Bekendtgørelse nr. 619 · 1992

Historisk

Bekendtgørelse om fredning og vildtreservat i Vadehavet

Bekendtgørelse om fredning og vildtreservat i Vadehavet

Dokumentdato: 26. jun. 1992Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

Kapitel 1 · Formål

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen har til formål 1) at forbedre grundlaget for en bæredygtig forvaltning af Vadehavet a) hvor området bevares som et samlet naturområde af national og international betydning, b) hvor beskyttelse af områdets natur- og miljømæssige samt kulturhistoriske værdier afvejes med områdets benyttelse til erhvervsmæssige og rekreative formål, under hensyn til områdets infrastruktur og den lokale befolknings sikkerhed, og c) hvor den naturlige dynamik i landskabsudviklingen ikke forstyrres unødigt, og 2) at sikre opfyldelse af Danmarks internationale forpligtelser i henhold til a) erklæring af 9. december 1982 underskrevet af den danske, tyske og hollandske regering om beskyttelse af Vadehavet, b) EF/Rådets direktiv af 21. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, og c) Konvention af 2. februar 1971 om vådområder af international betydning, navnlig som levested for vandfugle (Ramsarkonventionen).

§ 2.§-link ↗

Bekendtgørelsen omfatter - som beskrevet i bilag 1, pkt. 1, jf. kortbilag 2 - søterritoriet i Vadehavet samt visse tilgrænsende landarealer, i det følgende betegnet som »reservatet«. Inden for reservatet afgrænses søterritoriet af højeste daglige vandstandslinie og inkluderer højsande, flak og lignende samt de til enhver tid værende statsejede øer og opgrødearealer.

Stk. 2. Reservatet afgrænses mod nord af Ho Bugt og en linie fra Blåvand Fyr til grænsen for søterritoriet ret vest (270 grader) for fyret.

Stk. 3. Reservatet afgrænses mod vest af grænsen for søterritoriet, udmålt fra basislinien mellem Skallingens sydlige ende og den dansk-tyske grænse, som fastsat ved kgl. anordning nr. 437 af 21. december 1966.

Stk. 4. Reservatet afgrænses mod syd af den dansk-tyske grænse (grænsedæmningen).

Stk. 5. Reservatet afgrænses langs Jyllands, Fanøs, Mandøs og Rømøs kyster af nuværende havdigers krone, og hvor diger ikke findes af højeste daglige vandstandslinie, jf. bilag 1, pkt. 1.1.

Stk. 6. Bekendtgørelsen omfatter ikke de dele af søterritoriet, der med Trafikministeriets godkendelse er henlagt til en havns søområde.

Kapitel 2 · Færdsel

§ 3.§-link ↗

Inden for reservatet er ophold og færdsel til fods, ridning samt enhver form for kørsel og sejlads forbudt følgende steder: 1) I området mellem Skallingen og Langli, fra Ebbevejen til en ret linie fra Langlis sydspids over yderspidsen af Spundsen til Skallingen, jf. kortbilag 1. 2) På Langli og i et område nord, øst og syd for Langli, jf. kortbilag 1, i perioden 16. september-15. juli. 3) Landarealer ved Albuebugten på Fanø, jf. bilag 1, pkt. 2.1. 4) På Trinden og Keldsand samt tilvækstarealer, der er bevokset med vadegræs og andre marskplanter. 5) I slikgårde (forlandsfelter) og tilvækstarealer ved Låningsvejen fra Vester Vedsted til Mandø, bortset fra to slikgårde henholdsvis nord og syd for den afmærkede Ebbevejs udgangspunkt ved Vester Vedsted og slikgården, der ligger, hvor Ebbevejen føres op på Låningsvejen ved Mandø. 6) I områder nord og syd for Rømødæmningen, jf. bilag 1, pkt. 2.2. 7) I området »Helmsodde« syd for havnen i Havneby på Rømø i perioden 1. april-1. september, jf. bilag 1, pkt. 2.3. 8) I et område på Kore Sand syd for MG20 (UTM 8), der hvert år inden den 1. april afmærkes som sælreservat af Skov- og Naturstyrelsen. 9) På Lammelæger og øvrige højsande m.m. i den vestlige del af Lister Dybs tidevandsområde, jf. bilag 1, pkt. 2.4. 10) På Jordsand og Jordsand Flak inden for en afstand af 800 meter fra Jordsands trigonometriske punkt. 11) På flak tørlagte ved lavvande samt i prieler og løb syd for indsejlingen til Vidåslusen. 12) I Margrethe Kog syd for Højer Kanal incl. reservoirområdet, på det fremskudte dige syd for Vidåslusen med bærmeveje og banketter samt i slikgårde syd for Højer Kanal og vest for det fremskudte dige.

§ 4.§-link ↗

Inden for reservatet er motorkørsel og anvendelse af køretøjer, der fremdrives ved sejl, forbudt.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for motorkørsel 1) på offentlige veje samt på Mandø Ebbevej og Låningsvej i overensstemmelse med de i øvrigt gældende adgangsregler, 2) på strandområder på vestsiden af Fanø og Rømø efter myndighedernes nærmere bestemmelse og 3) i forbindelse med tilladte aktiviteter i området, jf. § 6, § 16 og § 17, stk. 2-4.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for anvendelse af køretøjer, der fremdrives ved sejl på områder ved Rømø, der afgrænses efter myndighedernes nærmere bestemmelse.

§ 5.§-link ↗

Sejlads vest for den i § 2, stk. 3 nævnte basislinie er ikke omfattet af denne bekendtgørelse, jf. dog bestemmelserne i stk. 4, nr. 1.

Stk. 2. Sejlads med en hastighed over 10 knob er kun tilladt i følgende dyb indenfor afmærkningerne: 1) Gennem Grådyb til og fra Esbjerg. 2) Gennem Fanø Lo ved færgesejlads mellem Esbjerg og Fanø. 3) Gennem Knudedyb til og fra Kammerslusen. 4) Gennem Lister Dyb til Havneby på Rømø og til det vestligste punkt på Jordsand Flak.

Stk. 3. Sejlads med luftpudebåde, hydrofoilbåde, vandscootere, jetski, katamaranjoller, fartøjer der fremdrives med luftpropel og lignende fartøjer er forbudt.

Stk. 4. Wind-surfing er kun tilladt følgende steder indenfor afmærkede områder: 1) Langs kysten fra Blåvands Huk til Skalling Ende og på vestsiden af Fanø og Rømø. 2) I begrænsede områder i Ho Bugt og Grådyb efter myndighedernes bestemmelse og kun fra 1. marts til 1. oktober.

Stk. 5. Inden for en afstand af 300 m fra kysten mellem Blåvands Huk og Skalling Ende og på vestsiden af Fanø og Rømø må sejlads med motordrevet fartøj kun ske vinkelret på kysten. Undtagelser ved færdsel

§ 6.§-link ↗

Bestemmelserne i §§ 3-5 gælder ikke for 1) ejeres/brugeres samt disses personales brugs- og færdselsret til egne eller lejede/forpagtede arealer, men løsgående hunde må kun medtages i forbindelse med sammendrivning af kreaturer og får samt i forbindelse med jagtudøvelse, 2) færdsel i forbindelse med hjemlet ret til indsamling af drivtømmer og vraggods, 3) lokalbefolkningens færdsel i forbindelse med optagning af sand til eget forbrug nærmest muligt egen ejendom, 4) færdsel i forbindelse med besøg i Nordby Fuglekøje og Sønderho gamle Fuglekøje ved Albuebugten på Fanø, når køjerne er åbne for publikumsbesøg, 5) de på Mandø og Fanø fastboende personers fiskeri, 6) sejlads i forbindelse med erhvervsmæssigt fiskeri, jf. dog §§ 14 og 15, 7) sejlads med luftpudebåde og hydrofoilbåde til kommerciel betjening af henholdsvis Esbjerg Havn og færgefarten mellem Esbjerg og Fanø, 8) forsvarets afholdelse af landgangsøvelser på en strækning af 300 meter af kysten ved Musholm Enge nord for Bredmose i Ho Bugt samt indenfor en strækning af 5.000 meter på Skallingens vestkyst, regnet fra Blåvandshuk, 9) forsvarets afholdelse af luft- og jordskydninger i skydeområdet i den nordlige del af Rømø med tilhørende afspærringsområde på søterritoriet vest og nord herfor og 10) offentlige myndigheders og havnemyndigheders færdsel i forbindelse med administration af anlæg og lovgivning under disse, herunder kystbeskyttelses- og digearbejde, sandflugtsbekæmpelse samt tilsyn.

Kapitel 3 · Jagt

§ 7.§-link ↗

Ved jagt forstås i denne bekendtgørelse enhver efterstræbelse af vildt, herunder vildtets yngel og æg.

§ 8.§-link ↗

Jagt er forbudt i de i § 3 nævnte områder samt 1) indenfor en 500 meter zone på søterritoriet omkring Langli, langs østsiden af Langli Ebbevej og langs Ho Bugt fra Skalling Ende til den nordlige afmærkning af Esbjerg Havns søområde, 2) på Låningsvejen til Mandø og et område nord for denne, jf. bilag 1, pkt. 3.3, 3) i Juvre Dyb tidevandsområde fra Låningsvejen til Rømødæmningen, jf. bilag 1, pkt. 3.4, 4) på Rømødæmningen, 5) i den sydlige del af Lister Dybs tidevandsområde, jf. bilag 1, pkt. 3.5 og 6) i Margrethe Kog incl. det fremskudte dige.

Stk. 2. På de i stk. 1 nævnte områder er færdsel med skydevåben forbudt.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke for 1) gennemsejling af det i stk. 1, nr. 1 nævnte område med afladt skydevåben, 2) gennemsejling af det i stk. 1, nr. 3 nævnte område med afladt skydevåben, 3) gennemsejling af det i stk. 1, nr. 5 nævnte område med afladt skydevåben. I Margrethe Kog gælder denne bestemmelse kun Højer Kanal mellem Vidåslusen og Højer Sluse, 4) færdsel til fods langs østgrænsen af det i stk. 1, nr. 2 nævnte område med afladt skydevåben, 5) færdsel med afladt skydevåben til og fra Mandø ad Låningsvejen og den afmærkede Ebbevej, 6) færdsel med afladt skydevåben til og fra Rømø ad Rømødæmingen, og 7) færdsel med afladt skydevåben til og fra Vidåslusen ad Slusevej.

Stk. 4. Jagt på de i stk. 1, nr. 6 nævnte arealer i Margrethe Kog nord for Højer Kanal kan ske efter tilladelse af Jordbrugsdirektoratet og Skov- og Naturstyrelsen. Der skal dog fastsættes en jagtfri zone på mindst 150 meters bredde langs nordsiden af vejen mellem Højer Sluse og Vidåslusen og langs østsiden af det fremskudte dige.

§ 9.§-link ↗

På søterritoriet uden for de i § 8 nævnte områder er jagt og færdsel med ladt skydevåben forbudt i perioden 1. februar- 15. september.

§ 10.§-link ↗

Jagt fra motordrevet fartøj og ved vadning er forbudt øst for en linie fra Skallingens sydspids mellem øerne til den dansk-tyske grænse, jf. bilag 1, pkt. 3.1.

§ 11.§-link ↗

Fra 1. februar 1995 forbydes jagt 1) på forlandsarealerne på Mandø, Rømø og på den jyske kyst langs Juvre Dyb tidevandsområde øst for den i § 10 nævnte linie, jf. kort bilag 3, og 2) indenfor en 500 m zone på søterritoriet langs alle kyster øst for den i § 10 nævnte linie, jf. kortbilag 3.

§ 12.§-link ↗

Fra den 1. marts 1998 er al jagt på svømme- og vadefugle forbudt i hele reservatet.

Kapitel 4 · Optagning af organismer på og i havbunden

§ 13.§-link ↗

Maskinel og anden erhvervsmæssig optagning af muslinger, sandorm og andre organismer i havbunden er forbudt.

§ 14.§-link ↗

Erhvervsmæssig optagning af blåmuslinger må dog ske med Fiskeriministeriets tilladelse uden for følgende områder: 1) Ho Bugt exclusive Hjerting Løb, jf. bilag 1, pkt. 3.2. 2) Juvre Dyb tidevandsområde, jf. bilag 1, pkt. 3.4. 3) I den sydlige del af Lister Dybs tidevandsområde, jf. bilag 1, pkt. 3.5.

Stk. 2. Ved sejlads gennem de i stk. 1 nævnte områder skal slæbewiren være frakoblet muslingeredskaber.

§ 15.§-link ↗

Endvidere kan erhvervsmæssig optagning af hjertemuslinger med Fiskeriministeriets tilladelse ske i tre områder i Grådyb tidevandsområde: Langli Sand, Hamborg Dyb og Fanø Sandende, jf. bilag 1, punkt 4 og kortbilag 4.

Stk. 2. Afgrænsningen af områderne i stk. 1 kan efter anmodning fra Trafikministeriet justeres, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til sejladsen til og fra Esbjerg Havn.

Stk. 3. For at sikre at fiskeriet efter hjertemuslinger sker på et bæredygtigt grundlag, må der i hver sæson, jf. stk. 4, kun fiskes i eet af områderne. Området udpeges af Fiskeriministeriet efter aftale med Skov- og Naturstyrelsen. I hvert område må der kun fiskes een sæson ud af fire på hinanden følgende. For hver sæson fastsættes en maksimumkvote for det udpegede område.

Stk. 4. Af hensyn til rastende trækfugle må fiskeri efter hjertemuslinger kun ske i perioderne 1.-31. august og 1.november-1. marts.

Stk. 5. Fiskeri efter hjertemuslinger må kun ske om dagen fra solopgang til solnedgang.

Kapitel 5 · Diverse foranstaltninger på søterritoriet

§ 16.§-link ↗

Tilladelse til følgende arbejder på søterritoriet meddeles efter lovgivningens almindelige regler efter forhandling med Skov- og Naturstyrelsen: 1) Anlægsarbejder, herunder terrænændringer, etablering af bygningsværker, kanaler, dæmninger, havne eller andre faste anlæg. 2) Nye kystbeskyttelsesanlæg og udvidelse eller væsentlige forstærkninger af bestående anlæg. 3) Etablering af klappladser.

Stk. 2. Etablering af faste fyrafmærkninger og anlæg for hydrauliske målinger m.v. kræver ikke forhandling med Skov- og Naturstyrelsen.

§ 17.§-link ↗

Optagning af sømaterialer, boring eller sprængning i havbunden er forbudt.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan der udføres følgende foranstaltninger: 1) Uddybning inden for eksisterende havneværker samt oprensning i havne, indsejlinger, sejlløb, kanaler, vandløb og disses løb i Vadehavet. 2) Etablering af afløbsrender fra forland og kystsikringsfelter. 3) Lokalbefolkningens optagning af sand til eget forbrug.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan der meddeles tilladelse i henhold til råstofloven til optagning af sømaterialer til reparation og forstærkning af diger og tilgrænsende forland, når egnede materialer ikke findes inden for digerne eller kan skaffes i forbindelse med oprensning eller uddybning af sejlrender m.v., jf. stk. 2, nr. 1 og stk. 4.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan Trafikministeriet efter lovgivningens almindelige regler efter forhandling med Skov- og Naturstyrelsen meddele tilladelse til udvidelse eller omlægning af havne samt uddybning, udvidelse eller omlægning af indsejlinger, sejlløb, kanaler, vandløb og disses udmundinger i Vadehavet.

§ 18.§-link ↗

På søterritoriet må ikke ske 1) tilsåning og beplantning, der ikke foretages i kystbeskyttelsesøjemed, 2) udsætning af fritlevende dyr eller vildtlevende planter, som er fremmede for området, 3) ødelæggelse eller indsamling af æg, 4) henkastning eller anbringelse af affald, 5) beskadigelse eller fjernelse af kulturspor fra fortiden, herunder historiske skibsvrag, skibsladninger og dele heraf, 6) anbringelse af luftledninger med dertil hørende master samt vindmøller o.lign., og 7) udtømning eller udledning af affaldsstoffer fra ikke-landbaserede anlæg.

Stk. 2. I reservatet må i øvrigt ikke foretages noget, der varigt ødelægger eller forandrer det naturlige miljø.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan materialer, der er optaget i forbindelse med digesikring og tilladte anlægsarbejder, jf. § 16, stk. 1 og § 17, stk. 2 og 4, klappes på godkendte klappladser.

Kapitel 6 · Forskellige bestemmelser

§ 19.§-link ↗

Skov- og Naturstyrelsen kan meddele mindre betydende fravigelser fra forbudene i §§ 3-5, 8-12, 17 og 18. Dispensation sker efter forhandling med relevante ministerier, amtskommuner og eventuelle berørte private lodsejere.

Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen kan efter forhandling med relevante ministerier i nærmere afgrænset omfang bemyndige Ribe amtsråd henholdsvis Sønderjyllands amtsråd til at udøve den i stk. 1, jf. stk. 3, nævnte beføjelse.

Stk. 3. Afgørelser truffet i medfør af stk. 1 er endelige for så vidt angår fravigelser fra §§ 3-5, 17 og 18. Tilsyn

§ 20.§-link ↗

Skov- og Naturstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af reglerne i denne bekendtgørelse. Tilsynet med overholdelsen af de i §§ 14 og 15 nævnte regler føres af Fiskeriministeriet. Tilsynet med overholdelsen af de i § 16 nævnte regler føres af den godkendende myndighed i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen kan træffe aftale med Ribe amtsråd, Sønderjyllands amtsråd og andre myndigheder om, at opgaver i forbindelse med det i stk. 1, 1. pkt. nævnte tilsyn varetages af disse. Rådgivende udvalg

§ 21.§-link ↗

Miljøministeren nedsætter under Skov- og Naturstyrelsen et rådgivende udvalg.

Stk. 2. Følgende myndigheder, organisationer og grupperinger kan blive medlem af udvalget med hver een repræsentant: Danmarks Miljøundersøgelser, Statshavneadministrationen i Esbjerg, Jordbrugsdirektoratet, Fiskeriinspektoratet i Esbjerg, Ribe amtskommune, Sønderjyllands amtskommune, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Dansk Motorbåds Union, Esbjerg Fiskeriforening, Rømø Fiskeriforening, Vadehavssekretariatet, Den danske Vadehavsgruppe samt en fælles repræsentant fra de af bekendtgørelsen berørte digelag.

Stk. 3. Udvalget har til opgave 1) at følge og vurdere udviklingen i det danske vadehavsområde, 2) at udarbejde en statusrapport om tilstanden og udviklingen i området, herunder den fiskerimæssige, jagtlige og anden rekreative udnyttelse, forud for hver regeringskonference i Det Trilaterale Vadehavssamarbejde, og 3) at rådgive med hensyn til forvaltningen af området.

Stk. 4. Miljøministeren godkender kommissorium for udvalgets arbejde. Skov- og Naturstyrelsen varetager formandskab og sekretariat.

Kapitel 7 · Straf

§ 22.§-link ↗

Overtrædelse af bestemmelserne i § 3, jf. § 6; § 4, stk. 1, jf. stk. 2 og 3 og § 6; § 5, stk. 2-5, jf. § 6; § 8, stk. 1 og 2, jf. stk. 3 og 4; §§ 9-15; § 17, stk. 1, jf. stk. 2-4; § 18, stk. 1 og 2, jf. stk. 3 samt overtrædelse af myndighedernes bestemmelser i henhold til § 4, stk. 2, nr. 2 og stk. 3 og § 5, stk. 4, nr. 2 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 2. Straffen kan under visse forudsætninger stige til hæfte eller fængsel indtil 1 år.

Stk. 3. For overtrædelse af § 16 gælder lovgivningens almindelige regler.

Stk. 4. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Stk. 5. For overtrædelser, der begås af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Kapitel 8 · Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelse

§ 23.§-link ↗

Den af Skov- og Naturstyrelsen og Fiskeriministeriet meddelte tilladelse til erhvervsmæssigt fiskeri af hjertemuslinger i dele af reservatet i en forsøgsperiode ophører senest med forsøgsperiodens udløb.

§ 24.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1992, jf. dog §§ 11 og 12, og er gældende til og med den 30. juni 1999.

Stk. 2. Samtidig med ikrafttræden af denne bekendtgørelse ophæves 1) bekendtgørelse nr. 382 af 15. juli 1985 om fredning af Vadehavet, 2) bekendtgørelser af 11. december 1987 om Vadehavet Vildtreservat og 3) cirkulære af 15. juli 1985 om administration af Miljøministeriets bekendtgørelse om fredning af Vadehavet.