§ 1.§-link ↗
Maskinteknikeruddannelsen varer 11/2 år som heltidsuddannelse og består af 3 trin på hver 6 måneder. Trin 1 og trin 2 er fælles for alle studerende. Trin 3 er et af specialerne konstruktion eller driftsteknik efter den studerendes valg. I specialet indgår et afslutningsprojekt. Uddannelsens vejledende lektionstal er 1890.
§ 2.§-link ↗
Ved afslutningen af uddannelsen til maskintekniker skal den studerende 1) have kvalifikationer på et videregående teknisk niveau og skal ved opgaveløsninger kunne anvende tidssvarende teknologier, metoder og økonomiske parametre, 2) kunne udarbejde den nødvendige dokumentation og kommunikere og koordinere løsningsforslag både skriftligt og mundtligt, 3) kunne anvende relevante og gældende normer, standarder og litteratur på dansk og fremmedsprog, og 4) kunne arbejde både med enkeltstående opgaver og projekter, individuelt og i grupper.
Stk. 2. Studerende med konstruktion som speciale skal ved uddannelsens afslutning udover det, der er nævnt i stk. 1, kunne udføre konstruktionsløsninger i store og mindre industrivirksomheder inden for udvikling og vedligehold af produkter og værktøjer og varetage funktioner i det kvalitetstekniske område.
Stk. 3. Studerende med driftsteknik som speciale skal ved uddannelsens afslutning ud over det, der er nævnt i stk. 1, kunne udføre driftsfunktioner i store og mindre industrivirksomheder inden for områderne produktionsteknik, produktionsstyring og kvalitetsteknik.
§ 3.§-link ↗
Uddannelsen indeholder: 1) Alment fagområde med emner inden for edb-anvendelse og fremmedsprog. 2) Maskinteknologisk fagområde med emner inden for automatisering, konstruktion, design, materialekendskab, teknisk kommunikation og teknologi. 3) Drifts- og virksomhedsteknisk fagområde med emner inden for afsætning, driftsteknik, miljø, kvalitet, kommunikation, ledelse, organisation og økonomi. 4) Valgfag.
§ 4.§-link ↗
Skolen kan efter lov om åben uddannelse udbyde uddannelsen som deltidsuddannelse og udbyde hele uddannelsen eller dele af den som enkeltfag. Som deltidsuddannelse kan uddannelsens varighed højst udstrækkes til 4 år. Skolen udsteder eksamensbevis for uddannelsen som helhed, når alle enkeltfagsprøver er bestået inden for 6 år. Der forudsættes samme arbejdsindsats for de studerende som i heltidsuddannelsen. Skolen kan optage ansøgere til et enkeltfag, selv om enkelte af adgangskravene til heltidsuddannelsen ikke er opfyldt.
Stk. 2. Reglerne for heltidsuddannelsen finder i øvrigt tilsvarende anvendelse for deltidsuddannelse og enkeltfagsundervisning.
§ 5.§-link ↗
Adgang til uddannelsen forudsætter, at ansøgeren har 1) gennemført en erhvervsuddannelse med et speciale, der giver fagligt grundlag for at gennemføre maskinteknikeruddannelsen, 2) gennemført en erhvervsuddannelse med andet speciale med tilknytning til området og relevant faglig supplering i form af erhvervsmæssig beskæftigelse eller tekniker- og ingeniørforkursus eventuelt efterfulgt af erhvervsmæssig beskæftigelse, eller 3) et fagligt niveau, der svarer til det, der er nævnt i nr. 1 eller 2.
Stk. 2. Adgang efter stk. 1 forudsætter yderligere, at ansøgeren mindst har et alment niveau svarende til en gennemført erhvervsuddannelse med dansk, matematik og enten engelsk eller tysk på tx-niveau.
§ 6.§-link ↗
Ansøgere med en gymnasial uddannelse eller erhvervsuddannelse, som ikke har adgang til uddannelsen efter § 5, har adgang, når de har 1) gennemført teknikfaget maskinteknik på niveau A fra uddannelsen til højere teknisk eksamen eller har tilsvarende fagligt niveau, 2) gennemført et års relevant erhvervsmæssig beskæftigelse og 3) har almene kundskaber i dansk, matematik og enten engelsk eller tysk på tx-niveau.
§ 7.§-link ↗
Regler om ansøgningsfrister, optagelse og specialevalg er fastsat i bekendtgørelse om videregående teknikeruddannelser og uddannelser på konstruktørniveau.
§ 8.§-link ↗
Undervisningsemnernes mål, herunder omfang og niveau, og deres fordeling på uddannelsestrin er fastsat i uddannelsesplanen, bilag 1.
Stk. 2. Ca. 15 pct. af uddannelsen er valgfag. Valgfaget, dets mål, prøveform og den studerendes karakter påføres eksamensbeviset, men indgår ikke i beregningen af, om eksamen er bestået. Skolen udbyder mindst 2 valgfag. Formålet med valgfagene er, at den studerende supplerer 1) sin erhvervskompetence inden for områder, der opfylder lokale behov eller behov for specialisering, eller 2) sin studiekompetence i relation til videreuddannelse.
§ 9.§-link ↗
Regler om indstilling til eksamen, censorer, prøver, eksamensopgaver, bedømmelse, karaktergivning, fritagelse for prøver, sygeeksamen m.v. er fastsat i bekendtgørelse om eksamensordningen og om uddannelses- og eksamensbeviser for de videregående teknikeruddannelser m.v. og bedømmelsesplanen, bilag 2.
§ 10.§-link ↗
I eksamen ingår følgende karakterer: 1) Fremmedsprog. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan bearbejde relevant tysk/engelsk faglitteratur. 2) Konstruktionsteknik. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan udføre maskin-, stål- og værktøjskonstruktioner med inddragelse af relevant dimensionering og styrkeberegning, tage hensyn til bearbejdnings-, støbnings- og sammenføjningsteknikker, anvende relevant viden om materialer og anvende styrings- og reguleringssystemer inden for relevante maskintekniske konstruktioner. 3) Teknisk kommunikation. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan udarbejde maskintekniske tegninger og gøre rede for tekniske problemstillinger i rapportform og kombinere konstruktions- og driftstekniske aspekter til helhedsløsninger i forbindelse med konkrete opgaver. 4) Driftsteknik. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan kommunikere indenfor virksomheden og med omverdenen, løse opgaver ved samarbejde i grupper, løse opgaver i forbindelse med tilrettelæggelse og gennemførelse af virksomhedens produktion, gøre rede for, hvordan driftsøkonomien i en virksomhed påvirkes af forskellige faktorer i processen, og løse opgaver i forbindelse med indkøb og materialestyring. 5) Afslutningsprojekt. 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende i tværfaglig forstand og gennem en faglig fordybelse i et eventuelt lokalt tilpasset specialområde kan anvende de erhvervede kvalifikationer og ved opgaveløsning kan anvende tidssvarende teknologier, metoder, teknikker og økonomiske parametre, og kan udarbejde de nødvendige dokumentationer. 6) Specialet. 1 karakter, der er særlig for specialet, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2. I specialet konstruktion gives 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan 1) løse opgaver inden for konstruktion, teknisk kommunikation, materialelære, teknologi og automatisering, og 2) finde frem til tidssvarende, hensigtsmæssige, funktionsrigtige og økonomisk optimale løsninger for enkle konstruktioner, bl. a. ved brug af informationsteknologi.
Stk. 3. I specialet driftsteknik gives 1 karakter, der udtrykker, i hvilken grad den studerende kan 1) løse opgaver inden for metodestyring, produktionsstyring, kvalitetsstyring, indkøb og driftsøkonomi, anlægsstyring, projektstyring, vedligehold, automatisering og højteknologiske produktionssystemer, og 2) kombinere viden fra de emner, der er nævnt i nr. 1, og udarbejde skriftlige løsninger med datamæssig sammenhæng.
§ 11.§-link ↗
Eksamenskaraktererne gives på grundlag af de prøver, der afholdes efter bedømmelsesplanen, bilag 2. Eksamen er bestået, når summen af de 6 eksamenskarakterer efter 13-skalaen er mindst 36. Desuden kræves, at eksamenskaraktererne i konstruktionsteknik, driftsteknik og afslutningsprojekt er mindst 6.
§ 12.§-link ↗
Undervisnings- og Forskningsministeriet kan efter indstilling fra teknikerudvalget tillade, at bekendtgørelsens bestemmelser fraviges som led i forsøg. Tilladelsen gives for en begrænset tid på grundlag af en forsøgsplan.
Stk. 2. Undervisnings- og Forskningsministeriet kan i særlige tilfælde dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser efter indstilling fra skolen.
§ 13.§-link ↗
Klager over skolens afgørelser i henhold til bekendtgørelsen indgives til skolen. Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder klagen, videresender skolen klagen og en udtalelse til Undervisnings- og Forskningsministeriet.
Stk. 2. Fristen for klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 14.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1992 og har virkning fra skoleåret 1992/93.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 447 af 27. juli 1984 om uddannelse af maskinteknikere ophæves.
Stk. 3. Undervisnings- og Forskningsministeriets fagplan af maj 1987 for maskinteknikeruddannelsen og den bedømmelsesplan, der er indeholdt i fagplanen, bortfalder.
Stk. 4. For studerende, der gennemfører trin 3 i første halvdel af skoleåret 1992/93, anvendes den bedømmelsesplan, der er nævnt i stk. 3. Dog udgår den skriftlige prøve i specialet og eksamenskarakteren specialet, skriftligt; og karakteren i afslutningsprojekt, specialet, skal være mindst 6. Der indgår ikke valgfag, og de studerende kan vælge og gennemføre et af specialerne stålkonstruktion og værktøjskonstruktion efter de regler, der er nævnt i stk. 2 og 3.
Stk. 5. For studerende, der inden den 1. august 1992 har afsluttet et fremmedsprog i trin 1 og fået en årskarakter, indgår denne i stedet for prøvekarakter i sproget.
Stk. 6. Skolen kan indtil den 1. februar 1995 optage studerende, der inden den 1. august 1992 har tilrettelagt deres erhvervsuddannelse i overensstemmelse med de hidtil gældende optagelseskrav. Det er dog en betingelse, at skolen tilrettelægger uddannelsen under særligt hensyn til de studerendes forudsætninger.