§ 1.§-link ↗
Denne bekendtgørelse fastsætter de dyresundhedsmæssige betingelser for opsamling, behandling, anvendelse og omsætning samt indførsel og udførsel af ornesæd.
§ 2.§-link ↗
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Sæd: Et ubehandlet, behandlet eller fortyndet ejakulat fra orner. 2) Ornestation: En officielt godkendt og kontrolleret virksomhed, hvori er opstaldet orner, hvis sæd anvendes til kunstig sædoverføring, og som af Veterinærdirektoratet er opført på en liste over ornestationer, der er godkendt til omsætning af ornesæd inden for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (herefter EF). 3) Embedsdyrlæge: Dyrlæge udpeget af den kompetente centrale myndighed i et EF-medlemsland eller et tredjeland. 4) Ornestationens dyrlæge: Den dyrlæge, der er ansvarlig for tilsynet med den sundhedsmæssige drift af ornestationen. Dyrlægen skal være godkendt af Veterinærdirektoratet. 5) Sending: En sædmængde, der omfattes af eet certifikat. 6) Opsamling: En sædmængde taget fra en donororne på et hvilket som helst tidspunkt. 7) Tredjelande: Lande uden for EF. 8) Tredjelandsliste: EF's liste over tredjelande, hvorfra der kan indføres sæd til EF. Generelt vedrørende godkendelse og drift af ornestationer
§ 3.§-link ↗
En ornestation skal være godkendt af Veterinærdirektoratet. I forbindelse med godkendelsen tildeles stationen et registreringsnummer.
Stk. 2. En ornestation kan godkendes af Veterinærdirektoratet, såfremt den opfylder betingelserne i bilag 1.
Stk. 3. En ornestation, som ved bekendtgørelsens ikrafttræden er godkendt i henhold til Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 2 af 3. januar 1969 om kunstig sædoverføring på svin, og som har fået blodprøvet og behandlet ornerne i overensstemmelse med betingelserne i bilag 2, skal ikke godkendes påny. Resultatet af blodprøverne skal dog godkendes af Veterinærdirektoratet, der herefter tildeler stationen et registreringsnummer.
Stk. 4. Veterinærdirektoratet aflægger mindst to gange årligt ornestationen et kontrolbesøg.
§ 4.§-link ↗
Udvidelser og bygningsmæssige ændringer af ornestationen, der går ud over almindelig reparation og vedligeholdelse, skal på forhånd godkendes af Veterinærdirektoratet.
§ 5.§-link ↗
På en ornestation må kun holdes orner.
Stk. 2. Stationens orner må ikke anvendes til naturlig bedækning.
§ 6.§-link ↗
En ornestation skal til stadighed være undergivet tilsyn af ornestationens dyrlæge.
Stk. 2. Ornestationens ejer eller den, der er ansvarlig for ornerne, skal straks underrette ornestationens dyrlæge, hvis stationens orner viser tegn på smitsomme sygdomme, lidelser med tilknytning til ornernes kønsorganer, eller hvis sædens udseende afviger væsentligt fra det normale.
Stk. 3. De instruktioner, som ornestationens dyrlæge giver vedrørende isolation, behandling m.v. af syge dyr, skal efterkommes, og sæd fra stationen må herefter kun anvendes i den udstrækning, dyrlægen har givet tilladelse dertil.
§ 7.§-link ↗
En orne, der indsættes på en ornestation, skal være ledsaget af en sundhedsattest, der skal være udfærdiget af en dyrlæge på en af Veterinærdirektoratet godkendt formular.
Stk. 2. En orne, der indsættes på en ornestation, skal i mindst 30 dage forinden have været isoleret i en isolationsstald, der er godkendt til dette formål af Veterinærdirektoratet.
Stk. 3. En orne må ikke overføres til stationens ornestald, før tilladelse foreligger fra ornestationens dyrlæge.
§ 8.§-link ↗
På en ornestation skal der føres en fortegnelse over alle orner, der holdes eller har været holdt på stationen. Fortegnelsen skal for hver enkelt orne mindst indeholde oplysninger om 1) race, 2) fødselsdato, 3) identifikation, 4) oprindelsesbesætning, 5) dato og resultat for samtlige blodprøveudtagninger og behandlinger i forbindelse med ornens indsættelse og ophold på samt afgang fra ornestationen, 6) dato for alle foretagne vaccinationer og 7) sygdomme og sundhedstilstand.
Stk. 2. Der skal endvidere for hver enkelt orne føres en fortegnelse, hvoraf bl.a. skal fremgå 1) dato og årstal for sædopsamling og 2) sædens mængde, tæthed og bevægelse.
Stk. 3. Der skal på stationen føres en liste over anvendt fortyndingsvæske, antibiotika og kemoterapeutika.
Stk. 4. De i stk. 1, 2 og 3 nævnte fortegnelser skal opbevares på ornestationen i mindst to år.
§ 9.§-link ↗
Ved udlevering eller salg af sæd fra en ornestation skal hver forsendelse være ledsaget af en følgeseddel, som indeholder oplysninger om modtagerens navn og adresse, dato for leveringen og ornernes numre eller kodemærkning. Kopier af disse følgesedler skal opbevares på ornestationen i mindst to år.
§ 10.§-link ↗
Ornestationen skal om nødvendigt skriftligt underrette modtageren af sæd om muligheden for restkoncentration af antibiotika og kemoterapeutika og om en eventuel tilbageholdelsestid.
§ 11.§-link ↗
Uvedkommende må ikke få adgang til en ornestation. Besøg kan dog finde sted i henhold til tilladelse fra ornestationens dyrlæge.
§ 12.§-link ↗
På en ornestation må der kun beskæftiges personale med teknisk kompetence og den fornødne oplæring i desinfektions- og hygiejnemetoder til forebyggelse af smittespredning.
§ 13.§-link ↗
På en ornestation skal sæden opsamles, behandles og opbevares i overensstemmelse med betingelserne i bilag 1, kapitel 2. Behandling og anvendelse af ornesæd
§ 14.§-link ↗
Sæd, som anvendes til kunstig sædoverføring, skal opfylde følgende betingelser, jf. dog stk. 2: 1) Sæden skal være opsamlet og behandlet på en godkendt ornestation, 2) sæden skal være opsamlet fra orner, hvis sundhedstilstand opfylder betingelserne i bilag 2, 3) sæden skal være opsamlet, behandlet, opbevaret og transporteret i overensstemmelse med betingelserne i bilag 1 og 3, og 4) forsendelse af sæden skal enten foregå i engangsbeholdere eller i beholdere, der er rengjort og desinficeret eller steriliseret inden brugen.
Stk. 2. Undtaget fra reglen i stk. 1 er sæd, som anvendes til kunstig sædoverføring i den besætning, hvor sæden er opsamlet.
§ 15.§-link ↗
Sæddistribution må kun foretages fra en godkendt ornestation eller gennem autoriserede inseminører, jf. § 16, stk. 1.
Stk. 2. Hvis sæden distribueres gennem en autoriseret inseminør, skal denne føre en fortegnelse over hver enkelt besætning, hvortil der er leveret sæd, jf. pkt. 6 i bilag 4.
§ 16.§-link ↗
Kunstig sædoverføring på andres svin må kun udføres af autoriserede dyrlæger samt af personer, der har fået Veterinærdirektoratets tilladelse (autorisation) hertil. Tilladelsen er betinget af, at personen har gennemgået og bestået et af Veterinærdirektoratet godkendt kursus for svineinseminører.
Stk. 2. Kunstig sædoverføring på egne svin må udover de i stk. 1 nævnte personer tillige udføres af ejeren eller dennes medarbejdere under forudsætning af, at de er blevet grundigt instrueret af en person, der har kendskab til inseminering og til desinfektions- og hygiejnemetoder til forebyggelse af smittespredning.
Stk. 3. Kunstig sædoverføring på andres svin skal udføres i overensstemmelse med betingelserne i bilag 4.
Stk. 4. Ejeren (brugeren) af en besætning, hvori der er foretaget kunstig sædoverføring, skal føre en fortegnelse over hvert enkelt hundyr, der er insemineret med angivelse af ornenummer (evt. kodenummer), hundyrets nummer og insemineringsdato. Indførsel af sæd fra lande inden for EF
§ 17 .§-link ↗
Sæd, som indføres fra lande inden for EF, skal opfylde følgende betingelser, jf. dog stk. 3: 1) Sæden skal opfylde betingelserne i § 14, og 2) sæden skal ved indførslen ledsages af et sundhedscertifikat, udfærdiget af en embedsdyrlæge i det land, hvor sæden er opsamlet. Certifikatet skal være udfærdiget i overensstemmelse med bilag 5, både på eet af oprindelseslandets officielle sprog og på dansk.
Stk. 2. Hvis sæden tidligere er indført fra et tredjeland, jf. §§ 22 og 23, skal den ledsages af det originale sundhedscertifikat, eller en bekræftet kopi heraf. I begge tilfælde med påtegning af den kompetente myndighed, der er ansvarlig for kontrollen med indførsel af sæden og de ledsagende dokumenter.
Stk. 3. Sæd, der er opsamlet og behandlet før den 1. januar 1992, må kun indføres efter tilladelse fra Veterinærdirektoratet, og på de betingelser, der måtte være stillet i en sådan tilladelse.
§ 18.§-link ↗
Senest 24 timer før indførsel af en sending finder sted, skal importøren skriftligt underrette kredsdyrlægen om sendingen samt om forventet tidspunkt for indførslen.
Stk. 2. Modtageren af sæden skal give kredsdyrlægen adgang til i forbindelse med udøvelsen af den veterinære kontrol at undersøge sæden.
Stk. 3. Såfremt der for Veterinærdirektoratet foreligger oplysninger, som giver anledning til mistanke om, at der er sket en overtrædelse af § 17, stk. 1 eller 2, eller § 19, kan direktoratet foretage kontrol under transporten af sæden.
Stk. 4. Såfremt det i § 17, stk. 1, nr. 2, nævnte sundhedscertifikat ikke foreligger, eller der er mangler herved, skal modtageren give meddelelse herom til Veterinærdirektoratet. Modtageren må ikke anvende sæden, før Veterinærdirektoratet har truffet en afgørelse.
Stk. 5. Modtageren af sæden skal i mindst fem år efter sædens anvendelse opbevare det ledsagende sundhedscertifikat, jf. § 17, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, eller kopi af dette. Certifikatet skal på forlangende forevises for Veterinærdirektortet.
§ 19.§-link ↗
Det er kun tilladt at indføre sæd fra godkendte ornestationer, hvor alle orner har reageret negativt på de foreskrevne undersøgelser for Aujeszky's sygdom, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Veterinærdirektoratet kan give tilladelse til indførsel af sæd fra godkendte ornestationer, der vaccinerer mod Aujeszky's sygdom.
§ 20.§-link ↗
Veterinærdirektoratet kan påbyde alle foranstaltninger, der er nødvendige for at kunne drage sikre konklusioner i tilfælde af, at sæden mistænkes for at være inficeret eller forurenet med sygdomskim, herunder oplagring i karantæne, hvis dette ikke medfører ændring af sædens værdi.
Stk. 2. Hvis en sending fra et andet EF-land ikke opfylder betingelserne i §§ 17 eller 19 eller mistænkes for at være inficeret eller forurenet med sygdomskim, jf. stk. 1, kan Veterinærdirektoratet beordre sæden destrueret. Sendingen skal dog ikke destrueres, hvis afsenderlandet tillader returnering indenfor 30 dage, dersom det drejer sig om frosset sæd, eller øjeblikkeligt, dersom det drejer sig om frisk sæd. Udførsel af sæd til lande inden for EF
§ 21.§-link ↗
Sæd, som skal udføres til lande inden for EF, skal opfylde følgende betingelser: 1) Sæden skal opfylde betingelserne i § 14, 2) sædbeholderen skal forsegles inden afsendelsen fra de godkendte opbevaringsfaciliteter, og 3) sæden skal under forsendelsen til modtagerlandet ledsages af et sundhedscertifikat, udfærdiget af en embedsdyrlæge. Certifikatet skal være udfærdiget i overensstemmelse med bilag 5, både på dansk og på eet af modtagermedlemslandets officielle sprog. Formularen til sundhedscertifikatet skal rekvireres i Veterinærdirektoratet.
Stk. 2. Eksportøren skal senest 24 timer før og i tjenestestedets ekspeditionstid give kredsdyrlægen meddelelse om den planlagte eksport. Indførsel af sæd fra tredjelande
§ 22.§-link ↗
Indførsel af sæd fra tredjelande må kun finde sted fra 1) lande opført på EF's tredjelandsliste, jf. dog § 24, 2) ornestationer opført på EF's liste over godkendte ornestationer i tredjelande, og 3) dyr, som umiddelbart forud for sædopsamlingen har opholdt sig mindst 3 måneder i et land opført på EF's tredjelandsliste.
§ 23.§-link ↗
Sæd fra tredjelande må kun indføres på følgende betingelser, jf. dog stk. 5: 1) Sæden skal opfylde de betingelser, som til enhver tid stilles fra EF's side for indførsel af sæd fra det pågældende tredjeland, og 2) sæden skal være ledsaget af et sundhedscertifikat, udfærdiget af en embedsdyrlæge i det tredjeland, hvor sæden er opsamlet.
Stk. 2. Sundhedscertifikatet, jf. stk. 1, nr. 2, skal være udfærdiget på en formular, der opfylder EF's retningslinier for sundhedscertifikater for sæd fra det pågældende tredjeland.
Stk. 3. Senest een hverdag før indførsel af en sending finder sted, skal importøren underrette embedsdyrlægen på grænsekontrolstedet om sendingen samt om forventet tidspunkt for indførslen. Denne underretning skal samtidig tilgå kredsdyrlægen i den kreds, hvortil sæden skal ankomme.
Stk. 4. Modtageren af sæden skal i mindst fem år efter sædens anvendelse opbevare det ledsagende sundhedscertifikat, jf. stk. 1, nr. 2, eller kopi af dette. Certifikatet skal på forlangende forevises for Veterinærdirektoratet.
Stk. 5. Sæd, der er opsamlet og behandlet før den 1. januar 1992, må kun indføres efter tilladelse fra Veterinærdirektoratet, og på de betingelser, der måtte være stillet i en sådan tilladelse.
§ 24.§-link ↗
Indtil EF's tredjelandsliste og EF's liste over godkendte ornestationer i tredjelande foreligger, må indførsel af sæd fra tredjelande uanset bestemmelserne i §§ 22 og 23, kun finde sted efter tilladelse fra Veterinærdirektoratet og på de betingelser, der måtte være stillet i en sådan tilladelse.
§ 25.§-link ↗
Enhver sending fra et tredjeland skal ved indførsel til EF underkastes kontrol ved et EF-grænsekontrolsted, som er godkendt til kontrol af sådanne sendinger. Sendingen skal dog ikke underkastes kontrol, hvis den henføres under en toldforsendelsesprocedure med henblik på forsendelse til lande uden for EF, med mindre toldforsendelsesproceduren afbrydes under transporten gennem EF's område.
§ 26.§-link ↗
For sendinger, som er bestemt til anvendelse i Danmark, kan Veterinærdirektoratet påbyde alle foranstaltninger, der er nødvendige for at kunne drage sikre konklusioner i tilfælde af, at en sending mistænkes for at være inficeret med sygdomsfremkaldende kim, herunder oplagring i karantæne, hvis dette ikke medfører ændring af sædens værdi.
Stk. 2. Hvis en sending fra et tredjeland ikke opfylder betingelserne i §§ 22 og 23 eller mistænkes for at være inficeret med sygdomsfremkaldende kim, jf. stk. 1, kan Veterinærdirektoratet eller, hvis sæden var beregnet til videreforsendelse til et andet land inden for EF, den kompetente veterinærmyndighed i bestemmelseslandet beordre sæden destrueret. Sendingen skal dog ikke destrueres, hvis tredjelandet tillader returnering indenfor 30 dage, dersom det drejer sig om frosset sæd, eller øjeblikkeligt, dersom det drejer sig om frisk sæd.
§ 27.§-link ↗
Veterinærdirektoratet kan forbyde indførsel af sæd fra et tredjeland i tilfælde af udbrud eller spredning af en smitsom dyresygdom, der kan overføres via sæd, eller såfremt andre årsager i forbindelse med dyresundheden i det pågældende land gør det berettiget. Indførsel kan forbydes, hvad enten sæden indføres direkte eller gennem et andet land inden for EF. Udførsel af sæd til tredjelande
§ 28.§-link ↗
Sæd, som skal udføres til tredjelande, skal opfylde følgende betingelser: 1) Sæden skal opfylde betingelserne i § 14, og 2) sæden skal være ledsaget af et sundhedscertifikat udfærdiget af en embedsdyrlæge på en formular, der er godkendt af Veterinærdirektoratet. Krav til importører og eksportører
§ 29.§-link ↗
En importør eller eksportør skal senest fem dage før den første indførsel eller udførsel meddele Veterinærdirektoratet, at vedkommende agter at foretage import eller eksport af sæd.
Stk. 2. Importører og eksportører af sæd skal føre et register over leveringer og over senere bestemmelsessteder for den leverede sæd.
Stk. 3. De i stk. 2 registrerede oplysninger skal opbevares i mindst fem år og på forlangende forevises kredsdyrlægen eller en anden repræsentant for Veterinærdirektoratet. Betaling, straf og ikrafttræden
§ 30.§-link ↗
Udgifter, som afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Veterinærdirektoratet uvedkommende.
§ 31.§-link ↗
Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 3, stk. 1 eller 3, eller §§ 4-19, 21-25 eller 28-29, eller 2) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter §§ 20, 26 eller 27.
§ 32.§-link ↗
Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 36 i lov nr. 814 af 21. december 1988 om husdyrsygdomme pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 33.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. juli 1992.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 2 af 3. januar 1969 om kunstig sædoverføring på svin.