Bekendtgørelse nr. 539 · 1992

Historisk

Bekendtgørelse om radioanlæg i forbindelse med landmobile og andre landbaserede radiotjenester

Bekendtgørelse om radioanlæg i forbindelse med landmobile og andre landbaserede radiotjenester

Dokumentdato: 22. jun. 1992Kildeversion observeret: 27. sep. 2026Kilde kontrolleret: 27. sep. 2026
Arkiveret observation. Du læser en kildeversion fra 27. sep. 2026. Dette er ikke et opslag i retstilstanden på den dato. Se senest hentede version →
Observerede kildeversioner (1)

Hentetidspunkter, ikke ikrafttrædelsesdatoer. Historikken starter ved vores første import.

Kildedokument på Retsinformation ↗ · Betingelser og datakilder

§ 1.§-link ↗

Bekendtgørelsen gælder for følgende kategorier af radioanlæg: A: Mobile og bærbare radioanlæg, der er indrettet til forbindelse med offentlige telenet via basisstationer af kategori D. B: Mobile og bærbare radioanlæg, der er indrettet til forbindelse med radioanlæg af kategorierne B, C eller S. C: Basisstationer, der er indrettet til forbindelse med radioanlæg af kategorierne B eller S. D: Basisstationer, der er indrettet til forbindelse med mobile og bærbare anlæg af kategori A. E: Faste og mobile satellitjordstationer, der forbindes videre til det offentlige telenet. F: Faste og mobile satellitjordstationer, der ikke forbindes videre til det offentlige telenet. G: Privatradioanlæg til radiotelefonforbindelse til privat eller forretningsmæssig brug. H: Sende- og modtageanlæg til radiokædeforbindelser og andre faste radioforbindelser, radionavigationsanlæg, radioanlæg til stedbestemmelse, radiofoni og fjernsyn samt reportageudstyr. S: Sende- og modtageanlæg af andre kategorier, herunder fjernstyring, personsøgning, alarmering, telemetri m.v. Tilladelse

§ 2.§-link ↗

Oprettelse og drift af radioanlæg må kun ske, hvis der foreligger tilladelse hertil fra Telestyrelsen, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Et radioanlæg er oprettet, hvis det er driftsklart for sending eller modtagning, og enten er tilsluttet eller umiddelbart kan tilsluttes strømforsyning og antenne.

Stk. 3. Tilladelser kan udstedes som individuelle tilladelser til de enkelte brugere eller som generelle tilladelser gældende for visse anlægskategorier i forbindelse med typegodkendelse og mærkning af de enkelte anlæg med tilladelsesnummer, jf. §§ 5-8 samt bilag 1.

Stk. 4. Radioanlæg af kategorierne A, B, E, F og G, som er omfattet af generelle tilladelser, der er udstedt af udenlandske myndigheder, må uden yderligere tilladelse medtages og anvendes i Danmark i forbindelse med kortere ophold her i landet, hvis dette er indeholdt i fælles europæiske bestemmelser, som er tiltrådt af Danmark.

Stk. 5. Ved afgørelse af om tilladelse kan gives, lægges der især vægt på, 1) at anvendelsen af radioanlægget sikrer en effektiv udnyttelse af radiofrekvensspektret, 2) at anvendelsen af radioanlægget respekterer hensynet til at forhindre uautoriseret modtagning af radiokommunikation, som ikke er bestemt til brug for almenheden, og 3) at det ansøgte kommunikationsbehov ikke på rimelig måde kan tilgodeses ved andre kommunikationsformer, herunder abonnerede privatledninger (APL).

Stk. 6. Ansøgningsprocedure og tilladelsernes udformning fastsættes af Telestyrelsen.

§ 3.§-link ↗

For at tilladelse kan udstedes, skal radioanlægget være godkendt efter reglerne i §§ 5-8.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan Telestyrelsen i særlige tilfælde, hvor radioanlæg ikke er eller forventes at blive omfattet af en teknisk bestemmelse, udstede tilladelse til oprettelse og drift af radioanlæg. Tilladelsen udstedes bl.a. ud fra en vurdering af radioanlæggets kompatibilitet med andet radioudstyr samt en vurdering af radioanlæggets tekniske karakteristikker set i forhold til relevante internationalt vedtagne bestemmelser.

Stk. 3. Telestyrelsen kan fastsætte yderligere vilkår for tilladelsen, herunder om benyttelsen, brug af kaldesignal og ændring af vilkår. Godkendelse

§ 4.§-link ↗

Telestyrelsen fastsætter tekniske bestemmelser for radioanlæg.

Stk. 2. I de tekniske bestemmelser kan der fastsættes krav, der har til formål at sikre en effektiv udnyttelse af radiofrekvensspektret, begrænse forstyrrelser af andre radio- og teletjenester samt tilsigte, at radioanlæg skal kunne fungere sammen med andre radioanlæg.

§ 5.§-link ↗

Telestyrelsen kan meddele typegodkendelse, hvis radioanlægget er i overensstemmelse med de i § 4 nævnte tekniske bestemmelser, eller hermed ækvivalente bestemmelser fastsat af en myndighed i et EF- eller EFTA-land.

Stk. 2. Ansøgning om typegodkendelse skal indgives til Telestyrelsen. Ansøgeren skal være etableret i et EF- eller EFTA-land. Ansøgningen samt den krævede dokumentation skal være affattet på dansk, norsk, svensk eller engelsk.

Stk. 3. Ansøgning om typegodkendelse skal indeholde den nødvendige dokumentation for at opnå godkendelse. Dokumentationen skal som minimum omfatte: 1) Ansøgerens navn og adresse. 2) Radioanlæggets fabrikat- og typebetegnelse. 3) Prøvningsrapport til dokumentation af, at kravene i tekniske bestemmelser efter § 4 er opfyldt. Prøvningsrapporten skal være udfærdiget af laboratorier, der er bemyndiget eller akkrediteret i henhold til den nationale lovgivning, som i henhold til bestemmelserne i rekommandation T/G 01-01 udstedt af CEPT ( C onference e uropeenne des Administrations des p ostes et des t elecommunications) eller tilsvarende europæiske bestemmelser måtte være fastsat i de respektive CEPT-lande. 4) Teknisk beskrivelse af radioanlægget. 5) Foto af radioanlægget.

Stk. 4. Telestyrelsen fastsætter de nærmere vilkår for typegodkendelsen, herunder bl.a. at indehaveren af typegodkendelsen skal sikre, 1) at alle radioanlæg af den godkendte type mærkes med fabrikat, type og serienummer samt eventuelt tilladelsesnummer, jf. § 2, stk. 3, og 2) at alle radioanlæg af den godkendte type i enhver teknisk henseende svarer til det afprøvede eksemplar.

Stk. 5. Ændringer i et typegodkendt radioanlæg kræver fornyet typegodkendelse. Ansøgning herom indgives til Telestyrelsen i overensstemmelse med reglerne i stk. 3. Telestyrelsen kan i disse tilfælde, på grundlag af en konkret vurdering, frafalde kravet om fornyet prøvningsrapport efter stk. 3, nr. 3.

§ 6.§-link ↗

Der kræves ikke typegodkendelse efter § 5 af radioanlæg, der er godkendt af internationale satellitorganisationer til brug for satellitkommunikation.

§ 7.§-link ↗

Radioanlæg, der er omfattet af lov om teleterminaludstyr, godkendes efter regler udstedt i medfør af nævnte lov.

§ 8.§-link ↗

Telestyrelsen kan udstede tidsbegrænset godkendelse af radioanlæg, som vil blive omfattet af tekniske bestemmelser, der er under udarbejdelse. Sådanne godkendelser gives i tilfælde, hvor Telestyrelsen vurderer, at det er sandsynliggjort, at de krav, som Telestyrelsen forudser vil indgå i de kommende tekniske bestemmelser, vil kunne opfyldes.

Stk. 2. En tidsbegrænset godkendelse er kun gældende, indtil en prøvningsrapport fra et bemyndiget eller akkrediteret laboratorium, jf. § 5, stk. 3, nr. 3, kan tilvejebringes på grundlag af endelige tekniske bestemmelser. For en tidsbegrænset godkendelse gælder i øvrigt bestemmelserne i § 5, stk. 2-4. Markedsføring

§ 9.§-link ↗

Radioanlæg må kun markedsføres, herunder sælges eller udleveres, hvis de er godkendt efter reglerne i §§ 5-8. Salg eller udlevering må kun ske, hvis der foreligger en tilladelse efter § 2.

Stk. 2. For radioanlæg, der er omfattet af lov om teleterminaludstyr, gælder reglerne om markedsføring, ibrugtagning m.v. udstedt i medfør af nævnte lov. Anlæggenes benyttelse

§ 10.§-link ↗

Radioanlæg må kun benyttes ved anvendelse af de frekvenser, der er meddelt ved tilladelsens udstedelse, eller er anvist af Telestyrelsen. Telestyrelsen kan stille krav om, at visse anlæg indrettes således, at kun de anviste frekvenser kan benyttes.

§ 11.§-link ↗

Den, der benytter et radioanlæg, skal sikre, at der ikke skabes uacceptable forstyrrelser for andre radiotjenester, herunder modtagning af radiofoni eller fjernsyn, eller for andre elektriske anlæg.

Stk. 2. Kaldesignaler, der af Telestyrelsen er tildelt i andre radiotjenester, eller som kan forveksles med disse, må ikke benyttes.

Stk. 3. Blindsending, udsendelse af musik, oplysnings-, reklame-, propagandastof og lign., må ikke foretages med radioanlæg af kategori G.

Stk. 4. Radioanlæg af kategorierne B, C, F, G og S må ikke tilsluttes offentlige telenet for at give mulighed for kommunikation mellem sådanne radioanlæg og brugere af de offentlige telenet i almindelighed (gennemstilling). Gebyrer

§ 12.§-link ↗

Telestyrelsen opkræver gebyrer fastsat af P&T for bl.a. udstedelse og ændring af tilladelser, typegodkendelse og andre former for godkendelse af radioanlæg til dækning af udgifterne i forbindelse med administrationen af bekendtgørelsen. Tavshedspligt

§ 13.§-link ↗

Hvis der modtages andre radiosignaler end dem, der er omfattet af tilladelsen, må deres indhold ikke gengives, meddeles til trediemand eller benyttes til noget som helst formål; deres eksistens må end ikke røbes til uvedkommende. Tilsyn og kontrol

§ 14.§-link ↗

Telestyrelsen kan til enhver tid foretage kontrol af radioanlæg og tilladelser. De til kontrollen bemyndigede personer skal, hvis de skønner det nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse have adgang til at foretage kontrolbesøg for at undersøge og afprøve radioanlæg på de steder, hvor de er installeret, eller hvorfra de normalt benyttes, for at kontrollere, om bestemmelserne i bekendtgørelsen er overholdt. Legitimationen udstedes af Telestyrelsen.

Stk. 2. Telestyrelsen kan i forbindelse med kontrolbesøg plombere radioanlæg, hvortil der ikke foreligger tilladelse, eller hvis vilkårene for en tilladelse ikke er overholdt.

Stk. 3. De oplysninger, der forlanges af Telestyrelsens kontrollanter om radioanlæggenes indretning og benyttelse, skal omgående gives. Telestyrelsens kontrollanter kan give påbud om radioanlæggenes indretning og benyttelse.

Stk. 4. Politiet, Statens Bilinspektion og Told- og Skattestyrelsen har samme ret som Telestyrelsen til kontrol. Konstaterede overtrædelser indberettes af disse myndigheder til Telestyrelsen til videre foranstaltning.

Stk. 5. Radioopkald fra Telestyrelsen skal besvares omgående. De af hensyn til kontrollen forlangte oplysninger skal gives omgående.

§ 15.§-link ↗

Virksomheder, der fremstiller eller markedsfører radioanlæg, skal til enhver tid give repræsentanter fra Telestyrelsen adgang til, hvis Telestyrelsens repræsentanter skønner det nødvendigt, uden retskendelse mod behørig legitimation at foretage undersøgelse af de omhandlede radioanlæg eller udtage eksemplarer af radioanlæg til kontrol af overholdelsen af bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Dispensation

§ 16.§-link ↗

Telestyrelsen kan dispensere fra reglerne i denne bekendtgørelse i følgende tilfælde: 1) Hvis radiotjenestens tilslutning til det offentlige telenet vurderes at være af livsvigtig betydning, eller hvor omfattende samfundsværdier står på spil. 2) Når det for livsvigtige radiotjenester anses for væsentligt, at der oprettes fast radioforbindelse som reserveforbindelse.

Stk. 2. Telestyrelsen kan for de i stk. 1 omhandlede dispensationer fastsætte særlige vilkår for anvendelse af radioanlæggene bl.a. for at undgå forstyrrelser af andre radio- eller teletjenester. Tilbagekaldelse m.v.

§ 17.§-link ↗

Telestyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse i tilfælde af overtrædelse af fastsatte vilkår for tilladelsen.

Stk. 2. En tilladelse kan tilbagekaldes, hvis de frekvensmæssige forudsætninger for tilladelsen falder bort, eller forholdene efter Telestyrelsens skøn gør det nødvendigt.

Stk. 3. Hvis det konstateres, at radioanlæg, herunder radioanlæg, der er omfattet af en generel tilladelsesordning, jf. § 2, stk. 3, benyttes i strid med denne bekendtgørelse eller vilkår for tilladelsen, kan Telestyrelsen stille særlige krav vedrørende radioanlæggets benyttelse, herunder om begrænsning i anvendelsen frekvensmæssigt, geografisk eller tidsmæssigt.

§ 18.§-link ↗

Hvis det konstateres, at der markedsføres, herunder sælges eller udleveres, radioanlæg, der ikke overholder bestemmelserne i denne bekendtgørelse eller de i medfør heraf fastsatte tekniske bestemmelser, kan Telestyrelsen 1) nedlægge forbud mod markedsføring, herunder salg og udlevering, 2) stille krav om indskrænkning i adgangen til markedsføring, herunder salg og udlevering, eller 3) udstede påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning af radioanlæg.

§ 19.§-link ↗

Telestyrelsen kan tilbagekalde en godkendelse efter §§ 5-8, hvis det konstateres, at vilkårene for godkendelsen ikke er overholdt. Straffebestemmelser

§ 20.§-link ↗

Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 2, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, § 11, § 13, § 14, stk. 3, 1. pkt., eller § 14, stk. 5, 2) overtræder vilkår fastsat i medfør af § 3, stk. 3, § 5, stk. 4, eller § 16, stk. 2, 3) hindrer den i § 14, stk. 1 og 4, eller § 15 nævnte kontrol, 4) undlader at efterkomme påbud givet i medfør af § 14, stk. 3, 2. pkt., eller § 18, stk. 1, nr. 3, 5) undlader at efterkomme krav stillet i medfør af § 17, stk. 3, eller § 18, stk. 1, nr. 2, 6) undlader at efterkomme forbud udstedt i medfør af § 18, stk. 1, nr. 1, eller 7) har foretaget installation af radioanlæg, apparater eller dele dertil, der ikke opfylder bestemmelserne i denne bekendtgørelse eller de i medfør heraf fastsatte tekniske bestemmelser, eller som bringer radioanlæg i strid med bestemmelserne.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 7, stk. 3, i lov om radiokommunikation pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

§ 21.§-link ↗

I sager om overtrædelse af bekendtgørelsens bestemmelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde på 2.000 kr., kan Telestyrelsen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den pågældende erklærer sig rede til at betale en bøde inden en nærmere angiven frist.

Stk. 2. I sager, der afgøres efter proceduren i stk. 1, kan afgørelsen betinges af, at den pågældende erklærer sig indforstået med konfiskation af det radioanlæg, der er genstand for overtrædelsen.

Stk. 3. Betales en bøde efter stk. 1 ikke i rette tid, eller misligholdes et vilkår om konfiskation efter stk. 2, overgives sagen til politiet.

Stk. 4. For en tilkendegivelse efter stk. 1 finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af anklageskriftet i politisager tilsvarende anvendelse. Ikrafttræden m.m.

§ 22.§-link ↗

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1992.

Stk. 2. Indtil ikrafttræden af de i § 7 og § 9, stk. 2, omhandlede regler udstedt i medfør af lov om teleterminaludstyr gælder reglerne om godkendelse, markedsføring, ibrugtagning m.v. i denne bekendtgørelse også for disse radioanlæg.

Stk. 3. Følgende bekendtgørelser ophæves: 1) Bekendtgørelse nr. 100 af 21. marts 1985 om privatradioanlæg. 2) Bekendtgørelse nr. 248 af 25. april 1988 om radioanlæg i forbindelse med landmobile radiotjenester m.v. 3) Bekendtgørelse nr. 213 af 21. marts 1990 om radioanlæg til fjernstyring af modeller m.m.

Stk. 4. Gældende tilladelser og godkendelser, der er udstedt i medfør af de i stk. 3 nævnte bekendtgørelser, forbliver gældende i overensstemmelse med nærværende bekendtgørelse. Kommunikationsministeren, Generaldirektoratet for P&T, den 22. juni 1992 Torben Rechendorff / Susanne Andersen