§ 1.§-link ↗
En næringsdrivende eller en virksomhed må opsætte et mindre oplysningsskilt ved indkørslen til ejendommen samt, hvis den er beliggende ud til en lukket, privat fællesvej, ved dennes udmunding i anden vej.
§ 2.§-link ↗
Skiltet skal være rektangulært, må ikke overstige 0.25 m2, og skiltets overkant må ikke være mere end 1 m over terræn.
Stk. 2. Skiltet må udelukkende oplyse om en virksomheds navn, adresse, art og produktion.
Stk. 3. Skiltet skal have ensfarvet, afdæmpet bundfarve med hvid tekst.
Stk. 4. Skiltet må ikke belyses, være oplyst, retroreflekterende eller bevægeligt.
Stk. 5. Der må ikke i reklameøjemed i tilknytning til skiltet anbringes produkter, genstande, flag el. lign.
Stk. 6. Amtsrådet kan påbyde flytning eller ændring af et skilt, der opfylder bestemmelserne i stk. 1-4, hvis skiltet efter amtsrådets vurdering virker skæmmende på omgivelserne.
§ 3.§-link ↗
Amtsrådet kan tillade opsætning af beskedne reklamer på idrætsanlæg i umiddelbar tilknytning til klubhuse, større, faste tilskuertribuner o.lign. Skiltets overkant må ikke være mere end 1 m over terræn.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan amtsrådet på afskærmede idrætsanlæg tillade opsætning af reklamer, når reklamerne ikke, eller kun i meget begrænset omfang, er synlige uden for idrætsanlægget.
Stk. 3. Amtsrådet kan i særlige tilfælde meddele tilladelse til midlertidig opsætning af reklamer i forbindelse med idrætsarrangementer.
§ 4.§-link ↗
Amtsrådet kan meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger, hvis oplysningsskiltet eller reklameindretningen ikke opfylder reglerne i bekendtgørelsen eller vilkår fastsat efter denne.
§ 5.§-link ↗
For tilsyn gælder i øvrigt reglerne i §§ 73, 74 og 76 i naturbeskyttelsesloven.
§ 6.§-link ↗
Amtsrådet skal foretage skriftlig underretning om afgørelser efter § 3 i denne bekendtgørelse til følgende klageberettigede 1) adressaten for afgørelsen, 2) kommunalbestyrelsen, 3) Skov- og Naturstyrelsen i sager, der ikke anses for at være af underordnet betydning, 4) offentlige myndigheder, der må antages at have interesse i afgørelsen, 5) Danmarks Naturfredningsforening og 6) lokale foreninger o.lign., som har en væsentlig interesse i afgørelsen, og som har anmodet om underretning.
Stk. 2. Amtsrådets underretning om afgørelsen skal indeholde oplysning om, at tilladelsen ikke må udnyttes, før klagefristen er udløbet, og at rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet, jf. naturbeskyttelseslovens § 87, stk. 3.
Stk. 3. Amtsrådet giver den, som har fået en tilladelse, underretning om en indgivet klage og om klagens opsættende virkning, jf. naturbeskyttelseslovens § 87, stk. 3.
§ 7.§-link ↗
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1992.