-, farveri-, strikke- eller tekstiloperatør suppleret med et relevant tekniker- og ingeniørforkursus af normalt 5 måneders varighed, 3) gennemført en erhvervsuddannelse med andet speciale med tilknytning til området og relevant faglig supplering i form af erhvervsmæssig beskæftigelse eller tekniker- og ingeniørforkursus, eventuelt efterfulgt af erhvervsmæssig beskæftigelse, eller 4) et fagligt niveau, der svarer til det, der er nævnt i nr. 1, 2 eller 3.

Stk. 2. Adgang efter stk. 1 forudsætter yderligere, at ansøgeren mindst har et alment niveau svarende til en gennemført erhvervsuddannelse med dansk, matematik og enten engelsk eller tysk på tx-niveau.

§ 6.§-link ↗

Ansøgere med en gymnasial uddannelse eller erhvervsuddannelse, som ikke har adgang til uddannelsen efter § 5, har adgang, når de har 1) gennemført et teknikfag på niveau A fra uddannelsen til højere teknisk eksamen eller har tilsvarende fagligt niveau, 2) gennemført et års relevant erhvervsmæssig beskæftigelse og 3) har almene kundskaber på tx-niveau i dansk, matematik og enten engelsk eller tysk.

§ 7.§-link ↗

Adgang til produktudvikleruddannelsen forudsætter yderligere, at den studerende består en optagelsesprøve.

Stk. 2. Optagelsesprøven tilrettelægges af skolen. Prøven kan bestå af bedømmelse af indleverede arbejder og af opgaver stillet af skolen.

Stk. 3. Skolen afgør, om optagelsesprøven er bestået, herunder kan skolen afbryde optagelsesprøven for ansøgere, der under prøvens forløb anses for uegnede.

Stk. 4. En ansøger kan højst deltage i optagelsesprøve 3 gange. Skolen kan godkende optagelsesprøve bestået på en anden skole.

Stk. 5. Er der flere kvalificerede ansøgere, end skolen har plads til, optager skolen de ansøgere, der har opnået de bedste resultater ved optagelsesprøven.

Stk. 6. Har skolen ledig kapacitet efter optagelsen af alle de ansøgere, der har bestået optagelsesprøven ved den aktuelle optagelsestermin, optages ansøgere, der har søgt optagelse på grundlag af en tidligere bestået optagelsesprøve eller optagelsesprøve bestået på en anden skole.

Stk. 7. Regler om ansøgningsfrister og optagelse er fastsat i bekendtgørelse om videregående teknikeruddannelser og uddannelser på konstruktørniveau.

Kapitel 3 · Undervisningen

§ 8.§-link ↗

Undervisningsemnernes mål, herunder omfang og niveau, og deres fordeling på uddannelsestrin er fastsat i uddannelsesplanen, bilag 1.

Stk. 2. Ca. 15 pct. af uddannelsen er valgfag. Valgfaget, dets mål, prøveform og den studerendes karakter påføres eksamensbeviset, men indgår ikke i beregningen af, om eksamen er bestået. Skolen udbyder mindst 2 valgfag. Formålet med valgfagene er, at den studerende supplerer 1) sin erhvervskompetence inden for områder, der opfylder lokale behov eller behov for specialisering, eller 2) sin studiekompetence i relation til videreuddannelse.

Kapitel 4 · Eksamen

§ 9.§-link ↗

Regler om indstilling til eksamen, censorer, prøver, eksamensopgaver, bedømmelse, karaktergivning, fritagelse for prøver, sygeeksamen m.v. er fastsat i bekendtgørelse om eksamensordningen og om uddannelses- og eksamensbeviser for de videregående teknikeruddannelser m.v. og bedømmelsesplanen, bilag 2.

§ 10.§-link ↗

I eksamen til produktudvikler indgår følgende karakterer: 1) Fremmedsprog. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan bearbejde relevant tysk/engelsk faglitteratur og klare sig mundtligt i forbindelse med forespørgsler og almindelig samtale. 2) Teknisk kommunikation. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan udarbejde modeltekniske tegninger og beskrivelser, gøre rede for tekniske problemstillinger i rapportform, og kombinere designmæssige, produktionstekniske, produkttekniske og eksterne aspekter til helhedsløsninger i forbindelse med konkrete opgaver. 3) Driftsteknik. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan kommunikere og samarbejde på ledelsesniveau inden for virksomheden og med omverdenen, løse opgaver ved samarbejde i grupper, løse opgaver i forbindelse med tilrettelæggelse og gennemførelse af virksomhedens produktsammensætning, gøre rede for de driftsøkonomiske konsekvenser i forbindelse med produktudviklingen, kombinere viden fra og løse opgaver i elementerne i det drifts- og virksomhedstekniske fagområde, og udarbejde skriftlige løsninger med datamæssig sammenhæng. 4) Produktudvikling. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan løse opgaver af formgivningsmæssig karakter ud fra et givet idegrundlag, løse opgaver af konfektions- og forarbejdningsmæssig karakter, og løse opgaver af modelteknisk karakter blandt andet ved hjælp af ny teknologi. 5) Kollektionsopbygning/design. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan give udtryk for sine designmæssige ideer, evner og indlevelsesevne i forbindelse med forskellige målgrupper og produkttyper, og planlægge og opbygge en salgskollektion selvstændigt og i samarbejde med firmaets ledelse. 6) Afslutningsprojekt. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan løse opgaver af tværfaglig karakter med målgrupperettet design, produktudvikling og kollektionsopbygning som den centrale problemstilling.

Stk. 2. I eksamen til modeltekniker indgår følgende karakterer: 1) Fremmedsprog. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan bearbejde relevant tysk/engelsk faglitteratur og klare sig mundtligt i forbindelse med forespørgsler og almindelig samtale. 2) Teknisk kommunikation. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan udarbejde modeltekniske tegninger og beskrivelser, gøre rede for tekniske problemstillinger i rapportform, og kombinere produktionstekniske, produkttekniske og eksterne aspekter til helhedsløsninger i forbindelse med konkrete opgaver. 3) Driftsteknik. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan kommunikere inden for virksomheden og med omverdenen, løse opgaver ved samarbejde i grupper, løse opgaver i forbindelse med tilrettelæggelse og gennemførelse af virksomhedens produktion, gøre rede for, hvordan driftsøkonomien i en virksomhed påvirkes af forskellige faktorer i processen, kombinere viden fra og løse opgaver i elementerne i det drifts- og virksomhedstekniske fagområde, og udarbejde skriftlige løsninger med model- og datamæssige aspekter. 4) Konfektioneringsteknik. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan løse opgaver inden for produkt- og procesudvikling, teknisk kommunikation, materiale- og varekendskab, teknologi og automatisering, og ved problemløsning kan anvende tidssvarende, hensigtsmæssige, funktionsrigtige og økonomisk optimale løsninger for enkle produkter, blandt andet ved hjælp af informationsteknologi. 5) Gradueringsteknik. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan løse gradueringstekniske opgaver manuelt og ved hjælp af databehandling. 6) Modelteknik. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan løse opgaver af formgivningsmæssig, produktudviklingsmæssig og produktionsteknisk karakter ved hjælp af ny teknologi. 7) Afslutningsprojekt. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan løse opgaver inden for den modeltekniske sektor, løse modeltekniske og formgivningsmæssige opgaver med produktions-, drifts- og virksomhedstekniske problemstillinger, og kommunikere internt og eksternt.

§ 11.§-link ↗

Eksamenskaraktererne gives på grundlag af de prøver, der afholdes efter bedømmelsesplanen, bilag 2.

Stk. 2. Eksamen til produktudvikler er bestået, når summen af de 6 eksamenskarakterer efter 13-skalaen er mindst 36. Desuden kræves, at eksamenskaraktererne i produktudvikling, kollektionsopbygning/design og afslutningsprojekt er mindst 6.

Stk. 3. Eksamen til modeltekniker er bestået, når summen af de 7 eksamenskarakterer efter 13-skalaen er mindst 42. Desuden kræves, at eksamenskaraktererne i konfektioneringsteknik, gradueringsteknik, modelteknik og afslutningsprojekt er mindst 6.

Kapitel 5 · Forsøg og dispensation

§ 12.§-link ↗

Undervisnings- og Forskningsministeriet kan efter indstilling fra teknikerudvalget tillade, at bekendtgørelsens bestemmelser fraviges som led i forsøg. Tilladelsen gives for en begrænset tid på grundlag af en forsøgsplan.

Stk. 2. Undervisnings- og Forskningsministeriet kan i særlige tilfælde dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser efter indstilling fra skolen.

Kapitel 6 · Klageadgang

§ 13.§-link ↗

Klager over skolens afgørelser i henhold til bekendtgørelsen indgives til skolen. Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder klagen, videresender skolen klagen og en udtalelse til Undervisnings- og Forskningsministeriet.

Stk. 2. Fristen for klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Kapitel 7 · Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 14.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1992 og har virkning fra skoleåret 1992/93.

Stk. 2. Tilladelse af 21. februar 1985 til at gennemføre uddannelse til industriel produktudvikler bortfalder.

Stk. 3. Skolen kan indtil den 1. februar 1995 optage studerende, der inden den 1. august 1992 har tilrettelagt deres erhvervsuddannelse i overensstemmelse med de hidtil gældende optagelseskrav. Det er dog en betingelse, at skolen tilrettelægger uddannelsen under særligt hensyn til de studerendes forudsætninger.